Skal lige af med noget, som så måtte blive til et hurtigt blogindlæg:

Bliver virkeligt træt af at se det der foregår i disse dage sammenlignet med optakten til Irak-krigen - med de falske WMDs, etc.

Jeg var selv dengang særdeles meget modstander af hvad der foregik, og i modsætning til Anders Fogh og Co læste jeg de rette åbne kilder, så var sådan set udmærket klar over at der var en masse fup involveret - det var nemlig sådan set offentligt kendt, bare ikke viderebragt i så mange medier.

Og det er sådan set ikke fordi jeg bare tror på hvad som helst i dag - heller ikke enhver youtube video, eller skråsikre udtalelser om "at vi ved det er styret der står bag".

Masser af grund til skepsis. Og masser af grund til at overveje fornuften i ethvert tiltag man må nå frem til.

Men hvor optakten til Irak-krigen indiskutabelt adskiller sig fra Syrien, er det i at W. Bush og hans neokonservative slæng i den grad ønskede krigen og invasionen.

Fordi der var masser af olie i Irak, og fordi Bush havde et personligt, familiebåret had til Saddam Hussein.

Og fordi de troede det var let. Irak var godt nok en stor spiller i Mellemøsten på grund af sit militær, men var stort set venneløs. Og Bush & Cheney var ikke bekymrede over hvad der skulle ske efter at de havde brugt en måneds tid på at afsætte Saddam, for de ville blive mdotaget med blomster og hornmusik, og de havde en flinker fyr ved navn Ahmed Chalabi som Irakerne ville være helt vilde med, som de kunne indsætte, og så kunne Halliburton købe alt Iraks olie billigt.

Troede de. At det var løgn og blår i øjnene er en anden sag, men de troede det ville være nemt - og godt for dem selv og USA.

Så de havde al mulig grund til at forvanske oplysninger til FN, til offentligheden - og til dem selv - så en krig kunne blive mulig.

Situationen i Syrien er stort set omvendt: her har masser af andre magter strategiske (og på det nærmeste taktiske) interesser, der er ingen nævneværdig olie eller andre råstoffer, alle ved, at det ikke er til at forudsige hvem eller hvad der eventuelt kommer efter Assad.

Med andre ord: På trods af den humanitære situation i og omkring Syrien, er det er ikke overraskende hvis Obama mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk, og ikke ville røre landet med en ildtang. Hvilket da også indtil nu er hvad der er sket.

Så at tro at USA skulle forfalske beviser, med det formål at ville gøre noget i Syrien - det har jeg altså meget svært ved at tro på.

Dermed ikke sagt at beviser ikke kan være forfalskede - det er der mange der kan have motiv til, mest oplagt oppositionsgrupper i Syrien, som vil fremtvinge en intervention. Eller man kan forestille sig de har været gale nok til selv at udføre angrebet, med det formål.

Så al mulig grund til skepsis. Men lad være med at sammenligne med Powell i FN.

(En helt anden diskussion er selvfølgeligt så, hvad man ig givet fald skal gøre - hvis noget - hvis det bevises at Assad har brugt kemiske våben. Men det var ikke formålet med blogindlægget - det var blot en lille reminder om situationen op til krigen i Irak og motiverne der.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg, i starten af det ægyptiske oprør, gættede på Libyen som næste land i rækken, var det først og fremmest baseret på hvor længe Gaddafi (Muammar al-Gaddafi, معمر القذافي) har siddet. Og tilsyneladende ved ingen i danske medier, hvor længe han faktisk har siddet - der bliver talt om "over 30 år".

Men det gør det på ingen måde - han har været i spidsen for landet siden 1969 - altså omkring 42 år, og er dermed den længst siddende ikke-kongelige leder i verden - og en af de længst siddende i historien.

Allerede i 80'erne hvor jeg husker ham fra - og hvor Mubarak kom til.... - havde han siddet længe. Men dengang må jeg sige jeg så på ham med en vis sympati. Ikke mindst fordi han var en af de eneste arabiske ledere som reelt bakkede op om palæstinenserne; og fordi Ronald Reagan hadede ham som pesten. Mellemøstens gale hund, kaldte Ronny-Boy ham, og prøvede at bombe ham i småstykker. Det lykkedes ikke, men Gaddafis 15 måneder gamle adoptivdatter blev dræbt ved angrebet. (Forholdet mellem Reagan og Gaddafi er sammenligneligt med forholdet mellem W. Bush og Saddam Hussein - men i 80'erne var Saddam en af USAs nærmeste allierede.)

Og så opførte Gaddafi sig altid ganske excentrisk, og gav et indtryk som en blanding af en beduin og en rockstjerne - havde Rolling Stones ønsket et nyt medlem, efter Bill Wyman trådte ud, ville Gadaffi have været et genialt valg på bas.

Men - siden dengang er gået 25 år - og det må være tid for forandring. Ganske vist husker jeg, at jeg så et interview med Gaddafi for nogle år siden - naturligvis optaget i det beduin-telt han stadig foretrækker - hvor han hævdede at det sandelig ikke var ham der styrede Libyen. Han havde trukket sig tilbage efter ganske få år, og overlod nu styringen til andre. Han kom allerhøjst med at par gåde råd engang imellem.

Men det er vist kun på papiret situationen er sådan. Og selvom jeg et eller andet sted stadig har svlrt ved at droppe min sympati for ham... så må det være tid at sige farvel. Om det så rent faktisk bliver Libyen der er next in line må tiden vise. Der er jo røre mange steder - men jeg tror i morgen vil give et tydeligere billede, efter fredagsbønnen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I Irak var stemmeprocenten ved det netop afholdte valg 62%. Det fik Jes Dorph til i TV2 Nyhederne at sige, at det var usædvanligt højt for regionen.

Og det er så det der undrer mig - for jeg synes da bestemt jeg kan huske valg i - ja, faktisk i selv samme Irak - for blot 8-9 år siden. Hvor stemmeprocenten var over 100%?!

Og så er 62% jo altså ikke ret meget??
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

De konservatives Mike Legarth er sur over at økonomer nu påstår at det er regeringsen skyld, at finanskrisen har ramt ekstra hårdt i Danmark. Og endnu mere over, at økonomerne formaster sig til at påstå at regeringen var advaret. Igen og igen.

"Den form for bakspejlsfilosofi giver jeg ikke meget for. På det tidspunkt mente vi, at det var det rigtige, og jeg genkender ikke det, de her kloge mennesker nu siger om, at der var en masse advarsler. Der var ikke den store uenighed om den politik vi førte dengang. Det mener jeg godt, man kan sige helt bombastisk. Det har jeg i hvert fald ikke bemærket." Siger han til Politiken.

Og jeg fristes til at forstætte for ham: "Det er jo præcis ligesom med Irak-krigen, hvor folk siden hen også skulle gå og lege Karl-Smarte. Det passer jo ikke. Alle vidste at Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Jeg bemærkede ihvertfald ikke nogen der sagde andet; der stod ikke noget om det i Jyllands-Posten, og der var ingen blandt V, K eller DF der sagde andet."
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den slog mig bare som cirka det mest hykleriske jeg kan huske at være stødt på inden for dansk politik. Og det siger ellers ikke så lidt.

Eller ved ham der Dueholm bare ikke hvad det er for et parti han stille op for?

Det næste bliver vel et billede af en DF'er der klapper søde invandrerbørn på hovedet i bedste Saddam Hussein stil?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den meget demokratisk orienterede hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, er meget populær blandt sin befolkning. Næsten lieså populær som Saddam Hussein, som vist stadig har rekorden i folkelig opbakning, fra dengang 101% stemte på ham. Sidenhen hængte de ham som bekendt, efter en højst tvivlsom retssag, men sådan kan folkestemningen jo skifte...

Lukasjenko fik kun 93%, men han var klar over at vestlige statsledere ville blive jaloux, så han fik beordret en omtælling som ville ramme et mere slugbart facit på 83%.

Men vestens ledere er så smålige og ondskabsfulde, og bliver ved med at tale om valgsvindel - helt ærligt,hvad kan man gøre?

Man kan jo ikke gøre for at man har charme...


Ceterum censeo Facebook esse delendam.