I den sidste halvdel af firserne gerådede min far sig ud i nogle investeringer han siden fortrød bitterligt.

Jeg tror han gjorde det af to årsager: grådighed (der blev lokket med en hurtig skattegevinst) og spænding. Ihvertfald det sidste fik han opfyldt til overflod.

Vi andre havde svært ved for alvor at have ondt af ham da det gik galt; at en mand der altid har ligget yderst på venstrefløjen begynder på den slags, bærer et eller andet sted hybris i sig selv.

Men det var en interessant historie - og en jeg kom til at høre en del om i en del år - han slap vist dog ud omkring midt-90'erne.

Så blev jeg i går pinget - om den her sag beskrevet i bogen Det Store Containerkup ikke var noget for mig at skrive om. Og først syntes jeg det så interessant & og underholdende ud - men da jeg så opdagede at sagen jo var den selv samme som min far havde været involveret i blev jeg meget interesseret.

Så den var ikke længe efter installeret på min Kindle. Og nu altså fortæret.

Bogen er skrevet af journalisten Lars Abild. Som i offentligheden - eller ihvertfald i min bevidsthed - nok er mest kendt for at DSBs Økonomidirektør var så træt af hans undersøgende journalistik, at han gav DSBs spin-bureau Waterfront til opgave at holde ham beskæftiget med andre ting.

Åbenbart en besværlig herre - jeg ser ham som typen der ikke går af vejen for at grave sig ned i de sager, som andre opfatter som for meget konspirationsteori; hvor det så viser sig at sagerne faktisk er præcis så vanvittige som de lyder. Men altså sande. Lidt ligesom Dorte Toft omkring IT Factory - en sag jeg heller ikke kunne lade være med at tænke på under læsningen af Det Store Containerkup.

Sagen om containerne rummer mange af de samme elementer - og så lidt til. Jeg kendte nogle af dem i forvejen - men der var også meget jeg ikke havde hørt om. Der er grådighed, mange penge, svindel, mangelfuld revision, fiktive aktiver, leasing af ting som ikke eksisterer, involvering af C20-selskaber og et mystisk, hemmeligt arkiv. Og dertil kommer personlig involvering af en af topmændende i dansk erhvervsliv, rockerforbindelser (sågar Triaderne nævnes), og en anset juraprofessor breaking bad.

I modsætning til IT Factory - der mest ramte nogle få store selskaber - er der så også virkeligt mange, der har tabt mange penge. Samt at der har været et større dræn i statskassen gennem skattefradrag som aldrig burde være givet.

Historien tager sin begyndelse midt i firserne, hvor selskabet DTS får den smarte idé, gennem annoncekampagner, at lokke private investorer til at købe (skibs-)containere som så skulle leases til nogle udenlandske selskaber, forretningen administreret af DTS. Hvis man ikke lige stod og havde for eksempel kr 100.000 til 6 containere, skulle DTS nok formidle at man kunne låne pengene.

Det virkeligt tillokkende var, at konstruktionen gjorde, at investorer kunne få et hurtigt skattefradrag i de første år. Egentligt penge man ville komme af med igen senere, hvis investeringen  holdt som prospektet lovede (og man fik overskud), så jeg kunne ikke lige se den egentlige idé. Men det syntes min far altså at kunne ...

Jeg husker dog min bror stillede det fornuftige spørgsmål, om min far nu overhovedet var sikker på de der containere eksisterede. Det troede han nu nok de gjorde - for det så meget fint ud det hele.

Over 2-3 år blev der - på papiret - købt og solgt containere for ½ milliard 80'er-kroner, med deltagelse af tusindvis af danskere. Mest for penge udlånt af suspekte finansieringsselskaber, og belønnet af statskassen.

Der var bare det, at de der containere vist ikke rigtigt var der alligevel. Eller måske var de og numrene var bare skrevet forkert? Ihvertfald kom der ikke rigtigt nogen lejeindtægter ind.

Og så hang folk pludseligt på nogle dyre lån uden indtægter til at afdrage dem - og måske, måske ikke - uden de aktiver som lånet egentligt var optaget i.

Det er afdækningen af denne skandale - som er et regulært svindelnummer - bogen handler om. Men det er også en del mere; for sagen er at det aldrig blev rigtigt afdækket. Rigtigt mange har - fra skiftende perspektiver - haft interesse i at ting ikke skulle komme for dagens lys. Nogen med klare motiver, andre hvor man kun kan gisne om det.

To nøglespillere i dette cover-up er den nu afdøde dr.jur Preben Stuer Lauridsen og Mærsk/Topdanmark bossen Michael Pram Rasmussen. Sidstnævnte er blevet involveret fordi Topdanmark købte et af de finansieringsbureauer DTS samarbejdede med, og dermed er kreditor for rigtigt mange investorer.

Eller, det vil sige, de mener de er kreditor. Men hvem de egentligt har lånt og udbetalt penge til - og for hvad - har Topdanmark ikke rigtigt papirer på.

Det er i høj grad de mange cover-ups bogen følger, og så vidt muligt prøver at afdække, mens man følger nogle af investorerne (som var mere ihærdige, uheldige eller sad mere i saksen end min far, og derfor ikke kunne komme ud).

Samt de metoder der bruges fra de store spillere - som især er Topdanmark - i forhold til dem; fra overdrevent udtrukne retssager, til et absurd optrin hvor Topdanmark med fogedens hjælp prøver at gøre udlæg i en personlig konkurs pensionists cykel og falske rolex.

Virkeligt meget fremstår vanvittigt langt ude; men jeg husker selv en stor del, og resten er gennemdokumenteret.

Det billede jeg fik undervejs var, at det var som en Olsen-bande film; bare uden Olsen-banden. Men der er (op til flere) skumle bagmænd i Bjørn Watt-Boolsen-format, den charmerende & kyniske svindler, samt spradebassen med rockerrelationerne. For Helvede, Egon - det kan man sgudda ikke?! De dumme svin!

Men allermest ballingsk er måske nok myndighedernes ageren.

Politet, i form af Ole Ernst og Axel Strøbye, er rigt repræsenteret, både som værende uden kompetence til at oprulle hvad der er foregået, men endnu mere karakteristisk uden den mindste lyst. Kære ven, kære ven ... Det er også kun svindel for ½ milliard + renters rente.

Og skattevæsnet. De har en svær rolle; for ikke bare har de fucket op (hvilket giver staten et tab på trecifrede millioner), deres ageren har faktisk også været medvirkende til at svindlen ikke af domstolene anerkendes som svindel. For hvis der var et fradrag må det jo også være fordi der var nogle containere.

Anders Fogh Rasmussen skrev som statsminister i 2002, at han kunne tilslutte sig det synspunkt at sagen var fuldt belyst. Det burde være de fleste bekendt, at hvis AFR siger sådan noget - så er den det ikke. Og det er ihvertfald ikke tilfældet for denne sag - den er aldrig blevet fuldt belyst, i noget perspektiv.

(Bogen nævner det ikke, men jeg kan ikke lade være med at gøre det: at den siddende Skatteminister da containerne skal undersøges er selvsamme Anders Fogh Rasmussen. Han må jo så træde tilbage et par år senere, på grund af en anden skandale. Og overlade posten til Peter Brixtofte. Men det er et sidespring.)

Der er ikke nogen klar konklusion på bogen; der er stadig mange uafklarede spørgsmål. At meget stadig holdes skjult, er der imidlertid ikke meget tvivl om, ikke mindst fra Topdanmarks side.

Jeg anbefaler klart man læser bogen - eller ihvertfald sætter sig ind i historien. Det er en af de største erhvervsskandaler i nyere tid, og indeholder mange spektakulære elementer; men i modsætning til de andre - Nordisk Fjer, IT Factory for eksempel - er der ikke her fundet nogen closure. Og store spillere ønsker tilsyneladende (stadig) ikke det sker. Selv nu, næsten 30 år efter det begyndte.

For transparensens skyld: jeg ejede indtil i formiddags et (ubetydeligt) antal aktier i Topdanmark, som jeg i dag har solgt. På nær en enkelt (så kan man få invitation til deres Generalforsamling og ædederes mad, og høre om de har noget at sige til sagen der.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.