Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Burger King. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Burger King. Vis alle opslag

mandag den 18. marts 2013

Velkommen til, Max

1 kommentar
Der er kommet en svensk burgerkæde, Max, til vor hovedstad - hvilket allerede har givet anledning til lidt skriverier og skærmydsler på tværs af sundet.

Men jeg besluttede mig for, at det da var noget som måtte bedømmes med egne smagsløg, med videre. Så jeg hankede op i ungerne og tog ind på Gammeltorv hvor Max har placeret sig, midt på Københavns gamle rådhusplads.

Og, ja, jeg skal da ikke nægte at jeg også havde tænkt det kunne blive et fint indlæg til bloggen her - en af mine første større læser-succeser var trods alt min anmeldelse af Shells Twin Dog.

Når talen falder på burgerkæder - som vi jo ikke har det store udvalg af i Danmark - bliver det ofte sat op som et valg mellem McDonalds eller Burger King (udover selvfølgeligt dem som ønsker det hele længere væk end hvor peberet gror).

Og for at man kan vide hvor jeg kommer fra i denne anmeldelse, må jeg sige at jeg klart hører til Burger King-segmentet. Jeg mener i den grad McDonald's mad smager af plastik - og mener faktisk deres eneste eksistensberettigelse er deres legeland. Hvor jeg så tilgengæld må indrømme at de har en klar fordel, ingen tvivl om at de er mest tiltrækkende for de mindre børn. Heldigvis er mine unger blevet gamle nok til nu også at foretrække Burger King.

( Det skal iøvrigt siges, at denne præference gælder Danmark, ikke nødvendigvis internationalt - jeg har været på en Burger King i Chicago, som var virkeligt elendig, og som gjorde jeg helt holdt mig fra Burger King i USA.)

Dog, i virkeligheden er nogle af mine foretrukne typer burgere, de klassiske som serveret på Kina Grill'er i min ungdom. Dem er der desværre ikke ret mange tilbage af, og de der er er sjældent de bedste.

Anyway - nu handler det om Max på Gammeltorv.

Det var St Patrick's Day, og en sækkepibe-spillende parade havde netop passeret da vi ankom - og tydeligvis var en del deltagere stået af på vejen for at forsyne sig - især virkede det som om det var kvindelige svenskere, som var taget over Sundet for at deltage i festlighederne, der var inde for at tanke op på andet en Guiness.

Der var med andre ord godt fyldt, så det ud til. Derfor var det første vi gjorde at prøve at finde et bord, hvilket heldigvis lykkedes forbavsende nemt, så vi kunne orientere os.

Valget
De har i øjeblikket åbningstilbud på en Max Frisco Menu, til kr 39,- (normalpris 66,-) og da det så ud til at være en bacon/cheese-agtig sag, var både jeg og den ældste på denne. Den yngste var på en børnemenu - en hamburger til 32,- (med en overraskelse, som viste sig at være en Tom & Jerry-kop).

Alle menuer er på klassisk vis med drikkevarer og tilbehør, hvor vi over hele linjen på ligeledes helt klassisk vis valgte fritter og sodavand.

Man kan måske brokke sig over, at denne anmeldelse ikke dækker nogle flere typer burgere, men idéen var at det skulle være et normalt burgermåltid på en burgerkæde - og det er altså normen for os.

Men der er naturligvis et bredt udvalg af forskellige burgere, i forskellige størrelser, og med forskelligt kød - oksekød, kylling eller fisk. De fleste indeholder dog oksekød, ost og bacon, - men der er i tidens tegn naturligvis også nogle sundhedsudgaver - og fx en low-carb-sag, en burger uden bolle, hvor kødet er svøbt i salat. Om det så er en burger, og om low-carb egentligt er sundt kan man jo så diskutere.

Der er også adskillige typer salat, som kan erstatte fritterne, med svenske nøglehulsmærker (det undrer mig så lidt at bønnesalaten ikke havde sådan et mærke - kan ikke lade være at spekulere hvad der er kommet i den).

Men som sagt - vi holdt os til det helt klassiske koncept.

Bestillingen
Jeg havde ved ankomsten bemærket at der i indgangspartiet stod tre automater med touch-screens, hvorfra man kunne bestille. Da der var dejligt tomt ved dem, i modsætning til kødranden foran kasserne, valgte jeg at benytte en af dem.

Man vælger så først om det er spise-her-eller-med-hjem, og dernæst laver man sine bestillinger - det fungerede ganske let og overskueligt. Jeg endte med lige at købe en ekstra hamburger, for hvis den yngste skulle være sulten efter en mere, eller alternativt så jeg kunne prøve den. Men ellers holdt jeg mig til det planlagte, kr 120,- i alt lød det på, som blev betalt med kort i automaten.

Den spytter så en kvittering ud, og man kan så hente sin bestilling ved Ekspress-kassen. Ens ordre har fået et nummer, som bliver kaldt, men færdige bestillinger kommer også op på en skærm, så man kan sidde ned og se hvornår ens mad er færdig.

Og det gik tjept - jeg gætter på min bestilling har taget 3 minutter - det var jo første gang - og 3-4 minutter fik jeg to bakker med vores mad udleveret af en smuk, blond svensk kvinde, som kunne give fantasier om kräftkallas og nøgenbadning i skærgården … men nok om det, vi må videre.

Den næste lidt specielle ting for Max udover denne automatbestilling (som kun få benyttede, men jeg kan altså anbefale det), er at man kun får kopper til sodavand udleveret - så kan man selv fylde i ved endevæggen. Ganske cool, så kan man også selv bestemme hvor meget is man vil have i - og man kan vist iøvrigt få refills til en tier, så jeg der stod noget med.

Jeg så ikke noget med mulighed for at bestille via mobil-app - men når de nu har indført bestilling via automat, virker det som oplagt mulighed, synes jeg. Så man kan bestille når man er få minutter fra, eller hvis man ikke gider rejse sig fra sit bord. Forslag hermed givet videre …

Maden
Således forsynet begav jeg mig tilbage til vores bord, hvor vi fik fordelt tingene. Umiddelbart var jeg og den ældste lidt skuffede over størrelsen på vores burgere - altså til 39 for en menu er det ekstremt billigt, men til 66 (46,- hvis det bare er burgeren)? Ganske vist er der både ost og bacon, meeen …

Nå - smagen. Det er trods alt det vigtigste.

Jeg kunne godt lide den. Faktisk rigtigt godt.

Alle hovedting - kød, ost, bacon, bolle, dressing - var identificerbare, jeg vil endda sige distinkte, og fremstod ægte. Allerede der er man i mine øjne langt hævet over McDonalds.

Og så var den ret våd - eller hvordan man skal sige det. Der var ihvertfald pænt med dressing. Og det kan jeg et eller andet sted meget godt li' - ihvertfald nogle gange.

Dressingen smagte i det hele taget ganske udmærket, man skal dog være klar over at den er ret sød - det er eventuelt noget man kan eksperimentere med at arbejde op imod i de mange former for dips man kan kan købe til sit tilbehør.

Fritterne var der ikke noget at udsætte på, de var ganske udmærkede i smag og konsistens, uden på nogen måde at skille sig ud.

Den ældste var generelt meget enig med mig, han kunne også godt lide sin Frisco. (Hvis den burger har fået navn efter byen San Fransisco, håber jeg iøvrigt Max er klar over at indbyggerne i den dejlige by ser ned på folk der bruger det kælenavn ...)

Men den yngste - han var ikke tilfreds. Der var salat (ikke ret meget, vil jeg tilføje!) i hans hamburger, og værst af alt, der var også dressing (ikke ret meget! vil jeg igen tilføje). Og han er strictly ketchup & bøf, helst ikke andet (ihvertfald helst ikke andet man opdager, hvilket dækker det meste på både McD og BK indenfor hamburgers).

Så han endte med ikke at spise ret meget af sit - så jeg tog mig også af hans hamburgers. Som var ganske udmærket - men igen, en anelse små. Dog vil jeg sige at bøffen var af en vis tykkelse, så man rent faktisk fornemmede at man spiste kød, der var endda farvevariation i kødet, som altså ikke bare var hjernedødt stegt langt udover hvor døden var indtruffet.

Så fik han til gengæld en sundae is - jeg var igen oppe og bruge automaten (kr 18,- mere), og et halvt minut efter havde jeg fået isen af samme blonde, svenske kvinde som gav fantasier om … nå, videre.

Så snart den yngste havde fået denne, skulle han på toilettet. De er også automatiske, med en kode man skal indtaste, som man finder på sin bon. Vi kom dog aldrig til at afprøve dem, da der var en del i kø - St Patrick's Day satte sine spor, kunne man godt se.

Så vi valgte at tage hjem i stedet (det var koldt at gå med en sundae i den blæst & kulde kan jeg afsløre).

Feelgood
Max er tydeligvis meget svensk. I et hæfte man kan tage på restauranten kan man læse om kædens historie fra Uno-X Grill til nu pan-skandinavisk franchise, som også gør sit for at bruge lokale, nordiske råvarer (når det er muligt), og holder sig CO2-neutrale ved træplantninger i Afrika, med videre. Og som skrevet, med sundere alternativer til de traditionelle burgere & fritter - men det har de andre kæder nu også. Tilgengæld er der en form for affaldssortering af skraldet, det har jeg ikke set før.

Og så er der iøvrigt wifi man kan koble sig på, så der er ikke lagt op til at man skal smides hurtigt ud.

Konklusion
Det var ganske udmærket. Indtil videre er Whopper ikke væltet af pinden som min foretrukne burger, men med lidt eksperimenteren i Max' udbud vil jeg ikke afvise jeg kan finde noget, jeg vil sætte lige så stor pris på.

Vigtigt er det ihvertfald at Max er sin egen og har sin egen smag. For hvis det blot var en kopi af noget vi allerede havde, hvad i alverden skulle vi så med dem? Men det har de - og det er sikkert noget de som ønsker det samme hver gang vil kritisere (som min yngste) - men jeg går, også i denne sag, ind for mangfoldighed.

Jeg kan godt være lidt bekymret hvad angår priserne / størrelserne på burgerne (men skal jeg være ærlig har jeg faktisk ikke helt styr på prisniveauet hos konkurrenterne pt - måske er det bare den generelle dyrtid, og jeg er en gammel mand).

Åbningstilbuddet på 39,- for en menu er ihvertfald noget man bør unde sig at prøve. Jeg er ihvertfald ikke skræmt væk og er glad for at have fået en ny valgmulighed inden for det hurtige køkken. Så jeg vil gerne sige velkommen til Danmark, Max!

[Opdatering:] Jeg har fået en mail fra Max, hvor de blandt andet oplyser:
Vores Hamburgere varierer i størrelse, Hamburger ”den lille” 45gr, Frisco 90gr, Grand de Luxe 160gr.

Du kan altid special bestille alle vores burgere ved henvendelse i den traditionelle kasse, nu tænker jeg på den lille der gerne vil ha sin burger uden salat og med ketchup.
Jeg takker for oplysningen - det regnede jeg sådan set også med man kunne, men da jeg ikke nævnte det i anmeldelsen er det selvfølgeligt vigtigt at få med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 9. december 2010

Til middag ved de riges bord - igen

6 kommentarer
Efter at jeg i foråret var på et mindre vellykket restaurantbesøg med Claus Hjort med flere, havde jeg alligevel fået blod på tanden efter noget gourmetmad - så da jeg et par uger efter fik en mail, slog jeg til:

"Betal 400 kr om måneden et halvt år - og få en lækker madoplevelse på Dama - en af Danmarks fremmeste restauranter," stod der. "Nyd en aften med ledsager i eksklusive lokaler, sammen med afslappede og stilfulde ligesindede. Dama - mad for enhver smag - men ikke for enhver!"

Sådan stod der - og jeg meldte mig ind. Dama fik jo for år tilbage en af de første Michelin-stjerner uddelt i Danmark - og det ville jeg altså gerne prøve at smage. Og det er da egentligt et smart koncept, at man sådan kan melde sig ind i en klub - og på den måde spare op, og samtidig få maden billigere. Og føle sig som del af det hele?

Så gennem godt et halvt år har jeg troligt betalt 400 kr om måneden over PBS, og forleden dumpede der så en invitation til at spise på Dama ind af brevsprækken - med ledsager.

Jeg inviterede en god veninde, som jeg længe har haft et godt øje til med - vi kan kalde hende Laila - og jeg havde vel et eller andet sted et håb om at maden kunne slå benene væk under hende... og vi måske også kunne nyde morgenmad sammen.

Vi mødtes på Kongens Nytorv, og begav os sammen til de gamle, hæderkronede lokaler i Tordenskjoldsgade. Det var godtnok fint, tænkte vi, for udenfor stod fornemt uniformerede tjenere og modtog os.

"Har De en invitation?" spurgte den ene.

Jeg rakte ham glad min invitation med sirligt trykte bogstaver. "Meget vel, og velkommen til!" sagde tjeneren belevent. "Og frøkenens?"

"Nej, nej, hun er med mig!" sagde jeg.

"Så hun har ikke egen invitation?"

"Nej, det behøver hun jo ikke - min invitation er jo med ledsager...?!"

"Ja, det er jo meget fint," sagde tjeneren, som vi nu opfattede som en vagt. "Men hvis hun ikke er medlem... så skal hun jo have point nok."

"Point - hvad snakker du om?" spurgte jeg.

"Jo, men det står på invitationen - se selv."

Han pegede - og ganske rigtigt var der en lille-bitte asterisk ved ordet ledsager. Og længere nede en fodnote. Der stod, med små sirlige bogstaver: "* Dama forbeholder sig ret til at afvise ledsagere som ikke er medlemmer, såfremt disse ikke anses som levende op til Damas høje standarder. Se nærmere om de på ethvert tidspunkt gældende regler på vores hjemmeside."

"Ja, jo," sagde jeg. "Men det handler vel bare om, at I vil bortvise folk, hvis de møder op, plørefulde?" Jeg kiggede på Laila. Udover hun så lidt småmuggen ud, gjorde hun da en god figur, syntes jeg.

"Nej, så enkelt er det sandelig ikke. Dama er en eksklusiv klub - det går ikke at ødelægge navnet ved bare at lukke hvemsomhelst ind." Han kiggede på Laila: "Ønsker du at deltage i testen?"

"Helt ærligt," sagde hun, henvendt til mig, "jeg føler mig faktisk ikke særligt velkommen her. Jeg kender en udmærket pakistansk restaurant i Bredgade, skal vi ikke hellere gå derover?"

"I kan også gå på Svema," sagde vagten. "Det ligger lige ovre på den anden side af vejen."

"Fandme nej," sagde jeg. "Nu har jeg betalt til det her sted - med ledsager! - et halvt år, så vil jeg altså også smage deres mad!"

"Okay," sagde hun. "Så lad mig få den test. Det kan vel ikke være så svært?"

"Fint, " sagde vagten. "Nu skal vi se... jeg skal lige finde den til damer."

Mens han rodede i papirerne prøvede jeg at kigge ind af de lettere duggede ruder, ned i restauranten. Og var ved at få min tunge i den gale hals, da jeg så Lars Løkke sidde i en større forsamling ved bordet ved vinduet nedenfor os.

"Hov, er det ikke Lars Løkke?" udbrød jeg.

"Joda," sagde den anden vagt, "han spiser her næsten hver aften. Det er jo ham der er formand for Madklubben."

Crap, altså. Lars Løkke havde taget røven på mig sammen med Claus Hjort én gang - det måtte altså ikke ske igen! Jeg håbede i den grad Laila klarede testen - nu handlede det ikke kun om pengene mere.

"Godt," sagde vagten, som nu havde fundet den rette test. "Første spørgsmål: Hvilket mærke er din taske?"

"Det er en KKDK," sagde hun. "Købt på tilbud. Vil du se en bon?"

"Nejnej, det er fint. Du må huske - vi gør kun vores arbejde. Synd det ikke er en Louis Vuitton eller Prada - så var I næsten inde. Nå, men det er i det mindste ikke en Samsonite. Du får 2 point. Og dine sko - hvilket mærke er de?"

"Det er et par Loubotin," sagde hun stolt. "Behøver du spørge?" Hun strakte sin højre fod frem, og fremviste de nydelige højhældede.

"Jamen, fint, så er du godt på vej. Den giver 3 point. Det er synd i ikke var her for 14 dage siden, da gav Loubotin 5 point, men der er kommet nye ranglister. Nå, godt så - du er så på 5 point i alt."

Efter spørgsmål om hendes buksedragt, som også var et kvalitetsmærke var hun på 8 point.

"Hvor mange skal man have?" spurgte jeg.

"Det kommer an på... hvor gammel er du?" spurgte han Laila.

"Det spørger man virkelig ikke..." Men hun blev afbrudt af et blik fra mig, jeg i dag fortryder. Jeg ville virkelig ikke finde mig i ikke at komme ind. "Nå, godt. Jeg er 33," sage hun.

"Ah, det var da uheldigt. Kvinder under 32 kan nøjes med 7 point - så havde du allerede været inde. Nu må vi lige spørge lidt mere - du skal op på 14."

Han fortsatte med nogle mærkelige spørgsmål - om hun kunne finde ud af at spise med kniv og gaffel, om hun var ryger (ikke for det, man måtte selvfølgeligt ikke ryge indendørs, fik vi at vide, men for princippet), om hun vaskede hænder når hun var på toilettet, og om hun undlod at skylle bind og tamponer ud. Altsammen svarede hun rigtigt på, og scorede et eller to point per svar.

Tilsidst fik hun et alkometer at blæse i, og den gav intet udslag. Og med det var vi godkendt.

"Jamen, så er der bare spørgsmålet om betalingen," sagde vagten.

"Betalingen? Jamen, jeg har jo betalt, over medlemsskabet?!"

"Ja, men nu er du jo med en ledsager som ikke er medlem. Så må vi lige have et depositum på 1200 kr - man ved jo ikke om hun pludselig går amok på nogen!"

Jeg var rasende. Men jeg ville ind! Jeg stak ham 1200, som jeg havde hævet, hvis nu vi skulle et sted hen bagefter.

"Jamen, så velkommen til!" sagde vagten, og åbnede døren for os. "Jeg håber I nyder aftenen!"

Da jeg passerede den anden vagt, kunne jeg næsten sværge at han hviskede "Du skulle have valgt Svema!"

Nå, men vi kommer ind i et lokale - som ærligt talt havde set bedre dage. Tapetet var dueblåt, men falmet, og nogen steder var det gået løs af væggen. Der var pænt fyldt op - og det var meget tydeligt at se hvem der var medlemmer af Madklubben, og hvem der var der med ledsager. Medlemmerne var ekstremt casual klædt - i uvaskede jeans & plettede sweatshirts, og nogle sågar i joggingtøj - det var Lars Løkke, for eksempel, han var iøvrigt allerede godt lakket til, og lugtede af røg - mens de som var der med ledsager alle var klædt i pænt tøj, og virkede ekstremt ædru - og noget beklemte ved situationen.

Vi blev bænket ved et bord - som vippede, men vi fik sat noget under et ben - og kiggede spændt på menukortet. Der var 2 faste menuer, 3-retters menuer, stod der - intet andet. Den første menu var: Kogt medister, med kartofler og Brun sovs. Til dessert: Vanilleis. Den anden menu var: Frikadeller med rødkål og Brun sovs. Til dessert: Vanilleis.

"Hvad er det her? Det må være en joke!" udbrød jeg.

"Jeg ville altså hellere spise pakistansk," sagde Laila.

"Hold nu k... jeg mener - undskyld, ja det kan jeg godt forstå... men det her.. det må være en fejl!"

Jeg gjorde tegn til en tjener, som kom ret prompte - det må man dog sige, der var faktisk ikke noget galt med servicen. "Ja, kan jeg hjælpe?" spurgte hun.

"Ja, altså... det her, det må være en fejl. Det må være et forkert kort eller noget. Der er kun to 3-retters menuer. Som kun indeholder 2 retter, og desserten er den samme?!"

"Nej, det er skam rigtigt... det er sådan det skal være."

"Medisterpølse og frikadeller... skulle det være gourmet?"

"Det er altså det vi har..."

"Men... Michelinstjernerne? Kokkehuerne? Madklubben? Hvad er der blevet af det hele?"

Tjeneren kiggede rundt, og bøjede sig frem, indimellem os. "Mellem os sagt," sagde hun lavmælt, med en fortrolig stemme. "Jeg har fået job ovre hos Svema - jeg gider ikke det her mere. Det her var et fedt sted engang. Lidt gammeldags og lidt provinsielt, jo, men råvarerne var iorden. Og stemningen var god. Men så, for snart ti år siden, kom der ny ejer... "

Hun skævede angst over mod Lars Løkke "... det var ikke ham der, han er nummer to. Men stedet begyndte hurtigt at gå ned ad bakke. Den første ejer begyndte at fyre kokkene, når de ikke var enige i hans menuvalg: De skal ikke tro de ved noget om mad - sådan noget smagsdommeri! yndede han at sige. Men han fik så et andet job, lige inden der kom besøg fra fødevaretilsynet..."

"Fødevaretilsynet?" udbrød jeg.

"Ja - det gik helt galt. Det viste sig at den gamle ejer blandede alt muligt underligt i maden, siden da har vi ikke haft lov at have friske råvarer liggende, nu bliver alt tilberedt fra frost. Men den nye ejer -" hun kiggede igen på Lars Løkke "kunne jo godt se, at folk forsvandt, og slet ikke ville betale priserne - for maden er jo ren discount. Så han fandt på det med Madklubben. For på den måde kunne han give folk en illusion af, at de kommer på et eksklusivt sted, og få penge ind. Det er et gammelt trick i branchen - at få folk til at føle de er del af en udvalgt skare."

"Katrine, hvad laver du!" råbte Lars Løkke nu. "Vi betaler dig jo ikke for at snakke med gæsterne! Få røven med dig - og tag en runde fadøl med, nu du er igang!"

"Jamen..." sagde hun.

"Ikke noget jamen!" råbte Lars Løkke. "Er det klager? Er det menuerne igen? Der er frit valg, siger jeg bare! Og der er ikke noget overbetaling! Jeg gider ikke høre på det mere, jeg har sagt, jeg ikke har mere at sige."

"2 gange frikadeller og vanilleis, sågerne!" sagde tjeneren, som åbenbart hed Katrine, og forsvandt ud i køkkenet. Vi stirrede vantro og forbløffet efter hende. Kort efter kom hun tilbage med armene fulde af fadøl, som hun stillede ved Lars Løkkes bord. Da de var optaget af drikkeriet vendte hun tilbage til os.

"Jeg gav jer frikadeller - for medisteren... den har hunden haft fat i!"

"Hunden?"

"Ja, der render en tæve rundt ude i køkkenet - det er Lars Løkkes egen. Egentligt var det den gamle ejers - men Lars Løkke fik den, sammen med stedet. Og nogle gange tror jeg, at det er hunden der ejer ham. Og - så er den ikke stueren, men har flaben i alt hvad den kan finde. Det er mig en gåde at fødevaremyndighederne ikke har opdaget det endnu, og grebet ind."

"Jeg er lamslået..."

"Og det med menuen, der kun er to retter? Det er bare det seneste påfund - han skar forretten væk i sidste uge, men siger stadig det er en 3-retters menu. Det må være sovsen han regner som en ret - ellers ved jeg ikke hvordan det skal hænge sammen."

Der lød et *ding* ude fra køkkenet. "Nå, nu er jeres frikadeller klar," sagde hun. "Lige et øjeblik."

Hun var på vej ud i køkkenet men vendte sig om på vejen. "Iøvrigt - jeg skal huske at sige... det er en mandelgave... man siger at en Pelikan-moder laver sår i sit eget bryst hvis dens unger sulter - så dens unger kan drikke blodet og overleve. Det er måske noget I kan bruge til noget? God Jul!"

Jeg og Laila kiggede på hinanden. Så rejste vi os, tog vores tøj, og gik mod døren. "Hvad - går I uden at spise?" råbte Lars Løkke. "Nå, fint nok... så er der mere til os andre! Ha-ha." Han kigge mistænksomt på mig. "Har jeg i øvrigt ikke set dig før, et eller andet sted?"

Vi skyndte os ud af døren, forbi vagterne, og tilbage mod Kongens Nytorv. Jeg havde det lidt dårligt med at gå uden at sige farvel til Katrine - men jeg glædede mig over, at hun dog havde fået job hos Svema. Hun var god nok.

Det mest naturlige havde været at finde et andet sted at spise - men jeg kunne mærke at Laila ikke var helt tilfreds med mig. Så jeg sagde farvel til hende ved Metroen på Kongens Nytorv, og gik selv på Burger King på vej hjem. Der var tilbud på en Big King Barbecue til kr 20.

Først da jeg kom hjem til mig selv gik det op for mig, at jeg havde glemt at få mit depositum tilbage. Men jeg skal ikke derhen igen. Aldrig. Ikke før stedet får ny ejer, ihvertfald.

(Jeg skal lige understrege, at Dama absolut ikke må forveksles med Noma!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 31. oktober 2010

Crap-dag

6 kommentarer
Ach, en af de mindre sjove dage! Dels på grund af den yngste har været noget svingende syg, med tilsvarende svingende humør de sidste dage, og dels på grund af noget opsparet frustration, tror jeg.

Den startede ellers fint: egentligt havde jeg haft nogle planer om at gå i Zoologisk Have i dag, da vejret så ok ud, og det var en af de ting den yngste var blevet stillet i udsigt, fordi han ikke var med i Rom. Men så i går, da vi skulle til middag hos min mor, og vi skal til Vesterport, ser han den store plakat med reklame for Olsen Banden På De Bonede Gulve. Og den ville han altså meget gerne se.

Ok, fint siger jeg så, så lad os gøre det i morgen (idag). Selvom jeg ikke regnede med det var noget for ham, var det ikke noget jeg ville nægte ham, og den ældste ville jo meget gerne se den.

Så det var så med forventning om hyggelig eftermiddag vi gik i Palads i dag, og så den (endda til halv pris - det var åbenbart Biografens Dag eller noget, i dag, så alle billetter var halv pris - sgu dyrt nok alligevel :) ). Filmen var så ikke særligt god - men det havde jeg egentlig heller ikke forventet. Men den ældste syntes den var herlig, så det var godtnok, den yngste var mere tvivlende, og det forstår jeg fint. Der har været rigtigt meget han ikke har haft forudsætninger for at fatte en bjælde af.

Jeg spørger så ungerne om vi skal gå på Burger King, hvilket de - ikke overraskende - meget gerne vil. Men på vejen derhen laver vi det om til McDonalds, da den yngste bedst kan lide det, på grund af deres bedre legefaciliteter. Og jeg og den ældste har længe fået vores vilje med BK (hvor vi vil hen på grund af den bedre mad.)

Så vi havner i kælderen ved legelandet i McD på Vesterbrogade, og ungerne hygger sig fint. Spiser ikke rigtigt noget, men det er så heller ikke det vigtige for dem. Jeg spiser en Big Mac (og jeg giver deres reklamer helt ret - den første bid er det bedste, siden går det bare nedad bakke...), og får tiltagende hovedpine af støjniveauet, lyssætningen og indeklimaet.

Og så er det på hjemvejen at det går galt: den yngste flipper helt ud, og klager over at vi ikke var i Zoologisk Have. Hvilket jeg får dårlig samvittighed over, fordi det jo var del af den deal omkring rejsen til Rom, som jeg også har dårlig samvittighed over, selvom det altså var en ret fornuftig ting at han ikke var med.

Og det mest absurde er, at jeg jo langt heller ville have været i Zoo - men det var jo ligesom på hans ønske. Men det er ikke lige til at få forklaret ham, ihvertfald ikke på en måde som virker.

Og højst usædvanligt - men jeg kaster altså skylden på hans skiftende feber - er han sur, vred og ked af det i forhold til mig resten af dagen, det var kun lige omkring sengetid han faldt lidt til ro. Og han kan altså være effektivt sur, vred & ked af det, hvis han vil. Men sjældent længe ad gangen.

Så nu ender det nok med, at jeg holder ham hjemme i morgen - syg eller ej - og så går i Zoo om eftermiddagen, når den ældste kommer fra skole. Ikke lige sådan jeg havde regnet med at bruge mandagen - hvor jeg regnede med første børnefri dag - men så må det være sådan.

Heldigvis holder det vist nogenlunde tørt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 2. marts 2010

Imponeret af VG

Ingen kommentarer
Indimellem sker det, at jeg gennem medierne bliver mindet om eksistensen af det norske dagblad VG (Verdens Gang).

Det er godt nok ikke fordi jeg kender meget til det - jeg har faktisk kun læst det én gang. Da blev jeg tilgengæld meget imponeret!

Bladet er jo Norges pendant til Ekstrabladet, men jeg må sige den udgave jeg så, var et nummer... længere ude. (Det er ca 20 år siden, så VG har sikkert ændret sig noget siden. Det har Ekstrabladet ihvertfald - ikke ligefrem til det bedre.)

Anyway, jeg stødte på bladet ved at det lå efterladt på det bord på Burger King hvor jeg på vej til min bror ville nyde en Whopper. Og begyndte at læse i det, som jeg gør med ting der kan læses, som ligger foran mig.

Og stort set alle artikler handlede om ting under bæltestedet, på den ene eller anden måde - og så i det her norske sprog, som man jo ikke kan lade være med at finde lettere morsomt. (Beklager, kære norske læsere!)

Der var således også adskillige artikler med noget om "homser og lesber"... og det tog mig altså noget tid, før jeg fandt ud af at det var bøsser & lesbiske, der var tale om.

Men hovedhistorien netop den dag tog prisen: den handelde om en overvægtig kvinde, som var blevet sur på sin mand - han havde vist på forskellig vis tyranniseret hende gennem mange år. Hvorfor hun skubbede ham ned ad trappen i deres hjem.

Dan han fortumlet forsøgte at komme op, havde hun så anbragt sit nøgne underliv på hans hovede, således at hans mund og næse blev dækket, og holdt ham fast med hænderne... og kvalt ham på denne måde.

En historie jeg stadig husker her mange år efter - og jeg blev så glad for avisen, at jeg tog den med til min bror, og forærede ham den. Muligvis var det hans fødselsdag.

Så jeg er fuld af respekt for VG!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 10. december 2009

Jeg bliver helt sulten

3 kommentarer
Jeg var selvfølgelig godt klar over, at de burgere man ser i TV-reklamer ikke heelt matcher det man får serveret på Burger King og især McD med videre. Men det er da meget sjovt at se hvordan de gør:



Faktisk indgår der flere rigtige ingredienser i det her, ind jeg egentlig ville have troet. Og jeg bliver da helt burger-lækker-sulten af resultatet!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 8. juli 2009

Tænk hvis det var Madonna

Ingen kommentarer
Jeg var ude og gå en tur her til aften. På vej hjem langs søerne, beundrende himlen og i godt humør, fandt jeg mig selv småsyngende Like a Prayer. Og jeg kom til at tænke på, tænk hvis det var Madonna der var død, og ikke Michael Jackson?

De er jo meget samme segment, og har ca samme alder, og har været på nogenlunde lige længe. (MJ startede før, men stoppede reelt også for noget tid siden.)

Og jeg tror roligt jeg kan sige: hvis Madonna skulle dø pludseligt, nu, ville det påvirke mig væsentligt meget mere! Det ville jeg godt nok finde sørgeligt. For hendes musik har jeg altid kunnet bruge til noget, og jeg føler den langt mere som min. Og så glemmer jeg iøvrigt aldrig første gang jeg hørte Like a Virgin - jeg sad på Burger King på Rådhuspladsen/Strøget, og tænkte Wouw! da den kom i radioen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 4. juli 2009

Vel hjemkommet

Ingen kommentarer
Jeg kommer vist med en længere beretning om hjemsejladsen, for det fortjener den. Men det må blivere senere, når jeg har bedre tid.

Men lige lidt indtryk af Oslo, som jeg ikke før har været i om sommeren, og det er 30 år siden sidst, ca.

Den virker en del mere international end dengang (der skulle heller ikke meget til). Og de har mange Burger Kings, flere end vi har i København - positivt når BK:McD ratioen er højere!

Der var varmt - samme temperatur som herhjemme, men det føltes varmere fordi byen ligger nede i en gryde. Så vi lavede ikke så meget andet end at jokke op af deres Karl Johan, være på diverse cafeer undervejs, og sidde i skygge i parken ved Kongeslottet.

Til vi gik nedaf igen, fandt endnu en cafe - fik nogle dejlige, kolde og energiholdie smoothies, som reddede os fra gråd og sammenbrud - Wayne's Coffee kan anbefales - gik lidt til siden, og havnede ved deres Rådhus hvor Lance Armstrong vandt VM engang i starten af 90'erne.

Og gik tilbage til skibet, hvor vi heldigvis kunne gå ombord tidligere end egentligt annonceret.

Mine tanker: byen virker stadig provinsiel. Imponerende avenuer og pladser, men den mangler det kaos jeg forbinder med en storby. Muligvis fordi vi ikke var ude i siderne, men alligevel. Men meget venlig til gengæld. Og ikke længere så raceren, selvom man da kunne møde etnisk norsk personale i kioskerne. Det sker ikke i København (hverken etnisk norsk eller dansk).

Priserne var såmænd ikke så opskruede som jeg havde hørt, ihvertfald ikke hvor jeg var.

Arkitekturmæssigt har den ændret sig meget. Ingen tvivl om at oliepengene har sat sig sine spor! Og selvom jeg ikke var oppe på den, synes jeg der er en flot skateboard/rulleskøjtebane de har fået lavet. Eller måske er den til rulleski? Jeg så ingen folk på den, men måske var det simpelthen for varmt? Eller også er det fordi de ikke har fået bygget lifte færdige? (Jeg forstår bare ikke hvorfor de kalder banen for Operaen, men det er nok noget norsk humor?)

En ting der slog mig, da vi kom hjem, og alle gik og talte med sig selv på gaden: jeg syntes ikke folk talte så meget i mobil deroppe? Måske derfor de virker venligere? Ihvertfald positivt træk!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.