Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Netflix. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Netflix. Vis alle opslag

lørdag den 8. april 2017

Serietip: 13 Reasons Why

Ingen kommentarer
Er netop blevet færdig med serien 13 Reasons Why, som er ny på Netflix. For så kort tid siden at øjenkrogen stadig er fugtig. Det er en rå sag…

Baseret på en roman af samme navn, som jeg ikke kender (på dansk Døde piger lyver ikke.)

De fleste kan nok sætte sig ind i at være ulykkelig forelsket i en i gymnasiet, og aldrig få sagt det til hende. Forestil dig så at hun begår selvmord, tilsyneladende uforståeligt. Men at du føler at du kunne have gjort mere, at det er din skyld. Og du får en stak kassettebånd (ja, kassettebånd!) hun har indspillet inden sin død, hvor hun forklarer om de 13 årsager der førte til hendes selvmord. Og du ved at du er en af de årsager.

Det er præmissen for 13 Reasons Why, der følger Clay, som netop har fået en æske med 7 bånd, indspillet af Hannah, den døde pige.

Han har en hård tur foran sig, som vi seere bliver taget med på, akkompagneret af teen angst musik i mol — i første afsnit er det Joy Division's Love Will Tear Us Apart, der lægger baggrunden, og så kører det videre derfra, i 13 afsnit — et afsnit per bånd.

Det kan nok lyde som om det kunne blive alt for meget, meget hurtigt. Og det er meget. Men det er skidegodt lavet. Som en blanding af Twin Peaks første afsnit i sin emotionelle direktehed og Breakfast Club i sin tilgang til hovedpersonerne.

Og så er der i tillæg et budskab og en anklage.

En på en gang meget tidløs og nutidig historie, som først og fremmest er en emotionel kajeryster, af den gode slags. Virkeligt god!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 20. november 2016

Helt på piller…

Ingen kommentarer
Jeg er lige blevet færdig med at se den britiske mini-serie Paranoid på Netflix.

Den var jeg ret hurtig til at begynde at se, da Netflix sendte mig en mail om at den var kommet på, da jeg kunne se Indira Varma havde en større rolle i den. Hende har jeg haft et godt øje til siden jeg så hende i Rome, og stadig efter hun også kom med i Game of Thrones.

Jeg var så også ret tæt på at stå af igen efter ét afsnit, for hold kæft hvor er de underlige alle sammen. (Og det tror jeg mange har gjort — jeg tror at det er forklaringen på den meget lave karakter på IMDb.)

Men heldigvis blev jeg hængende. Og, jo, folk (og historien) vedbliver at være underlige — men når man bliver tunet ind på serien bliver karaktererne og deres excentriciteter og galskaber ret underholdende.

Egentligt er den en krimi; jeg tror endda markedsføringen prøver at gøre den til en thriller, men det er da langt fra.

Men ihvertfald: det starter med et mord. På en legeplads. Og det skal jo så opklares af den lokale politistation, hvis ansatte virker til allesammen at være småskøre (for ikke at sige storskøre). Det er de så ikke ene om; stort set alle er ude på nogle overdrev — ikke mindste psykiateren. Nogle er på piller, nogle er ikke…

Og det viser sig at være en stor del af humlen, det med pillerne. De trækker et spor til Düsseldorf, hvor de også er skøre, men muntre.

Anyways, herligt skuespil (Polly Walker, også Rome, kommer også med i en mindre, men overbevisende rolle), weird manuskript (der er stadig ting jeg undrer mig over) og pudsig produktion. Som jeg efter et par afsnit virkeligt morede mig over.

Men som starter skævt, lige på — og derfor kan filmen let knække for en. Det er nok også grunden til at jeg skriver dette indlæg, for det er lidt synd hvis ingen kommer videre. Og ihvertfald synd med så lav karakter.

For den kan man bestemt godt se, for underholdningens skyld. Men det hjælper sikkert at være på piller.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 19. marts 2016

Flaked — en serie anbefaling

Ingen kommentarer
Da jeg for et par dage siden begyndte at se den nye Netflix-original Flaked, var det mest for at slå tid ihjel. Navnet, 30-minutter per episode, Will Arnett — det gav altsammen indtryk af letbenet sitcom.

Men det indtryk er bullshit. Det opdager man godt nok ikke med det første. Den lever fint op til hvad man tror af letbenethed:

Will Arnett spiller Chip, en fyr der bor i Venice Beach, han laver taburetter og sælger dem i sin butik. Hvis han da nogensinde har solgt nogen, det fremgår ikke helt. Og hænger ellers mest ud. Ligesom alle andre gør, det er Venice, det er Dude-territorie.

For 10 år siden dræbte Chip en mand. Uagtsomt, ganske vist: han var fuld, han kørte bilen… siden har AA været en stor del af hans liv. Muligvis fordi han her kan lukke alt sit bullshit ud, sine platheder. Og score.

Og Chip er så tilpas røvirriterende, at jeg var meget tæt på at stoppe serien efter de første par episoder. Men det begyndte at gå op for mig, at serien ikke var en letbenet komedie. Den handler om Chips bullshit. Som der unægteligt er meget af. Men som bliver skrællet af, lag efter lag, i et efter min mening ret elegant skrevet manus.

Det er ganske vist en komedie, men letbenet er den ikke, og den er ret meget i mol. Men man opdager det ikke først. Derfor også denne lille anbefaling: giv den lige lidt mere tid, hvis du er ved at droppe den i første afsnit: for måske er det en lidt anden serie end du tror.

Om bullshit og Venice. I 8 afsnit af 30 minutter er den til at overkomme. Og bestemt tiden værd, i mine øjne.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 21. december 2014

Lidt seriejuleunderholdninganbefalinger

Ingen kommentarer
Her i juledagene kan man jo godt trænge til at komme lidt væk i tid & rum, og det skulle de to serier jeg her anbefaler nok kunne hjælpe til. Begge er ganske nye — og jeg har selv hygget mig gevaldigt med dem den seneste uges tid.

Marco Polo — Netflix Exclusive
Jeg skal være ærlig; det er meget begrænset hvor meget jeg kender til Marco Polo, udover hvad jeg lærte i skolen og det er ikke ret meget; og så fandt jeg ud af i Venedig at de er helt vilde med ham.

Det endte jeg så også med at blive, eller ihvertfald med serien om ham (og en masse andet). Omend jeg syntes første afsnit startede lidt trægt, så sluttede det smukt og fik mig til at tænke på Frankie Goes to Hollywoods Welcome to the Pleasuredome. Og siden var jeg solgt.

Hvis man husker firser-storserien Shogun er der mange lighedspunkter (omend man ikke lærer så meget kinesisk/mongolsk som man lærte japansk i Shogun).

Historien er kortfattet at Marco er på handelsrejse med sin far og onkel, hvor de falder i unåde hos Kublai Khan; for at formilde khanen efterlades Marco i hans varetægt, og Kublai lærer hurtigt at sætte pris på Marcos måde at se tingene på udefra og ligefremt. Desuden har han problemer med sin søn og Marco har problemer med sin far, så de får er relativt nært forhold.

Men det er en meget fremmed, multikulturel verden Marco er havnet i, han må lære at agere i disse nye kulturer, og navigere blandt hoffets intriger og klare sig i de væbnede konflikter med resterne af Song-dynastiet, hvis knælerfascinerede kansler ikke vil bøje sig for den mægtige khan.

Heldigvis trænes Marco af en blind shaolin-munk, og får venner, veninder og fjender. Det er altsammen ret fedt, ligesom det heller ikke skader, at vi får indblik i harems opbygninger og konkubiners mange funktioner.

Det kunne muligvis lyde som et værre rod sammen, men det fungerer forrygende. Jeg så seriens 10 afsnit på 3-4 dage, og jeg glæder mig vildt til næste sæson. En af de absolut bedste serier  — hvis ikke den bedste — endnu, efter min mening.

Ascension - mini-serie på HBO Nordic
Ascension er kun i 3 afsnit på ialt godt 4 timer; oprindeligt var den vist sat til at være i 6 afsnit der skulle køre ugentligt, men den endte altså i 3, som blev fyret af i USA fra den 15.-17. december.

Her skal vi en anden vej end Marco Polo — en helt anden vej. Præmissen er, at der under Kennedy, i al hemmelighed, blev sendt et interstellart koloniskib afsted fra jorden, mod Proxima Kentauri; det er nu, 51 år efter, nået ca halvvejs, og er således omkring sit point-of-no-return, da der begynder at ske sære ting om bord. Der lægges ud med at en ung kvinde findes død på deres kunstige strand/pool.

Samtidigt følger man den hemmelige mission control på jorden — og man forstår efterhånden at missionen har flere lag.

Det er en fascinerende og tankevækkende historie, som jeg på ingen måde vil spoile, så vil derfor ikke fortælle mere om den. Men en stor del af fascinationen er tanken om de her 600 mennesker, som i mere end én generation har lavet i dette fartøj og skal have det til at fungere socialt. Her giver den lidt mindelser om Battlestar Galactica — en tanke der understreges af, at No 6 derfra, Tricia Helfer, har en bærende rolle i Ascension.

Pudsigt er det også med springet mellem skibet og jorden, der føles som et spring i tid, da de på skibet stadig med 60'er tøj og teknologi.

Manuskriptet er ikke uden ting man må undre sig over — de ændrer sig dog undervejs, eller ihvertfald måden man må undre sig. Men i det store hele fungerer det fremragende, og det sidste afsnit var ganske forrygende.

Så der er ihvertfald lidt tip givet videre. Er din smag i retning af min er begge sikre valg til julen. (Og skal jeg pege på en kryptisk rød tråd imellem serierne, må det blive noget med Hassan-i-Sabbah og noget han holdt af at sige i Alamut, men længere vil jeg ikke gå.) 

Ceterum censeo Facebook esse delendam.