Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten cykling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cykling. Vis alle opslag

lørdag den 8. januar 2011

Team Leopard-Trek

2 kommentarer
Altså... med det navn er det jo for en leoparddreng forbandet svært, ikke at melde sig som fan! Også selvom jeg indtil videre har lidt svært ved at finde ud af, hvad det der Leopard egentligt kommer af. (Det er vist noget med, at det er det Brian Nygaard har kaldt selskabet som står bag holdet - og det er således kun Trek der er et egentligt sponsor navn.)

Nå, men altså der er navnet. Og så har de jo også den rytter, som jeg nok holder mest af at se på, når han virkelig folder sig ud, nemlig Fabian Cancellara / Spartacus. Og så selvfølgelig også Jens Voight.

Forløbet omkring holdet har muligvis været ukønt, men det er jo ligesom sådan det fungerer indimellem i cykelsport.

Så i den kommende sæson må det først og fremmest være Christina Watches og Leopard-Trek jeg hænge min hat på - de kommer næppe til at konkurrere så mange steder.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 8. december 2010

Christina Design laver vildt lækre ure!

Ingen kommentarer
Well, hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg ikke meget begreb om ure, eller om de er lækre eller ej. Men det er helt sikkert, at jeg synes at Christina Hembo og hendes Christina Design London fortjener så meget valuta for pengene som muligt, for at hun nu har købt et cykelhold - herefter kendt som Christina Watches - og gjort Michael Rasmussen til kaptajn for holdet.

For den måde Michael Rasmussen er blevet behandlet på - både herhjemme og i udlandet - er den mest dobbeltmoralske og svinske man kan komme på. (Og de folk som står bag burde rulles i tjære og fjer, og fratages adgang til at have noget med cykling og medier at gøre i fremtiden.)

Det ændrer det her ikke på - men nu får han i det mindste lov at dø med støvlerne på. Og det glæder mig - så er udåden i det mindste ikke komplet. Og det glæder mig også et eller andet sted, at Vild med Dans kan føre til mere end blot TV-underholdning.

Tillykke til Christina Hembo, Christina Design London, cykelholdet Christina Watches - og ikke mindst Michael Rasmussen, den sande vinder af Tour de France 2007!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 30. september 2010

Sådan fik Contador clenbuterol

2 kommentarer
Normalt er doping i cykelsport ikke noget jeg gider beskæftige mig med - jeg synes grundliggende cykelrytterne skal have lov til at tage hvad de har lyst til, under lægekontrol og åbenhed - men i den aktuelle sag om Alberto Contador som beskyldes for at have dopet sig, vil jeg nu alligevel blande mig.

For jeg finder det ganske indlysende hvad der er foregået!

Man skal huske, at de spor af clenbuterol man har fundet er ganske minimale. Og at de er fundet i byen Pau, som ligger neden for Pyrenæerne.

I pyrenæerne er bjerggeden så godt som udryddet, på grund af den globale opvarmning. Men det er den ikke i alperne! Derfor har man et program, hvor man indfører bjerggeder til pyrenæerne fra alperne. Og hvad har det med sagen at gøre? Jo, det giver denne ganske enkle årsagssammenhæng, som pure frikender Contador:

Udfor Basel i Schweiz laver Hoffmann-LaRoches fabrikker clenbuterol
->
Clenbuterol-dampe fra fabrikation havner i området
->
Alpe-bjergged indånder clenbuterol dampe
->
Alpe-bjergged flyttes til Pyrenæerne
->
d. 20/7 om morgenen lægger den flyttede bjergged lorte
->
I løbet af dagen, i sommervarmen,  besøger en spyflue disse gedelorte, som indeholder spor af clenbuterol
->
Om aftenen d. 20/7 flyver spyfluen ned til Pau, hvor det er varmere
->
I Pau finder den en god bøf at lægge æg på
->
Kort efter indtager Contador bøffen, efter en hård dags prøvelser, med udsigt til en velfortjent hviledag
->
I løbet af natten til den 21/7 optages clenbuterolet fra æggene i bøffen i Contadors blod
->
Den 21/7 får Contador i dopingkontrol tages en blodprøve - nu indeholdende minimale mængder clenbuterol.

Jeg synes det er elementært!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 3. august 2010

Først med det sidste

Ingen kommentarer
Det kan være ganske sejt at scoope det samlede danske pressekorps - således var jeg den første til at sige, at Contador ville køre for Saxo Bank - 4 dage før nyheden iøvrigt begyndte at florere på rygtebasis. Og nu er det gået i opfyldelse - så jeg synes egentligt godt jeg kunne blive indstillet til en Cavlingpris.

Noget andet er så, at jeg personligt synes det er ret trist Saxo Bank fortsætter som sponsor - jeg havde set frem til at slippe af med det grimme logo og den grimme bank.

(Det undrer mig så i øvrigt, Riis udtalte i starten af Touren at den anden sponsor var på plads. Men Lars Seier siger nu det først var noget de fandt ud af på sidste uge af touren. Så løj Riis, eller er der en sponsor som er blevet droppet til fordel for Saxo Bank?)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 3. juli 2010

Google: Hvorfor kaldes Cancellara for Spartacus

Ingen kommentarer
Fabian Cancellara alias Spartacus
Ja, det er noget jeg egentlig har besvaret før, men i anledning af Tour de France (og lidt bedre SEO-forståelse) gør jeg det igen.

Goran Visjnic som Spartacus








Jeg har stadig ikke nogen konkret kilde som bekræfter det hænger sådan sammen, men jeg er ret sikker på tilnavnet skyldes Fabian Cancellaras lighed med skuespilleren Goran Visjnic, som i 2004 havde titelrollen i miniserien Spartacus.

Døm selv.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 11. april 2010

Forårstraditioner

Ingen kommentarer
Om lidt tager jeg ud til min bror for at se Paris-Roubaix. Det er ganske vist ikke min favoritklassiker, det må nok være Flandern Rundt. Men afhængigt af børnesituationen plejer jeg altid at se et af løbende ved ham, og altså således også i år; hvilket så også plejer at resultere i at jeg får indtaget noget hash.

Så hvis jeg skriver tåget senere, er det (sandsynligvis) årsagen.

Som opvarmning har jeg så lige set Jørgen Leths dokumentar Stjernerne og Vandbærerne. En ret fascinerende sag om Giro d'Italia 1973 - og man forundres på en gang over hvor meget der er forandret, og hvor meget der er det samme. (Man kan måske synes det er underligt jeg ikke varmer op med En Forårsdag i Helvede, som jo netop handler om Paris-Roubaix - men det kan blive for mange brosten, og så har jeg iøvrigt set den nogle gange før.)

Og så håber jeg Cancellara kan gentage kunstsykket fra Flandern (som jeg jo ikke så) - for ham kan jeg altså meget godt li'.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 4. april 2010

Æv, altså - og hurra

Ingen kommentarer
Min dag har været optaget af familie på den ene eller den anden måde. Og jeg er derfor gået helt glip af det som ellers er min favorit-klassiker, Flandern Rundt.

Og nå så jeg nu kan læse Cancellara - en af mine favoritryttere - har vundet, ved at køre fra Boonen på legendariske Kapelmuur.... ja, så ærgrer man sig jo en del over ikke at have siddet og set det.

Men sådan skulle det altså ikke være. Meget hyggelig dag, bortset fra det. Men ville da altså godt have nydt Cancellara tromle derudaf.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 10. februar 2010

Eros Løkke Poli

Ingen kommentarer
Da jeg først hørte Lars Løkkes cykelreferencer i går skurede de i ørerne, men jeg kunne ikke lige dér sætte fingeren på hvad det var. Det var ellers let nok at identificere hvad der var galt, men jeg var optaget af andre ting.

Men altså: Lars Løkke, med sin store indsigt i cykelsporten, talte jo om, at når det gik op af bakke, var det vigtigt at finde sig eget tempo, sin egen kadence. Især når man er bygget som han er. For ikke-cykelinteresserede kan jeg røbe, at Lars Løkkes kropsbygning bestemt ikke indbyder til bjergkørsel*.

Problemet for Lars Løkke med den allegori: det er altså højst usædvanligt at man sætter en mand, som helst skal køre med grupettoen** op, til at være holdkaptajnen, stjernen. Bevares, man kan så gå sukkerkold (men det siger han jo han ikke er), men at vælge en mand som ikke kan køre opad overhovedet, det er altså sjældent.

Det Lars Løkke egentlig siger, det er jo: Hey, det går opad nu, og det er ikke så godt for mig. For jeg er altså  kun rigtig god når det går nedad bakke i medvind. (Man kan så frygte, at det skal gå så meget nedaf, at det er udover afgrunden.)

Men bevares, der er da muligheder for sejr for, også for en rytter som Lars Løkke: For eksempel vandt kæmpen, Eros Poli, i 1994 TdF-etapen over Mont Ventoux. Men der lod feltet ham altså også slippe væk inden, da de regnede ham for ufarlig i den sammenhæng, men et forspring på 20 minutter var nok til at holde resten af feltet bag sig opad, og på den efterfølgende nedtur kunne han ikke hentes.

Jeg ved ikke om det er det Lars Løkke mener hans chance er: at han startede løbet med så stort forspring, at han godt kan holde hjem? For jeg har altså svært ved at finde nogen som helst anden udlægning af hans historie, som kan give nogen positiv mening for ham?!


* Den indbyder nu heller ikke til nogen andre former for cykling. Måske bortset fra vandcykel. 

** Betegnelse for gruppen af ikke-bjergryttere, som må tage bjergene i et langsomt, sikkert tempo for at komme indenfor tidsgrænsen

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 29. august 2009

Tilbage i arbejde

Ingen kommentarer

Til lykke med jobbet til den reele vinder af Touren '07, Michael Rasmussen. Næsten lidt for ironisk, at det skulle være hos et mexicansk hold - men det hænger jo nok sammen med at han er mexicansk gift.

Det bliver godt at se ham tilbage, kørende for Tecos Trek de la Universidad Autónoma de Guadalajara, selvom vi vist lige skal vænne os til at udtale det...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 26. august 2009

Medvind

Ingen kommentarer

På Lolland har de fået den fine idé, at lægge cykelstier ind i en tunnel, og via en kæmpe støvsuger sørge for at der altid er medvind i røret.

Ganske smart, og udover medvind vil det jo også gøre at man kan være sikker på at undgå regn. Jeg håber dog de tænker på, at udsigten jo også er noget af det gode ved at cykle, og sørger for at tunnelrøret bliver gennemsigtigt - i plast eller glas. Ellers er der nok ikke så mange der synes det er en god idé.

Men jeg håber da også de tænker på faren for terrorangreb! Tænk hvis man ved at sprede lidt gas i sådan et rør kan slå alle cyklister på Lolland ihjel med et slag. Eller det behøver jo ikke engang være terror; tænk hvis én kommer til at slå en ordentlig prut?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 22. juli 2009

Man har jo lov at blive klogere

Ingen kommentarer
Jeg kan huske da jeg var barn - og jeg gætter på det må have været omkring OL i '76 (Montreal) - havde jeg en diskussion med min mors daværende kæreste, om hvilken form for cykling der var fedest.

Han mente jo klart det var landevejscykling. Var overbevist, selv om jeg prøvede at tale ham fra det: jeg mente jo klart banecykling måtte være den fornemste disciplin.

For det var jo uforståeligt: hvordan kunne det være mere fornemt at køre på hullede landeveje, end på en fint designet bane, med matematisk buede sving, og dragter som lignede en superhelts?

Jeg kan jo kun sige: det er muligt at blive klogere. Med al respekt til baneryttere.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 12. april 2009

Tror lige jeg nupper en dag mere

Ingen kommentarer
Oprindeligt havde jeg vist planlagt at jeg skulle på afgiftning i dag. Men som påsken har formet sig - og ikke mindst i betragtning af jeg var på afgiftning i optakten - tror jeg nok lige jeg tager en dag mere med sprut & dans. Det vil jo så nok hævne sig imorgen, men den tid den sorg.

Foreløbig doper jeg mig lidt til Paris-Roubaix :)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.