Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Irak-krigen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Irak-krigen. Vis alle opslag

onsdag den 28. august 2013

Hold nu op med at sammenligne Irak-optakten og Syrien

Ingen kommentarer
Skal lige af med noget, som så måtte blive til et hurtigt blogindlæg:

Bliver virkeligt træt af at se det der foregår i disse dage sammenlignet med optakten til Irak-krigen - med de falske WMDs, etc.

Jeg var selv dengang særdeles meget modstander af hvad der foregik, og i modsætning til Anders Fogh og Co læste jeg de rette åbne kilder, så var sådan set udmærket klar over at der var en masse fup involveret - det var nemlig sådan set offentligt kendt, bare ikke viderebragt i så mange medier.

Og det er sådan set ikke fordi jeg bare tror på hvad som helst i dag - heller ikke enhver youtube video, eller skråsikre udtalelser om "at vi ved det er styret der står bag".

Masser af grund til skepsis. Og masser af grund til at overveje fornuften i ethvert tiltag man må nå frem til.

Men hvor optakten til Irak-krigen indiskutabelt adskiller sig fra Syrien, er det i at W. Bush og hans neokonservative slæng i den grad ønskede krigen og invasionen.

Fordi der var masser af olie i Irak, og fordi Bush havde et personligt, familiebåret had til Saddam Hussein.

Og fordi de troede det var let. Irak var godt nok en stor spiller i Mellemøsten på grund af sit militær, men var stort set venneløs. Og Bush & Cheney var ikke bekymrede over hvad der skulle ske efter at de havde brugt en måneds tid på at afsætte Saddam, for de ville blive mdotaget med blomster og hornmusik, og de havde en flinker fyr ved navn Ahmed Chalabi som Irakerne ville være helt vilde med, som de kunne indsætte, og så kunne Halliburton købe alt Iraks olie billigt.

Troede de. At det var løgn og blår i øjnene er en anden sag, men de troede det ville være nemt - og godt for dem selv og USA.

Så de havde al mulig grund til at forvanske oplysninger til FN, til offentligheden - og til dem selv - så en krig kunne blive mulig.

Situationen i Syrien er stort set omvendt: her har masser af andre magter strategiske (og på det nærmeste taktiske) interesser, der er ingen nævneværdig olie eller andre råstoffer, alle ved, at det ikke er til at forudsige hvem eller hvad der eventuelt kommer efter Assad.

Med andre ord: På trods af den humanitære situation i og omkring Syrien, er det er ikke overraskende hvis Obama mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk, og ikke ville røre landet med en ildtang. Hvilket da også indtil nu er hvad der er sket.

Så at tro at USA skulle forfalske beviser, med det formål at ville gøre noget i Syrien - det har jeg altså meget svært ved at tro på.

Dermed ikke sagt at beviser ikke kan være forfalskede - det er der mange der kan have motiv til, mest oplagt oppositionsgrupper i Syrien, som vil fremtvinge en intervention. Eller man kan forestille sig de har været gale nok til selv at udføre angrebet, med det formål.

Så al mulig grund til skepsis. Men lad være med at sammenligne med Powell i FN.

(En helt anden diskussion er selvfølgeligt så, hvad man ig givet fald skal gøre - hvis noget - hvis det bevises at Assad har brugt kemiske våben. Men det var ikke formålet med blogindlægget - det var blot en lille reminder om situationen op til krigen i Irak og motiverne der.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 7. december 2011

Plamegate tur-retur

Ingen kommentarer
Med Trolæksagen i sin spæde oprulning, kom jeg i dag til at tænke på den amerikanske Plamegate - en af W. Bush-administrationens mange svinestreger, som i høj grad minder mig om den aktuelle danske.

For at ridse den op, kort - og jeg skal advare, jeg drager en del konklusioner, som ikke juridisk bevist, men som er mit klare billede af sagen:

I 2002 er er W-administrationen i færd med at oparbejde en "sag" mod Irak, så de kan få gjort kål på Saddam Hussein, og styr på landets olie. Man hører rygter om, at der bliver solgt beriget Uran fra Niger til Irak, hvorfor diplomaten Joseph Wilson sendes af sted for at undersøge. Han finder ingen tegn på at det skulle have fundet sted, hvilket han skriver en rapport om til Udenrigsministeriet.

I januar 2003 holder W. Bush så sin State of the Union tale, hvor han remser op hvor stor en trussel Irak er for USA og Verden, at de er nærmest få øjeblikke fra at have atomvåben, og de selvfølgelig har masser af Biologiske og Kemiske våben etc. Et af eksemplerne Bush bruger på hvad den onde Saddam har gang i, er at der importeres beriget uran fra Afrika*.

Et par måneder efter, i marts, begynder krigen så, og Iraks væbnede styrker bliver hurtigt nedkæmpet, og 1. maj holder W. Bush tale på Hangarskibet USS Abraham Lincoln - Mission Accomplished står der på banneret bag ham.

Alt er tilsyneladende godt, men noget mangler - de her masseødelæggelsesvåben som det jo skulle flyde med i landet.

Det får i juni 2003 Joseph Wilson til at skrive en række klummer, og kommer i en af dem ind på, at W. Bush talte usandt om Afrika-forbindelsen i sin State of the Union-tale.

Mindre end en uge efter afsløres det så, at Joseph Wilsons kone, Valery Wilson (med pigenavnet Plame, hvilket hun ofte omtales i starten, derfor navnet Plamegate), er CIA agent - i klummer skrevet af politiske kommentatorer (først breaket af Robert Novak, som pudsigt nok havde tilnavnet Prince of Darkness - Mørkets Fyrste - som i øjeblikket er populært til spindoktorer).

Hvilket vækker noget furore, men i starten dog begrænset - sådan er stemningen i USA på det tidspunkt. Dog kan de fleste se, at det ikke er skidesmart at out'e en hemmelig agent - spion - da det dels gør at hun naturligvis i fremtiden er ubrugelig som sådan, og dels kan være et større problem for hendes kontakter i de lande hun har opereret.

Karl Rove
Valerie Wilson er dog stædig, fastholder at det er Bush-regeringen som står bag afsløringen af hende, og en undersøgelse iværksættes. Det går dog meget langsomt med at komme nogen vegne, da journalister og klummeskribenter henholder sig til kildebeskyttelse.

Men lang tids efterforskning viser, at Karl "Turdblossom" Rove (topspindoktor for Bush, og kampagneleder i valgkampene), Vice-Præsident Dick Cheney og dennes stabschef Lewis "Scooter" Libby er impliceret i lækken. (Libby implicerer også Bush selv indirekte, ved at sige, at Cheney har sagt, at Bush har sagt god for delvis afsløring af klassificerede oplysninger).

Ingen af dem bliver dog dømt for noget - der er for mange uklarheder i forhold til hvem som vidste hvad, modstridende forklaringer og nok også mangel på bevis om forsæt, så de går alle fri i forhold til selve lækagen, og ikke mindst kan det ikke bevises at Libby - manden bag den endelige læk, vidste at Valerie Wilson var hemmelig agent, og ikke blot CIA ansat.

Dog dømmes Scooter Libby 30 måneders fængsel - ikke for lækken, men for at forhindre sagens opklaring. 30 måneders fængsel som han en måned efter blev benådet fra at skulle sidde af George W. Bush. Dog skulle Libby stadig betale en bøde på $ 250.000.

Dick Cheney
Og hvordan er det så jeg synes de to sager minder om hinanden - Plamegate og Trolæksagen? I deres udgangspunkt i forhold til motivet er de forskellige: Helle Thorning skulle slet og ret sværtes mest muligt, for at  gøre det sværere for hende, hendes parti og "Rød Blok" at opnå opbakning i befolkningen. Hvorimod Plamegate handler om hvordan Cheney og Rove kunne få hævn over det asshole, som vovede at tale deres administration imod, som vovede at sige sandheden; og ikke mindst har den - er jeg overbevist om - skullet tjene som eksempel, der skulle afskrække andre potentielle whistleblowers fra at overveje lignende.

Men mange ting minder også om hinanden - i begge tilfælde er det for eksempel ægtefællen man går efter, og der er tale om fortrolige oplysninger som lækkes for at skade modstanderne.

Men der hvor sagerne mest minder om hinanden, efter min mening, er den uhellige alliance der er mellem magthavere og nogle journalister/kommentatorer - som de har kunnet gå til, sikkert forvisset om at de kunne aflevere deres dirt uden at det ville komme tilbage og ramme dem i nakken, og i ligeså sikker forvisning om at historien ville rulle, som havde de bestilt den.

Man kan så indvende at det jo ikke virkede - sagerne er jo kommet frem?! Problemet ved at tro det, er at ihvertfald Plamegate var toppen af isbjerget. Der var tydelige tegn på lignende misbrug af hundreder af sager fra Bush-perioden - men i tilfældet Valerie Wilson gik de for langt; fordi deres sædvanlige base godt kunne se, at det af afsløre egne spioner måske ikke var så skidesmart i en tid, hvor efterretninger var det alle ville have mere af; derfor blev det til en undersøgelse.

Herhjemme har vi muligvis ikke set hundreder af lignende tilfælde, men vi har da set et par stykker, navnlig i Forsvarsministeriet - sager som aldrig bliver opklaret på grund af hensynet til kildebeskyttelsen. Og jeg er bange for, at det har været en mere udbredt praksis end vi tror. I en cocktail af en regering som har siddet så længe, at den begynder at føle sig magtfuldkommen, og en presse som ikke bare er villig til at kigge den anden vej, men rent faktisk gladeligt hjælper til, er det nærmest naturnødvendigt at det sker.

Uden at jeg egentligt vil rose Ekstra Bladet alt for meget, synes jeg det var velsignet, at de i søndags gik ud og "brød" kildebeskyttelsen af Peter Arnfeldt. Fordi det må få Ministrene og deres håndlangere til at overveje hvad de kan slippe afsted med i fremtiden, hvilket igen må afholde dem fra at lave de værste svinerier.

Hvis vi kan komme tilbage til en tilstand, hvor ministrene er folkets tjenere, og pressen er folkets vagthund - istedet for at pressen er skødehunde og rottweilere for ministrene - så vil det da være herligt.

Og B.T. - tjah, jeg synes det blad skulle drage hen hvor peberet gror. (Sammen med Facebook, men det er en anden historie.)


* Det var iøvrigt almindeligt kendt i troværdige aviser i verden på dette tidspunkt, at dette var løgn. Men ikke i amerikanske aviser, eller for eksempel Jyllands Posten eller Berlingske. Sådan var det med rigtigt mange historier på det tidspunkt. Noget pressen under et stadig mangler at få gjort op med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 23. oktober 2010

Nu ramler det

Ingen kommentarer
WikiLeaks offentliggør i morgen små 400.000 hemmelige dokumenter om Irak-krigen. I blandt disse mange dokumenter er tilsyneladende beviser på krigsforbrydelser udført af danske tropper.

I form af udlevering af fanger til myndigheder, som man var vel vidende om ikke ville behandle dem efter genevekonventionens regler - hvorfor en sådan udlevering i sig selv er et brug på konventionen. Man har så søgt at skjule udleveringerne, ved at lade briterne stå for den administrative del - hvilket vel om noget viser, at man har vidst man var ude i noget rigtigt snavs.

Man kan sige at disse udleveringer er en fortsættelse af anklagerne mod forsvaret i den såkaldte tolke-sag, hvor det var fanger som blev udleveret til amerikansk varetægt i Afghanistan, der er tale om.

I begge tilfælde har danske myndigheder benægtet ethvert kendskab til at noget sådant har fundet sted - men personer i forsvaret har kendt til det. Ligesom deres overordnede hele vejen op har eller burde. Manglende kendskab kan ikke bruges, da der har været så mange forespørgsler til disse ting, og så mange skråsikre forsikringer om, at der ikke var noget at komme efter, at ansvaret stryger direkte til toppen.

Hvorfor man vel sådan set godt forstår NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, når han advarer WikiLeaks mod offentliggørelsen af dokumenterne, med ordene: Sådan en offentliggørelse kan få en meget uheldig og negativ sikkerhedsmæssige konsekvenser for de personer, der har været involveret.

Ja, det kan vist være ret usikkert at færdes i et fængsel. Og man kan vel ikke udelukke at krigsforbrydere havner der?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 5. marts 2010

Kædebrev

Ingen kommentarer
Jeg har sådan en fornemmelse af, at der blandt journalister cirkulerer et kædebrev om, hvem og hvad der ligger bag lækken i både jægerbogssagen og Irak/jæger-lækagen.

Et kædebrev hvor flere og flere får fortalt sandheden - men under trusler om forbandelser af enhver tænkelig art, hvis de enten bryder kæden, eller bryder deres "kildebeskyttelse".

Og at denne kæde efterhånden er blevet en af de mest effektive og absurde beskyttelser imod at noget skal komme til offentlighedens kendskab - for alle! i journaliststanden kender sandheden, men alle er edssvoren på ikke at røbe den - under undskyldninger som kildebeskyttelse eller offentlighedens interesse (say what?!)

Vi er i en mærkelig pseudo-videns-verden hvor det må røbes hvad andre muligvis ved, men man må ikke røbe hvad man selv ved. Således at medlemmerne af pressen, for at sørge for deres tilgang til viden, sørger for at hemmligholde deres egen viden. Og hvis de får konkret viden om hvad andre medlemmer ved, kan dette ikke bruges, for det vil være brud på broderskabets regler - kun rygter er fair game.

Vi befinder os åbenbart i et intrigeland - jeg kan godt føle mig henført til Firenze i starten af 1500-tallet, med Niccolò Machiavelli til at lede modstandernes trin. Han ville vide, hvad tingene gik ud på, og hvordan man skulle gebærde sig - ligesom det lader til andre ved nu om dage.

Vel at mærke folk som ikke omtales, som ikke behøver omtale - men vil du vide, hvad som skal holdes hemmeligt, må du også holde dem hemmelige.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 22. januar 2010

Whistleblowers

Ingen kommentarer
En lakmusprøve for et demokrati er hvordan et land behandler sine whistleblowers - altså de mennesker der fortæller om inside viden, fordi noget er helt forkert - korrupt eller på anden måde undergravende for demokratiet. Ofte er det mennesker som i sagens natur må overtræde en form for tavshedspligt, fordi de ikke bare kan gå til deres chefer, som er del af problemet.

Således Alexei Alexandrovitch Dymovsky, som i en video lagt ud på YouTube anklagede det korps han var ansat i for korruption. (Advarsel, hvis I ønsker at se den herunder - han bruger sædvanlig russisk retorik, så den første halvdel af videoen siger han sådan set ingenting, der kan roligt springes et godt stykke ind.)

Nu er "den afhoppede" politimand så selv blevet anholdt og sigtet for korruption og bedrageri - et modus operandi der ikke kommer bag på kendere af det russiske retssystem.

Vi kender det jo også lidt herhjemmefra - fra dengang Frank Grevil stillede sig frem, og fortalte hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste leverede bestilte rapporter til regeringen som optakt til Irak-krigen, som ikke havde noget hold i fakta.

Hvor Forsvaret og Regeringen kvitterede med et karaktermord i pressen, samt anklager, der kan sammenfattes som:
  1. Der var intet holdt hemmeligt i forbindelse med Irak-krigen
  2. Det Frank Grevil sagde var løgn og latin
  3. Det Frank Grevil offentliggjorde var dybt fortroligt
Som bekendt endte Frank Grevil i fængsel, mens Anders Fogh Rasmussen endte på en toppost i NATO. Og de efterladte sørger stadig for at vi ikke får en undersøgelse af hvad der faktisk skete - og hvorfor mon.

Jeg er i aften kommet hjem fra en dobbelt familie-fødselsdag, hvorfor jeg er en anelse tipsy: og vil derfor gerne udbringe en skål for whistleblowers over hele verden. I fortjener det!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 29. december 2009

Bakspejlsfilosofi

Ingen kommentarer
De konservatives Mike Legarth er sur over at økonomer nu påstår at det er regeringsen skyld, at finanskrisen har ramt ekstra hårdt i Danmark. Og endnu mere over, at økonomerne formaster sig til at påstå at regeringen var advaret. Igen og igen.

"Den form for bakspejlsfilosofi giver jeg ikke meget for. På det tidspunkt mente vi, at det var det rigtige, og jeg genkender ikke det, de her kloge mennesker nu siger om, at der var en masse advarsler. Der var ikke den store uenighed om den politik vi førte dengang. Det mener jeg godt, man kan sige helt bombastisk. Det har jeg i hvert fald ikke bemærket." Siger han til Politiken.

Og jeg fristes til at forstætte for ham: "Det er jo præcis ligesom med Irak-krigen, hvor folk siden hen også skulle gå og lege Karl-Smarte. Det passer jo ikke. Alle vidste at Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Jeg bemærkede ihvertfald ikke nogen der sagde andet; der stod ikke noget om det i Jyllands-Posten, og der var ingen blandt V, K eller DF der sagde andet."

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 14. oktober 2009

Fair and balanced

Ingen kommentarer
Jeg synes det er storartet at Obama nu officielt ikke gider have noget med Fox News at gøre.

Lad dem rode rundt i deres egen propaganda, lad være med at behandle dem som et alvorligt medium.

Og lad gerne det samme gælde for resten af småfascisten Rupert Murdoch's medier!

Manden som et eller andet sted har et af de allerstørste ansvar for Irak-krigen.

(Jeg finder det i øvrigt ganske ironisk, at kunsternes tilsyneladende favorit-netværk er MySpace - også en del af Murdoch-imperiet. Og i øvrigt grimt og dårligt, jeg ved ikke hvorfor det nogensinde er blevet udbredt.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 25. september 2009

Arabisk

Ingen kommentarer
Jeg overvejede faktisk alvorligt at gå til arabisk på et tidspunkt. Det har været i 2003, omkring optakten til Irak-krigen, og tiden efter, hvor det for alvor var tydeligt at man ikke kunne stole på ret meget i vestlige medier - så jeg ønskede virkelig at kunne danne et mere nuanceret billede.

På samme måde som jeg i 80'erne ihvertfald ville gå på et gymnasium, hvor man kunne lære russisk. Jeg gik der så ikke sålænge, men det er en anden sag...

Det blev så aldrig til noget med det arabiske - noget med at finde tiden i en småbørnsfamilie, ligesom jeg heller aldrig rigtigt har fået genoptaget fægningen.

Men jeg kunne godt forestille mig at jeg kunne finde på det om nogle år - både det arabiske og fægtningen - jeg forestiller mig, at jeg godt kan være væk nogle aftener til den tid, og ungerne kan klare sig selv lidt.

Men det kan da også være man skulle checke markedet for gør-det-selv-kurser ud på nettet.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 7. september 2009

Wag the Dog

Ingen kommentarer
Mange kender sikkert filmen, og det er da heller ikke den - så meget - dette indlæg handler om. Men derimod den bog, som filmen er baseret på: American Hero af Larry Beinhart (siden omdøbt til Wag the Dog).

Lad det være sagt med det samme: jeg kan godt lide filmen, og finder den ganske underholdende, og de Niro og Hoffman er herlige.

Men det er samtidig lidt synd med den film, for jeg forestiller mig, at mange vil have undladt at læse bogen "fordi de jo har set filmen".

Og bogen er altså noget helt andet (men også meget anbefalelsesværdigt).

I modsætning til filmen, er det ikke en fiktiv krig der sættes i værk, næh det er skam den første Irak-krig, Operation Desert Shield/Desert Storm. Og det er ganske vist fiktion, men det er krydret med en del virkelige citater og hændelser.

I dag er vi jo vant til at tænke på Bush, sr som et relativt klogt menneske, nærmest en statsmand: fordi han er kommet til at se således ud i kontrasten til sin søn. Men Bush, sr var jo altså bestemt ikke noget lys - og en del af de citater der bringes her, viser at han altså langt henad vejen er ligeså snotdum som sin søn.

Det er efterhånden længe siden jeg har læst den, men kom i tanker om at jeg måtte få skrevet om den, da Wag the Dog var i TV fornylig. For det er et stor satire, som er røget i skyggen af sin egen filmiske succes - og bestemt er interessant at læse, også i det perspektiv som efterfølgende begivenheder (foranstaltet af George Bush, jr og Anders Fogh Rasmussen) har givet.

Anbefaling hermed givet videre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 9. august 2009

Se dog lidt positivt på det

Ingen kommentarer
Nu breder der sig almindelig forargelse over de her irakere som udover at modtage fine frihedspriser, også modtager førtidspension med videre, mens de er generaler og hvad ved jeg i Irak.

Og det er da også fy på den måde at snyde både SKAT og de sociale myndigheder. Men jeg synes da også man skal se lidt lyst på det: det viser jo, at selvom man altså erklæres egnet til førtidspension, er der altid en vej tilbage.

Så jeg synes de sociale myndigheder her i Danmark burde overveje om det ikke var et rehabiliteringstilbud man skulle tage alvorligt, og udbrede lidt mere: en rask lille genoptræning/omskoling med efterfølgende tilbud som oberst/general/hærchef/minister i det befriede Irak. Og Afghanistan kan vel også bruges.

Eller hvad med politichef i Iran - de kan nok altid bruge en mere, dér? Eller hvad med Nordkorea - de har efter sigende brug for alt, og vil gerne have deres forhold normaliseret. Og hvad kan være mere normalt end hvis nogle danske rehabiliterede førtidspensionister kommer i regering med Kim Jong-il. Så kan de hænge ud og se lidt videofilm sammen.

Jeg havde aldrig rigtigt overvejet det der med at befrielsen af Irak i virkeligheden var et socialt rehabiliteringsprojekt, men det er vel ikke så underligt at Anders Fogh Rasmussen ikke kom med den rigtige forklaring i sin tid - så var han bare endnu mere blevet beskyldt for at have en socialdemokratisk dagsorden. Så man måtte finde på den der med masseødelæggelsesvåben, og at Saddam-drengen ikke skulle trække FN rundt ved næsen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 15. december 2008

Lethal Weapon 2

Ingen kommentarer

Endnu engang bruges sko åbenbart som dødeligt våben. Første gang var da den såkaldte Shoe bomber prøvede sit stunt i et fly - nu var det så et forsøg fra en irakisk journalist på at ramme Bush, da denne var til afskedspressekonference med al-Maliki i Irak. Desværre ramte begge sko forbi.


Men kan godt lide al-Malikis udtryk på billeder: mens Bush prøver at undvige, står han med ganske selvtilfreds mine.
Tænker på om Krustjov havde forudset konsekvensen af sine handlinger, da han slog i bordet med sin højresko under FN-topmødet for længe siden. Men det havde han nu nok ikke haft noget imod, hvis han havde.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 7. december 2008

Familie?

Ingen kommentarer
Gad i øvrigt vide om Asger er i familie med Svend Åge? De ligner ikke hinanden synderligt fysisk, men har tilsyneladende samme manglende forståelse og kontakt med verden omkring dem.

(Hvis nogen skulle være så lykkelige at have glemt ham: Svend Åge Jensby var den første krigsminister i Foghs embedsperiode, og var således minister da Irak-krigen blev startet. Blev fyret, da han viste sig at være for inkompetent - selv for Fogh-regeringen. Efterfulgt af den noget mere intelligente Søren Gade.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 4. december 2008

Pernille

Ingen kommentarer
Og så er Pernille Rosenkrantz-Theil gået hen og blevet Socialdemokrat. Gad vide om det holder - og gad vide hvordan det skal spænde af.

Er selvfølgelig lidt overrasket over hun ikke går til SF, men hun synes vist Villy Søvndal er lidt for popsmart.

Men hun er stadig, selvom jeg ærligt skal indrømme jeg ikke rigtigt fatter det her seneste træk, min politiske heltinde. Stemte jo også på Asmaa sidst, og synes godtnok ikke Enhedslisten har fået en brik ud af det i denne periode, selvom der skulle have været masser af muligheder - især efter SF har givet mere plads.

Så regner under alle omstændigheder ikke med at stemme på dem næste gang. Men socialdemokratiet? Så langt tror jeg ikke jeg flytter mig - så skal der godtnok laves om på meget - først og fremmest udlængepolitisk.

Har jo faktisk siddet ved siden af hende engang - på soklen til rytterstatuen foran Christiansborg (Frederik VII?), samme dag Irak-krigen blev vedtaget. Men fik ikke talt med hende - det var der en del andre der ville.

Men jeg ønsker ihvertfald Pernille alt muligt held og lykke med projektet: at få et fornuftigt socialdemokrati ville ikke være skidt. Men må sige jeg er noget skeptisk for sandsynligheden af at det vil lykkes.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.