Vi var jo en del som ikke troede øjne og ører, da vi hørte om Armstrongs comeback. Et eller andet sted virkede det som endnu en afskedsturne fra Frank Sinatra eller lignende. Ihvertfald virkede projektet jo urealistisk.

Jeg har dog hele tiden haft den følelse, at ja: han ville kæmpe for det - og kæmpe for det som kun en Lance Armstrong kan - men først og fremmest ville han tabe.

Ok - hvis han vandt var det så det det, så blev han nødt til at gentage det, til han tabte.

Men efter min mening, har han indset, at den måde han forlod tour'en på - som ubesejret - plettede hans eftermæle.

En tourkonge er nemlig kun rigtig stor - sættes i relief - når han besejres. Det er en del afstorheden i løbet, i kontinuiteten.

Og det har til dels været den Armstrong ødelagde ved at gå af som ubesejret. Og ikke, som den senest sammenlignelige, blive banket gul & blå af Riis, som Indurain blev i '96.

Og - udover at franskmændene altid har haft det svært med ham, og det skyldes nok også en del politik - en af grundene til at de har haft svært ved at have den rette respekt for ham. Men jeg tror det ændrer sig nu. Rigtig meget.

Og når Lance Armstrong vender tilbage til touren næste år, tror jeg han kan køre med meget større frigjorthed end i år - og med den rette værdighed, af en besejret tour-vinder. Som kan gøre ham frygtindgydende stærk. Endnu mere end han har været før. Og det selvom han er næsten ligeså gammel som jeg.

Den største sejr kan ligge i indrømmelsen af nederlaget.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.