Lidt apropos det med at bolle, havde jeg en anden diskussion med en af mine lærere. Den betød dog lidt mere for mig, da jeg havde en del mere respekt for den lærers faglige kompetence, og jeg derfor blev ked af det på hans vegne.

Han var såmænd ikke engang min lærer mere, det må have været i ottende klasse, og det har været kort før jeg skiftede skole. Men jeg havde haft ham i matematik siden første, og han var den eneste der havde gjort noget eksyra for at jeg ikke skulle kede mig gudsjammerligt.

Blandt andet havde han - nok i 6. klasse - skaffet en bog om Π (pi), som jeg læste med stor vellyst. Og scorede en kasse øl på, da jeg kom i en diskussion med en af min vens mors veninders mand (yup) om værdien af Π - om det var 22/7, som han mente, eller om det ikke kunne beskrives som brøk, som jeg påstod. Og at man kun kunne tilnærme sig værdien, aldrig få den præcist i et decimalsystem.

Jeg vandt naturligvis væddemålet og en kasse øl (min føste gevinst af den slags - men det blev kun en kasse på 12 Faxe Fad, nærigrøv). Og det var det jeg glad fortalte min tidligere matematiklærer om, at hans undervisning havde skaffet mig en kasse øl.

"Så har du snydt ham," sagde han. "For Π er 22/7." Jeg prøvede at overbevise ham om at han tog fejl (for helvede, det går galt allerede i 3. decimal!), men det var umuligt. Og det har pint mig lige siden, og gør det endnu. Men det er også en episode, som har været med til at lære mig, at man skal passe på hvad man tror på i sin oplæring, selv fra folk man ellers respekterer. Det er ikke altid de har svaret, selvom de måske tror det. Og det har også lært mig noget ydmyghed i at jeg selv kan tage fejl (selvom det nok ikke lyder sådan).


Ceterum censeo Facebook esse delendam.