Efter alle forlydender skulle Trump have besluttet at trække USA ud af Paris-aftalen. Det giver mindelser til, da hans forgænger-idiot, George W. Bush fik stoppet ratifikationen af Kyoto-protokollen for USAs vedkommende, efter at Al Gore havde udvandet den for at USA kunne komme med.

Det var slemt nok. Men det her er værre; for det første er det hjernedødt dumt, men tiden er også knappere nu.

Derfor er Verden efter min mening også nødt til at svare igen; Trump laver mange hjernedøde og ubehagelige ting, men det meste af det er trods alt kun noget der rammer amerikanere, folk der vil ind i USA, eller modtager støtte fra USA.

Vi kan synes det er dumt & horribelt hvad han og Republikanerne har gang i, men det hører under "indre anliggender" for USA.

Men det er det sgu ikke, hvis USA med Trump ved roret har tænkt sig at gå enegang, og ødelægge planeten mest muligt. Det vedrører os alle, og vi har en forpligtigelse til for fremtidige generationer at gøre hvad vi kan for at stoppe det.

Så jeg synes alle verdens lande skulle gå sammen om en karbon-told på varer og tjenesteydelser købt i USA, som passende kan øremærkes til klimatiltag.

Vel at mærke en afgift der kan mærkes. Så selv Trump kan se, at det på ingen måde kan betale sig at prøve at krybe udenom; og ellers må vi med åbne arme tage imod de virksomheder der vil forlade den synkende skude USA gør sig til.

Det vil sikkert give lidt palaver i WTO, men man kan fremføre en udmærket sag om at USA med sin udtræden er både konkurrenceforvridende og protektionistisk. Og hvis alverdens lande er med på den skulle den sag nok kunne køres hjem. Ellers må vi finde på en erstatning for WTO.

En sådan mur er ikke kun for vores skyld, også for de millioner af amerikanere & mange delstater, som godt ved den er helt gal. De fortjener også vores hjælp mod kæmpebabyen, også selvom det midlertidigt kan ramme dem.

Men mest af alt fortjener de fremtidige generationer det.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Skal lige af med noget, som så måtte blive til et hurtigt blogindlæg:

Bliver virkeligt træt af at se det der foregår i disse dage sammenlignet med optakten til Irak-krigen - med de falske WMDs, etc.

Jeg var selv dengang særdeles meget modstander af hvad der foregik, og i modsætning til Anders Fogh og Co læste jeg de rette åbne kilder, så var sådan set udmærket klar over at der var en masse fup involveret - det var nemlig sådan set offentligt kendt, bare ikke viderebragt i så mange medier.

Og det er sådan set ikke fordi jeg bare tror på hvad som helst i dag - heller ikke enhver youtube video, eller skråsikre udtalelser om "at vi ved det er styret der står bag".

Masser af grund til skepsis. Og masser af grund til at overveje fornuften i ethvert tiltag man må nå frem til.

Men hvor optakten til Irak-krigen indiskutabelt adskiller sig fra Syrien, er det i at W. Bush og hans neokonservative slæng i den grad ønskede krigen og invasionen.

Fordi der var masser af olie i Irak, og fordi Bush havde et personligt, familiebåret had til Saddam Hussein.

Og fordi de troede det var let. Irak var godt nok en stor spiller i Mellemøsten på grund af sit militær, men var stort set venneløs. Og Bush & Cheney var ikke bekymrede over hvad der skulle ske efter at de havde brugt en måneds tid på at afsætte Saddam, for de ville blive mdotaget med blomster og hornmusik, og de havde en flinker fyr ved navn Ahmed Chalabi som Irakerne ville være helt vilde med, som de kunne indsætte, og så kunne Halliburton købe alt Iraks olie billigt.

Troede de. At det var løgn og blår i øjnene er en anden sag, men de troede det ville være nemt - og godt for dem selv og USA.

Så de havde al mulig grund til at forvanske oplysninger til FN, til offentligheden - og til dem selv - så en krig kunne blive mulig.

Situationen i Syrien er stort set omvendt: her har masser af andre magter strategiske (og på det nærmeste taktiske) interesser, der er ingen nævneværdig olie eller andre råstoffer, alle ved, at det ikke er til at forudsige hvem eller hvad der eventuelt kommer efter Assad.

Med andre ord: På trods af den humanitære situation i og omkring Syrien, er det er ikke overraskende hvis Obama mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk, og ikke ville røre landet med en ildtang. Hvilket da også indtil nu er hvad der er sket.

Så at tro at USA skulle forfalske beviser, med det formål at ville gøre noget i Syrien - det har jeg altså meget svært ved at tro på.

Dermed ikke sagt at beviser ikke kan være forfalskede - det er der mange der kan have motiv til, mest oplagt oppositionsgrupper i Syrien, som vil fremtvinge en intervention. Eller man kan forestille sig de har været gale nok til selv at udføre angrebet, med det formål.

Så al mulig grund til skepsis. Men lad være med at sammenligne med Powell i FN.

(En helt anden diskussion er selvfølgeligt så, hvad man ig givet fald skal gøre - hvis noget - hvis det bevises at Assad har brugt kemiske våben. Men det var ikke formålet med blogindlægget - det var blot en lille reminder om situationen op til krigen i Irak og motiverne der.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg må egentligt tilstå at jeg ikke til at begynde med var så overrasket og forfærdet over Edward Snowdens afsløringer, da de begyndte at rulle for nogle måneder siden. Jeg troede egentligt det meste var almindelig viden.

Ganske vist strækker den viden tilbage til Bush-årene, og det er nok egentligt der hønen ligger begravet. I 2007 var der så meget galt med alt, at gennemført spionage mod alt & alle på denne klode ikke kunne ryste nogen synderligt - i det omfang nogen lagde mærke til det.

Jo, selvfølgeligt var der skræppen op fra nogle om hvor tingene bar hen, men de blev generelt overdøvet fordi det var paranoidt og upatriotisk og ville man have et nyt 9/11 og hvis man ikke gør noget galt har man ikke noget at skjule. Og anti-Bush bevægelsen havde mere konkrete ting at fokusere på, som Irak-krigen.

Tilsyneladende har man så haft den - undskyld mig - lidt naive opfattelse, at efter Bush forlod Det Hvide Hus, så har de amerikanske efterretningstjenester siden opført sig som de rene engle. Hvilket de naturligvis ikke har.

Så har jeg har egentligt mest tænkt på Snowden som et tiltrængt wake-up call - dog været noget skuffet over det udbredte hykleri blandt europæiske politikere i den anledning, men igen, hvad kunne man forvente. Vi har jo selv en Morten Bødskov som bestyrer af det cirkus, og det siger vist alt.

Så - jeg har mest følt mig forbundet til The Daily Shows overskrift på affæren: The Good News: You Are Not Paranoid!

Folk klager tit over jeg mumler i telefonen. Men det er for at NSA og PET ikke skal høre hvad jeg siger - jeg praktiserer civil utydelighed.
— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) August 17, 2013

Men den helt vanvittige jagt der siden har været på Snowden, hvor alle diplomatiske spilleregler overtrædes, og de sidste dages afsløringer af, hvordan UK er godt igang med at sætte pressefriheden ud af spil i ren arrogance og hævntørst gør mig for alvor vred - den viser for mig hvor virkelighedsforskruet hele efterretningsverdenen de seneste år er blevet - med de politikere som burde holde dem i ørerne som de virkeligt skyldige, for de har (i bedste fald) glemt hvad deres job er.

Så nu har jeg ihvertfald installeret PGP på min Gmail - både i privaten og som Leoparddrengen. Således at jeg kan kryptere mails til andre som også bruger det, og modtage krypterede mails og dekryptere dem.

Ikke fordi jeg som sådan har noget at skjule (det kunne dog muligvis have været checket at have haft det installeret i forbindelse med hele Anonymous/Vejlegården-historien sidste år). Men fordi, hvis jeg og andre begynder at bruge det i større stil, så frustrerer vi forhåbentligt NSA og PET  & Co - og demonstrerer iøvrigt hvor tåbeligt hele deres system er, for naturligvis er terrorister ikke dummere end at de sagtens kan finde ud af at kryptere stuff, så det ikke kan opfanges af NSAs filtre.

Jeg ved ikke - jeg fik ihvertfald nok. Og vil nu i det mindste kunne praktisere civil utydelighed. Og jeg håber egentligt lidt at også andre kan blive inspirerede.

Jeg har hentet et plugin som hedder Mailvelope til Chrome (det fungerer vist også med Firefox), som kan gå ind og kryptere mails med Gmail og andre store online mailtjenester umiddelbart (og sættes op til resten). Det fungerer faktisk ret enkelt, ihvertfald hvis man ved hvad Public/Private Keys er.

Man kan læse mere om Mailvelope her - og så må man selvfølgeligt håbe at programmet ikke er plantet af NSA; hvis man for alvor skal kryptere noget som rent faktisk skal være hemmeligt-hemmeligt ville det nok være en god ting at checke først - jeg tvivler nu stærkt på det, da kildekoden såvidt jeg kan se er tilgængelig.

@dreves @Leoparddrengen Man skal osse gerne sørge for at få sine keys signeret, for at verificere sin identitet http://t.co/2vP3ZRNCXG

— Morten Kjeldgaard (@mortenkj_da) August 21, 2013

Opdatering, 21/8 '13 16:43: Der er så - næsten forventeligt - kommet kommentarer på twitter om, at så bør man også sørge for at ens nøgle er signeret.

Det er da også sandt, hvis man for alvor er ude i skæg & blå briller. Og hvis det at en mail er krypteret, også skal bevise at mailen kommer fra den man tror den gør.

Men hvis formålet blot er at frustrere PRISM med videre, er signering komplet ligegyldig - så længe man er klar over at der ikke er noget bevis på at nøglen faktisk tilhører den som det påstås.

Og da hele signeringsdelen er noget af det som kan gøre kryptering besværligt, og det iøvrigt er noget af et problem for en anonym Leoparddreng, er det som sådan ikke noget jeg vil propagandere for er nødvendigt. I de fleste tilfælde vil jeg mene, at det at en nøgle er offentligtgjort et sted, hvor man må formode ejeren har kontrol (for eksempel på eget site) - er det et rimeligt godt udgangspunkt, uden at være en garanti.

Men hvis man vil kunne yderligere sandsynliggøre at man er den man giver sig ud for, er det med signering bestemt vejen frem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg, i starten af det ægyptiske oprør, gættede på Libyen som næste land i rækken, var det først og fremmest baseret på hvor længe Gaddafi (Muammar al-Gaddafi, معمر القذافي) har siddet. Og tilsyneladende ved ingen i danske medier, hvor længe han faktisk har siddet - der bliver talt om "over 30 år".

Men det gør det på ingen måde - han har været i spidsen for landet siden 1969 - altså omkring 42 år, og er dermed den længst siddende ikke-kongelige leder i verden - og en af de længst siddende i historien.

Allerede i 80'erne hvor jeg husker ham fra - og hvor Mubarak kom til.... - havde han siddet længe. Men dengang må jeg sige jeg så på ham med en vis sympati. Ikke mindst fordi han var en af de eneste arabiske ledere som reelt bakkede op om palæstinenserne; og fordi Ronald Reagan hadede ham som pesten. Mellemøstens gale hund, kaldte Ronny-Boy ham, og prøvede at bombe ham i småstykker. Det lykkedes ikke, men Gaddafis 15 måneder gamle adoptivdatter blev dræbt ved angrebet. (Forholdet mellem Reagan og Gaddafi er sammenligneligt med forholdet mellem W. Bush og Saddam Hussein - men i 80'erne var Saddam en af USAs nærmeste allierede.)

Og så opførte Gaddafi sig altid ganske excentrisk, og gav et indtryk som en blanding af en beduin og en rockstjerne - havde Rolling Stones ønsket et nyt medlem, efter Bill Wyman trådte ud, ville Gadaffi have været et genialt valg på bas.

Men - siden dengang er gået 25 år - og det må være tid for forandring. Ganske vist husker jeg, at jeg så et interview med Gaddafi for nogle år siden - naturligvis optaget i det beduin-telt han stadig foretrækker - hvor han hævdede at det sandelig ikke var ham der styrede Libyen. Han havde trukket sig tilbage efter ganske få år, og overlod nu styringen til andre. Han kom allerhøjst med at par gåde råd engang imellem.

Men det er vist kun på papiret situationen er sådan. Og selvom jeg et eller andet sted stadig har svlrt ved at droppe min sympati for ham... så må det være tid at sige farvel. Om det så rent faktisk bliver Libyen der er next in line må tiden vise. Der er jo røre mange steder - men jeg tror i morgen vil give et tydeligere billede, efter fredagsbønnen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg forestiller mig, at i den generelle glæde over udviklingen i Ægypten, skides der rundt omkring grønne grise. For eksempel i Søren Espersens træningsbukser - han har været en af de argeste fortalere for, at det ville være bedst for alle, hvis Mubarak blev ved magten. Den umiddelbart mest indlysende grund er jo nok, at det ville sikre Israel - landet som er hans personlige ven - stabilitet længe fremover.

Men den virkelige, dybe frygt er sgu nok: hvad nu hvis Ægypten går hen og bliver demokratisk? Hvis Mellemøsten begynder at nærme sig demokrati? Nu har vi i et årti gået og hængt alt hvad vi sagde på, at muslimer, islam, muselmænd,  muhamedanere ikke er, ikke kan være demokratiske. Det vil jo være en nedsmeltning hvis det viser sig ikke at være rigtigt. Så naturligvis må heppes på diktatorerne. Trist, Søren, virkelig trist.

Andre som jeg kunne forestille mig skider lidt grønne grise, er de dele af USAs black-ops, som har udleveret fanger "ekstraordinært" til især Ægypten - så de kunne blive tortureret der, og måske komme med oplysninger som kunne være interessante i the War on Terror.

Jeg er ret sikker på Bush jr, Karl Rove, Dick Cheney og Donald Rumsfeld sidder på tønden lige nu. De prøver sikkert at berolige sig med, at der har været næsten 3 uger til at makulere det værste. Og der sikkert går adskillige måneder før der er styr på dokumenterne. Men samtidig ved de jo også godt, at der er mange der har tegnet nogle livsforsikringer i de dokumenter - de er ikke bare pist-væk allesammen. Og de skal nok komme for en dag- før eller siden.

The Haag is calling!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det glæder mig virkelig at se, at Bush føler sig tvunget til at aflyse besøg i Schweiz, af frygt for at blive anholdt for sit ansvar for tortur.

En schweizisk avis, Berner Zeitung, hævder godt nok skråsikkert at en sådan anholdelse aldrig vil kunne komme på tale, da Bush nyder immunitet på grund af sin status som tidligere statsleder. Jeg ville ikke være så sikker - jeg ved ganske vist ikke hvordan lovgivningen er i Schweiz på det område, men efter retssagen mod Augusto Pinochet i Storbritannien, hvor han begæredes udleveret til Spanien, er den der immunitet heldigvis ikke ret meget værd længere.

Så jeg tror det er ganske sundt for Bush at blive på prærien i sit elskede Texas.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Bush fotograferet mens han finder en erindring.

Sådan lyder en overskrift på dr.dk.

Jeg kan ikke lade være at tilføje: Og ikke to af dem er ens!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mine seneste eskapader ud i det satiriske, om Prince kommende koncerter, har medført lidt konsekvenser.

Blandt andet det, at jeg har haft de højeste besøgstal ever - jeg tror nok, at Google på grund af mine pæne besøgstal omkring Prince op til Roskilde allerede havde et godt øje til mig, og da jeg så kom med de nye historier kom de højt på søgelisten - samtidig med at der var heftig søgning på "prince billetter" med videre. I den time mellem 10-11 hvor billetsalget åbnede (og naturligvis brød sammen) igår, fik jeg ligeså mange besøg, som jeg normalt gør på 3-4 døgn.

Men ikke alle var glade. Eller rettere - nogle blev lidt for glade.

For i et andet blogsystem ærgrede en kvindelig blogger sig over at hun ikke havde nået at få billet til Forum. En læser var flink, og henviste hende i fuldt alvor til mine indlæg om flytningen af Prince Forum-koncerten til Skandinavisk Tobakskompagni, og til indlægget med en ekstra-koncert med Prince (bortset fra at det skulle være med tidligere x-faktor deltagere, ike Prince selv).

De korresponderede så lidt frem og tilbage, og kunne ikke helt finde ud af hvad det var, men ville holde øje på BilletNet.

Fordi det gav nogle hits ind til mig (som ikke kom via Google) opdagede jeg det, og var ovre og se tråden. Og syntes da egentligt at det var synd at de skulle gå og rent faktisk tro på det. Så jeg oprettede mig i blog-systemet for at skrive at det skulle tages med et gran salt.

Men ikke før blog-ejeren havde nået at ringe til BilletNet - som mærkeligt nok hverken kendte til flytning af koncerten, eller at de skulle arrangere en ekstrakoncert.

Så da jeg afslørede mig derovre, var jeg ikke synderligt i kridthuset. Faktisk blev jeg overfuset en smule - især over at det ikke fremgik at det var satire. (Historierne var dog - som alle jeg laver af den slags - skrevet med etikketterne satire og/eller løgnehistorie - men det er selvfølgeligt ikke vanvittigt tydeligt; og skal heller ikke være det.)

Så - well, jeg havde det måske lidt som Orson Welles havde, da han lavede sit Klodernes Kamp hørespil, som fik hele USA til at gå amok: en anelse dårlig samvittighed, krydret med en vis ond ekstase... eller noget.

Men det fik mig til at tænke lidt over, hvorfor jeg egentligt laver de der satire/løgne indlæg. Noget jeg har tænkt over før, og også tænkt der var et blog-indlæg i, men ikke fulgt op på før. Nu fik jeg så lavet en hurtig formulering til hende i går, men det kan ligesågodt uddybes lidt:

For det første gør jeg det fordi jeg synes det er sjovt at skrive. Og noget jeg kan få et kick af - især dem der handler om aktuelle begivenheder, hvor de skal skrives hurtigt for at passe ind i virkeligheden, og måske endda nogle gange overhale den. Dem hvor jeg laver om på historien - som for eksempel min forklaring på hvorfor det hedder Guldalderen - giver så ikke det samme rush, men der er tilgengæld bedre tid til at kæle for detaljen; finde underlige ting i Wikipedia som man kan fordreje og bruge.

For det andet: der er nok noget DR Jekyll and mr Hyde over mig, hvad det angår. Nu bruger jeg jo ret meget blog-plads (hvis man kan bruge det ord) på forhåbentligt oplysende og seriøse indlæg. Og så skal jeg altså have lidt luft indimellem. Og så synes jeg det giver en særlig charme at det er blandet ind imellem hinanden, som her - hvilket leder til...

For det tredie: Jeg synes folks - og ikke mindst mediers - kildekritiske sans generelt er under al kritik. Folk tror sgu på stort set hvadsomhelst de læser. Et eksempel på det, er historien om Lady Gagas hermafroditstatus, som oprindeligt stammede fra en satirisk blog, men blev kolporteret blindt videre af medier - for når først der bliver linket nok til noget, er det åbenbart sandt, også selvom der ikke er noget som helst der underbygger historien.

Og det tænker jeg lidt, at mine satirehistorier kan have en pædagogisk opdragende effekt omkring. For de skulle gerne være skrevet sådan at man først tror de er sande, men efterhånden går det op for en, at noget er ravruskende galt. Derfor nytter det heller ikke noget med en stor blinkende advarsel i starten af indlægget, som siger at det der læses nu, er satire.

Så - det er ikke meningen at folk skal tro på historierne. Og hvis jeg finder ud af nogen gør det, retter jeg dem (men ikke historien). Og jeg synes da også, at stort set alle mine historier burde være så langt ude, at ingen kan falde for dem. Men det sker åbenbart alligevel - og det må jeg så sige, det bekræfter mig kun i, at de kan have en gavnlig effekt.

Jeg ser måske mig selv lidt som en af de tidlige hackere - som tildels hackede for spændingens skyld, men også for at gøre virksomheder og offentlige myndigheder opmærksomme på at de altså havde et sikkerhedsproblem. Hvilket - selvom det måske ikke er fedt overhovedet at være blevet hacket, vel må være en del rarere end hvis alle kundernes konti er blevet tømt.

Eller - det må være lidt federe at blive snydt omkring hvorvidt BilletNet laver ekstrakoncert, end at tro på den næste Bush, når han fortæller uunderbyggede løgne om masseødelægelsesvåben. Og hvis jeg kan hjælpe - bare en lille smule - til at nogen måske har lidt mere sund skepsis i sådan et tilfælde - så vil jeg sgu gå lidt gladere til min grav.

Eller blot måske lader være med at sende sit kontonummer til en filipinsk enke eller købe et dyrt jakkesæt på gaden?

Nu går jeg udfra det først og fremmest er jer faste læsere, som læser dette - hvis I overhovedet er med så langt, det er blevet et ret ordrigt indlæg - og I ved naturligvis, at I ikke skal tro på alt her, faktisk ville jeg tro I efterhånden kan gennemskue løgne-indlæggene allerede på overskriften. (Dog ikke jer alle, hehe - I ved hvem I er.)

Men jeg er lidt nysgerrig, hvordan er jeres holdning til dem? Går jeg over stregen? Og finder I dem iøvrigt underholdende?

(Ikke at jeg vil lade være med at lave dem, ligemeget hvad I svarer - men er altså nysgerrig.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Selveste Internettet er blevet nomineret til Nobels Fredspris. Men der er jo lige det, at Internettet lissom ikke rigtigt er en person - så hvem skal så modtage den, skulle nettet gå hen og vinde?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Husker I Plamegate? Hvor en CIA-agents hemmelige cover bevidst blev lækket, som hævn mod hendes mands åbenmundethed omkring falske "beviser" i optakten til Irak-krigen?

Hvis ikke, er det et godt tidspunkt lige at genopfriske den - for den var et af de tydeligste symptomer på Bush-regeringens magtfuldkommenhed. Og endte op med en fængselsdom til Lewis Libby - ikke fordi han havde lækket noget, men på grund af mened i undersøgelsen. (Libby's dom blev senere omstødt af Bush, så han ikke skulle i fængsel, men heller ikke blev egentligt benådet.)

Den egentlige bagmand for lækken, er alle vist enige om, var Karl Rove - Bush's spindoctor som gav ham to valgsejre ved de mest nedrige kampagner USA endnu har set. Turdblossom (kokageblomst) som Bush yndede at kalde ham. Han endte med at måtte blive gået af en meget hårdt presset Bush.

Der er både ligheder og forskelligheder til den kørende Jacob Winther-historie. Den største forskel er nok motivet: hvor det i Plamegate var rendyrket hævn, er der i denne sag nok snarere tale om politisk opportunisme, spin som  går langt over stregen, i det den prøver at skabe en gunstig virkelighed.

Gunstig for regeringen, altså. I følge forsvaret bestemt ikke gunstig for folkene på jorden i Irak. Ligesom lækken af Valerie Plame's cover bestemt ikke var gunstig for hendes virke for CIA.

Lighedspunkterne er mange - først og fremmest naturligvis, at vi har at gøre med en spindoktor som ikke skyr nogen midler. Men også magtfuldkommenheden - og det er her overskriften kommer ind i billedet. For hvor meget jeg ikke respekterer Lars Løkke, mener jeg ikke at hans regering besidder den samme stemning af magtfuldkommenhed (og det er positivt) som hans forgængers.

Jeg mener simpelthen den historie er ærketypisk for Fogh-regeringen, som på utroligt mange punkter minder om Bush-administrationen, ikke mindst i sin håndtering af medierne, og jeg er sikker på der ligger mange flere lignende sager og gemmer sig. Og en af grundende til at de dukker frem nu, er netop at "far" Fogh har været væk længe nok til at disciplinen begynder at falme. Og nogle journalister ikke længere lader sig kue - men altså ikke alle.

For at undgå injuriesager skal jeg selvfølgelig lige specificere, at dette er tanker jeg gør mig, angående hvis påstandende om lækken er sande.... :rolleyes
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i går skrev: Vi hører ikke længere om gut-feelings og samtaler med Gud som begrundelse for amerikansk politik.


For det var åbenbart ikke helt rigtigt, der gemmer sig stadig bibelcitater i det amerikanske millitærs sigtekorn.


Dog skal det til mit (og Obamas) forsvar siges, at det er en leverandør som har gjort det længe, så det er en praksis der går tilbage til Bush, jrs dage (eller måske tidligere - jeg ville ikke blive overrasket hvis det har været i gang siden Reagan).


Men jeg kan da godt se, at der kan være bibelcitater det kan være meningsfuldt at have indprentet i kikkertsigtet eller på HUDen, for eksempel Matthæus 5:21.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan jo ikke helt lade være med at spekulere på, hvad der egentlig fungerer bedst som kasteskyts. En sko eller en model af Milano-katedralen?

Umiddelbart virker det jo som om Milano-katedralen er bedst, både i træfsikkerhed og i forventet skade. Men var det bare et lucky punch? Eller var det fordi ham galningen var så tæt på?

Der burde nedsættes et udvalg, som ved empiriske eksperimenter på politikere i forskellige situationer, kan afgøre - én gang for alle - hvad der er mest effektivt!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu er Per Stig Møller ude med, at hvis man overhovedet taler om at trække tropper hjem fra Afghanistan, så er det en støtte til  Taliban.

Jeg må sige, jeg ved snart ikke hvem man støtter ved at have  soldater der,  eller  ej. Men jeg kan genkende retorikken: det er den samme,  som da regeringen Fogh desperat prøvede at fastholde at det gik ufatteligt godt i Irak, og hvis man sagde andet var man landsforrædder. Stærkt inspireret af Bush -regeringens fremgangsmåde.

Jeg må  tilstå, at jeg har skelnet mellem indsatsen i Afghanistan og i Irak.

Hvor  jeg  altid omkring Irak  mente  krigen  var  ulovlig,  hul  i hovedet,  hykleri, massemord, en forbrydelse mod menneskeheden & mange andre ting,  har jeg  ment  krigen  i Afghanistan  var berettiget.

I første omgang som direkte reaktion på 11. september,  og  siden  med  (FN  mandat) som  et forsøg på at hjælpe et demokrati på vej. (Jeg mener ikke man kan indføre demokrati ved at presse det ned over hovedet på folk,  men at det muligvis kan lade sig gøre hvis man alligevel er i landet af andre årsager.)

Jeg har set det  som  en meget svær opgave, som nok blev nærmest umuliggjort da man fjernede størstedelen af tropperne for at sende dem til Irak. Men  stadig  så  jeg indsatsen  som havende  et vist moralsk fodfæste. Og da jeg er ret pacifistisk indstillet siger  det faktisk en del.

Men det er jo blevet mere og mere tydeligt, at det demokrati der skulle hjælpes på vej, ikke er et demokrati.  Eller måske rettere, at folket ikke ønskede et demokrati; og det er jo også en form for demokrati. Det skal de jo have lov til - men jeg ser ingen grund til at vi skal støtte det, hverken økonmisk eller millitært.

Og det e r vel ikke kun mig det er blevet klart for, som  tiden er gået. Så meget, at den officielle forklaring på  hvorfor vi er der, nu i følge Per Stig Møller ikke længere er hovedsageligt for at hjælpe et demokrati eller kvinders rettigheder,  eller hvad der nu ellers er blevet sagt gennem tiden.

Nej, nu er det for at forhindre taliban og al-Qaeda i at få et frirum, så de kan lave træningslejre og angribe  Vesten og destabilisere Pakistan.

Altså  selvforsvarskortet. Og det har jeg aldrig tillagt nogen værdi,  og gør det stadig ikke. Hvis det udelukkende handler om at stope træningslejre kan det gøres fra luften,  og der behøves ikke landtropper.

Faktisk troede jeg at det kun  var Bush-regeringen  der havde kørt på selvforsvarskortet. Jeg så så i en udsendelse for nyligt, at der længe i NATO  havde været en splittelse  mellem USA og resten om hvad formålet var - men at man nu var kommet til enighed (egentligt  utroligt at  have kørt en  krig  i 8 år uden enighed om formålet?). På det tidspunkt troede jeg, den nye enighed bestod  i opbygningen af demokrati.

Men det  kan jeg forstå på Per Stig Møller, at det ikke længere er tilfældet, at det ikke længere er formålet. Jeg kan  ikke lade være at spekulere på, om den nye enighed i NATO er den nye generalsekretærs fortjeneste?

Ihvertfald... hvor jeg tidligere har kunnet se et formål,  kan  jeg i dag fuldstændig afklaret sige, at  jeg ikke længere kan se et formål. Ikke med hvad der sker i landet, og slet ikke med de nye politiske udmeldinger.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ifølge DR er målet ved klimatopmødet nu en politisk bindende aftale, istedet for juridisk bindende.

Ærlig talt, politisk bindende er stort så tæt på ikke-bindende man kan komme. For hvad sker der når et politisk flertal skifter i et land? Skal de så føle sig politisk bundet af det tidligere flertals aftaler?

Som det skete efter Kyoto, da USA med nød og næppe (efter at have udvandet teksten gevaldigt) med Al Gore i spidsen tiltrådte. Blot for aldrig at ratificere, fordi det nye fletal med Bush i spidsen ikke syntes det var en god idé.

Var aftalen blevet ratificeret og underskrevet inden kunne USA naturligvis stadig have trukket sig - men det havde været væsentligt mere besværligt, og meget større tab af ansigt.

Men politisk bindende - helt ærligt. Så bliver man jo endnu engang ved festtalerne.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I dag i Rema 1000 købte jeg en DVD med "The Happening" - skrevet/instrueret af M. Night Shyamalan kendt for bl. a. 6th Sense og The Village. Så når man ser en film af ham forventer man et twist mod slutningen, som gør at man opdager man har set en helt anden film end man tror.

Egentlig så meget over samme læst at jeg var begyndt at blive træt af det; men nu købte jeg så den her, og var rigtig glad for det, og så den med stor fornøjelse, for jeg tænkte at grunden til jeg ikke havde set den i biografen var dens indledende teori om terror, som jeg i de "glade" Bush år ikke gad høre mere om.

Men desværre er twistet i denne her, som jeg sad og opbyggede større og større forventninger til, at der ikke er noget twist. Og så er den ærlig talt bare dødssyg og kedelig. Ja, jeg beklager for eventuelle nye seere, for undervejs følte jeg mig ret godt underholdt - men det var netop i forventningen.

Så, ja, det ødelægger jeg for andre - forventningen. Men jeg sparer også for skuffelsen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mange kender sikkert filmen, og det er da heller ikke den - så meget - dette indlæg handler om. Men derimod den bog, som filmen er baseret på: American Hero af Larry Beinhart (siden omdøbt til Wag the Dog).

Lad det være sagt med det samme: jeg kan godt lide filmen, og finder den ganske underholdende, og de Niro og Hoffman er herlige.

Men det er samtidig lidt synd med den film, for jeg forestiller mig, at mange vil have undladt at læse bogen "fordi de jo har set filmen".

Og bogen er altså noget helt andet (men også meget anbefalelsesværdigt).

I modsætning til filmen, er det ikke en fiktiv krig der sættes i værk, næh det er skam den første Irak-krig, Operation Desert Shield/Desert Storm. Og det er ganske vist fiktion, men det er krydret med en del virkelige citater og hændelser.

I dag er vi jo vant til at tænke på Bush, sr som et relativt klogt menneske, nærmest en statsmand: fordi han er kommet til at se således ud i kontrasten til sin søn. Men Bush, sr var jo altså bestemt ikke noget lys - og en del af de citater der bringes her, viser at han altså langt henad vejen er ligeså snotdum som sin søn.

Det er efterhånden længe siden jeg har læst den, men kom i tanker om at jeg måtte få skrevet om den, da Wag the Dog var i TV fornylig. For det er et stor satire, som er røget i skyggen af sin egen filmiske succes - og bestemt er interessant at læse, også i det perspektiv som efterfølgende begivenheder (foranstaltet af George Bush, jr og Anders Fogh Rasmussen) har givet.

Anbefaling hermed givet videre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg sidder lige og ser i Lorry, at der var afskedsreception for Hanne Bech Hansen i dag. Der skal også lyde et respektfuldt "Tak" herfra.

Ikke for det, alting har selvfølgelig ikke altid været fryd & gammen. Og det er vel også umuligt med det job.

Men når man ser på det forandring der er sket med Københavns Politi, og deres måde at agere på, i forhold til hvordan det var under forgængeren, Poul Eefsen (udtalt e-efsen, meget vigtigt!), er det utroligt hvad der er sket. Næsten som at sammenligne Obama og Bush.

Og det er sgu al respekt værd!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For eksempel på en dag som i dag. For så ville man da have et sted at sende en klage over vejret. For det her kan da ikke være rigtigt.

Og jeg har prøvet Forbrugerombudsmanden, men de ville ikke tage sagen. Der må da for hulen være 14 dages returret, men så kommer man igen til problemet: hvor skal man returnere det til.
Det er sgu George Fucking W. Bush, og hans fucking globale opvarmnings skyld. Men han var jo også både troende og religiøs.

Kunne nu godt bruge lidt mere opvarmning; de sidste dage var der 25-30 grader på mit kontor, idag er der 15, og total træk gennem oldnordiske vinduer.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det lader til med de oplysninger der nu kommer frem, at torturen der er anvendt mod mistænkte al-Qaeda medlemmer er bestemt i detaljer fra højeste sted i det amerikanske embedsapparat.

Således fortælles det om afhøringen af én, at hans afhørere var overbevist om at han havde fortalt alt hvad han vidste - ved mere konventionelle metoder. Alligevel bestemte embedsmænd højt oppe i systemet at han skulle udsættes for tortur, og hvilke metoder han skulle udsættes for.

Jeg forestiller mig denne her sekretær, som kommer ind med et fint menukort - nydeligt printet, og med en imødekommende skrifttype - hvor kontorchefen så med en fyldepen af et fint mærke, kan afkrydse hvilke metoder der skal tages i anvendelse.

For der skulle jo ikke herske tvivl om at USA under Bush var et civiliseret land!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.