Da jeg første hørte at HBO var igang med at lave en serie baseret på den gamle, semi-klassiske Science Fiction film Westworld, syntes jeg det lød interessant, men så heller ikke mere.

Det var først da jeg for nogle måneder siden stødte på et interview med en af hovedrolleindehaverne i serien, Evan Rachel Wood, at jeg fik fornemmelse af at det måske var mere end blot… interessant. (Og, ja, jeg ved godt interviews gerne må skabe hype, men jeg fornemmede nu en ærlighed, som jeg i det hele taget finder hos hende. Har fulgt hende på twitter et års tid.)

Sister Babe Knudsen introducerede Westworld

Så jeg har gået og glædet mig til det skulle blive start oktober pænt længe. Og fik så muligheden for at komme ind og se premiere-afsnittet i Imperial i dag. (Man kunne godt have fortalt mig det var en decideret gallapremiere med rød løber og fotografer, så skulle jeg nok være kommet i leoparddragt!)

Og det er en lettere opgave end normalt at fortælle indtryk, for jeg er normalt meget undvigende i forhold til at fortælle selv basale ting om historien, da jeg ikke vil spoile noget. Men når serien er baseret på en 40 år gammel film, kan man vel godt slippe afsted med at fortælle hvad grundkonceptet er: Westworld er en forlystelsespark, hvor folk i dyre domme kan tage hen og opleve en tur i det vilde vesten. Og der er befolket med menneskelignene robotter, så du kan skyde beboerne som du lyster. Eller gøre andre interessante ting med dem. Og naturligvis går det hele på et tidspunkt galt. (Jurassic Park med robotter; eller snarere omvendt, da Michael Crichton lavede Westworld længe inden han skrev Jurassic Park.)

Den oprindelige film husker jeg (omend det er længe siden jeg har set den) mest af alt som en forgænger til Terminator.

Men allerede fra seriens første øjeblik drages tankerne snarere hen på Blade Runner; det lyder næsten som er vi havnet i en Voight-Kampff-test.

Og selv om jeg var særdeles interesseret i handlingen på lærredet, sattes mine tanker undervejs igang: fra hvor kunne det være fedt at være gæst i sådan en park — ikke nødvendigvis for at skyde eller kneppe nogen, men for det fuldstændige rollespil, over ville være interessant at skulle programmere de storylines de skal følge, må være meget som level-programmering i et CRPG, til hvordan kan man som gæst være sikker på man ikke er vært [værter er seriens betegnelse for androiderne/robotterne], det er sgudda Paint It Black og fuck, der kommer mange lag i det her!

Netop det sidste synes jeg meget man fornemmer. Det her er ikke gjort med et Spartacus-lignende robotoprør, og lidt bugs værterne har svært ved at håndtere.

Vi skal dybere ind — helt ind i sindet. Og dertil kommer intriger i parkens ledelse, en skjult dagsorden, Asimov og filosofi. Og vi er ikke engang kommet igang endnu, så vi har ikke fået nogen J.J. Abrams what the fuck-øjeblikke endnu, men vi ved det kommer.

Den levede op til mine forventninger for første afsnit. Jeg glæder mig helt vildt til næste mandag. Og jeg tror den ender med at blive større end Game of Thrones. Ihvertfald for mig.

Produktion og cast er der naturligvis ikke en finger at sætte på, det skriger blot på mere. Dobbelt-plus-godt.

[Skal måske lige gøre opmærksom på at jeg ikke fik billet tilgengæld for anmeldelse, dette er skrevet helt på eget initiativ. Billetten havde jeg også fået som almindelig dødelig!]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde meget store forventninger, da jeg i går var til forpremiere på denne femte X-Men film (eller syvende, hvis vi tællere wolfies side-film med). I modsætning til Spiderman - som i de moderne Marvel-film også har 5 film under vesten - har der heldigvis ikke været noget reboot undervejs. Istedet er man så hoppet tilbage i tiden for at se på de unge dage.

I den aktuelle x-travaganza får vi så hele kagen - alternativ fremtid, fortid og glimt fra en nutid vi vel strengt taget ikke kan være sikre på eksisterer. Med et cast der kan sparke benene væk under de fleste, selv Avengers-filmene kan dårligt følge med.

Fra en fremtid, der ikke hverken historiemæssigt eller visuelt er helt uinspireret af Terminator, kæmper de sidste mutanter for overlevelse. Som en desperat udvej sender de den eneste hvis krop og sind kan holde til belastningen (guess who ...) tilbage i tiden til sit eget tidligere jeg, i det herrens år 1973, for at forhindre at historien skal udvikle sig som den har gjort.

Der går kun en smule Austin Powers i den, mens man puster ud - og inden løjerne genoptages. I første omgang gælder det om at få forklaret datidens helte (og skurke), at man altså godt kan komme fra fremtiden - og den ser grum ud.

Og så går det ellers over stok og sten og stadion og Det Hvide Hus i en legesyg, fantastisk film, der også byder på Peter Dinklage (Tyrion Lannister i Game of Thrones) i egen lave person i protagonistens rolle. Og Nixon, ikke at forglemme.

Jojo, man kan godt komme med indvendinger om tidsparadokser (og at det da er en tidlig alternativ fremtid vi starter i, når hverken professor X eller Magneto er døde af alderdom). Og undre sig over de tidslinier der efter filmen muligvis ikke længere eksisterer, muligvis aldrig har gjort det og muligvis aldrig vil komme til det. (Lidt som når man ser Fringe.) Sådan vil det uvægerligt være.

Men forhåbentligt er det ikke noget man fordyber sig for meget i mens musikken spiller - hvilket den gør med fuldt drøn på alle subwoofer-kanaler.

Efter X-Men 2 - som for mig stadig er den mest vellykkede Marvel-film - vil jeg for nuværende sige at dette er min favorit blandt de øvrige X-Men. (Som det vil være en god idé at få set inden denne film, da meget vil give en del mindre mening uden den viden. (Det vil sige, 3'eren er det måske mindre forvirrende ikke at have set ....) ).

Er man til ramasjang og X-Men - i deres mange skikkelser - er dette en must-see. Mine forventinger blev indfriet!

(Men jeg savnede nu lidt Stan Lee ...)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Søren Espersen tager i dag kraftigt afstand  fra beskyldninger om, at DF med fleres retorik kunne være med til at skabe et monster som den norske korsridder. Han siger: Det giver ikke anledning til nogen former for selvransagelse. Overhovedet ikke. Der er ikke så meget som en millimeter af en brøkdel, hvor vi føler nogen form for ansvar for, hvad der er foregået i Oslo.

Præcis hvad en millimeter af en brøkdel er, er jeg ikke fuldt klar over - men jeg går ud fra det ikke er ret meget.

Men hvordan holder det vand? Det var et spørgsmål, jeg i dag lidt distraheret kom til at tænke over, mens min mor sad og fik kemo.

For - med den retorik der køres af hos tildels DF, men især Snaphanen og Urias Posten og de andre gøglere ude på vanviddets overdrev - så er det faktisk mærkeligt ikke flere gør noget ud af det. Ikke at jeg på nogen måde vil forsvare det norske monster, men set i hans gale perspektiv er han jo en helt, en slags John Connor (som ganske vist agerede Terminator) - og hvis man følger hans tanker hænger det ganske godt sammen.

Nu gider jeg ikke bruge den slags ord om andre mennesker, som de kører på med hos galningene. Så lad os i stedet lege, at der er nogle fora, hvor man er fuldt ud overbeviste om, at vi i Danmark og Europa er ved at blive oversvømmet af zombier.

Zombier som giver sig ud for at fredelige, men de ønsker bare at blive mange nok - og når de er det vil de gå igang med at gøre unævnelige ting ved vore kvinder og tage de voksne mænd til fange, og bruge os som slaver, og når vi er udtjente spiser de vore hjerner.

Ganske absurd, men det er historierne som kører på de fora - og gentagelserne og det at de kan bekræfte hinanden gør, at folk rent faktisk tror på det. For de fleste er det faktisk mest en form for fællesskab - nogle samler på frimærker, andre skriver ting mod zombier - men nogen, nogen få, tror faktisk fuldt og fast på at zombierne er iblandt os, og vil æde vore hjerner.

Samtidig fortæller historier på foraene også, at der findes mennesker i Danmark og Europa som hjælper zombierne, både med at komme hertil og med at gemme sig i blandt os. Det er uklart hvad disse menneskers formål er - måske er de blot dumme og naive, eller måske er de i virkeligheden nekromantikere som vil styre zombierne - men det står klart, at denne femte kolonne zombie-sympatisører i virkeligheden er de farligste.

For det er dem, som hjælper zombierne hertil, og det er deres skyld at vi om føje år vil blive slaver og få vores hjerner ædt.

Hvis man virkeligt fuldt og fast tror på dette - virkeligt tror det - og man prøver at råbe op om at zombierne kommer og nekromantikerne hjælper dem, men ingen vil lytte. Så er det da egentligt klart at man må gribe til at gøre noget. Det er jo rent selvforsvar - og hvis man venter til zombierne viser deres virkelige jeg er det jo for sent!

Det mærkelige er i virkeligheden alle de som kun taler om at zombierne kommer og nekromantikerne hjælper dem - men ikke gør noget ved det, og endda taler om "at det er forkert at bruge vold" - det giver jo ingen mening, hvis zombierne virkelig er på vej, og er så onde. For den virkeligt troende må de være uforståelige krystere & kujoner.

Jeg håber ikke, at nogen læser det her - og opfatter det som om de skal gå i den norske galnings fodspor. Det kan man vel godt frygte et sted.

Men jeg har en pointe med det: Det Søren Espersen og Co spreder er i virkeligheden ikke Had, som de ofte anklages for, men Frygt. Og det er derfor så meget lettere for dem at hælde lort ud om, at de virkelig ikke kan stilles til ansvar for noget som helst, selv ikke en millimeter af en brøkdel.

Man skal bare huske, for at citere Yoda - og måske ødelægge det hele i nørdethed - at: Fear is the path to the dark side. Fear leads to anger. Anger leads to hate. Hate leads to suffering.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er lige kommet hjem efter at have set Avatar i Imperial. Jeg havde pænt høje forventninger til filmen - og de blev mere end indfriet. Jeg er fuldstændig blæst omkuld i hovedet.

Jeg har aldrig i den grad oplevet suspension of disbelief. Og de der blå aliens man har set billeder af, som virker sådan utroværdige på billeder? Glem det, de er fuldstændig troværdige i den film, de eksisterer sgu!

Filmen hovedperson er marine-infanteristen Jake Sully, som har mistet førligheden i sine ben. Hans bror, forskeren er død, hvorfor han tilbydes at tage hans plads på planeten Pandora, i Avatar-programmet. Et program som sætter deltagerne i stand til at overtage en specialbygget krop - en genetisk blanding af Pandoras intelligente race, Na'vierne, og mennesket, Avatar-styreren selv.

Na'vierne og Pandora er filmens egentlige hovedpersoner. Na'vierne er et folk som lever i pagt med naturen - der er nok tænkt en del på indianere - og med en speciel kropsdel kan de interface med andre levende skabninger på planeten.

Men alt er naturligvis ikke lutter idyl - menneskets tilstedeværelse på planeten skyldes deres jagt på et meget værdifuldt mineral. Og det komme naturligvis til... skærmydsler... imellem mennsker og na'vier.

Hvis man skal sætte en finger på filmen er det den overordnede historie, som er ganske forudsigelig. Men det gør ikke noget mens musikken spiller, og faktisk er det fedt at se en så utrolig film, som ikke er baseret på en bog - men er helt sin egen.

Og det visuelle... man, oh man... filmen varer små 3 timer, og jeg kunne blive ved med at sidde og se på den planet, og de na'vier + planetes øvrige fantastiske dyr. Kæmpehøje, men elegante - de minder meget om katte (Leoparddrengen likes!). Langt, langt det meste af filmen må være computergenereret, men det virker absolut virkeligt.

Og 3D'en? Fantastisk, fantastisk, fantastisk. Jeg har ingen ide om hvordan filmen holder i 2D, det er også ligemeget - den skal ses i 3D. Og den skal absolut ikke ses på DVD - det vil være blasfemi.

Jeg opdagede at den kun har en 11 års aldersgrænse, så jeg tror jeg skal ind og se den igen med min ældste - jeg troede ikke på forhånd den ville være "fredelig" nok til ham - men den kan han godt klare. Og han skal have oplevelsen af at se den rigtigt.

Hvis man skal sammenligne med andre af James Camerons film, må det være Aliens der kommer nærmest - vi skal bare forestille os en lys & grøn planet i stedet for den skumle der er deri, og så nogle sympatiske aliens i stedet for dem derfra. Så er den der næsten... og Sigourney Weaver er jo også med her. Nej, alvorligt talt, den film er svær at sammenligne med noget.

Jake Sully spilles af Sam Worthington, som også var med i Terminator Salvation. Og selvom det ikke er en film med det store karakterskuespil synes jeg absolut han gør det godt - han minder lidt om Ewan McGregor. Ligesom den kvindelige hovedrolle, na'vien Neytiri, spillet af Zoe Saldana, gør det rigtig godt - selvom det er mærkeligt at skulle bedømme en skuespiller man aldrig ser i menneskeskikkelse.

Anyway - gå ind og se den film. Der er ingen vej udenom.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Men nogle gange får jeg alligevel sådanne associationer, når jeg hører om Google - især nå de brugs som verbum, når nogen (eller jeg selv) googler.

Og hvorfor?

Jo, det er deres egen skyld. For 4-5 år siden var de ude og sige, at de ikke var så glade for at blive verbiseret - altså at verbet at google (to google) opstod. For selvom det var smigrende, kunne de se på fortilfælde at det måske ikke var så heldigt for virksomheden på den måde at blive del af sproget.

Og her tænkte de især på fotokopifirmaet Xerox (nu om dage Rank Xerox), som jo i USA var blevet synonymt med det at fotokopiere: I xeroxed the documents.

Men mit kendskab til Rank Xerox stammer mest fra den løbske Terminator*-agtige robot RanXerox, som jeg først lærte at kende i et par Heavy Metal-blade (som jeg først og fremmest købte i Fantask for at gøre indtryk på min flamme).

Og hvis punkede univers jeg blev ganske fascineret af - RanXerox havde én svaghed, sin forelskelse i en 11-12 årig junkiepige, Lubna - og da den kom som album købte jeg den, selvom jeg kan huske det var vanvittigt dyrt.

Desværre havde jeg det udlånt til en klassekammerat fra gymnasiet, da jeg endte op med at droppe ud - og fik det aldrig tilbage. Det er virkelig en ting jeg savner.

Men - det er altså grunden til, at jeg nogle gange tænker på en togkupé med blod, hjernemasse og knuste indvolde på væggene, når jeg tænker på Google.


*Det er lidt misvisende at kalde ranXerox Terminator lignende, men det giver nok det bedste billede. Sandheden er nok snarere at Terminator er inspireret af RanXerox, for RanXerox var først.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Har lige set 6. afsnit af Terminator: Sarah Connor Chronicles. Faktisk et ret dårligt afsnit; ellers synes jeg faktisk serien har været ganske udmærket, men det falder ret meget sammen i det afsnit. Jeg håber det var en enkelt smutter.

(Men det er altså under alle omstændigheder forvirrende at se Brian Austin Green som Derek Reese - hvad helvede laver David Silver i Terminator?!)

Anyway - en fejl der virkelig irriterede mig i dette afsnit: Derek Reese skal have en blodtransfusion. De foreslår Sarah Connor som donor, da hun har blodtype 0 Rh-. Den som kan doneres til alle.

Men den er altså ikke god nok her, det skal være Reese's egen, den meget sjældne AB Rh-. Hvorfor Sarahs ikke kan bruges får vi ikke forklaret.

Men John Connor melder sig jo som donor, og mod alle odds viser det sig at han også har AB Rh-, og således kan transfusionen gå i gang.

Problemet er bare, at det ikke er mod alle odds, det er umuligt, hvis iøvrigt Sarah er John's mor (og hvis hun ikke er det hænger ingenting sammen mere): En med type 0 kan aldrig få et barn der har type AB. Det kan kun blive enten A eller B (eller 0).

En detalje? Sure! Nørdet af mig at gå op i? Sure. Men de gør bare så meget ud af det med den blodtype, at det er superpinligt ikke at få den på plads.

Og symptomatisk for alle de andre problemer der var i afsnittet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg værner meget om mit privatliv. Rigtigt meget. Og det er faktisk en ting der kan være et problem for mig i et parforhold, hvis jeg ikke på en eller anden måde for mulighed for at være alene - helt alene.

Det har jeg jo så heldigvis rimelige muligheder for nu, ihvertfald hver anden uge. Når altså jeg ikke skal have børnene længere - som jeg skal nu.

Så jeg havde gjort meget ud af, da jeg nu lige fik en friaften, at aftale med ex'en at børnene kom tidligst 12 i dag, og at vi ville ringes/sms'es først.

Derfor blev jeg noget paffed, og efterfølgende pissed, da min ældste kom og låste sig ind kvart i elleve i dag, uden nogen advarsel. Heldigvis skete der ikke noget ved det - leoparddragt og andre remedier var gemt af vejen, jeg var vågen, havde jo ikke scoret - blev bare afbrudt i at skrive min Terminator anmeldelse.

Og vi har haft det rigtigt hyggeligt hele dagen. Han kom tidligere på grund af skændri med hans mor, min eks. Jeg er selvfølgelig ikke sur på ham, for ved godt han ikke ser det på den måde, og han skal da føle sig velkommen.

Men jeg er sgu noget sur på hende, for hvad er privatliv værd, hvis man ikke kan regne med det er privat? Jeg kunne ligeså godt have ligget og kneppet, eller haft gang i alt muligt andet underligt. Wishful thinking, men i princippet. Og når vi nu havde aftalt det andet, burde hun sguda kunne se, at hun bør give besked om hun er på vej - når hun nu ikke kan finde ud af at håndtere ham.

Nå, det var så dagens brok. Som det er godt at komme af med, for den har ligget og luret under en rigtig god dag i øvrigt. Og nu tror jeg jeg vil se noget Sarah Connor Chronicles - måske er der nogle eks'er der bliver terminated?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det var sgu en god film! Bedre end jeg havde forventet - jeg glæder mig allerede til fortsættelse.

Der var enkelte ting der skurrede, men i det store hele: super!!

Nærmere anmeldelse i morgen, forhåbentlig... nu skal jeg klæde om!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Og nu skal jeg ud og have en shawarma, inden jeg skal ind og se Terminator: Salvation i Imperial!! Jeg håber det bedste - og frygter egentlig ikke engang det værste.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det viser sig pludseligt, at jeg får en børnefri aften på fredag - også tiltrængt da jeg kommer til at have dem 3 uger i denne omgang!

Men det betyder jo så, at jeg kan komme en aften i byen, og endda på Amigo i en rigtig uge; så det satser jeg i den grad på; der kommer til at gå 3 uger før jeg kan komme ud igen!

Inden, fredag aften, har jeg så lige fået aftale om, at jeg skal ind og se Terminator Salvation.

Så det ser jeg frem til, alt sammen!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.