Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten jøde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jøde. Vis alle opslag

søndag den 14. september 2014

Jeg har lige læst Der Judenstaat …

Ingen kommentarer
Efter at have skrevet mit magnum opus om Israel-Palæstina, og i forbindelse dermed være blevet klogere på dele af zionismen jeg kun kendte overfladisk til før, forekom det mig at jeg måske burde læse noget af det mest fundamentale: Theodor Herzls Der Judenstaat (1896), som omtales som en sort of manifest for zionismen.

Og da jeg så fandt den gratis på Amazon til Kindle i en engelsk oversættelse hentede jeg den i nat.

Jeg havde egentligt lidt frygtet at jeg gik ind noget Mein Kampf-agtigt, men det var det heldigvis på ingen måde - hverken i attitude eller omfang. Den er ganske overskuelig og let læst; en pamflet omtaler Herzl den selv.

Herzl grundtanke er, at der ikke er nogen vej udenom anti-semitismen: hvergang jøder rejser til et sted, hvor der ikke er forfølgelse og anti-semitisme vil det straks opstå, når de bliver mange nok. Og prøver de succesfuldt at integrere eller assimiliere sig, vil det blot gøre det værre, da deres succes blot vil skabe mere anti-semitisme.

(Han anerkender dog at grupper af jøder er lykkedes med at blive assimileret, for eksempel de franske jøder; men det er ikke dem han taler om, må man forstå. Det skal i øvrigt for forståelsens skyld slås fast at jøder i denne verden er en race: det med religion spiller ingen synderlig rolle.)

Eneste løsning er derfor, hvis jøderne kan få et Land et eller andet sted - det behøver ikke være særligt stort - som de kan have som suveræn stat; og dermed ende Diasporaen; de ikke intergrerbare jøder kan flytte hertil med deres traditioner, og dermed lette presset i de lande de forlader til glæde for både assimilerede jøder og anti-semitter.

Han forestiller sig at dette land kunne være enten et sted i Argentina, eller måske i det gamle hjemland Palæstina.

Palæstina er jeg ret sikker på han kun nævner for at sælge idéen: han argumenterer godtnok kort for, at eventuelle beboere der allerede måtte findes i en sådan Jødestat ville få god gavn af de nye tilflyttere, som med deres arbejdsindsats ville forbedre infrastruktur og økonomi - men i stort set hele bogen fortælles der om denne Jødestat som om det er tomt land man ankommer til.

Det demonstrerer han for eksempel, da han fortæller at man vil kunne bruge moderne midler til nationsbygning: istedet for møjsommeligt at jage de vilde og farlige dyr et ad gangen, vil man nu kunne drive dem sammen og ordne dem på én gang med en bombe.

Vigtigst var det under alle omstændigheder at suveræniteten over landet skulle være forhandlet på plads inden tilflytning - det var faktisk alfa og omega:
An infiltration is bound to end badly. It continues till the inevitable moment when the native population feels itself threatened, and forces the Government to stop a further influx of Jews. Immigration is consequently futile unless we have the sovereign right to continue such immigration.
Men faktisk er det ikke ret meget af bogen der handler om bevæggrunden til at forlade Europa: det meste af den handler om det praktiske: at der skal stiftes et Jødeselskab (som kan stå for det politiske) og et Jødekompagni (der står for det praktiske/forretningsmæssige), om hvordan jødiske forretninger og aktiver i den gamle verden kan afsættes og bruges derovre,  hvormed han mener det endnu ukendte land.

Om hvordan først de fattigste, ufaglærte under ledelse af folk med middelmådig intellekter (som jøderne producerer så mange af) skal tage afsted, og med arbejde i 3 år bevise deres værd, og samtidigt få bygget de første bebyggelser. Efterhånden som det hele tager form vil det så blive mere og mere attraktivt at bo der, hvorefter først middelklassen og siden de rige jøder også vil drage dertil.

Han vil helst ikke have ordet utopi stemplet på sit drømmeland, men det forekommer nu mig at være en personlig utopi han beskriver - som ligger som en kombination af Ayn Rand og Karl Marx og en fagforeningsboss' våde drøm - altsammen styret af en aristokratisk republik, for det forekommer ham at være den bedste styreform. (Det slår mig faktisk at Tvind og Amdi Petersen godt kunne minde en del om.)

Der skal være fri selvbestemmelse for alle, men der bliver nu flyttet meget rundt med folk, uden de egentligt har så meget at skulle have sagt, forekommer det.
Should any opposition manifest itself, the Society will suppress it. The Society cannot permit the exercise of functions to be interpreted by short-sighted or ill-disposed individuals.
Og Jødestaten kan drage fordel af at være nyt land: for eksempel satser han meget på nyttejob i stedet for almisser - som i den gamle verden er problematiske, fordi de ikke må producere noget fornuftigt, da de så konkurrerer med almindelige virksomheder; men derovre kan man have gang i nyttejob fra starten, og så er der ikke nogen der bliver udkonkurreret.

En kongstanke for Herzl er at Jødestaten skal have en 7-timers arbejdsdag. Det går igen mange steder, selv i hans forslag til et flag for Jødestaten:
I would suggest a white flag, with seven golden stars. The white fiel symbolizes our pure new life; the stars are the seven golden hours of our working-day. For we shall march into the Promised Land carrying the badge of honor.
Statens sprog må blive lidt blandet, alt efter hvor folk kommer fra. Her henviser han til Schweiz som demonstration af at det kan fungere i praksis. Et fælles sprog holder næppe:
We cannot converse with one another i Hebrew. Who amongst us has a sufficient acquaintance with Hebrew to ask for a railway ticket in that language?
Det hele er skrevet meget begejstret, og jeg fik fornemmelsen at hele det der med at jøderne skulle have egen stat, mest af alt fungerede som grundlag for at han kunne beskrive sin statsdannelse - som mest af alt på mig lyder som en plan for kolonisering af Mars.

Og det er egentligt alt sammen meget sympatisk - jeg kom i helt godt humør undervejs, for hans begejstring er ret smittende; og jeg tror han ville have gjort sig storartet som blogger i dag, hele bogen består af tanker som sagtens kunne have været blogindlæg skrevet i en pludselig raptus.

(Uhyggeligt var det til gengæld at læse forordet, skrevet 50 år efter, der omtaler Herzl nærmest som var han en profet og bogen et helligt skrift.)

Konklusionen på bogen indeholder et par guldkorn, som må nævnes her:
It might further be said that we ought not to create new distinctions between people: we ought not to raise fresh barriers, we should rather make the old disappear. But men who think in this way are amiable visionaries; and the idea of a native land will still flourish when the dust of their bones will have vanished tracelessly in the winds. Universal brotherhood is not even a beautiful dream. Antagonism is essential to man's greatest efforts.
(Fremhævelse min.)
But the jews, once settled in their own State, would probably have no more enemies.
(Fremhævelse unødvendig ...)
Again, people will say that I am furnishing the Anti-Semites with weapons. Why so? Because I admit the truth? Because I don not maintain that there are none but excellent men against us?

Will not people say that I am showing our enemies the way to injure us? This I absolutely dispute. My proposal could only be carried out with the free consent of a majority of Jews. Action may be taken against individuals or even against groups of the most powerful Jews, but Governments will never take action against all Jews. The equal rights of the Jew before the law cannot be withdrawn where they have once been conceded; for the first attempt at withdrawal would immediately drive all Jews, rich and poor alike, into the ranks of revolutionary parties. The beginning of any official acts of injustice against the Jews invariably brings about an economic crises. Therefore no weapons can be effetually used against us, because these injure the hands that wield them.
(Tragisk forkert - især med tanke på tyske zionisters senere ageren i Tyskland.)
Now, all this may may appear to be an interminably long affair. Even in the most favorable circumstances, many years might elapse before the commencement of the foundation of the State. In the meantime, Jews in a thousand different places would suffer insults, mortifications, abuse, blows, depredation, and death. No, if we only begin to carry out the plans, Anti-Semitism would stop at once and for ever. For it is the conclusion of peace.
(Fremhævelse min.)

Man kan ikke sige at alt gik som Herzl forestillede sig. En del kan man faktisk ikke bebrejde ham - senere zionister droppede ligesom det der med at have ting på plads inden man flyttede ind, hvilket alle lider under nu.

Hvis man interesserer sig lidt for spørgsmålet kan det såmænd godt anbefales at læse den; den er relativt kort og ikke tung; og hvis man læser den lidt tongue-in-cheek er den ret underholdende. Jeg føler ihvertfald ikke at tiden var spildt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 18. august 2014

Hurra! for Pia Kjærsgaard

Ingen kommentarer
Pia Kjærsgaard sagde i sit - iøvrigt ganske vanvittige - forsvar af hendes dobbeltmoral omkring kalotter og tørklæder i Deadline her til aften, at der aldrig før denne tid har været problemer med at gå med kalot i Danmark. Jeg fik lige lyst til at bringe dette sjove klip, som jeg stødte på i forbindelse med noget søgen på anti-semitisme den anden dag:
Bag byggepladsen i Meyers Minde25 opholdt sig en del aeldre og fattige joder. De var bange, og Joden, der var blevet overfaldet, var lobet fra Meyers Minde for at hente hjaelp. Et brev fra en af de derboende joder viser deres sindstilstand: »Herr Abrahamsen er i den dodeligste Angst, da Huset her hele Dagen har lignet en beleiret Faestning, hvor Ingen tor at komme ud eller ind uden at blive kastet med Stene og raabt Hurra efter af Pobelen, hele Pladsen her vrimler deraf. Inspecteuren har bedet at sende Lund til dig, da han forgjaeves idag har sagt det til Lion Israel, som slet ikke vilde hore noget om det og sagde: »Lad dem kun komme. De gjor ingenting«. Vil du ikke enten gaae til en af Repraesentanterne og bede at lade Politimesteren det vide, maaske det kunde hielpe, og at der blev taget alvorlige Forholdsregler. Deter paa den hoieste Tid, da de vilde storme Poriten. I storste Hast og Angst (underskrift ulaeselig)
(Klip sakset her fra.)

Jeg elsker det på grund af det med at der bliver råbt Hurra! Egentligt var det også derfor jeg fandt det - jeg kunne huske at min far havde læst et lignende stykke op for mig engang, hvor der også blev råbt Hurra! af jøder.

Billede af nogle religiøse kvinder med tørklæde.
De ser undertrykte ud - jeg kan godt forstå Pia Kjærsgaard
provokeres! Foto: Thierry Suzan/Maxppp/colourbox.com
Her er det måske på sin plads at forklare, at Hurra! oprindeligt er et kampråb, jeg mener at huske det især stammer fra kavaleriet. Som vi så begyndte at bruge ved fødselsdage og andre festlige lejligheder.

Så jeg tænker: da nu Pia Kjærsgaard også sagde, at hun virkeligt ikke kunne forestille sig, at nogle ville lave en demonstration til fordel for tørklædebærende kvinder, på samme måde som Rasmus Jarlovs til fordel for kalotbærende mænd - skal vi så ikke lave en demonstration i Gentofte, hvor vi alle bærer tørklæder - og råber Hurra! for Pia Kjærsgaard?


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 7. august 2014

Og så faldt jeg (næsten) selv i ...

Ingen kommentarer
I går, i mit indlæg om misbrug af begrebet anti-semitisme, henviste jeg til et indlæg i Berlingske om en underskriftindsamling rettet mod jødiske eller jødisk-gifte reportere fra Israel, som eksempel på noget som var anti-semitisme.

Men jeg har i dag opdaget at jeg ikke havde læst teksten fra underskriftindsamlingen grundigt nok - jeg havde istedet beroet på den tolkning Jacob Mchangama lavede af teksten - hvor han får drejet det over på at forbindelser til Israel / zionister er lig at man ikke skulle kunne være jødisk / have forbindelser til jøder.

Og det er jo helt forkert - det er faktisk et eksempel på netop det jeg prøver at bekæmpe i mit indlæg.

Jeg synes stadig underskriftindsamlingen er problematisk - men guddødemig ikke fordi den er anti-semitisk!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 6. august 2014

Anti-semantik

Ingen kommentarer
Dette er et indlæg om hvordan jeg mener ordet anti-semitisme (ofte) misbruges når Israel kritiseres, og hvorfor dette misbrug er farligt - fordi det i sig selv indeholder en form for anti-semitisme, men mest af alt, fordi det kan og vil føre til mere, reel, anti-semitisme.

For at forvirre totalt kalder jeg dette misbrug for anti-semantik. Det er dog nok mest en gimmick til overskriften.

Men lad mig starte med at fortælle hvorfor diskussionen betyder noget for mig personligt. Også selvom det kan give et hint til eventuelle leoparddrengs-jægere.

Jeg er ikke selv jøde. Ihvertfald ikke i den egentlige religiøse/trosmæssige betydning. Jeg er, om noget, agnostiker. Jeg er heller ikke kulturel jøde - der har ikke i min barndom været nogen tilknytning til hverken ritualer eller samfund der havde noget med at være jøde at gøre.

Men jeg er delvis, en smule, jødisk hvis man kigger afstamningsmæssigt på det. Og afstamningen er, hvordan man end vender og drejer det, også en del af det at være jødisk. Eller ihvertfald hvordan nogle ser på det at være jødisk.

Når afstamningen så samtidigt har resulteret i et ret jødisk efternavn - så går det ind og får en betydning - hvad enten man vil det eller ej. Også selvom man skal mindst 3 generationer tilbage, før en enkelt af mine aner havde noget med jødedom at gøre, og det vist meget fredeligt.

Men min bedstefar var flygtning i Sverige under 2. Verdenskrig. Og jeg har oplevet anti-semitisme ved at både min far og min mor indimellem modtog anti-semitiske breve fra tydeligvis galninge. (Min mor havde så ikke engang afstamningen, hun havde været så "heldig" at gifte sig til navnet.)

Og en enkelt gang har jeg faktisk også selv modtaget sådan et brev. Hvilket jeg egentligt havde glemt indtil jeg nu skriver dette.

Det har været relativt udramatisk og bestemt ikke noget jeg vil jamre over (men det er naturligvis uacceptabelt, etc). Jeg bringer det bare op her for at anskueliggøre, at det er noget jeg har haft grund til at tænke over livet igennem - ihvertfald siden jeg fandt ud af der var forskel på jyde og jøde - og noget jeg et eller andet sted har en aktie i.

Samtidigt er jeg, for at sige det pænt, ikke den store Israel-tilhænger. Der er rigtigt mange problematiske problemer omkring det land, men det bliver for meget at gå i detaljer med her. Vigtigst for mig har dog altid været behandlingen af de arabere der boede i det såkaldte Mandatområdet Palæstina, og deres efterkommere. Dem vi idag kalder palæstinensere - og hvis skæbne verdenssamfundet i høj grad også har ansvar for, da vi har været med til at lave det fuck-up som hele området i dag er.

Men det var et sidespring. Pointen er at jeg er kritisk overfor Israels ageren. Ikke så kritisk at jeg glemmer at se andre sider af sagen - og her lige et link hvis en stråmand om hvorfor jeg ikke er kritisk i forhold til Hamas er på vej - men jeg har altså været kritisk i mange situationer, ikke kun i denne tid.

Så det med at kritisere Israel kender jeg også til. Ligesom jeg tidligere har mødt argumentet om at kritikken skulle være anti-semitisk. Og har måttet tænke over det.

Og er kommet frem til at det er ikke bare dybt forfejlet logik, der ligger bag - det er en direkte farlig logik.

Lad os starte med at slå fast: Israel er ikke Jødedom. Israel er ikke alle jøder (hvordan man end definerer dem). Ikke alle israelere er jøder.

Man kan diskutere hvorvidt Israel er en jødisk stat, men det er ihvertfald sikkert at Israel ikke er talsrør for alverdens jøder, ligesom Israels handlinger ikke er repræsentative for alverdens jøder. Hvordan disse jøder end er defineret.

Hele den zionistiske idé er noget ortodokse jøder er imod - fordi det sætter en politisk tanke over Torahen. Og mange andre jøder var ærligt talt heller ikke særligt begejstrede for den zionistiske idé, i sin tid.

Staten Israel må og skal ses som en politisk entitet.

At sige at Israel begår krigsforbrydelser, for eksempel, er ikke anti-semitisk. Man kan være uenig med udsagnet, men det er ikke et udsagn som i sig selv er udtryk for had mod jøder, hvadenten man tænker racemæssigt eller religiøst. Det er en kritik af landet Israel, og dets handlinger. En kritik man kan være enig eller uenig i - men kald det ikke anti-semitisk.

For gør man det siger man faktisk at Israel står for alle jøder.

Hermed påstår man også, at de rigtigt mange jøder over hele verden - inklusive hidtil erklærede zionister, og inklusive jøder i Israel - som i disse dage siger fra overfor Israel, som kritiserer Israel, som ikke vil se flere massakrer - at de er en form for forrædere mod den rigtige semitisme, som er Israel. Eller at de er self-hating jews, som jøder, der er tilhængere af Israel, ynder at kalde dem.

Og - hvis du således skærer en gruppe jøder over en kam, implicit påstår deres holdning er forræderisk i forhold til hvad det er, så er det i mine øjne i sig selv en form for anti-semitisme. Du fratager dem deres mening.

Og endnu værre. Ved at sige at kritik af Israel og Israels handlinger er anti-semitisme, så laver du det bånd: at Israels handlinger er semitisme. Du siger faktisk, at Israels handlinger ikke blot står for Israel - men for jøder over hele verden - hvad de end måtte mene og gøre.

Så hvis man kritiserer Israel for massakrer og krigsforbrydelser, og du siger det er anti-semitisk kritik, så siger du samtidigt at det er fordi jøder står for at begå massakrer og krigsforbrydelser.

Med andre ord - du laver præcis den kobling, som er medvirkende til anti-semitiske angreb. Forfærdelige angreb på jøder og synagoger, fordi nogle folk ikke kan adskille begreberne - og tror at Israels handlinger er noget alle jøder står for og har ansvar for.

Det er præcis den skelnen der er så vigtig - men som dette misbrug af ordet anti-semitisk udvisker.
Og for eksempel kan føre til reelt anti-semitiske underskriftindsamlinger, som den hvor man agiterer for, at journalister med jødisk baggrund eller tilknytning ikke skulle kunne dække Israel. (Bemærk dog, at jeg har set at bl.a både Adolf Hitler og Hermann Göring har skrevet under, så hvor mange der reelt har lavet lige den fejlkobling skal nok tages med et gran salt.)[Rettelse 7/8 2014: Dette eksempel holder efter nærmere læsning efter min mening ikke som reel anti-semitisme - det er faktisk tværtimod eksempel på fordrejelse, som jeg ikke først havde opdaget. Se dette supplerende indlæg.]

Not In My Name, eller #notinmyname, som jøder, der ikke deler Israels syn på hvordan man kan bruge disproportionelle midler, bruger som fælles handle er netop meget sigende: Det må være slut med at tage dem for indtægt for noget de ikke står for. Hvilket Israel er flittige til, og hvilket desværre rigtigt mange støtter af Israel, også er. Jøder eller ej.

Og naturligvis kan kritik af Israel være anti-semitisk baseret. Hvis nogen siger, at "Israel massakrerer uskyldige palæstinensere, for sådan er jøder" - så er det naturligvis anti-semitisk. Men det er faktisk lige præcis dette anti-semitiske udsagn man implicit selv siger, hvis man påstår at udtalelsen "Israel massakrerer uskyldige palæstinensere" er anti-semitisk.

Og hvis man ikke kan finde noget specifikt anti-semitisk, men blot mener at det må være fordi der ligger en anti-semtisk dagsorden bag en kritik eller et opråb for sanktioner - så må man som det mindste dokumentere at der er denne dagsorden. Ellers er vi ovre i motivforskning, som minder om den Martin Krasnik blev udsat for, efter sit interview med Mads Gilbert. Det var et ganske forfærdeligt interview - men at påstå det er fordi han er jøde er dybt tvivlsomt - og i bund og grund anti-semitisk.

På samme måde er det dybt forkasteligt at anklage nogen for at være anti-semitiske, uden at have dokumentation for at de er det. Anti-semitisme er en dybt alvorlig sag, som ikke må misbruges, misrepræsenteres og misfortolkes.

Og, hvis en tidligere minister, som nogen mener er meget begavet, ikke kan finde ud af at skelne mellem Israel og jøder - så skal vi muligvis ikke blive overrasket hvis en arabisk rod fra en parisisk forstadsghetto heller ikke kan.

Det er naturligvis ingen undskyldning for anti-semitiske overgreb at ordet misbruges, men det viser hvor forbandet vigtigt det er at vi bruger begreberne rigtigt.

(NB: Meget er frataget dette indlæg, da det ellers ville blive for langt og rodet. Jeg ville fx godt være kommet ind på problemerne i selve ordet anti-semitisk, ligesom jeg gerne ville have linket noget mere til alle de jødiske og sågar zionistiske modstandere af Israel som overses alt for meget. Men det ville forstyrre indlægget. Se dog eventuelt dette indlæg af Rabbiner Michael Lerner, som udmærket behandler problematikken fra en jødisk synsvinkel.

Jeg skal også lige sige at jeg med vilje ikke så deadline i går, som vist netop handlede om emnet. For det første havde jeg planlagt at skrive dette indlæg, og gad ikke få det "forurenet". For det andet var jeg ganske sikker på det ville blive et clusterfuck af en diskussion - hvilket jeg da også forstod på twitter at det blev.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 12. august 2013

Zealot - en anmeldelse

Ingen kommentarer
Bogen Zealot af Reza Aslan gik som bekendt hen og blev en bestseller, efter dette herostratisk berømte interview på Fox - hvor intervieweren bare ikke kan få det til at passe, at en muslim kan tillade sig at skrive en bog om Jesus. Vel at mærke den historiske Jesus. Interviewet gik viralt - bedste reklame ever.

Allerede inden havde jeg dog bogen i kikkerten, efter at jeg havde set Reza Aslan blive interviewet noget mere om indholdet af bogen, på The Daily Show (med John Oliver).

Så da jeg skulle nogle dage i sommerhus, sprang jeg ud i det, og købte Zealot: The Life and Times of Jesus of Nazareth fra Amazon til min Kindle - bogens listepris er egentligt $ 27, men jeg fik den til $14.99, og hardcover udgaven står til $16.20 pt.

Inden jeg går igang med anmeldelse er det måske meget godt lige at slå fast hvor jeg kommer fra. Så der ikke kommer underlige interviews med mig på TV2 Go'Morgen, om at jeg ikke har redegjort for dit eller dat (fat chance).

Jeg betegner mig selv som agnostiker: Jeg tror sådan set ikke rigtigt der findes nogen all-powerful beings derude, for det savnes enhver evidens. På den anden side vil jeg heller ikke påstå at jeg har nogen evidens for at en all-powerful being ikke eksisterer, derfor vil jeg ikke betegne mig som ateist. Og selv om jeg personligt har haft mærkelige oplevelser, tror jeg altså stadig ikke rigtigt på noget.

Men jeg har fuld respekt for folks personlige tro - og for behovet. Hvor jeg begynder at få det anstrengt er når det kommer til religion - når folk begynder at skulle tro på noget fælles - og påtvinge hinanden måder at tro på. Jeg kan sagtens se hvordan behovet har været der historisk som en sociologisk nødvendighed, men i dag synes jeg grundliggende religion er åndssvagt.

Til gengæld har jeg altid været relativt interesseret i religionshistorie, jeg har syntes det var interessant hvorfor folk begyndte at tro på noget hvornår, og se religiøse skrifter i mere historisk kontekst. Således har jeg også tidligere læst (dele af) Asimov's Guide to The Bible (og her er det så en jøde der (også) behandler Det Nye Testamente).

Selve biblen har jeg ikke læst meget af - og hvis jeg endeligt har har det mest været det gamle testamente (måske fordi min slægt har rødder der). Udover altså hvad man lærte i skolen i 70'erne.

Så: da jeg begyndte at læse, havde jeg ikke nogen dogmatisk tilgang, men mest af alt et ønske om religionshistorisk oplysning.

Og på det plan leverer bogen. I den grad. For at give et bud på hvem Jesus var - kunne være - tegner han grundigt billede Palæstinas historie i cirka 100 år før Jesus, naturligvis af Jesus levetid, og igen tiden efter Jesus korsfæstelse - for at forstå hvordan den historiske Jesus er blevet skrevet ind i en kristen utopi.

Og jeg har sgu lært meget, der er tale om en særdeles interessant periode, som jeg må tilstå jeg har kendte meget lidt til - og det jeg har kendt til den har som regel været set udfra en eller anden religiøs kontekst.

Det er således også ganske interessant at komme tættere på jøderne som de var i landet, og som de så sig selv, dengang - ganske anderledes i deres tilgang til religion end flertallet siden er blevet, men giver også en forståelse af de fanatikere og fundamentalister der i dag lever i Israel. Og hvad det er de vil have tilbage.

I det hele taget er det svært ikke at drage paraleller til vor tid - således kunne jeg ikke lade være at tænke på romerne, som er havnet i dette morads af religiøse fanatikere, som amerikanerne idag, der ikke altid har forståelse for lige hvad de er havnet midt i. Som den romerske soldat der starter et oprør ved at moone hele forsamlingen i templet ved pesach (påske).

Biblen og de første kristne er jeg også blevet en del klogere omkring. Jeg kendte for eksempel ikke synderligt til Paulus før, udover jeg vidste han var vigtig for den tidlige udbredelse og at han ikke kendte Jesus.

Men hvor meget han har hijacked hvad Jesus har gået og sagt, og lagt sit helt eget spin på, var jeg ikke klar over. Ligesom jeg ikke var klar over at Jesus' bror Jakob spillede så stor rolle som han efter alt at dømme gjorde, efter Jesus' død - han er så også på det nærmeste blevet skrevet ud af historien, siden. (Og så vidste jeg iøvrigt ikke at det engelske James er variant af navnet Jakob...)

Så klogere på historien er der ingen tvivl om at jeg er blevet. Meget. Men hvordan så med Jesus selv?

Med så få kilder - hvoraf de fleste er farvet af religiøst spin - sammenligner Aslan i introduktionen opgaven med at stykke et puslespil sammen, hvor man kun har ganske få af brikkerne. Og citerer teologen Bultmann for, at en sådan opgave uvægerligt ender som en søgen ind i sig selv - hvor man kommer til at bruge billeder man selv ønsker eller selv ser.

Så - ingen tvivl om at den person Aslan får givet et bud på, skal tages med et endog meget stort gran salt - og det bliver der altså heller ikke lagt skjul på.

Men han argumenterer nu meget godt for sine gæt - jeg synes bestemt den person han når frem til virker som et realistisk bud (så realistisk det nu kan være, i en samtid hvor mirakler var dagens orden).

Billedet af den person der tegnes er så et billede af en jeg personligt absolut ikke ville have interesse i at møde. Jeg kunne således ikke lade være også her at tænke i en moderne parallel - men den vil jeg ikke farve den eventuelle læser med her. Jeg synes næsten det er at spoile at sige for meget om den Jesus der tegnes - udover at bogens titel siger en del.

Men man skal altså ikke læse den her bog, hvis man tror den giver den endelige sandhed om Jesus - for den kan man ikke få. Men kunne man godt tænke sig at blive klogere på et tumultarisk sted på jorden i en tumultarisk tid, samtidigt lære om Det Nye Testamentes tidlige tilblivelse OG samtidigt få et bud på hvem denne Jesus kunne have været - så går man bestemt ikke galt i byen med denne.

Bogen er på trods af sin akademiske tilgang ganske let at læse (bogen kan måske bedst karakteriseres som populærvidenskabelig formidling) - vær opmærksom på at sidste halvdel af bogen er noter, så de 336 sider den trykte udgave står til er altså ca 170.

Jeg kan bestemt anbefale den, hvis det som skildret her på nogen måde kan have interesse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 3. juli 2010

Arkivar & scholar

Ingen kommentarer
Dette var et indlæg, som jeg lå og tænkte over i morges, da jeg var kommet hjem fra spil, og ikke kunne sove. Og jeg har været tæt på ikke at skrive det, da det - kombineret med anden viden på bloggen - kan afsløre min identitet. Men jeg satser nu på, at det er for svært at lave den kombination. Eller for uinteressant...

Anyway, den lidt pudsige ting, jeg ikke kunne lade være med at filosofere over, er at både min far og min farfar i diverse biografier står opførst som Arkivarer. Og jegkan også huske det var det, der stod på nogle officielle breve min far modtog, da jeg var barn. Arkivar. Et pudsigt ord, og et jeg ikke rigtigt forstod som barn.

Og det er nu heller ikke særligt dækkende, for de har begge lavet ganske meget andet gennem deres liv, faktisk har det vel kun været ganske få år de har fungeret som egentlige - arkivarer.

Og hvad fanden er en arkivar? Well, så vidt jeg husker har der været en berømt arkivar i min levetid, Frede Farmand - og det har mest handlet om at han har skaffet sig adgang til skjulte optagelser af gud og hver mand, eller noget. Og det er iøvrigt meget, meget længe siden man har hørt noget til ham, han er nok under jorden.

Det jeg forstår ved en arkivar i titlens forstand, er en person som fungerer som researcher for andre, som har en bred basisviden, og kan bruge den til at vide hvor man skal kigge i arkivet, for at finde netop de oplysninger som har relevans i forhold til noget.

Og under den definition passer både min far og min farfar ind. Nok mest min farfar, som i en periode nærmest var landskendt i det, og også var medredaktør på flere leksika. Men min far har altså også mestret det, men måske mere i privat regi (og der er ihvertfald en anekdote jeg troede jeg havde skrevet, men jeg kan se mangler at blive nedfældet -den kommer så snart).

Anyway, det der slog mig var - at det er jo for en stor del også det jeg gør på denne blog. Ikke blot med Google Spørgsmålene, men også med alt det viden jeg indimellem finder det fornødent at pushe i hovedet på jer læsere.

Arkivet er nok lidt større end min fars og farfars - hele internettet - men idéen og drivet må næsten være den samme. Noget med at vide, at man er god til at skrabe viden sammen, og samtidig have et ønske om at dele ud af den samme viden.

Hvilket så igen får mig til at tænke på, om det er en eller anden jødisk tradition - idet det er gennem fædrene jeg har mine jødiske aner. Og jeg ikke kan lade være med at tænke på for eksempel Isaac Asimovs biografi, hvori han fortæller hvordan hans (til Amerika emigrerede far) fortalte om de jødiske forfædre, at de var scholars. Og det ret snart gik op for ham, at alle jøder i den der lille fattige jødiske landsby i Rusland hans forældre kom fra, altså alle var doctors eller scholars.

Hvilket jo næppe passer, men viser noget om, at det er en kultur der sætter både det at tilegne sig viden, men også det at videregive den højt.

Og det kunne jeg så ikke lade være at fundere over, at det da var lidt pudsigt gik igen, på den måde. Og lidt sejt.

(Og så er jeg i øvrigt vanvittigt uretfærdig overfor min mor og min morfar - som begge var lærere på forskellige niveauer, og har udgivet mange antologier og lærdomsbøger i det hele taget - men jeg har bare aldrig opfattet, at de havde det samme bærende princip, omkring videreformidling af den rene viden. For dem har det skullet gennemtygges og fortolkes først. Og det er jo ikke det samme.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 9. maj 2010

Google: Hvorfor hedder det Krystalnatten

2 kommentarer
Et let spørgsmål, hurra!

Krystalnatten (9. november 1938) kaldes den dag, hvor den nazistiske anti-semitisme for første gang fik frie tøjler; 91 jøder blev dræbt og 26.000 fængslet da Hitlerjugend, brunskjorter (SA) og medløbere gik amok på opfordring fra Goebbels, og nedbrændte synagoger og jødisk ejede butikker. (Tallene er ifølge Wikipedia, men videoen herunder er ikke enig. Som jeg ser det er tallene ikke vigtige, det vigtige i forhold til historien er at nazisterne kastede masken. De dræbte er nok uenige i at tallene ikke er vigtige.)

Og navnet har den simpelthen fået, på grund af alle glasskårene der lå i gaderne efterfølgende.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 5. maj 2010

Google: Hvad betyder "hen hvor peberet gror"

Ingen kommentarer
Sort peber (piper nigrum)
Jeg har fået forskellige varianter af dette spørgsmål ind på bloggen.

For det direkte svar på, hvad jeg ønsker dig hen hvor peberet gror, betyder - så er det simpelthen at ønske nogen (eller noget) meget langt væk; at man helt kan slippe for at have noget med vedkommende (ting eller person) at gøre.

En anden del af spørgerne vil vist bare gerne vide, hvor peberet så gror.  Og det gjorde det oprindeligt i Syd-Indien, hvor man allerede i antikken fik det fra; og det på grund af den lange rejse var en luksusvare. I vore dage dyrkes det vist overalt i tropiske områder, de største eksportører er Vietnam, Indien og Brasillien.

Madagaskar-peber kommer så ikke specielt fra Madagaskar - det er sort peber, men man bruger frugten før den er modnet færdig, og kommer den i en lage.

Sværere at svare på er så, hvor udtrykket stammer fra. Og der har jeg ikke kunnet se nogen entydig forklaring på, men jeg kan (via google) se at det også findes på tysk: Geh dahin, wo der Pfeffer wächst!

Og jeg ved så ikke om det rent faktisk har noget med idéen om at sende de tyske jøder til Madagaskar at gøre, oprindeligt foreslået af Paul de Lagarde i 1885, men videretænkt af nazisterne indtil de fik andre og endnu værre idéer - at de rent faktisk ville sende dem hen hvor peberet groede.

Det kunne være interessant at finde ud af, men der må man nok spørge en tysk etymolog.

(Lidt pudsigt har jeg så fundet en anmeldelse af en bog af den indisk/australske forfatterinde, Bem Le Hunte: There where the pepper grows - som tilsyneladende handler om en polsk jødisk familie, der tager en lang flugt under 2. verdenskrig, og ender op i Indien.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 28. april 2009

Genetisk programmering?

Ingen kommentarer
Jeg har ikke som sådan en type jeg går efter. Men der er en helt speciel kategori som jeg gang på gang opdager jeg er vildt fascineret af: det jeg tænker på som den jødiske prinsesse. Og med det mener jeg en kvindetype, som med sine ansigtstræk har meget arketypisk jødiske træk, arrangeret på en usædvanlig smuk måde; og som regel er hun godt klar over det, hvorfor hun også får et lidt aristokratisk skær.

Måske skyldes det, at jeg selv er delvis af jødisk afstamning - dog er det en del generationer siden, og er blevet blandet en del op. Men selvom der ikke er noget som helst religiøst i det, er det alligevel et sted en del af min identitet og historie - for eksempel var min farfar nødt til at flygte til Sverige under 2. verdenskrig.

Det er jo så også noget man bliver tvunget til at finde en måde at identificere sig i forhold til, når man vokser op med at land som Israel, som man på utroligt mange måder er imod; når dette land så samtidig prøver at tage patent på det at være jøde. Noget man bliver tvunget til at forholde sig til og tænke over - især fordi mit efternavn er meget jødisk.

Mine børns mor, min eks, er også af jødisk afstamning - hvilket må betegnes som tilfælde. Eller: er der noget i mine gener, der får mig til at falde for disse jødinder? En speciel programmering i forhold til bestemte feromoner, måske?

Jeg spekulerer på det, fordi jeg den anden dag kom lidt tæt på en af disse jødiske prinsesser. Og har ikke rigtigt kunnet få hende ud af hovedet siden. Er ikke rigtigt forelsket, lidt infatuated, måske. Nok også godt det samme, for andet ville være noget rod - på grund af diverse omstændigheder.

Men når nu der er sådan en forårsagtig infatuation er det om at nyde den! Men man kan jo godt undre sig alligevel.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.