Nu hvor campingen allerede er
blevet stormet, og jeg blev mindet om den tidligere i en
kommentar ovre hos Infotainer, så må det vel være på tide at nedfælde mine erindringer om Roskilde '87.
Jeg var 18, havde ikke været der før (dog
næsten én gang før, men det er en historie vi gemmer til en anden gang), men nu spillede Iggy der, og det var jo kort efter jeg for alvor havde
opdaget ham. Jeg mener jeg havde set ham til koncert i løbaet af foråret (i Saga?), men man kunne jo ikke få nok.
Så jeg tog afsted solo, uden telt eller sovepose, med det formål at se Iggy om fredagen ved 18 tiden, og Pretenders senere, og så ellers holde ud så længe jeg gad, og tage hjem når jeg ikke gad mere.
Det var dengang også kort efter jeg havde gjort mine første forsøg med hashen. Og det hørte jo til på Roskilde, så jeg havde en mindre klump med. (½ gram tror jeg; har aldrig været den store misbruger af det stof.) Men jeg havde ikke rigtigt styr på det der med at lave joints med videre.
Så da jeg ankommer fredag eftermiddag beslutter jeg mig for bare at æde noget af det, og så lade det virke stille og roligt. Og det fungerer også helt fint, og Iggy er fremragende, og vejret er smukt, og Pretenders senere er vist også positivt.
Men natten falder jo efterhånden på, og jeg har som bekendt ingen steder at sove, og det har jeg som sådan ingen problemer med - det havde jeg jo indstillet mig på. Så hænger ud ved området foran Orange scene hele natten. Jeg kan huske jeg er overrasket over hvor lidt liv der er, at der faktisk ikke er mange der kører allniters af derinde.
Ved 6 tiden næste dag begynder de første folk så småt at vågne op og finde morgenmads- og øl steder. De fleste ganske søvndrukne og smadrede; jeg er overordentlig frisk, har jo ikke sovet om natten (og det var jeg særdeles vant til dengang).
Jeg ender op med at falde i snak med 2 piger - de taler engelsk, men jeg finder ud af den ene er dansker, og den anden amerikaner (fra Hawaii, for at det ikke skal være løgn; men ikke etnisk polyneser), hvis mor vist var delvis dansk, og i øjeblikket bor hos noget familie eller lignende i Brumleby.
Vi klinger ret godt sammen, og bliver ret hurtigt der tidligt på formiddagen pænt stive. Især amerikaneren tiltaler mig meget, og jeg bliver i løbet af dagen noget lun på hende.
Senere får vi følgeskab af nogle svenskere, som er endnu stivere end os (imponerende) og jeg lærer noget om hvordan svenskere gør på en festival. En ting der har været vigtig i forståelse af vort broderfolk siden. Og det er noget med store mængder lunken æble- og pærevin.
Jeg skal indrømme at der ikke er så mange detaljer fra senere der hænger fast, men vi skilles på et tidspunkt. Jeg har dog fået deres adresser og telefonnumre.
(Og det er faktisk hos amerikaneren jeg har været til fest, da jeg har mit
Ayn Rand eventyr. Hvor jeg finder ud af at amerikaneren synes jeg er sød, men for ung. Danskeren derimod ville vist gerne have noget med mig at gøre, men det er jeg ike på i min umiddelbare skuffelse.)
Overladt til mig selv bliver jeg hurtigt indhentet af træthed, hjulpet af alkohol. Og falder i søvn et eller andet sted i nærheden af Orange Scene. Hvor jeg senere vågner op med meget kraftig hovedpine, til nogle svenskere der kalder sig
Europe og skråler "it's the final countdown" meget, meget højt. En sang jeg ikke brød mig om før, men ved gud hader på det tidspunkt.
Jeg søger lidt væk fra lydmuren, og får tanket op i alkohol for at fjerne rystelser, kulde, solstik og hovedpine. Og Europe holder inde, og jeg er ved at være i form igen, og meget udsyret. Hvorefter Gnags går på. Og jeg finder ud af hvor udsyret jeg er, da jeg rent faktisk ryger med i den store fællessang til deres tåbelige musik. Så efter noget tid med morskab jeg undrer mig over, tænker jeg at nu må jeg sgu hellre komme hjem.
Og på en eller anden måde finde vej ned til Roskilde station, og videre hjem til Østerbro.
Så alt i alt en meget fredelig Roskilde, men en god træning. Og ingen regn. Og fik trænet mit engelsk rigtigt meget, uden at kunne huske hvad vi snakkede om. (Der var dog noget med "hey, baby, light my fire", som af en eller anden grund var usandsynlig morsomt og gentaget i en uendelighed.)
Tilføjelse: Nu har jeg prøvet at kigge på
programmet, og kan næsten regne ud hvad der er sket: Stranglers spillede lørdag kl 20, og dem har jeg væretmeget interesseret i at se; og de andre har sikkert ikke gidet, eller skulle noget andet. Så jeg er gået hen for at se dem. Og er faldet i søvn (har ihvertfald ingen erindring om at have set dem overhovedet). Og vågner altså først senere, da Europe går på...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Stakkels Iggy. Forleden i Carnegie Hall gjorde han, som han har gjort så mange gange før: kastede sig ud til publikum i et stagedive.
