Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Skandinavisk Tobakskompagni. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skandinavisk Tobakskompagni. Vis alle opslag

søndag den 10. oktober 2010

Det spiller Prince i Herning og København

5 kommentarer
[Opdatering]: Læs også det sidste nye om Prince' anholdelse i Ikast.

Når Prince optræder i Danmark her i oktober, den 20. oktober i det nye STC (den koncert som tidligere var planlagt til Forum), og den 22. oktober i Herning, sker det som bekendt under navnet I'NCCum (udtalt income).

Jyske Bank BOXEN i Herning
venter bare på Prince / I'NCCum
Da han dermed ikke har rettighederne til sit eget Prince-materiale har der været en del spænding om hvad han så ville optræde med. Den spændning kan hermed udløses, da jeg er kommet i besiddelse af den endelige set-liste. Man kan nok sige det er noget af en unik og overraskende optræden det danske publikum belønnes med - hvor han samtidig kan tage lidt af det tilbage, han har bidraget med til så mange andre kunstnere:
  1. Believe (Cher)
  2. Smoke on the Water (Deep Purple)
  3. Emperor's New Clothes (Sinéad O'Connor)
  4. Boys Just Wanna Have Fun (Cyndi Lauper)
  5. Ghostbusters (Ray Parker, jr)
  6. Rock n Roll Suicide (David Bowie)
  7. Can't Be Tamed (Miley Cyrus)
  8. Smoke Gets in Your Eyes (The Platters)
  9. My Generation (The Who)
  10. Light My Fire (The Doors)
  11. Lessons in Love (Level 42)
  12. Nicotine (Anet)
  13. Coffee and Cigarettes (nevershoutnever)
  14. Bohemian Rhapsody (Queen)
Og selvfølgelig er der et par ekstranumre, som nok skal vække jubel:
  1. Fly on the Wings of Love (Olsen Brothers)
  2. Love the Way You Lie (Eminem)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 30. september 2010

Hvorfor gør jeg det dog?

2 kommentarer
Mine seneste eskapader ud i det satiriske, om Prince kommende koncerter, har medført lidt konsekvenser.

Blandt andet det, at jeg har haft de højeste besøgstal ever - jeg tror nok, at Google på grund af mine pæne besøgstal omkring Prince op til Roskilde allerede havde et godt øje til mig, og da jeg så kom med de nye historier kom de højt på søgelisten - samtidig med at der var heftig søgning på "prince billetter" med videre. I den time mellem 10-11 hvor billetsalget åbnede (og naturligvis brød sammen) igår, fik jeg ligeså mange besøg, som jeg normalt gør på 3-4 døgn.

Men ikke alle var glade. Eller rettere - nogle blev lidt for glade.

For i et andet blogsystem ærgrede en kvindelig blogger sig over at hun ikke havde nået at få billet til Forum. En læser var flink, og henviste hende i fuldt alvor til mine indlæg om flytningen af Prince Forum-koncerten til Skandinavisk Tobakskompagni, og til indlægget med en ekstra-koncert med Prince (bortset fra at det skulle være med tidligere x-faktor deltagere, ike Prince selv).

De korresponderede så lidt frem og tilbage, og kunne ikke helt finde ud af hvad det var, men ville holde øje på BilletNet.

Fordi det gav nogle hits ind til mig (som ikke kom via Google) opdagede jeg det, og var ovre og se tråden. Og syntes da egentligt at det var synd at de skulle gå og rent faktisk tro på det. Så jeg oprettede mig i blog-systemet for at skrive at det skulle tages med et gran salt.

Men ikke før blog-ejeren havde nået at ringe til BilletNet - som mærkeligt nok hverken kendte til flytning af koncerten, eller at de skulle arrangere en ekstrakoncert.

Så da jeg afslørede mig derovre, var jeg ikke synderligt i kridthuset. Faktisk blev jeg overfuset en smule - især over at det ikke fremgik at det var satire. (Historierne var dog - som alle jeg laver af den slags - skrevet med etikketterne satire og/eller løgnehistorie - men det er selvfølgeligt ikke vanvittigt tydeligt; og skal heller ikke være det.)

Så - well, jeg havde det måske lidt som Orson Welles havde, da han lavede sit Klodernes Kamp hørespil, som fik hele USA til at gå amok: en anelse dårlig samvittighed, krydret med en vis ond ekstase... eller noget.

Men det fik mig til at tænke lidt over, hvorfor jeg egentligt laver de der satire/løgne indlæg. Noget jeg har tænkt over før, og også tænkt der var et blog-indlæg i, men ikke fulgt op på før. Nu fik jeg så lavet en hurtig formulering til hende i går, men det kan ligesågodt uddybes lidt:

For det første gør jeg det fordi jeg synes det er sjovt at skrive. Og noget jeg kan få et kick af - især dem der handler om aktuelle begivenheder, hvor de skal skrives hurtigt for at passe ind i virkeligheden, og måske endda nogle gange overhale den. Dem hvor jeg laver om på historien - som for eksempel min forklaring på hvorfor det hedder Guldalderen - giver så ikke det samme rush, men der er tilgengæld bedre tid til at kæle for detaljen; finde underlige ting i Wikipedia som man kan fordreje og bruge.

For det andet: der er nok noget DR Jekyll and mr Hyde over mig, hvad det angår. Nu bruger jeg jo ret meget blog-plads (hvis man kan bruge det ord) på forhåbentligt oplysende og seriøse indlæg. Og så skal jeg altså have lidt luft indimellem. Og så synes jeg det giver en særlig charme at det er blandet ind imellem hinanden, som her - hvilket leder til...

For det tredie: Jeg synes folks - og ikke mindst mediers - kildekritiske sans generelt er under al kritik. Folk tror sgu på stort set hvadsomhelst de læser. Et eksempel på det, er historien om Lady Gagas hermafroditstatus, som oprindeligt stammede fra en satirisk blog, men blev kolporteret blindt videre af medier - for når først der bliver linket nok til noget, er det åbenbart sandt, også selvom der ikke er noget som helst der underbygger historien.

Og det tænker jeg lidt, at mine satirehistorier kan have en pædagogisk opdragende effekt omkring. For de skulle gerne være skrevet sådan at man først tror de er sande, men efterhånden går det op for en, at noget er ravruskende galt. Derfor nytter det heller ikke noget med en stor blinkende advarsel i starten af indlægget, som siger at det der læses nu, er satire.

Så - det er ikke meningen at folk skal tro på historierne. Og hvis jeg finder ud af nogen gør det, retter jeg dem (men ikke historien). Og jeg synes da også, at stort set alle mine historier burde være så langt ude, at ingen kan falde for dem. Men det sker åbenbart alligevel - og det må jeg så sige, det bekræfter mig kun i, at de kan have en gavnlig effekt.

Jeg ser måske mig selv lidt som en af de tidlige hackere - som tildels hackede for spændingens skyld, men også for at gøre virksomheder og offentlige myndigheder opmærksomme på at de altså havde et sikkerhedsproblem. Hvilket - selvom det måske ikke er fedt overhovedet at være blevet hacket, vel må være en del rarere end hvis alle kundernes konti er blevet tømt.

Eller - det må være lidt federe at blive snydt omkring hvorvidt BilletNet laver ekstrakoncert, end at tro på den næste Bush, når han fortæller uunderbyggede løgne om masseødelægelsesvåben. Og hvis jeg kan hjælpe - bare en lille smule - til at nogen måske har lidt mere sund skepsis i sådan et tilfælde - så vil jeg sgu gå lidt gladere til min grav.

Eller blot måske lader være med at sende sit kontonummer til en filipinsk enke eller købe et dyrt jakkesæt på gaden?

Nu går jeg udfra det først og fremmest er jer faste læsere, som læser dette - hvis I overhovedet er med så langt, det er blevet et ret ordrigt indlæg - og I ved naturligvis, at I ikke skal tro på alt her, faktisk ville jeg tro I efterhånden kan gennemskue løgne-indlæggene allerede på overskriften. (Dog ikke jer alle, hehe - I ved hvem I er.)

Men jeg er lidt nysgerrig, hvordan er jeres holdning til dem? Går jeg over stregen? Og finder I dem iøvrigt underholdende?

(Ikke at jeg vil lade være med at lave dem, ligemeget hvad I svarer - men er altså nysgerrig.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 29. september 2010

BilletNet: Vi laver ekstra "Prince"-koncert!

1 kommentar
Som et plaster på såret for de mange danske Prince (I'NCCum)-fans, som er gået glip af billetter til koncerterne i Herning og "Forum" (den koncert er som bekendt blevet flyttet til det lukkede Skandinavisk Tobakskompagnis fabrikshaller), har BilletNet valgt at satse på en ekstra koncert for de mange skuffede fans.

Lisa fra X-Faktor. Skal hun synge Purple Rain?
BilletNet føler sig nemlig ikke helt uden skyld i at stort set ingen danskere fik fat i billetter: "Ved en fejl var vi kommet til at slå et IP-filter til, og vende det forkert, så siden gik ned når besøgende fra danske IP-adresser gik ind på siden," forklarer Bent Blet, presseansvarlig for BilletNet. "Det er systemer vi har i brug for at sikre en jævn geografisk fordeling af billetter, når det er henigtsmæssigt. Men denne gang kiksede det altså!"

Fejlen betyder, at det fortrinsvis er tyskere som kommer til koncerten i Herning, og svenskere som kommer til Skandinavisk Tobakskompagnis haller. De få danskere som det er lykkedes at have billet har sandsynligvis været koblet op på en udenlandsk proxy, eller de har brugt såkaldt InPrivate-browsing (eller porno-mode, som det også kaldes).

Den koncert BilletNet vil stable på benene vil dog blive uden funk-fyrsten selv: "Ja, I'NCCum er jo booket lang tid frem, så ham har vi måttet se bort fra. Men vi har allerede snakket med en masse X-Faktor stjerner, som er villige til at stille op og hver give et Prince-nummer eller to. Så publikum kan godt begynde at glæde sig. Vi tror det ender med at blive større end de "rigtige" koncerter! Lisa gav jo en suveræn Purple Rain i den første X-Faktor, for eksempel!"

Det er endnu uvist hvor og hvornår bonus-koncerten bliver afholdt.

[Opdatering]: Her er setlisten Prince /I'NCCum spiller i Danmark.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 28. september 2010

Prince flytter Forum-koncert

1 kommentar
Som tilsyneladende endnu en hævnakt mod Brian Mikkelsens forsøg på at stoppe Princes Roskildeoptræden, har Prince - eller rettere I'NCCum - valgt at flytte sin koncert fra Forum den 20/10 ud til Søborg, nærmere bestemt i en tom fabrikshal på det hedengangne Skandinavisk Tobakskompagni.

Her skal I'NCCum koncerten foregå.
Repræsentanter for I'NCCum udtaler, at de har været ude og kigge på faciliteterne, og at de er helt perfekte. Ligesom akustikken er i top.

"Det giver mindelser om First Avenue," udtaler en af repræsentanterne, og henviser dermed til natklubben hvori sangen Purple Rain er optaget, og hvor en del af filmen af samme navn foregår.

Det er endnu uafklaret hvordan behovet for offentlig transport skal dækkes, da det bestemt ikke normalt er det mest besøgte sted en onsdag aften. Men Movia udtaler, at de "kigger på sagen". DSB S-Tog oplyser at der som sædvanlig kører tog fra Buddinge.

[Opdatering]: Læs også om den (måske) ekstra "Prince"-koncert. Og her er setlisten Prince / I'NCCum spiller i Danmark.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.