Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Irak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Irak. Vis alle opslag

lørdag den 23. oktober 2010

Nu ramler det

Ingen kommentarer
WikiLeaks offentliggør i morgen små 400.000 hemmelige dokumenter om Irak-krigen. I blandt disse mange dokumenter er tilsyneladende beviser på krigsforbrydelser udført af danske tropper.

I form af udlevering af fanger til myndigheder, som man var vel vidende om ikke ville behandle dem efter genevekonventionens regler - hvorfor en sådan udlevering i sig selv er et brug på konventionen. Man har så søgt at skjule udleveringerne, ved at lade briterne stå for den administrative del - hvilket vel om noget viser, at man har vidst man var ude i noget rigtigt snavs.

Man kan sige at disse udleveringer er en fortsættelse af anklagerne mod forsvaret i den såkaldte tolke-sag, hvor det var fanger som blev udleveret til amerikansk varetægt i Afghanistan, der er tale om.

I begge tilfælde har danske myndigheder benægtet ethvert kendskab til at noget sådant har fundet sted - men personer i forsvaret har kendt til det. Ligesom deres overordnede hele vejen op har eller burde. Manglende kendskab kan ikke bruges, da der har været så mange forespørgsler til disse ting, og så mange skråsikre forsikringer om, at der ikke var noget at komme efter, at ansvaret stryger direkte til toppen.

Hvorfor man vel sådan set godt forstår NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, når han advarer WikiLeaks mod offentliggørelsen af dokumenterne, med ordene: Sådan en offentliggørelse kan få en meget uheldig og negativ sikkerhedsmæssige konsekvenser for de personer, der har været involveret.

Ja, det kan vist være ret usikkert at færdes i et fængsel. Og man kan vel ikke udelukke at krigsforbrydere havner der?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 14. juni 2010

"Gode" nyheder fra Afghanistan

Ingen kommentarer
Næsten sådan lyder overskriften på en artikel på dr.dk - bare uden gåseøjne. For geologer fra Pentagon - tænk at de har sådan nogle? - mener at have fundet tegn på ganske betydelige ressourcer i den afghanske undergrund - først og fremmest guld og lithium. Der kan være tale om fund for over 1 (dansk) billion dollars.

Det bliver opfattet som en god nyhed - for minedriften kan blive landets redning fra krig og ulykke - med mindre der udbryder nye kampe om mineralerne.

Det med mindre vil jeg godt ophøje til at være med 100% sikkerhed. At forestille sig at et land, som stort set til alle tider har været styret af stridende klaner og krigsherrer, hvor den eneste samlende faktor er en fantatisk, middelalderlig islamistisk sekt - og hvor udenlandkse strategiske interesser gennem historien har været med til at puste til bålet - der skulle rige ressourcerforekomster pludselig skabe fred og fordragelighed?

Det må godtnok være noget effektivt tobak man ryger, hvis man tror på den. Eller muligvis var man rådgiver for Bush, dengang man fortalte ham at de amerikanske tropper ville blive modtaget med blomster & kys i Irak.

Jeg vil da bestemt ønske at jeg er for kynisk, og tager helt fejl af Verden og Afghanistan. For hvis de kan få noget lykkeligt ud af det, skal det være dem vel undt. Jeg tvivler bare på at der vil komme noget som helst godt ud af det, desværre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 8. marts 2010

Mærkeligt - sådan husker jeg det ikke?

Ingen kommentarer
I Irak var stemmeprocenten ved det netop afholdte valg 62%. Det fik Jes Dorph til i TV2 Nyhederne at sige, at det var usædvanligt højt for regionen.

Og det er så det der undrer mig - for jeg synes da bestemt jeg kan huske valg i - ja, faktisk i selv samme Irak - for blot 8-9 år siden. Hvor stemmeprocenten var over 100%?!

Og så er 62% jo altså ikke ret meget??

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 27. januar 2010

Bliver han aldrig klogere?

Ingen kommentarer


Omkring den seneste læk i fra forsvaret, som ifølge forsvaret selv bragte danske soldater i fare, afviser Søren Gade at lækken stammer fra forsvaret:

I en kortfattet pressemeddelelse henviser Søren Gade til, at han allerede i sommeren 2007 oplyste til Folketinget, at Forsvarsministeriet ikke var bekendt med, at oplysningerne vedrørende udsendelsen af Jægerkorpset til Irak i april 2007 skulle være lækket fra kilder i Forsvarsministeriet, regeringen eller statsadministrationen.

Hvis jeg var ham, ville jeg være mere forsigtig med hvad jeg kategorisk afviser - belært af tidligere erfaringer:

Tilbage i september/oktober lød det fra Søren Gade, på spørgsmålet om jægerbogsoversættelsen kom fra forsvaret selv: Nej. Jeg sidder helt ude på planken, og hvis det nu skulle vise sig at være rigtigt, så er jeg på vej ned i vandet, og det kan jeg garantere dig for, at det er den ikke.

Men han har åbenbart fundet ud af, at vandet slet ikke er så vådt, som man skulle tro, når man kigger på det oppefra. Eller udefra.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 21. december 2009

Graviditet: Strafbart

Ingen kommentarer
Det er konsekvensen af nye regler for de amerikanske soldater i Nord-Irak: Hvis du som tjenestegørende soldat bliver gravid, eller gør en anden soldat gravid, kan du blive dømt ved en krigsret.

En lidt interessant udmelding. Som godt kan gå hen og lede til nogle interessante debatter i USA, ikke mindst i lyset af deres anstrengte forhold til abort og prævention, specielt i de områder som leverer de fleste soldater.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 4. november 2009

Afghanistan

Ingen kommentarer
Nu er Per Stig Møller ude med, at hvis man overhovedet taler om at trække tropper hjem fra Afghanistan, så er det en støtte til  Taliban.

Jeg må sige, jeg ved snart ikke hvem man støtter ved at have  soldater der,  eller  ej. Men jeg kan genkende retorikken: det er den samme,  som da regeringen Fogh desperat prøvede at fastholde at det gik ufatteligt godt i Irak, og hvis man sagde andet var man landsforrædder. Stærkt inspireret af Bush -regeringens fremgangsmåde.

Jeg må  tilstå, at jeg har skelnet mellem indsatsen i Afghanistan og i Irak.

Hvor  jeg  altid omkring Irak  mente  krigen  var  ulovlig,  hul  i hovedet,  hykleri, massemord, en forbrydelse mod menneskeheden & mange andre ting,  har jeg  ment  krigen  i Afghanistan  var berettiget.

I første omgang som direkte reaktion på 11. september,  og  siden  med  (FN  mandat) som  et forsøg på at hjælpe et demokrati på vej. (Jeg mener ikke man kan indføre demokrati ved at presse det ned over hovedet på folk,  men at det muligvis kan lade sig gøre hvis man alligevel er i landet af andre årsager.)

Jeg har set det  som  en meget svær opgave, som nok blev nærmest umuliggjort da man fjernede størstedelen af tropperne for at sende dem til Irak. Men  stadig  så  jeg indsatsen  som havende  et vist moralsk fodfæste. Og da jeg er ret pacifistisk indstillet siger  det faktisk en del.

Men det er jo blevet mere og mere tydeligt, at det demokrati der skulle hjælpes på vej, ikke er et demokrati.  Eller måske rettere, at folket ikke ønskede et demokrati; og det er jo også en form for demokrati. Det skal de jo have lov til - men jeg ser ingen grund til at vi skal støtte det, hverken økonmisk eller millitært.

Og det e r vel ikke kun mig det er blevet klart for, som  tiden er gået. Så meget, at den officielle forklaring på  hvorfor vi er der, nu i følge Per Stig Møller ikke længere er hovedsageligt for at hjælpe et demokrati eller kvinders rettigheder,  eller hvad der nu ellers er blevet sagt gennem tiden.

Nej, nu er det for at forhindre taliban og al-Qaeda i at få et frirum, så de kan lave træningslejre og angribe  Vesten og destabilisere Pakistan.

Altså  selvforsvarskortet. Og det har jeg aldrig tillagt nogen værdi,  og gør det stadig ikke. Hvis det udelukkende handler om at stope træningslejre kan det gøres fra luften,  og der behøves ikke landtropper.

Faktisk troede jeg at det kun  var Bush-regeringen  der havde kørt på selvforsvarskortet. Jeg så så i en udsendelse for nyligt, at der længe i NATO  havde været en splittelse  mellem USA og resten om hvad formålet var - men at man nu var kommet til enighed (egentligt  utroligt at  have kørt en  krig  i 8 år uden enighed om formålet?). På det tidspunkt troede jeg, den nye enighed bestod  i opbygningen af demokrati.

Men det  kan jeg forstå på Per Stig Møller, at det ikke længere er tilfældet, at det ikke længere er formålet. Jeg kan  ikke lade være at spekulere på, om den nye enighed i NATO er den nye generalsekretærs fortjeneste?

Ihvertfald... hvor jeg tidligere har kunnet se et formål,  kan  jeg i dag fuldstændig afklaret sige, at  jeg ikke længere kan se et formål. Ikke med hvad der sker i landet, og slet ikke med de nye politiske udmeldinger.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 7. september 2009

Det kunne være rart at vide

Ingen kommentarer
Angående de tvangshjemsendte irakere, som nu snart har siddet fængslet i Irak en uge: er der nogen i den danske regering som undersøger hvorfor de sidder fængslet? Om irakerne lever op til den åh-så-humane hjemsendelsesaftale (som vist kun tillader fængsling, hvis de hjemsendte er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og lignende) regeringen så heltemodigt har tvunget igennem?

Eller vender den danske regering endnu engang det blinde øje til - som den, og tidligere inkarnationer, har for vane - så de kan sige, at det har de sandelig aldrig hørt om, selvom hele verden ellers er klar over hvad der foregår?

Det synes jeg kunne være rart at vide.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Wag the Dog

Ingen kommentarer
Mange kender sikkert filmen, og det er da heller ikke den - så meget - dette indlæg handler om. Men derimod den bog, som filmen er baseret på: American Hero af Larry Beinhart (siden omdøbt til Wag the Dog).

Lad det være sagt med det samme: jeg kan godt lide filmen, og finder den ganske underholdende, og de Niro og Hoffman er herlige.

Men det er samtidig lidt synd med den film, for jeg forestiller mig, at mange vil have undladt at læse bogen "fordi de jo har set filmen".

Og bogen er altså noget helt andet (men også meget anbefalelsesværdigt).

I modsætning til filmen, er det ikke en fiktiv krig der sættes i værk, næh det er skam den første Irak-krig, Operation Desert Shield/Desert Storm. Og det er ganske vist fiktion, men det er krydret med en del virkelige citater og hændelser.

I dag er vi jo vant til at tænke på Bush, sr som et relativt klogt menneske, nærmest en statsmand: fordi han er kommet til at se således ud i kontrasten til sin søn. Men Bush, sr var jo altså bestemt ikke noget lys - og en del af de citater der bringes her, viser at han altså langt henad vejen er ligeså snotdum som sin søn.

Det er efterhånden længe siden jeg har læst den, men kom i tanker om at jeg måtte få skrevet om den, da Wag the Dog var i TV fornylig. For det er et stor satire, som er røget i skyggen af sin egen filmiske succes - og bestemt er interessant at læse, også i det perspektiv som efterfølgende begivenheder (foranstaltet af George Bush, jr og Anders Fogh Rasmussen) har givet.

Anbefaling hermed givet videre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 3. september 2009

Endnu en grim dag for Danmark

2 kommentarer
I dag læste jeg nyheden om, hvordan en af de hjemsendte irakere var tidligere torturoffer, og nu fængslet i Irak. Dejligt.

Og jeg læste om hvordan politiet tilsyneladende heller ikke har rent mel i posen, omkring hændelsesforløbet ved rydningen af Brorson-kirken. Eller ihvertfald tilbageholder videomateriale. Gad vide om det ender med politidirektør Johan Reimann allerede snart kommer til at indkassere en næse så lang at han kan lugte sig selv i nakken - som han advarede Erik Ninn-Hansen om at denne ville få, da han var embedsmand i justitsministeriet under optakten til Tamil-sagen. så langt fører den sag dog næppe.

Og så var det dagen derpå, efter at en ung mand fik 7 dages ubetinget fængsel, og en ødelagt fremtid, for at have et par hobbyknive han bruger i sit arbejde, liggende i sin bil. En naturlig følge af at indføre minimumsstraffe. Alligevel kan jeg ikke lade være at tænke på, om det ikke var gået anderledes, om udåden var sket på den anden side af Lillebælt i Fredericia, istedet for Middelfart; og anken så var kommet for Vestre Landsret istedet. Østre Landsret har jo et vist ry for at være pot & pande med Justitsministeriet - og der sidder Robespierre jo.

Jeg ved ikke - hele verden røg et godt stykke til højre efter 11. september - og det kunne vel næpe undgås. Men jeg synes pendulet i det meste af verden virker som om det er ved at svinge tilbage. Men I Danmark virker det som om pendularmen bare svinger højere og højere mod højre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 13. august 2009

Krystalnatten

Ingen kommentarer

På integrationsministerens foranledning er politiet i nat gået ind, og har arresteret 19 irakere, i det håb at få dem sendt ud af landet. Helst til Irak, selvom Irak siger de ikke vil tage i mod nogen, som ikke rejser frivilligt hjem. Men ellers kan man vel sende dem et andet sted hen, for eksempel Madagascar?

Sverige er for en gangs skyld foran os i dette spørgsmål, og har allerede tvunget en del irakere til frivilligt at rejse hjem. Næsten alle disse er allerede flygtet igen, og har fået asyl i andre lande, en del i Tyrkiet. Som ikke må komme i EU, fordi de ikke respekterer FNs menneskerettigheder? Samme FN som siger man ikke kan tvangshjemsende flygtninge til Irak, det er for farligt.

Men måske findes der snart en enklere løsning på det hele. En endelig løsning - for en partifælle til ministeren har i dag foreslået, at alle af forkert race - eller hvis herkomst ikke kan dokumenteres - skal aflives eller på anden vis udryddes.

Helt urelateret kunne man så også i dag finde nyheden om at Auschwitz forfalder...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 9. august 2009

Se dog lidt positivt på det

Ingen kommentarer
Nu breder der sig almindelig forargelse over de her irakere som udover at modtage fine frihedspriser, også modtager førtidspension med videre, mens de er generaler og hvad ved jeg i Irak.

Og det er da også fy på den måde at snyde både SKAT og de sociale myndigheder. Men jeg synes da også man skal se lidt lyst på det: det viser jo, at selvom man altså erklæres egnet til førtidspension, er der altid en vej tilbage.

Så jeg synes de sociale myndigheder her i Danmark burde overveje om det ikke var et rehabiliteringstilbud man skulle tage alvorligt, og udbrede lidt mere: en rask lille genoptræning/omskoling med efterfølgende tilbud som oberst/general/hærchef/minister i det befriede Irak. Og Afghanistan kan vel også bruges.

Eller hvad med politichef i Iran - de kan nok altid bruge en mere, dér? Eller hvad med Nordkorea - de har efter sigende brug for alt, og vil gerne have deres forhold normaliseret. Og hvad kan være mere normalt end hvis nogle danske rehabiliterede førtidspensionister kommer i regering med Kim Jong-il. Så kan de hænge ud og se lidt videofilm sammen.

Jeg havde aldrig rigtigt overvejet det der med at befrielsen af Irak i virkeligheden var et socialt rehabiliteringsprojekt, men det er vel ikke så underligt at Anders Fogh Rasmussen ikke kom med den rigtige forklaring i sin tid - så var han bare endnu mere blevet beskyldt for at have en socialdemokratisk dagsorden. Så man måtte finde på den der med masseødelæggelsesvåben, og at Saddam-drengen ikke skulle trække FN rundt ved næsen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.