Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten science fiction. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten science fiction. Vis alle opslag

fredag den 1. august 2014

Guardians of the Galaxy - en anmeldelse

Ingen kommentarer
Guardians of the Galaxy er sidste skud på stammen af film i Marvels superhelteunivers. Og for første gang er der tale om en film hvor jeg intet kendte til hverken karaktererne eller historien før.

Jeg troede egentligt først at der var tale om noget nyt - altså fra efter jeg holdt op med at følge med i serierne - men det går faktisk langt tilbage. Jeg har bare overhovedet ikke været opmærksom på denne kosmiske side af Marvel, udover når den skvulpede lidt over til de jordiske historier.

Med andre ord, bortset fra traileren var jeg ganske blank.

Men føj da for et festfyrværkeri af Science Fiction der mødte mig - en extravaganza. Med et party af anti-helte der hver især er ganske langt ude, men som gruppe er freaking far out. På en så skør måde at de - sammen med fantastiskt visuelt arbejde - bliver troværdige. Og faktisk er de stille scener, hvor vore helte diskuterer indbyrdes det der fungerer allerbedst.

Dem er der ikke så meget af - de stille scener. Meget af tiden foregår i fuldt firspring, enten på jagt eller på flugt - og det er også godt.

Men det næsten aller-aller-bedste er det awesome soundtrack filmen er udstyret med, som også spiller en hovedrolle en decideret hovedrolle, og går ind i handlingen.

Historien er simpel, men effektiv, ligesom karaktererne er arketyper. Så der er ikke noget nyt der - vi taler Ringenes Herre og Star Wars, og Han Solo, Indiana Jones og Chewbacca. Og steder som minder om Linda & Valentin. Gode navne; effektivt og effektfuldt og charmerende leveret.

Den eneste anke jeg for alvor har ved filmen, er at det fremmedartede univers med et mylder af racer og personer med sære navne, kombineret med det
høje tempo, ærligt talt kan gøre det lidt svært at holde styr på hvem og hvad der nu er hvem. Eller også er jeg bare ved at være gammel.

Men det gør ikke noget når musikken (bogstaveligt talt) spiller. Det er bare at læne sig tilbage og spænde sikkerhedsbæltet - det skal nok gå. Og har du det som mig vil du bagefter have lyst til at gå ind og se filmen én gang til. For den er fed - og så kan man måske, selvom man er gammel, få fat i nogle af de missede detaljer. Eller ihvertfald grine endnu mere af deres åndsforsnåttede, herlige dialog.

I'm hooked on a feeling ...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 3. september 2013

Science Fiction anbefaling: Ender's Game

Ingen kommentarer
For godt en uge siden var jeg løbet tør for læsestof, og prøvede så noget nyt. Normalt har jeg rimeligt god idé om hvad jeg nu vil læse, men ikke her. Kunne bare mærke at jeg havde lyst til noget Science Fiction, så prøvede simpelthen at gå ind på Amazon under den genre.

Øverst lå så bogen Ender's Game af Orson Scott Card, som jeg da vist en eller anden gang havde hørt omtalt. Og som vist kommer som film. Og som havde fået voldsomt mange stjerner af læserne. Og som kostede $4,78 til Kindle. Så den købte jeg, og kort efter var jeg igang med at læse den.

Og det var sgu fedt - det er længe siden jeg har været så opslugt af en bog. (Eller - det var jeg vist også da jeg læste Hunger Games-bøgerne for 1½ årstiden siden, men det er da også lidt tid.)

Det er straight, velfortalt Science Fiction: Ender, som egentlig hedder Andrew,  udvælges blandt få talentfulde til at blive trænet til at være officer i jordens rumforsvar. Som er ganske nødvendigt, for man ved at solsystemet indenfor en overskuelig fremtid vil blive invaderet af en hær af bug-eyed monsters - allerede to gange før har der været slag. Vi overlevede mirukløst sidste gang, næste gang bliver det afgørende.

Det ret specielle er at Ender, og de øvrige udvalgte er børn, fra de er 6 år gamle bliver de trænet - træning der er kamufleret som spil og lege, men udvikler sig til dødsens alvor.

Det er udviklingen af Ender bogen handler om - en ret formidabel person - samt hans to søskende, som er lige så intelligente, og på anden vis ender med at få stor betydning for hvad der kommer til at ske i bogen.

Det er intet mindre en moderne Science Fiction-klassiker (ok - moderne og moderne, den er fra midt-firserne ...), og hvis man som jeg ikke kender den bør man unde sig at læse den. Også selvom man ikke er vant til Science Fiction, jeg tænkte undervejs at den virkede som god begynderbog til genren - det er basalt set bare en god historie.

Og læs den gerne inden den kommer som film - den er garanteret fyldt med ramasjang, og det er fint nok - men bogen klarer sig uden. Og tror det er godt med egne billeder af Ender.

Så kan man jo efterfølgende hoppe videre til fortsættelsen, Speaker for the Dead - det gjorde jeg ihvertfald. Og inhalerede den på to dage. Der er sket en del siden Ender's Game, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da det kan spoile en del i forhold til første bog. Men den er ihvertfald også fremragende - en del anderledes i stil end Ender's Game, jeg kom en del til at tænke på Asimov's The Gods Themselves. Og jeg skal nu til at gå igang med tredie bog.

P.S. Men lige et råd: begge bøger indeholder ret lange introduktioner. Drop dem, vent med at læse dem til bagefter, jeg synes det er too much information inden handlingen.

[Opdatering 16/9:] Er så blevet færsig med tredje bog, Xenocide, og den må jeg tilgengæld sige jeg finder ret skuffende. Alt for meget semi-religiøst pseudo-filosofi, og bogens karakterer bruger meget tid på at småskændes indbyrdes - og de fungerer ikke. Den kan til nød læses, men så heller ikke mere. Og jeg kan fra anemelselser se at det fortsætter i det spor, så jeg står af her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 31. december 2012

Continuum - en anmeldelse

1 kommentar
Da jeg først hørte om at HBO kom til Danmark glædede jeg mig selvfølgeligt til at kunne følge de kendte serier. Men næsten lige så meget glædede jeg mig til at kunne udforske deres bagkatalog af mindre kendte serier - samt se hvad der ellers fulgte med i aftalen, for en del så i trailer interessant ud.

Således Continuum - som ikke er en HBO-serie, men en canadisk science-fiction sag - som i trailer så ganske velproduceret ud.

Og den var så også noget af det første jeg kastede mig over, efter helt obligatorisk at have set anden sæson af Game of Thrones.

Og den vil jeg altså godt anbefale! Den minder i virkeligheden en del om den engelske serie Life on Mars (og i forlængelse Ashes to Ashes), omend perspektivet er anderledes:

Serien tager sit udgangspunkt i et dystopisk Vancouver 2077, hvor hovedpersonen, ordenshåndhæveren Kiera Cameron meget uden sit vidende sendes tilbage i tiden, til 2012. Sammen med en terrorgruppe fra fremtiden.

Og her er hun så strandet, men ønsker jo meget at komme tilbage til sin egen tid, og egen familie. Alt i mens hun også må prøve at forhindre gruppen i at få held i deres forehavende, som tilsyneladende er at kæmpe imod den verden hun kommer fra - bortset fra at deres gerninger tilsyneladende samtidigt er hvad der har skabt den.

Det er således ikke ganske tydeligt hvem der egentlig er good guys og bad guys. Terroristerne er ganske vist ikke særligt rare, men de har egentligt noget forståeligt at være sure over, er indtrykket. Mens hvor dejlige heltinde er flink, men samtidigt repræsentere et ikke synderligt flinkt styre.

Og det bliver så mixet ind i vores 2012-occupy-virkelighed. Ikke uintelligent gjort.

Serien fungerer dog også som mere regulær drama-serie, hvor Keira arbejder i 2012-Vancouvers kriminalpoliti - som det er lykkedes hende at "infiltrere". Men det viser sig efterhånden at flere og flere sager er relateret til hendes fæller i tidsrejser.

Og de sidste 2 episoder af sæsonens 10 afsnit er simpelthen forrygende, efter min mening. Så med denne serie har jeg da omvendt af Life on Mars, som jeg i starten elskede for dens nostalgiske tilbageblik, men i længden blev ensformig - der er der her en fin udvikling, og hele tiden spændende flashbacks fra tiden i 2077.

Åh, og så er det en ret fed dragt Keira Cameron (spillet af Rachel Nichols) er udstyret med - det er jeg som superhelt nødt til at nævne!

Så hvis man har HBO - eller støder på serien på anden måde - er det bestemt en jeg kan anbefale, hvis man er til Science Fiction, og gerne noget med tidsrejser, men uden det tager overhånd.

Og måske også som afveksling fra de "tungere" HBO-serier, for selvom det er en fin og godt tænkt historie, er vi ikke nede i det dybe karakterflyttende.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 4. januar 2010

Fremmede bryster

2 kommentarer
En ting jeg altid finder påfaldende når man ser Science Fiction film med aliens, er at næsten alle fremmede racer tilsyneladende har to køn, et maskulint og et feminint, og det feminine har stort set altid meget menneskelignende bryster.

Selvfølgelig aktualiseret med Avatar, men jeg kom egentlig til at tænke på det (igen), da jeg genså Star Trek: Generations den anden dag.

Der findes naturligvis undtagelser - som i Alien-serien, hvor der bestemt ikke er tale om et patte-dyr. Og så er der også nogle hvor det ikke er helt menneskelige bryster, i sær kan antallet variere... i Total Recall er der en tre-brystet kvinde (men det er nu en mutation og ikke en alien, så det holder ikke helt) og jeg kan huske en meget dårlig fanatsy-film engang hvor der var en kvinde med 6- eller 8-bryster. Interessant, men falder også lidt uden for alien-emnet.

Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke satte pris på de menneskelige sider ved disse aliens - det gør jeg skam. Jeg syntes bare det er lidt pudsigt at intelligent liv udvikles så parallelt i forskellige stjernesystemer.

Og så kunne det i øvrigt være en interessant med en filmatisering af Asimov's The Gods Themselves engang - hvor Asimov virkelig har fundet på en alien-race; der så vidt jeg husker består af 3 køn, og er nogle mere eller mindre pyramideformede geleklumper. Og hele bogen foregår bland dem.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 11. maj 2009

Sne i maj

3 kommentarer
Hvis man nu kommer jordbær i ens søn madkasse torsdag før St Bededag, og han ikke spiser, endsige åbner sin madkasse - og man iøvrigt glemmer (ikke lige gider?) at checke og vaske den madkasse. Hvad får man så?

Jo, så mødes man mandag morgen, når ny mad skal i kassen, af det nydeligste snelandskab, bestående af fine spindelvævsagtige svampetråde som i bølger dækker alt med en massiv tilstedeværelse.

Synet fik mig til at ihukome science fiction serien fra 70'erne, Månebase Alpha (Space: 1999) - ved ikke om der er nogen af mine læsere der er gamle nok til at huske den? - men der var vist også et afsnit hvor månebasen blev mere eller mindre overtaget af svampetråde.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 19. februar 2009

Hyperion

2 kommentarer

Nu hvor jeg er ved boganmeldelserne, bør jeg måske også komme ind på en af mine absolutte favorit Science Fiction bogserier: den såkaldte Hyperion Cantos, en moderne klassiker bestående af 4 bøger af Dan Simmons (Hyperion, The Rise of Hyperion, Endymion, The Fall of Endymion), som også blev aktualiseret for mig for nylig.

Det tog mig lidt tid at komme ind i Hyperion - jeg var totalt uforberedt på den, og det tager lidt tid før man finder ud af sammenhængende & universet - og ydermere består Hyperion (altså første bog) af 7 mindre historier, en slags dekameron - skrevet i vidt forskellig stil. Mit bedste råd er bare at lade sig flyde med strømmen, sammenhængen skal nok komme (og man har under alle omstændigheder lyst til at læse den igen når den er slut).

Og når først man kommer ind i historierne, er de nogle af de mest medrivende & fantastiske & emotionelle man kan finde i Science Fiction. Min personlige favorit blandt de korte er The Scholar's Tale.



De efterfølgende 3 bøger er mere traditionelle i fortælleform (altså ikke brudt op som 1'eren), men er ikke mindre medrivende af den grund.

Som en servicemeddelelse inden man begiver sig i kast med bøgerne: det er godt at vide at Shrike betyder tornfugl, og det skader ikke at have et blot overfladisk kendskab til John Keats.

Andre bøger af Simmons kan i øvrigt også anbefales, for eksempel Ilium og Olympos (hans Science Fiction genfortolkninger af Iliaden, iblandet lidt Shakespeare - jo, jo, det er skam meget litterært det hele!).

Pas på. Here be lions and tigers and bears!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.