Da jeg nu for første gang fortalte om den i går, in person, kan jeg vel nu også tage skridtet at beskrive den her.

Jeg har holdt mig tilbage, da den på en eller anden måde stempler mig som skør - det ville jeg ihvertfald selv tænke, hvis jeg læste om det. Men jeg ved også det er en ting jeg må fortælle hvis jeg skal leve op til mit ønske.

Det var en aften i tidlig sommer for et par siden. Jeg havde for første gang købt mad fra "Det Sunde Køkken" på H.C. Ørstedsvej, og maden, især deres hummus, slog benene væk under mig. Jeg drak også noget - hvidvin tror jeg - men ikke i vanvittige mængder. Jeg følte mig bare naturligt opstemt.

Jeg tror det var en torsdag. Jeg bestemte mig for at gå en tur i min by, og gjorde det. Jeg har altid elsket at gå, men denne aften skete der noget specielt, mine skridt blev længere end normalt, og foregik med ca dobbelt hastighed.

Og jeg følte hvad jeg kun kan kalde en tilstedeværelse i mit hovede.

Og det her komer til at lyd underligt, fordi det vil lyde som en samtale - en samtale med mig selv, eller stemmer i hovedet. Men sådan var det ikke, det er blot den eneste måde jeg kan beskrive det på.

Det var ikke en samtale, men en fælles bevidsthed. Eller rettere, jeg var pludselig en underlagt bevidsthed. Og jeg vidste den anden bevidsthed var Gud.

Hvilket er meget besynderligt, når man er agnostiker, og sådan set ikke rigtig tror på den slags. Og stadig ikke gør det.

Ikke destor mindre blev jeg denne aften forvandlet til Guds værktøj. Og jeg/Han/vi gik ind til byen, hvor jegstødte på en tror jeg ny natklub på Amagertorv som var stort set tom, men spillede udmærket tekno. Og jeg/Han/vi gik ind og dansede, og min krop leverede nok det bedste jeg endnu har leveret.

Og stedet lukkede og jeg/Han/vi gik/blev ført tilbage, nu mod Vesterbro, stadig med disse forunderlige svævende syvmileskridt. Og jeg befandt mig ved Buddha Bar på Vesterbros Torv.

Ikke ligefrem et sted jeg plejer at opsøge, har været der en eller to gange før, men det er et af de mere underlige, sumpede og bumsede værtshuse i København, stort set kun befolket af alkoholiske grønlændere og Tom Cruise 4th of July agige kørestolsramte folk.

Men jeg/Han/vi gik ind der, uden nogen som helst grund, og gik op i baren og købte en Tuborg. Og ved siden af sad en kvinde, som faldt uden for resten, fordi hun var dansker.

Hun var nok lidt yngre end mig, men havde tydeligvis prøvet lidt af hvert - ikke ment som junk, men hun var mærket af tidens tand.

Og vi faldt i sank. Og det viste sig vi havde en fælles forbindelse, hvorfor jeg tror hun stolede på mig. Og begyndte at fortælle mig ting hun egentlig ikke måtte fortælle.

Og første troede jeg hun var sindssyg, elelr fuld af løgn. Men jeg er ret vidende om verden, og de ting hun fortalte hang sammen på en forunderlig, hæslig måde. Og hun virkede meget sandfærdig, og vi var jeg både jeg og Ham.

Og vi snakkede og hun fortalte. Og da Buddha Bar lukkede, gik vi og købte nogle øl og sad ved søen og snakkede videre og hun fortalte, og senere gik vi hjem til mig. Og snakkede videre og hun fortalte.

Og jeg er svoret til tavshed omkring hvad hun fortalte, men det var ikke mærkeligt at hun havde det mærkeligt i hovedet. Men jeg følte, at mens vi snakkede, og hun for føste gang fik muligheden for at fortælle sin historie til en fremmed, en udenforstående, at hun løsnede op. At hun fik det bedre.

Hun endte med at sove hos mig. Og på det tidspunkt forlod Gud mig, og jeg kunne agere på en fremmed kvinde i min seng, så det prøvede jeg. Men det havde hun ikke lyst til, og så meget havde Gud ikke forladt mig at jeg ikke respekterede det.

Og vi vågnede op næste dag, og talte kort, og hun måtte skynde sig afsted (af forskellige grunde, som hang sammen med alt det andet), og vi sagde farvel. Og siden har jeg aldrig set eller hørt noget til hende, hvilket jeg var udmærket klar over ville være sådan da hun gik.

Jeg er sikker på til den dag i dag, at min/vores tale/lytning i forhold til hende hende hjalp hende - msåke et sted redede hendes liv. Og jeg er sikker på at Gud bragte mig/os/min krop derhen med det formål at det skulle ske.

Og jeg har det meget mærkeligt med det, for jeg er stadig agnostiker. Jeg tror grundlæggende ikke på det der med Gud, før der er beviser. Det absurde er, at Han "sagde" til mig, at det var helt okay, Han var sådan set ligeglad om jeg var troende eller ej.

Så jeg er efterladt med det mærkelige paradoks, at jeg ved hvad jeg følte var virkeligt, at det skete. Og at jeg ikke tror på Gud. Og at det er ok, for det har Han selv sagt.

Jeg ved det ikke giver meget mening. Men jeg lever med det, og det er ikke noget jeg er hjemsøgt af i det daglige. Men jeg har nok fået en del mere respekt for, når folk taler om diverse religiøse oplevelser.

Og jeg ved udmærket psykiatrien har en klar beskrivelse og diagnose af en oplevelse som min: religiøs mani. Og det skal de være velkomne til, ligesom I skal. Jeg ville selv være hurtig til at tænke sådan noget, hvis jeg ikke selv havde oplevet det.

Og det at jeg har oplevet det, betyder naturligvis ikke at jeg ikke har været ramt af sådan en mani. Nope. Men i min opfattelse af verden, kombineret med mine erfaringer vælger jeg stadig i dag at tro det var rigtigt, at det skete.

Selvom jeg stadig ikke tror på Gud. Og selvom det ikke giver mening - for andet end mit sind, for jeg ved hvad jeg oplevede.

(Iøvrigt, kort efter læste jeg Valley of Bones, hvori heltinden har nogle oplevelser jeg virkelig kunne forstå på grund af det her. Det er under alle omstændigheder en fantastisk bog, men ingen tvivl om at det slog hovedet på sømmet for mig.)

(Og jeg skal også lige slå fast at Gud ikke var en speciel gud fra en bestemt religion; det var ikke en jødsik/kristen/muslimsk eller whatever gud, det var ikke noget dogmatisk religiøst på den måde.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.