Inden jeg skulle til Wall Street - Money Never Sleeps premiere i går, var jeg ude for en hændelse som på en eller anden måde passede meget godt ind.

Det var sent eftermiddag/tidlig aften; jeg var i jakkesæt gående på Frederiksberg af Thorvaldsensvej udfor Landbohøjskolen med retning væk fra indre København, da en bil kører op på siden af mig.

"Excus'e me, can'e you help'e me?" spørger en smilende køn ung mand, i fin blå skjorte med en del italiensk accent (som jeg fra nu vil undlade at skrive, det bliver lidt anstrengende, men husk at den er der). Han holder et vejkort over Sjælland frem i vinduet. "I need to go to airport."

Jeg begynder at fortælle ham, at så er det den gale vej han kører, men han holder lidt dumt - midt i trafikken, halvejs inde på cykelsti.

"Just a minute, I turn car."

Han vender bilen og holder ind på den modsatte side af vejen. Jeg går over, og forklarer ham at han kører den gale vej, at lufthavnen er på den anden side af København City, ovre på Amager. At i bil er det nok enklest at køre uden om, men da jeg ikke selv bruger bil, kan jeg ikke lige sige hvilken vej der er smartest.

Ung mand i bil: "Thank you so much, you are a gentleman. If you ever come to Italy I help you!"
LPD: [smiler] "Well,..."
UMB: "In fact I... What do you do? I mean, your profession?"
LPD: [tænker - nå det var da godtnok en snakkesalig italiener] "I'm a programmer.."
UMB: "Programmer? You mean like computers?" [laver tastebevægelser]
LPD: [nikker]
UMB: "I am a model." [smiler stort - jeg synes det er sødt, at han tydeligvis tror jeg vil blive meget imponeret over det. Han hiver et glittet magasin frem, med en annonce, hvori indgår en mand som ganske rigtigt ligner ham. Han har tydeligvis mere portfolie agtige ting liggende] "That's me!" [peger på sit billede].
LPD: [nikker behørigt imponeret]
UMB: "I was earlier on job in - you know this city, Lyngby?"
LPD: "Yes, north of Copenhagen... it's a suburb really."
UMB: "I was on a modeling job there, in you know this, Magasin du Nord?, I was showing clothes. And now I'm going back to Milan."
LPD: [nikker - underbevidst begynder en svag alarmklokke at ringe, og resten af samtalen er det som jeg kender inden den sker].
UMB: "My boss, he was so happy with me, he gave me a bonus. You know this word, bonus?"
LPD: [nikker]
UMB: "In fact, I... you know Giorgio Armani?"
LPD: [nikker] "Yes, I know what it.." [alarmer bimler nu meget højt i indre hovede]
UMB: "It very good brand. But now, if I take this with me to Milan, it will be trouble. Taxes and..." [smiler mere] "...and you have bee so nice to me, so I want to give you opportunity..."
LPD: "No, thank you..."
UMB: "No? Well goodbye then..." [giver mig smilende hånden, og kører så videre - spejdende går jeg ud fra].

Til hans ros kørte han videre uden problemer da jeg sagde nej, men han har sandsynligvis kunnet se på mit kropssprog at jeg godt var klar over hvad det handlede om, og vidst at det ikke kunne betale sig.

Folk har naturligvis prøvet at scamme mig før - som sigøjnere der vil sælge guldringe, og lignende - men det her var det mest velforberedte jeg har været ude for.

Interessant nok at prøve. Historie videregivet til almindelig oplysning.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.