Guardians of the Galaxy er sidste skud på stammen af film i Marvels superhelteunivers. Og for første gang er der tale om en film hvor jeg intet kendte til hverken karaktererne eller historien før.

Jeg troede egentligt først at der var tale om noget nyt - altså fra efter jeg holdt op med at følge med i serierne - men det går faktisk langt tilbage. Jeg har bare overhovedet ikke været opmærksom på denne kosmiske side af Marvel, udover når den skvulpede lidt over til de jordiske historier.

Med andre ord, bortset fra traileren var jeg ganske blank.

Men føj da for et festfyrværkeri af Science Fiction der mødte mig - en extravaganza. Med et party af anti-helte der hver især er ganske langt ude, men som gruppe er freaking far out. På en så skør måde at de - sammen med fantastiskt visuelt arbejde - bliver troværdige. Og faktisk er de stille scener, hvor vore helte diskuterer indbyrdes det der fungerer allerbedst.

Dem er der ikke så meget af - de stille scener. Meget af tiden foregår i fuldt firspring, enten på jagt eller på flugt - og det er også godt.

Men det næsten aller-aller-bedste er det awesome soundtrack filmen er udstyret med, som også spiller en hovedrolle en decideret hovedrolle, og går ind i handlingen.

Historien er simpel, men effektiv, ligesom karaktererne er arketyper. Så der er ikke noget nyt der - vi taler Ringenes Herre og Star Wars, og Han Solo, Indiana Jones og Chewbacca. Og steder som minder om Linda & Valentin. Gode navne; effektivt og effektfuldt og charmerende leveret.

Den eneste anke jeg for alvor har ved filmen, er at det fremmedartede univers med et mylder af racer og personer med sære navne, kombineret med det
høje tempo, ærligt talt kan gøre det lidt svært at holde styr på hvem og hvad der nu er hvem. Eller også er jeg bare ved at være gammel.

Men det gør ikke noget når musikken (bogstaveligt talt) spiller. Det er bare at læne sig tilbage og spænde sikkerhedsbæltet - det skal nok gå. Og har du det som mig vil du bagefter have lyst til at gå ind og se filmen én gang til. For den er fed - og så kan man måske, selvom man er gammel, få fat i nogle af de missede detaljer. Eller ihvertfald grine endnu mere af deres åndsforsnåttede, herlige dialog.

I'm hooked on a feeling ...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.