Mine seneste eskapader ud i det satiriske, om Prince kommende koncerter, har medført lidt konsekvenser.
Blandt andet det, at jeg har haft de højeste besøgstal ever - jeg tror nok, at Google på grund af mine pæne besøgstal omkring Prince op til Roskilde allerede havde et godt øje til mig, og da jeg så kom med de nye historier kom de højt på søgelisten - samtidig med at der var heftig søgning på "prince billetter" med videre. I den time mellem 10-11 hvor billetsalget åbnede (og naturligvis brød sammen) igår, fik jeg ligeså mange besøg, som jeg normalt gør på 3-4 døgn.
Men ikke alle var glade. Eller rettere - nogle blev lidt for glade.
For i et andet blogsystem ærgrede en kvindelig blogger sig over at hun ikke havde nået at få billet til Forum. En læser var flink, og henviste hende i fuldt alvor til mine indlæg om flytningen af
Prince Forum-koncerten til Skandinavisk Tobakskompagni, og til indlægget med en
ekstra-koncert med Prince (bortset fra at det skulle være med tidligere x-faktor deltagere, ike Prince selv).
De korresponderede så lidt frem og tilbage, og kunne ikke helt finde ud af hvad det var, men ville holde øje på BilletNet.
Fordi det gav nogle hits ind til mig (som ikke kom via Google) opdagede jeg det, og var ovre og se tråden. Og syntes da egentligt at det var synd at de skulle gå og rent faktisk tro på det. Så jeg oprettede mig i blog-systemet for at skrive at det skulle tages med et gran salt.
Men ikke før blog-ejeren havde nået at ringe til BilletNet - som mærkeligt nok hverken kendte til flytning af koncerten, eller at de skulle arrangere en ekstrakoncert.
Så da jeg afslørede mig derovre, var jeg ikke synderligt i kridthuset. Faktisk blev jeg overfuset en smule - især over at det ikke fremgik at det var satire. (Historierne var dog - som alle jeg laver af den slags - skrevet med etikketterne
satire og/eller
løgnehistorie - men det er selvfølgeligt ikke vanvittigt tydeligt; og skal heller ikke være det.)
Så - well, jeg havde det måske lidt som Orson Welles havde, da han lavede sit
Klodernes Kamp hørespil, som fik hele USA til at gå amok: en anelse dårlig samvittighed, krydret med en vis ond ekstase... eller noget.
Men det fik mig til at tænke lidt over, hvorfor jeg egentligt laver de der satire/løgne indlæg. Noget jeg har tænkt over før, og også tænkt der var et blog-indlæg i, men ikke fulgt op på før. Nu fik jeg så lavet en hurtig formulering til hende i går, men det kan ligesågodt uddybes lidt:
For det første gør jeg det fordi jeg synes det er sjovt at skrive. Og noget jeg kan få et kick af - især dem der handler om aktuelle begivenheder, hvor de skal skrives hurtigt for at passe ind i virkeligheden, og måske endda nogle gange overhale den. Dem hvor jeg laver om på historien - som for eksempel min forklaring på hvorfor det
hedder Guldalderen - giver så ikke det samme rush, men der er tilgengæld bedre tid til at kæle for detaljen; finde underlige ting i Wikipedia som man kan fordreje og bruge.
For det andet: der er nok noget DR Jekyll and mr Hyde over mig, hvad det angår. Nu bruger jeg jo ret meget blog-plads (hvis man kan bruge det ord) på forhåbentligt oplysende og seriøse indlæg. Og så skal jeg altså have lidt luft indimellem. Og så synes jeg det giver en særlig charme at det er blandet ind imellem hinanden, som her - hvilket leder til...
For det tredie: Jeg synes folks - og ikke mindst mediers - kildekritiske sans generelt er under al kritik. Folk tror sgu på stort set hvadsomhelst de læser. Et eksempel på det, er historien om
Lady Gagas hermafroditstatus, som oprindeligt stammede fra en
satirisk blog, men blev kolporteret blindt videre af medier - for når først der bliver linket nok til noget, er det åbenbart sandt, også selvom der ikke er noget som helst der underbygger historien.
Og det tænker jeg lidt, at mine satirehistorier kan have en pædagogisk opdragende effekt omkring. For de skulle gerne være skrevet sådan at man først tror de er sande, men efterhånden går det op for en, at noget er ravruskende galt. Derfor nytter det heller ikke noget med en stor blinkende advarsel i starten af indlægget, som siger at det der læses nu, er satire.
Så - det er ikke meningen at folk skal tro på historierne. Og hvis jeg finder ud af nogen gør det, retter jeg dem (men ikke historien). Og jeg synes da også, at stort set alle mine historier burde være så langt ude, at ingen kan falde for dem. Men det sker åbenbart alligevel - og det må jeg så sige, det bekræfter mig kun i, at de kan have en gavnlig effekt.
Jeg ser måske mig selv lidt som en af de tidlige hackere - som tildels hackede for spændingens skyld, men også for at gøre virksomheder og offentlige myndigheder opmærksomme på at de altså havde et sikkerhedsproblem. Hvilket - selvom det måske ikke er fedt overhovedet at være blevet hacket, vel må være en del rarere end hvis alle kundernes konti er blevet tømt.
Eller - det må være lidt federe at blive snydt omkring hvorvidt BilletNet laver ekstrakoncert, end at tro på den næste Bush, når han fortæller uunderbyggede løgne om masseødelægelsesvåben. Og hvis jeg kan hjælpe - bare en lille smule - til at nogen måske har lidt mere sund skepsis i sådan et tilfælde - så vil jeg sgu gå lidt gladere til min grav.
Eller blot måske lader være med at sende sit kontonummer til en
filipinsk enke eller købe
et dyrt jakkesæt på gaden?
Nu går jeg udfra det først og fremmest er jer faste læsere, som læser dette - hvis I overhovedet er med så langt, det er blevet et ret ordrigt indlæg - og I ved naturligvis, at I ikke skal tro på alt her, faktisk ville jeg tro I efterhånden kan gennemskue løgne-indlæggene allerede på overskriften. (Dog ikke jer alle, hehe - I ved hvem I er.)
Men jeg er lidt nysgerrig, hvordan er jeres holdning til dem? Går jeg over stregen? Og finder I dem iøvrigt underholdende?
(Ikke at jeg vil lade være med at lave dem, ligemeget hvad I svarer - men er altså nysgerrig.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
