Indimellem støder man på et site, som man bare føler sig rigtigt glad for langt om længe at have bevæget sig ind på. Sådan havde jeg det lidt, da jeg oprettede en profil på bit.ly for et par dage siden.

Jeg kendte det selvfølgeligt godt i forvejen, for de fleste url'er i twitter forkortes jo af bit.ly - og jeg har egentligt også selv været indirekte bruger længe, da TwitterFeed, som omdanner mine blogudgivelser til automatiske tweets også laver et link til indlæggene med bit.ly.

For dem der ikke kender stedet, er bit.ly en url-forkorter; det vil sige, man kan give den en url - og de kan jo være ganske lange og kryptiske - og så laver den url'en om til en meget kortere - for eksempel http://bit.ly/ik62Ar (den leder direkte til bloggen her). Det kan især være vigtigt på Twitter, hvor man jo kun har 140 karakterer til sine meddelelser, og så kan sådan en url på 60-70 karakterer godt ødelægge lidt af stemningen.

(Rent teknisk sker der jo det, når man sådan forkorter en url, at den peger et helt andet sted hen - her til bit.ly's server. Når man så klikker på linket, kan bit.ly se koden tilsidst i url'en, slår den op i sin database, og omdirigerer så brugerens browser til den oprindelige url.)

Nu er det jo ikke fordi url-forkortere er noget nyt - jeg har selv længe brugt tinyurl.com, som var den første. Der hvor bit.ly var fed, opdagede jeg,  er at man jo altså kan lave sin egen brugerprofil. Og så kan man gå ind og se statistiker på brugen af de links man har lavet via bit.ly - og det synes jeg er interessant.

På den måde kan jeg - hvis jeg husker at bruge bit.ly til at lave links - se hvor mange som egentligt følger links ud fra mine indlæg - hvor mange som for eksempel læser en artikel i Politiken jeg henviser til. Ligesom jeg sikkert kan snuse på en masse andet. (Jeg spekulerer dog lidt på hvorvidt PageRank bliver ramt af det - om et url-forkortet link bliver talt med. Det kommer sandsynligvis an på den teknik der bruges ved redirigeringen - og den skulle man tro de folk der laver det har på plads.)

Og jeg synes jo det er lidt sjovt det med at kunne følge med i statistiker.

Da jeg så opdagede at bit.ly også havde en Chrome-extension som - blandt andet - gør det überultra nemt at lave sådan en forkortet url var det jo lige før den gik i bukserne på mig. Og glæden intensiveredes yderligere, da jeg opdagede jeg kunne integrere min TwitterFeed account med min bit.ly account, så de url-forkortede links TwitterFeed genererer til min blog laves under min bit.ly konto - og jeg kan dermed også se statistik på det.

(Iøvrigt blev jeg også ret glad for TwitterFeed da jeg kiggede nærmere på det - man kan faktisk sætte en del op jeg slet ikke var klar over!)

Anyway - som man kan høre er jeg blevet ret glad for bit.ly, og den måde den integreres. Så jeg gik på Wikipedia for at læse mere om sitet. Hvor jeg blandt andet fandt ud af - det havde jeg ellers ikke tænkt på - at endelsen .ly er fordi det er registreret under det libyske top-level domæne. Det kan man jo ikke lade være at tænke lidt over i disse dage - tænk hvis for eksempel alle libyske sites af en eller anden grund blev boykottet, og smidt ud af dns'er - så ville der pludseligt opstå et kæmpeproblem. For twitterbrugere, men også andre.

(Det er selvfølgeligt ikke fordi bit.ly egentligt er libysk - de har bare kunnet lide endelsen; ligesom rigtigt mange danske firmaer - NemID, for eksempel - bruger endelsen .nu, som egentligt tilhører østaten Niue.)

Og så lige et tip jeg fik, da jeg så på Wikipedia om bit.ly: Hvis man ikke er interesseret i at gå til et bit.ly link (for eksempel fordi man tror det er spam eller lignende),  men gerne vil have mere infomation om linket, kan man tilføje et '+' (plus-tegn) tilsidst i URL'en. Så omdirigerer bit.ly dig ikke, men fortæller i stedet de informationer serveren har om linket.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg skal være helt ærlig, og indrømme at jeg i dag lidt fortryder mit indlæg fra i går. Ikke for det, indholdet var sådan set reelt nok.

Men dels var jeg nok lidt for morsom da jeg skrev overskriften. Og dels kan det virke som om jeg ville negligere den direkte strålingsfare.

Jeg mener stadig også den største risiko ikke er i den direkte stråling, men i det radioaktive materiale*. Og jeg havde ikke på det tidspunkt regnet med at strålingen omkring værket var eller ville blive så høj som den tilsyneladende er nu.

Men al ære skal gå til de mennesker som i øjeblikket prøver at bekæmpe udviklingen i værket - jeg kan slet ikke forestille mig hvad der går gennem hovedet på dem. Det er en opofrelse udover alle grænser - ligesom det var ved Tjernobyl hvor mange brandfolk omkom af de strålingsdoser de fik i deres forsøg på at begrænse skaderne.

Det allerværste er, at ofret synes at være forgæves - reaktor efter reaktor kommer længere og længere fra hvad der ligner antydningen af kontrol, og selv de reaktorer som sådan set var slukkede og blot skulle tømmes løber løbsk.

Og min fornemmelse er, at vi er vidne til en katastrofe der indenfor ganske få dage vil vise sig at være værre end Tjernobyl. Hvilket er slemt nok, men i et land med en befolkningstæthed som Japan - i skarp kontrast til Ukraines - er det dobbelt katastrofalt.

Og imens er Gaddafi & søn ved at sønderbombe sin egen befolkning - og er stolte af det. Og jeg skal forsvare min bror imod hallucinationer og vrangforestillinger fra min mor.

I sandhed interessante dage, som kineserne ville kalde det.

Så kan det ærligt talt godt forekomme lidt ligegyldigt at en flok jyske landmænd kører til København i traktor og får parkeringsbøder. (De havde sikkert endda en idé om at de virkelig ville spærre for trafikken i København. Lidet anede de, at her kører alle 30 km/t.)

Og så ville jeg godt kunne slutte med en ordentlig pointe. Men jeg har ikke rigtigt nogen. Jeg tror jeg er en smule i chok af alting.

* Jeg ville virkelig ønske, at medierne kunne finde ud af at skelne mellem radioaktivt materiale og stråling. Radioaktivt materiale laver stråling. Og det giver ingen mening at tale om radioaktiv stråling, som de hele tiden gør. Radiation=stråling.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den arabiske liga har i dag vedtaget, at støtte en no-fly-zone over Libyen - ja, faktisk vil de bede FNs sikkerhedsråd om at vedtage en resolution, så det kan ske.

Dermed er en af de tre betingelser for at det kan træde i kraft - accept fra regionen - på plads.

Og nok den betingelse jeg troede mindst på kunne opfyldes. Jeg regnede naturligvis med at forslaget om et flyveforbud naturligvis kunne få opbakning fra Tunesien og Ægypten, og muligvis et par af de mere moderate arabiske lande - men jeg havde ikke regnet med at et flertal ville støtte det, med tanke på at mange af de lande som nu støtter det kan risikere at komme i en lignende situation.

Men det må vel tages som signal for, at de trods alt ikke er lige så langt ude som Gaddafi.

Så er der endnu en hurdle, at få den vedtaget i FNs Sikkerhedsråd. Og her er det vel mest Kina, som kan risikere at spænde ben. Men jeg tror faktisk de går med på den.

Den sidste betingelse, at der skal være en grund til et flyveforbud er så gummiagtig, at den må ses som værende en  politisk beslutning for NATO-landende. Og den har jeg altså svært ved at se dem sidde overhørig, med et FN-mandat, og med opfordring fra de arabiske lande.

Så flyveforbuddet - og dermed bombninger af Libyens millitære lufthave og antiluftskyts - kommer, er min spådom. Spørgsmålet er blot hvor hurtigt - og om det ikke vil være for sent.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan godt være lidt bekymret for her jordskælv i dag. Ikke så meget for Japan og Stillehavet - selvom det naturligvis er slemt nok - men for hvad der kan ske i Libyen.

For verdens medier lader til at være rettet 100% mod Japan - og det er så Gaddafi & Søns store chance for at slå ekstra hårdt ned op oprørerne, virkeligt give den gas med de tunge våben og bombninger. Uden at risikere at verdenssamfundet får for dårlig smag i munden til bare at se på - før det i givet fald er for sent.

Jeg tror det bliver grumme ting vi hører derfra - når vi igen hører noget.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg for et par uger siden skrev et indlæg om Mubarak under overskriften En gal mand, havde jeg ærligt talt ikke regnet med, at jeg nu kort efter er nødt til at overtrumfe den overskrift, med en ny leder fra Mellemøsten.

Men de sidste dages billeder af Gaddafi levner desværre ikke meget tvivl om, at manden er bindegal.

Først billederne igår, hvor han sidder i en faldefærdig pickup-truck i en faldefærdig garage og en paraply, og regnen der drypper ned mellem huller i taget - og taler om at han da gerne ville passiare med de unge mennesker, men at det jo regner.

Og så billederne i dag, fra hvad der ligner en faldefærdig svømmehal, hvor han i 1½ time skælder ud på alt og alle - og mest af alt ligner en mellemting mellem en parodi på en lommediktator optaget til et lowbudget satireprogram og en scene fra Der Untergang.... (jeg er da også sikker på at den optagelse i fremtiden vil blive tekstet på mange kreative måder, ligesom med Der Untergang.)

Det ville være forrygende morsomt, hvis det ikke samtidigt var så tragisk. Især hvis historierne om de importerede lejesoldater fra det sorte Afrika er sande, hvad de desværre nok er. For under normale omstændigheder må man formode, at en hær ville sige fra, hvis den blev sat til at nedslagte egen befolkning - men det kan man ikke regne med med lejesoldater, som hvis Gaddafi har valgt dem omhyggeligt, sikkert endda nærer et had til arabere.

Så i Libyens tilfælde er det ikke nok at militæret forholder sig passivt, eller desserterer. De er simpelthen nødt til at gå over på befolkningens side, og imod den gale diktator, Gaddafi.

Der som tingene ser ud nu, om meget få dage vil få sit eftermæle. Og på den positive side, kan man sige at han ihvertfald ikke pralede af sin luksus - for det har godt nok været ydmyge omgivelser han har ladet sig fotografere i de sidste par dage.

På den negative side, vil han nok fremstå som Afrikas galeste diktator og slagter siden Idi Amin - og det er en bedrift, for der er for eksempel også en Robert Mugabe at konkurrere med.

Og med brugen af lejesoldater og bombninger af egen befolkning kan man godt frygte at han kommer til at overgå Idi Amin.

(Som afslutning ville jeg jo gerne finde en af de to taler - men jeg allerede kun finde ting i satiriseret version - jeg er ikke sikker på jeg ville have valgt klippet herunder, ellers, situationens alvor taget i betragtning. Men det er sådan set ramt meget godt på kornet.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er mindst lige så optaget af udviklingen i Libyen, som jeg var i Ægypten. Og begivenhederne virker til at være mindst lige så dramatiske. Og meget mere tragiske - dog tror jeg på en lykkelig udgang der, og et farvel til Gaddafi. (Jeg synes dog stadig Stones skulle tilbyde Gaddafi en plads i bandet - det mener jeg må kunne slutte hele situationen af på en fredelig måde!)

Men det er forbandet svært at få sin lyst til nyheder fra landet dækket - i Ægypten kunne man følge med 24/7 på Al Jazeera, i Libyen kan man ind i mellem høre mere eller mindre løse rygter. Og det gør det også ret svært at blogge om, selvom jeg egentligt gerne ville. Men det kan næsten ikke blive andet end en gentagelse af selvfølgeligheder grænsende til ligegyldigheder. Så det er frustrerende. (Og, ja, jeg ved det er luksusproblemer i forhold til de som rent faktisk gør noget dernede!)

Benghazi - det kan ikke udelukkes det kan blive et turistmekka.

Men lidt fakta kan man da altid viderebringe. For eksempel blev jeg tidligt i forløbet ret nysgerrig omkring den her by, Benghazi, som har været den mest aktive i oprøret. Og det var også meget udmærket at få checket op på, for det fortæller lidt om baggrunden for at oprøret startede der, i Libyens næststørtse by: der har nemlig tilsyneladende altid været en form for konkurrence og måske endda had mellem hovedstaden Tripoli, og to'eren Benghazi.

Faktisk var det sådan, under det tidligere kongestyre, at Benghazi nærmest delte hovedstads-titlen med Tripoli, blandt andet fordi kongefamilien residerede i Benghazis provins, og havde et nærmere tilhørsforhold til området.

I det hele taget vil jeg ikke bare ignorere Gaddafis søns udtalelser, om at hvis man vælter styret (Gaddafi) vil det føre til borgerkrig. Det er sandsynligvis rigtigt at landet er meget stammeopdelt - ihvertfald i de sydligere regioner, men de er på det nærmeste mennesketomme. Tilgengæld er der masser af olie.

Under alle omstændigheder, hvad enten der er en risiko for ufred efterfølgende eller, giver det ikke Gaddafi ret til at blive siddende på en trone han selv har tilranet sig - når folket ikke vil have ham. Og at bombe befolkningen med MiG'er, eller hvad han nu bruger af fly (Berlusconi har vel også foræret ham nogle F16'ere?)... det hører ligesom ingen steder hjemme. Så er man en slem Gaddafi.

Og det synes jeg egentligt godt vore heltemodige ledere i den vestlige verden kunne fortælle ham en anelse klarere.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg, i starten af det ægyptiske oprør, gættede på Libyen som næste land i rækken, var det først og fremmest baseret på hvor længe Gaddafi (Muammar al-Gaddafi, معمر القذافي) har siddet. Og tilsyneladende ved ingen i danske medier, hvor længe han faktisk har siddet - der bliver talt om "over 30 år".

Men det gør det på ingen måde - han har været i spidsen for landet siden 1969 - altså omkring 42 år, og er dermed den længst siddende ikke-kongelige leder i verden - og en af de længst siddende i historien.

Allerede i 80'erne hvor jeg husker ham fra - og hvor Mubarak kom til.... - havde han siddet længe. Men dengang må jeg sige jeg så på ham med en vis sympati. Ikke mindst fordi han var en af de eneste arabiske ledere som reelt bakkede op om palæstinenserne; og fordi Ronald Reagan hadede ham som pesten. Mellemøstens gale hund, kaldte Ronny-Boy ham, og prøvede at bombe ham i småstykker. Det lykkedes ikke, men Gaddafis 15 måneder gamle adoptivdatter blev dræbt ved angrebet. (Forholdet mellem Reagan og Gaddafi er sammenligneligt med forholdet mellem W. Bush og Saddam Hussein - men i 80'erne var Saddam en af USAs nærmeste allierede.)

Og så opførte Gaddafi sig altid ganske excentrisk, og gav et indtryk som en blanding af en beduin og en rockstjerne - havde Rolling Stones ønsket et nyt medlem, efter Bill Wyman trådte ud, ville Gadaffi have været et genialt valg på bas.

Men - siden dengang er gået 25 år - og det må være tid for forandring. Ganske vist husker jeg, at jeg så et interview med Gaddafi for nogle år siden - naturligvis optaget i det beduin-telt han stadig foretrækker - hvor han hævdede at det sandelig ikke var ham der styrede Libyen. Han havde trukket sig tilbage efter ganske få år, og overlod nu styringen til andre. Han kom allerhøjst med at par gåde råd engang imellem.

Men det er vist kun på papiret situationen er sådan. Og selvom jeg et eller andet sted stadig har svlrt ved at droppe min sympati for ham... så må det være tid at sige farvel. Om det så rent faktisk bliver Libyen der er next in line må tiden vise. Der er jo røre mange steder - men jeg tror i morgen vil give et tydeligere billede, efter fredagsbønnen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.