I min tidligere rejsebeskrivelse, nævnte jeg jo at jeg var oppe i World Trade Center. Og nu den kat er ude af den sæk, er jeg lige nødt til at gøre det færdigt. På grund af hvad der senere skete.

Egentligt ville jeg hellere have været oppe i Empire State Building, men den var under renovering. Så jeg måtte gå efter det egentligt ikke særligt tiltrækkende WTC. Men det var stort. Og man kom ind, og så kunne man vælge mellem ekspres-elevatorer, som kun stoppede ved hver tiende etage, eller de langsomme, som skiftede mellem hver.

Eller elevatoren op til øverste etage. (Taget var lukket, det var for hårdt vejr.) Og det var jo så den elevator jeg var i. Hvor en gruppe lettere debile var med. Som så mange andre amerikanere var de jo kristne i den grad, men i og med de altså var noget handicappede var det mere udadvendt end vanligt.

"What's your name?" spurgte en af dem mig. Jeg svarede, og han sagde "Do you know Jesus loves you, yyy?". Jeg måtte skuffe ham med at, nej, det gjorde jeg ikke, og at jeg iøvrigt ikke troede på Gud. Et koncept han kæmpede med de næste 50 etager, inden elevatordørene åbnede sig, og jeg slap væk fra den gruppe. Det var faktisk noget der gav mig en del klaustrofobi at være lukket inde med.

Og jeg gik så og så udsigten, og den var da flot, og så var der ikke så meget mere i det. Havde jo faktisk lige været oppe i Sears Tower som var højere, så ingen grund til at blive for imponeret.

7 år senere styrtede husene så sammen, efter et par fly fløj ind i dem. Og hver gang jeg tænker på det, tænker på de mange døde, er det billedet af de debile i elevatoren der tegner sig for mig: "Do you know Jesus loves you, yyy?" Jeg ved godt det ikke var dem der var der den dag, men for mig er det dem der døde. Og hvor irriterende de end var, kan jeg ikke lade være at græde for dem. Hver gang jeg tænker på dem. Som jeg gør nu.