Som jeg for snart længe siden har været inde på, hader jeg at dumme mig. Hvilket jeg har gjort siden barndommen. Og nok mere end de fleste, vil jeg hævde, og jeg er ikke altid god til at tackle det når det sker - helt ubeskedent skyldes det sandsynligvis at det faktisk sker ret sjældent.

Men nu er en af barndommens hændelser dukket op. Og den skal selvfølgeligt så beskrives.

Som barn voksede jeg op i et kartoffelrække-lignende kvarter, og jeg holdt meget af at skyde med bue & pil. Jeg og drengene på vejen lavede selv nogle ud af min nabos bambushæk, men de var ærligt talt lidt slatne. Tilgengæld fungerede det storartet med en bure købt i en legetøjsforretning af træ, med 3 pile med sugekopper i stedet for spidser.

Jeg husker især at jeg holdt af, at stå nede på vejen og skyde pile ind af vores førstesals vindue, ind i stuen der - hvor de som nu var der kunne få lov at kaste pilene ud igen. Det har muligvis ikke været så sjovt at være i stuen, men jeg hyggede mig ganske godt med det. Og blev faktisk ganske god til at ramme det jeg sigede efter, med den der legetøjsbue.

Sceneskift: jeg var i Jylland med min mor, og har set nogle reklamer (sikkert bagerst i Anders And) for et sommerland - jeg tror det har været Faarup, men kan også have været et andet - hvor man kunne skyde med buer. Rigtige buer, ikke sådan en flad legetøjstingest.

Min fornemmelse siger mig jeg har været ca 10 år, og det ville jeg gevaldigt gerne prøve - så det har jeg i den grad plaget om vi ikke kunne. Kan ellers sagtens se for mig, at det bestemt ikke har været noget min mor havde lyst til, men det endte ihvertfald med at ske.

Højst sandsynlight har jeg fået styret os direkte hen til bueskydningen, hvor vi får udleveret en bue og nogle pile med en slags rund spids, og så kommer vi ind i en slags træaflukke, bare mig og min mor. Et stykke væk - det har nok været 5 og 15 meter - står nogle skydeskiver, nogle beregnet på børn, andre på voksne.

Jeg lægger en pil på den enorme bue vi har fået, og prøver at trække den tilbage - og den rokker sig ikke en millimeter, liegmeget hvor hårdt jeg trækker.

Det hører med at jeg bestemt ikke var jordens stærkeste dreng, var i det hele taget ganske spinkel. Men det står mig i dag helt klart, at jeg for det første har fået udleveret en voksenbue, og ikke bare det, men en som kræver gode kræfter, sikkert en 36 punds bue, eller sådan. Hvilket sikkert i Jylland blandt de voksne gårdmænd på brun sovs ville være meget fint, men ikke er noget man skal give til børn, slet ikke spinkle københavnerdrenge.

Jeg prøvede at gøre min mor opmærksom på at det ikke gik, men hun hang ud af træhuset og talte med nogen, og jeg kunne ikke få hendes opmærksomhed - højst sandsynligt flirtede hun med en eller anden.

Men jeg vil jo få skudt den bue, så jeg bruger den eneste måde jeg kan komme på - lægger pilen på buen, vender den om så pilespidsen trykker mod min mave, og prøver så at trække selve buen ud i nogenlunde spændt form med begge hænder. Hvordan jeg helt nøjagtigt har tænkt mig at komme fra den position, til en skydbar kan jeg ikke lige gennemskue - jeg er ikke sikker på jeg havde en plan til det. I første omgang handlede det om at få noget spænding på buestrengen.

Og det er jo set i mit voksenperspektiv ikke jordens bedste idé, med en pil hvilende op mod maven - jeg kan se tusinde ting der kunne gøre at jeg blev gennemboret af den pil. Men det prøvede jeg altså. Og min fornemmelse er at jeg stod og kæmpede med den streng i flere minutter.

Indtil en ansat fik øje på hvad jeg havde gang i, og ganske panisk fik stoppet mig. Desværre har jeg stadig lyst til at sige, får jeg var vildt forbandet over ikke at få den streng trukket ud - men det var jo nok meget godt, for meget kunne være gået galt. Han fik vist også sagt til min mor, at hun måtte holde øje med mig. Også meget fornuftigt, men ikke noget der normalt var nødvendigt at sige om mig.

Men en mere passende bue skaffede han mig ikke. Så efter et forsøgt skud med en streng som var trukket måske 2 millimeter tilbage, og faldt impotent ned en halv meters penge ude.

Så ville jeg ikke mere - jeg følte mig ydmyget, og vidste også godt det jeg havde haft gang i ikke var så smart. Men hvad jeg egentligt havde lavet holdt jeg for mig selv, det gik aldrig op for min mor.

Og jeg rørte i mage, mange år efter ikke en bue, er fornyligt gået op for mig. Jeg kan faktisk huske nogle år senere, da har jeg vel været 16 år, at jeg var sammen med en flok venner + nogle andre på Saltholm, og én havde en bue med derud, som nogle prøvede at skyde med - og den skulle jeg absolut ikke i nærheden af.

For ca 15 år siden begyndte min søsters bror (it's complicated) at gå til bueskydning en periode - jeg kan huske jeg var fascineret af det, tænk at man sådan kunne det. Og det tror jeg lagde en kim til noget, meget senere.

For i år har det virkeligt været et bueskydningsår, startende med den fremragende Hunger Games og sluttende af med OL og Brave. Og da jeg var på jagt efter en sport som jeg kunne lokke min ældste, computerfikserede søn på, kom jeg så til at tænke på bueskydning som en mulighed.

Dejligt individuelt og fokuseret - og uden alt for intense energiudladninger, som for eksempel fægtning som jeg ellers har prøvet at få ham lokket til - og som jeg stadig synes er fed sport.

Så for nogle måneder siden hev jeg ham til prøveskydning, og deltog selv. Og det har vi begge gået til siden. Og det er fedt, nærmest meditativt.

Og jeg kunne pludselig huske hvor meget sjov jeg havde med det som barn. Og spekulerede på, hvorfor jeg egentligt dog holdt op med det. Og kom så i tanke om den historie i det der sommerland, og hvordan den har gjort at jeg ikke ville røre ved buer mere, i skuffelse, vrede og skam.

Ikke at hændelsen var fotrængt - nej, jeg har altid kunnet huske den, som en mine dumheder.

Men jeg kan så heldigvis se i dag, fordi jeg kan se historien i lidt større perspektiv, at skammen er en tåbelig ting at have haft siddende - I was a kid, for fucks sake. Vreden synes jeg tilgengæld er velbegrundet - først og fremmest overfor et sommerland, som det fuldstændigt lykkedes at ødelægge min glæde ved noget jeg holdt meget af, og overfor min mor, som ved grød også burde have været mere opmærksom.

Men så kan jeg tilgengæld glæde mig over, at skuffelsen fik en ende, at jeg nu igen kan hygge mig med bueskydningen, og mærke glæden når pilen går ind i bullseye. Det er nemlig fedt. Og så kan jeg endda glæde mig over at gøre det sammen med min egen søn.

Og man kan selvfølgeligt ærgrer sig over den tid der gik tabt - men det gider jeg ikke i dag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Et af mine tidligste minder er et lidt sært kubistisk skruet sammen i tid og rum - det indeholder flere situationer og flere steder i samme billede: men centralt i det er min mor smilende, stadig ungdommelig - hun må være omkring de 30 - og den blå barnebærerygsæk-ting jeg er i. I baggrunden er tildels lyng, tildels klitter. Og jeg fornemmer noget med nogle blåbær.

Jeg er ret sikker på at det stammer fra i nærheden af et sommerhus ved Gammel Skagen som mine forældre havde adgang til nogle år. Og jeg har været ca 1½ år gammel.

Billedet kom pludseligt til mig i torsdags, da jeg var alene med min mor - og stod i skarp kontrast til det billede af hende som var foran mig. Pludseligt ældet, øjne som når de åbnede sig en smule flakkede sløvt i et forsøg på at finde fokus og en sammenhæng, et ansigt hvis muskler havde opgivet at give det form.

I det øjeblik kunne jeg mærke følelserne komme ind på mig, dem som jeg ellers har holdt på en vis distance. Jeg ved de er der, men kan ikke overgive mig til dem. Men disse to billeder, og deres kontrast, overvældede mig, i et par minutter. Så var jeg klar igen.

Min mor så ellers ikke engang så galt ud - set i forhold til da jeg så hende et døgn før. Liggende på stuens gulv, nøgen fra livet og ned. Blod i hele hovedet og munden (troede jeg, det viste sig senere at være opkast). Hendes åndedræt som lød som en blanding af et damplokomotiv og et næsehorn - det burde være en god lyd, for den viste da at hun ihvertfald var i live, men den var meget uhyggelig. Og den frygtelige bevidsthed om, at hun havde ligget sådan i 12-15 timer.

I tirsdags ringede hun til mig ca kl 17. Hun følte sig svimmel, sagde hun. Jeg spurgte om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke. Nu prøvede hun at spise noget avokado, og drikke noget vand, og så så vi. Vi aftalte at jeg ringede igen en halv time efter, og checkede op på hende. Det gjorde jeg, og da havde hun det fint.

Jeg havde egentligt tænkt at ringe igen senere, men kom væk fra det. Men det var næppe heller så nødvendigt, tænkte jeg, da det var for sent at ringe, svimmelhed havde hun haft kortvarigt før, men det forsvandt altid kort efter, når hun fik forhøjet sit blodsukker.

Onsdag morgen tænkte jeg også på at ringe, men da var det for tidligt - jeg så ingen grund til at vække hende, for hun har tydeligvis brug for meget søvn for tiden. Så klokken blev henad 13 inden jeg ringede, mest for at checke om jeg skulle komme forbi og købe noget til hende.

Der var ikke noget svar. Men hun kunne jo selv være ude og købe ind, tænkte jeg. Men en alarmklokke var så småt begyndt at bimle i mit baghovede. Jeg prøvede igen en halv time efter, stadig intet svar, og nu begyndte jeg at blive bekymret, for hun har ikke bevæget sig meget ud alene den sidste tid. Da jeg stadig ikke havde hørt noget et kvarter efter, besluttede jeg mig for at tage hjem til hende.

Undervejs prøvede jeg stadig at ringe, stadig uden svar. Og jeg blev mere og mere overbevist om at noget var helt galt. Jeg så forskellige billeder for mig, at hun var faldet på trappen og havde brækket en hofte, og lå hjælpeløs. Eller at hun var faldet og havde slået hovedet - et billede som skulle blive alt for livagtigt afspejlet i virkeligheden.

Da jeg kommer hjem til hende og åbner fordøren ligger hendes avis der - som hun troligt læser i, ude at noget hænger fast. Men har været uundværlig for hende, da hun kan bruge den som kalender - hun kan se dagens dato på den. At den ligger der endnu, viser at noget er helt galt.

Jeg haster op til hendes stue, og ser billedet beskrevet før. Lyset er tændt, og viser at det må være sket aftenen før, efter solnedgang.

Jeg kaster et tæppe over hende, mest for blufærdighed, men det var nok også meget fornuftigt af hensyn til kropsvarme. Selvom de 10 minutter der kommer til at gå mens jeg er der, næppe betyder meget i forhold til de 15 timer. Prøver at kalde hendes navn, men uden nogen form for reaktion.

Ringer 112. Opdager på vej derhen, at der er opkast og igen hvad jeg opfatter som blod på gulvet henne ved telefonen. Og enorme mængder af blod i klumper i køkkenet. (Lidt senere finder jeg ud af at det også er opkast - i store mængder.)

Kan ikke klage over noget fra alarmcentralen, politimand stiller mig videre til deres nye sygeplejersker, som instruerer mig i at lægge hende på siden i aflåst sideleje - hvilket jeg ikke kan, for hendes lemmer er helt forkrampede, men på siden kommer hun da. Og holder mig vel ellers med selskab til ambulancen er der. Sammen med en akutlæge, ingen smalle steder.

De spørger mig om diverse, kan ikke huske detaljer, men det bliver vel en lynhurtig genfortælling af sygeforløb. Ned i ambulance, jeg med, afsted til Rigshospitalet. En del af mig synes det er overordentligt interessant at køre afsted med blink af Jagtvej, hvor vi kører på cykelstien for at komme frem.

Ankommer til traumecentret, hende ind hvor de kan få rengjort hende, sender henne videre til CT-skanning efter blodprøver. Jeg ringer rundt. Min mobil er ved at løbe tør for strøm.

Taler med læge, en neurolog - de er ved at samle et helt team af specialister, til at kigge på hende, de vil snart have et bedre billede.

Det får de også. CT-skanning viser ikke tegn på nogen former for blødning eller andet. Blodet viser tegn på infektion, og vigtigst at hendes natrium (altså salt) niveau er alt for lavt. Kan være forklaring på det hele, men kan også være droppet som følge af opkast med videre. Men det skal ihvertfald stabiliseres. Det vil tage en del tid.

Så hun kommer op på neurologisk intensiv, hvor de lægger hende i respirator med videre. De vil prøve at vække hende en gang næste dag. Jeg er der noget tid med min bror, men vi tager hjem i løbet af aftenen.

Vi er der igen næste dag. Hun begynder at vågne om eftermiddagen, hvis man kan kalde det vågne - der er ikke mange tegn på bevidsthed. Og det er i en af disse stunder jeg får billedet af mit barndomsminde, og overvældes.

Siden er det så gået lidt frem. Hun er flyttet fra intensiv, og er begyndt at tale. Fredag morgen kun enstavelses svar, men om eftermiddagen spage, korte sætninger. Og til formiddag lidt mere komplekse ting.

Hun får 3 slags antibiotika, for de har fundet infektion i lungerne, sikkert på grund af inhalering af opkast, men også noget i hendes nervesystem. Og det sidste er for alvor interessant, for det kan jo være det er roden til det hele. Og måske nu kan slås ned. Og hvem ved, måske kan det hele blive bedre end udgangspunktet.

Men der er mange hvis'er og meget tvivl forude. Så jeg er sgu nok lidt optaget den næste tid.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Steen AA har som profilbillede på Facebook på det seneste haft en tegning af Professor Balthazar - hvilket har gjort mig helt nostalgisk.

For jeg kan huske, at jeg elskede den meget fantasifulde jugoslaviske tegnefilm om den opfindende professor, dér midt i 70'erne da den kom frem. Som tænkte - og tænkte - og tænkte - og så fik han en idé. Som udmøntede sig i et par dråber af en eliksir, med farverige effekter.

De viste den så vidt jeg husker i TV. Måske var det i programmet "Kl 4" - som blev sendt kl 16, men senere ændrede sendetidspunkt til kl 17, hvorefter det ændrede navn til "Kl 5"? Eller måske et andet program.

Da vi var blevet ældre, mener jeg også at kunne huske at vi stadig så den, i skolen. Det skyldtes, at når skolen engang i mellem syntes vi skulle have det hygeligt i klassen, fik vi lov til at se smalfilm i biologilokalet - og af tegnefilm rådede skolen over et par stykker, det var Professor Balthazar, og så Muldvarpen.

Vi var på det tidspunkt - 5. klasse og op - egentligt for gamle til at være i målgruppen, men vi var stadig meget fornøjede, da det var sjældent det skete - det der med video var kun lige akkurat begyndt at blive talt om, at der var nogen meget rige mennesker som havde.

Så - jo, han vækker nogle minder, Professoren. Jeg kunne desværre ikke finde en film på dansk på YouTube - det er lidt ærgerligt, for hvis jeg husker rigtigt er fortælleren i den danske version Poul Dissing.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg tidligere nævnte Se & Hør, fik jeg lige et flashback. For det er ikke meget jeg ser til det blad i vore dage, bortset lige forsiden ved check-out i supermarkedet.

Men som barn så jeg det en del, jeg husker det især på de lange togture til min farmor i Holstebro og senere Venø. Og jeg kan huske de havde nogle meget sjove opgaver, sådan lidt logisk sudoku-agtige (men nærmere kan jeg heller ikke huske det).

Men det jeg først og fremmest husker S&Hør for, var den frisbee jeg fik gennem bladet. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg vandt den, eller købte den, eller hvordan.

Men jeg havde ihvertfald en hvid frisbee, med Se & Hør logo og reklame midt på i toppen. Det der gjorde den meget speciel var formen: det var ikke den sædvanlige form af et låg med flad top, den var mere sådan i to niveauer, meget mere flyvende tallerken-agtig.

Den var vildt lækker - og så fløj den fantastisk! Jeg blev rigtig god med den (desværre ikke så god med standardfrisbees), og jeg kan huske hvordan jeg (igen hos min farmor) gik rundt ude på vejen ved hendes hus på Venø og øvede og lavede alle mulige trickskud.

(Min farmor havde et kæmpe asfaltområde på vejen foran hendes hus - nærmest en parkeringsplads. Det er aldrig rigtigt gået op for mig hvorfor, da hun ikke brugte bil, og der ikke var andre huse i nærheden.)

Den holdt endda længe, jeg kan huske den var i brug for ca 10 år siden. Dog kunne den ikke klare da min ex brugte den til at stå under en urtepotte, det flækkede den af tilsidst.

Så det kan godt være de laver et lorteblad på Se & Hør, men de kunne eddermame lave frisbee'er!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Efter en kommentar i går fik jeg lige et flashback - Norge, sidst i 70'erne.

Jeg har været 9-10 år; årligt fra jeg var 6 havde vi (jeg og min mor + vekslende andre) været på skitur i Norge på vekslende hoteller. Egentligt var jeg mest til det alpine, men var også blevet ok glad for langrend, sålænge det var på gode vekslende skovløjper.

Men det hotel vi var på her (og det var sidste gang, uvidst på det tidspunkt) havde de arrangeret nogle mærker man kunne tage. Således at man kunne få et bronze, sølv, emalje (what the fuck?) og guld mærke, hvis man løb en tur på en bestemt tid. Som var en lille rundstrækning, afhængigt af hvor gammel man var skulle man løbe et bestemt antal omgange, og opnå bestemte tider for at kunne få de forskellige mærker.

Men de var jo smarte på hotellet: så man kunne ikke opnår sølv før man havde fået bronze, ligemget hvor hurtigt man løb; og man kunne ikke få emalje (what the fuck?) før man havde fået sølv; og ikke guld før man havde fået emalje (what the fuck?). Meningen var naturligvis at det skulle bringe folk tilbage år efte år, fordi ungerne ville have næste mærke.

Anyways, det stillede jeg altså op i. Og jeg var den første af ca 20 børn der skulle løbe. Min alder gjorde at jeg skulle løbe 2 omgange.

Og jeg kom fint af sted, og ud på rundstrækningen, og cirka da jeg var i bunden - og heldigvis uden for synsvidde af alle - skvattede jeg. Ned i en kæmpe snedrive. Hvor jeg lå og sprællede og ikke kunne få nogen form for fodfæste. Og var vanvittigt panikslagen og ville op hurtigst muligt. Ikke for tidens skyld, men jeg vile op, inden nogen så mig ligge sådan. For jeg var god til at stå på ski, faldt aldrig, hvorfor så lige der, nu?

Sprælle, sprælle, sprælle. Det føltes som en evighed, men langt om længe fik jeg pludselig kontakt med noget, så jeg kunne komme på benene igen. Og op i sporet, og løb videre som en rasende, nu var der noget der skulle indhentes.

Og jeg beholdt min førsteplads rundt og rundt, og mig bekendt har mit fald indtil nu været ukendt af alle bortset fra migselv. Jeg blev endda rost meget, fordi jeg var den eneste der ikke blev overhalet af en 14 årig pige, som var startet bagerst, og havde taget alle andre. Og min tid var god nok til guld (men jeg fik jo altså kun bronze).

Men hvad jeg tog ud af det løb var skammen over at ligge der, sprællende, og panikken. Og erfaringen om endnu engang at holde ting for mig selv.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

M's historie om snefald i går, kombineret med nyligt indslag i TV Avisen om snekæder til sko, fik mig til at tænke på en histore fra skoletiden.

Og min ældste fandt den ganske underholdende da jeg fortalte ham den fornylig, så hvorfor ikke også her:

Det har været i 9ende klasse, om vinteren. Vi havde fysiktime, hvor vi skulle prøve at puste glas. Og problemet er jo så, hvad prøver man at puste?

Well, jeg besluttede mig for at prøve at puste en hash-pibe til min bror, som (også) dengang indtog en del af stoffet. Og der kom da også noget ud af det, som med lidt god vilje kunne forestille at være en pibe - men altså langtfra så checket som den jeg har fundet som illustration.

Da der så er frikvarter kommer jeg ud på den forhøjede gårdsplds. Pas på, råber nogle af mine klassekammerater, der er skide glat!

Men for sent, jeg var allerede trådt ud på det forræderisk godt skjulte glatte område, som jeg ihvertfald slet ikke havde set, da jeg gik og beundrede glas-piben.

Og jeg satte en vild dans ind, for at prøve at finde fodfæste eller balance: en ulige kamp, som dog bølgede frem og tilbage - til tider troede jeg var lige ved at være der, men så måtte min ben gå som trommestikker igen - til det endte med at jeg endte hårdt med ryggen i den isbelagte flisegård.

Mine klassekammerater grinede & jublede over showet, som havde varet væsentligt længere end sådan noget normalt ville.

Selv var jeg lykkelig: Piben, råbte jeg triumferende, mens jeg holdt den sejrrigt i luften fra mit vandrette leje, jeg reddede piben!


Dette gav selvfølgelig ikke mindre moro. Jeg fik kravlet ud fra det glatte område, og op og anbringe piben i sikkerhed i min skoletaske.

Og det var så sådan set enden på glatføre historien. Bortset fra - du er måske nysgerrig efter hvordan sådan en glaspibe fungerede? Det er jeg sådan set også - og skal jeg være helt ærlig tror jeg slet ikke det ville gå, glasset ville bare smelte eller sprænges.

Men jeg ved det ikke - for den lå ikke så sikkert i min skoletaske. Da jeg kom hjem var den knækket under vægten af bøger. Hvilket vel egentligt ikke var så mærkeligt. Men lidt dumt...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det slog mig på et tidspunkt i nat eller i dag - det har været lidt svømmende - at jeg jo kunne prøve at finde min farmors gamle hus i Holstebro på Google Streetview. Jeg er blevet mindet lidt om det på det sidste - delvis på grund af andre triste hændelser i byen.

Hun havde et hus der, da jeg var barn. Siden - jeg har været omkring de ti - flyttede hun til Venø, og senere igen tilbage tilbage til København (hvor jeg jo så endte op med at give hende en dildo - men det er en anden og senere historie).

Men jeg har rigtig mange minder fra hendes hus i Holstebro. fra turene derover med DSB - hvor vi enten skiftede i Vejle eller Fredericia - fra turene til slikbutikken, af hendes "lækkerlærken" (slik tallerken), af en kalkunslagtning. Og af min storebrors tyrannisering af mig, som startede der.

Og sidst men ikke mindst, af de bukser hun syede til mig og min bror, så vi kunne spille fodbold på hendes plæne. En plæne som skrånede vanvittigt meget ned til søen (hvor hun havde et bådehus med en robåd, der som regel lå sunket, fordi den tog vand ind.) Og som var ganske glat og mudret når det havde regnet, og det havde det som regel. Men de der bukser - dem syede hun altså af et eller andet underligt textil, som vel siden ville blive betegnet som dynejakke, hvis det var en jakke. Problemet var at de var i en farve, som kun kan beskrives som lortebrun - der findes simpelthen intet andet ord for den.

Så jeg og min bror nægtede naturligvis at iføre os dem efter første gang hun havde givet os dem på - og sådan forblev det.

Men nu ville jegaltså så genfinde stedet. Jeg kunne ikke huske gadenavnet, men jeg kunne huske området, som taxachaufføren skulle have at vide, når vi skulle drtil. Og jeg kune huske vejnummeret. Så med det, og google maps kune jeg skyde mig ind på det, kunne se en sandsynlig vej - og kunne også huske navnet da jeg zoomede ind. Og voila - min farmors hus, set fra oven 30 år senere. Man kan ikke se hvor meget plænen skråner, men man kan da se den leder ned til søen. (Det er det sort/hvide ovenfor/til højre for A'et.)

Og der har jeg altså rendt rundt som purk - en enkelt gang endda i lortebrune bukser!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I dag er jeg jo snart en gammel mand, med børn og så videre - så nu går jeg jo også helt ind for beskyttelse af det dér klima-noget.

Men ikke sådan i mine unge dage. For da jeg var 10-12 år var jeg tæt på at være dyrefanatiker, og satte dyrs ret til liv højere end menneskers. Og var medlem af pandaklubben og den slags.

Men så begyndte snak om global opvarmning. Og der mistede jeg meget for de etablerede naturforeninger. For de gik jo ind for at stoppe den globale opvarmning. Det kunne jeg absolut ikke se noget formål med; for naturen skulle jo nok overleve - men hvis man kunne komme af med menneskeheden ved dens egen dumhed ville det da være en fordel for naturen!

Så da det gik op for mig, at de forskellige naturbeskyttelsesforeninger i virkeligheden arbejdede for beskyttelsen af mennesket (selvom en masse mennesker godt nok ikke så det på den måde sidst i '70erne) mistede jeg interessen for dem.

(Og kort efter mistede jeg så interessen for naturen, det billige skidt.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg har truet med er jeg i et retrospektivt hjørne for tiden; så lad os få dækket de 9 år, der har mærket mig mest fra barndommen - på godt, men især ondt. Vær advaret, beretningen vil til tider virke som én lang jammer, men det er svært at komme udenom.

Og den slutter positivt...

Den begynder en augustdag midt i 70'erne, i solskin. Jeg er spændt, men først og fremmest nervøs og skræmt, for det er min første skoledag. Men det går jo fint, og det gør den første tid også; og jeg finder ud af der ikke er noget at være bange for (tror jeg), og at jeg godt kan lide at lære, og at jeg godt kan lide at lege i skolegården.

Jeg kan huske vi leger meget hele klassen, også meget på tværs af piger/drengeskel - meget mere end det er mit indtryk det sker i min søns skole i dag.

Vores klasselærerinde er en sød, ældre dame, hedder Frk , så det er trygt og godt. Og min matematiklærer - som jeg kommer til at have længe, og er den lærer jeg har de bedste minder om, har et mega langt rødt skæg, og ryger pibe når han er gårdvagt.

Jeg lærer hurtigt - som jeg husker det havde jeg ikke rigtigt nogen skolefærdigheder inden skolen (i modsætning til for eksempel mine egne børn i dag), men det er som det skal være. Jeg kan huske, at jeg er meget stolt, da jeg vinder den kolosale musetrappe vi har lavet i fællesskab i klassen til jul; vi skal gætte på et tal mellem 1 og 21, og jeg tager det bogstaveligt og regner ud at tallet midt imellem er 11, så det gætter jeg på. Og gætter rigtigt (Frk siger ganske vist det ikke var sådan ment, men det er resultatet der tæller.)

Men efter nytår er der ikke mer Frk - hun går på pension. I stedet for vi en ung lærer (og nu er det ike længere lærerinde, selvom hun også er hunkøn). Hun er som sådan også god nok - men ikke den samme afslappede, jeg-ved-hvordan som Frk . Og efter vi har haft hende et par år, ser vi hende næsten ikke mere - hun er konstant på barsels- eller sygeorlov.

Men indtil engang i 3. klasse, er alt sådan set storartet. Det fungerer godt socialt; fagligt er jeg den bedste i klassen på alle punkter bortset fra idræt, men det er nu ikke fordi jeg er dårlig der; er altid en af de første valgte i fodbold, og er tredjebedst i løb og den bedste i længdespring. (Kast er dog altid min akilleshæl, der er jeg klart dårligst).

Men derfra begynder det at skride - af forskellige årsager. Men til at starte med, er det nok, at jeg får en ny interesse - bøger. Jeg gennemtrawler det lokale børnebibliotek for alt hvad de har; til at starte med klassikere som De 3 Detektiver, og Enid Blytons samlede værker; ikke kun De 5, men det hele S.O.S (syv og Sofus), "Den Hemmelighedsfulde "-serien og hvad de hedder allesammen. Min rekord er at læse syv (7) bøger på en dag. (Men det var vist også S.O.S bøger og de var ret korte, og med store bogstaver; egentlig under min værdighed på det tidspunkt, men hvad - det var ord på et papir).

Gik senere over til Science Fiction og mere esoteriske bøger.

Og det var jo fint nok - bortset fra, at jeg jo så ikke havde lyst til at deltage i socialt liv uden for skolen, jeg ville hellere bare hjem og læse.

En anden ting var at jeg begyndte at blive nærsynet; hvilket jeg først ikke var klar over, og jeg kom vist ikke til sundhedsplejersker nogle år. Men i tilbageblik kan jeg se, at mit idræt (fodbold!) begyndte at blive dårligere og dårligere - af den simple årsag, at jeg efterhånden ikke anede hvem jeg skulle aflevere til. Og det betød forbandet meget socialt dengang.

En anden ting der skete, var at flere elever begyndte at forlade skolen; og de hørte allesammen til de både fagligst og socialt mest velfungerende i klassen; jeg ved ikke måske havde deres forældre allerede opdaget noget var galt, eller måske skulle de bare flytte og det var tilfældigt det var sådan det ramte (til at starte med - sidenhen er der ingen tvivl om det var med vilje).

(En af dem der forlader klassen, midt i 4., er i øvrigt den pige jeg er forelsket i; og det var ikke fordi vi var kærester eller talte om det, men jeg tror faktisk det var gensidigt; hende tænker jeg stadig på indimellem - ville meget gerne finde ud af hvad der er blevet af hende.)

Det betød at skellet mellem mig, som altid havde været den bedste, og de som blev tilbage, blev mere og mere udtalt.

Så der er jeg: den mindste i klassen, den mere og mere udpræget klogeste i en mere og mere dysfunktionel klasse, som selvvalgt har skippet en del af det sociale liv udenfor skolen - det kræver ikke den store hovedregning at se, at der står mobbeoffer skrevet på min ryg og pande med meterhøje flammende bogstaver.

Hvad der hjælper en del, er at jeg i starten af 4. klasse for en ven - han går i parralelklassen - som er min totale soulmate. Vi har samme interesser, samme... alt muligt. Vi er bare som skabt for hinanden. (Og hans situation er meget lig min i hans klasse - som er om muligt endnu mere dysfunktionel end min; det var efterhånden en helt igennem forfærdelig skole.)

Så det at være isoleret bemærkes ikke så meget; vi finder sammen i hvert frikvarter. Godt det samme for timerne er ikke sjove længere. Jeg er noget for langt, og de andre er nået for kort. Det er blevet sådan, at jeg på de første dage af skoleåret laver samtlige opgaver for resten af året, og så er den prut slået, fagligt. (Da vi får engelsk i 5. giver det selvfølgelig for en stund lidt udfordring igen.)

Parolen for skolen i 70'erne er jo Ritt Bjerregaards berømte, kulturrevolutionsinspirerede: Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære. Og sådan virkede min skoletid faktisk langt henad vejen, fra 4. til midt i 8. klasse.

Dog var min matematiklærer ok, han sørgede for at fylde bøger på mig, fra gamle systemer for højere klasser, som jeg så kunne sidde og arbejde med selv. Det var godt for mig, men gjorde jo sit til at jeg ikke hørte til i klassen.

Så da min vens mor efter et års tid, fandt ud af at hun skulle prøve at gen-finde sammen med sin mand - som uheldigvis arbejdede på Grønland - og hev ham med derop, stod jeg pludselig fuldstændig alene i en skole der ikke sagde mig noget, hverken socialt eller fagligt. Og hvor de andre elever - som heller ikke havde det for godt - jo så kunne bruge mig som offer.

Det var ikke fordi jeg fik bank, men der var verbale ydmygelser ret konstant.

Så - jeg finder det ikke så underligt at jeg var syg en del; noget af det sikkert reelt, noget andet psykosomatisk, men langt det meste decideret pjæk. Hvilket jeg fik lov til af både skole og min mor, for fagligt havde jeg jo ingen problemer.

(En note her, om min mor: for mange vil sikkert have stillet sig spørgsmålet, hvorfor hun dog ikke hev mig ud; det spørgsmål stiller jeg mig da også selv, nogle gange. Men langt henad vejen må jeg forsvare hende med, at jeg var skidegod til at skjule hvor galt det stod til; og jeg havde en eller anden underlig loyalitetsfølelse i forhold til klassen, så jeg ikke ville "bagtale" dem.)

Min ven kommer tilbage fra Grønland efter 1 år eller så, og det hjælper selvfølgelig noget; men ikke meget, for nu får vi ikke længere lov til bare at isolere os.

Efter et år - til starten af 8. klasse - bliver han flyttet over på en anden skole, hvilket får min verden til at bryde sammen. Samtidig får vi ny klasselærer, skolens skræk - med krop, stemme og udseende som Birthe Rønn Hornbech; hun skal vist sætte skik på klassen. Frygteligt, frygteligt synes jeg.

Men hun er ikke så dum; ved den første forældrekonsultation fortæller hun min mor meget direkte, at jeg skal skifte skole, og at jeg ville blive ødelagt hvis jeg blev dér. Det er et chok for mig at få at vide, men i løbet af et øjeblik forvandles det til en usigelig lettelse.

Og det går ret stærkt, så efter nytår skal jeg begynde i den nye skole, som ligger ca 100 meter længere væk end den gamle. Jeg kan huske, da jeg går hjem fra skole inden juleferien og lykkelig for mig selv synger Stones sangen This Could Be the Last Time.

Og jeg begynder i den nye skole, og det er herligt; en klasse med almindelige børn/unge som er åbne og venlige. Jeg får nogle rigtigt gode venner der - den ene ser jeg endnu, ligesom jeg også stadig ser min ven fra den gamle skole, som flyttede.

I modsætning til den gamle klasse er alle drengene her kommet i puberteten, hvilket jeg ikke er; så jeg er endnu mere den mindste end før; men det betyder ikke noget, for de har ikke noget at bevise.

Og en dejlig forårsaften kort før sommerferien er vi på fælles tur til Bakken, og på vej hjem til Klampenborg Station løber jeg forbi/ind i en gruppe af pigerne som går foran, og jeg råber eteller andet i stil med "Hvad så smukke" til den ene af pigerne - som jeg ikke kan huske jeg har bemærket før det øjeblik, og hun kigger på mig med sine smukke dybe brune øjne, og fra det øjeblik er jeg forelsket.

Ulykkeligt, ganske vist, og der kommer til at gå ganske mange år, inden jeg så meget som tør betro hende mine følelser - men ulykkelig kærlighed er bedre end ingen kærlighed. (Hende er jeg iøvrigt stadig på mail med; og helt tror jeg aldrig den kærlighed forsvinder.)

I det hele taget sker der utroligt meget det år jeg går i 8. klasse; det er også der jeg lærer at programmere, og der jeg begynder at spille Dungeons & Dragons; begge ting der betyder meget for mit senere liv.

Og 9. klasse fortsætter på mange måder, 8. sluttede - godt, godt, godt føles det for mig, som har været vant til noget ganske andet. Jeg er dog stadig syg en del, og kan huske jeg en periode er syg i 2-3 uger uden egentlig påviselig grund; for jeg var jo stadig glad for skolen. I dag er jeg ret sikker på det var en depression, og jeg er ganske sikker på de er blevet "indpodet" i mig de tidligere skoleår.

Fagligt hører det med, at jeg selvfølgelig stadig var god; men ikke længere ubetinget den bedste til alt, der er en eller 2 der kan konkurrere med mig. Og geometri er jeg decideret bagefter i starten, en helt underlig følelse.

Nogle ting vender jeg måske tilbage til i nærmere detaljer - men det var grundlæggende den skoletid...

Tweet

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Med mit nylige indlæg, om en grundliggende barndomserindring, føler jeg lidt jeg har åbnet for Pandoras Æske. Jeg har en del af de her ufortalte historier, som nu pludselig presser på for at komme ud. Så det er meget muligt der kommer en del af den slags i den nærmeste fremtid.

Så er I advaret!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Og det i en grad at det indimellem senere har givet mig problemer - fordi jeg derudover har svært ved at indrømme det, når jeg har gjort det. Hvilket bestemt ikke altid er skide smart.

Jeg tror grundliggende det skyldes, at jeg faktisk dummer mig ret sjældent. Og derfor har jeg ikke været vant til at håndtere det som barn, hvilket altså hænger ved. Sikkert lommepsykologi, men hvad ved jeg.

Jeg tror muligvis også det er en af grundende til, at jeg opfører mig sådan lidt ekstremt afvigende, indimellem. Ved at påtage mig denne form for klovnerolle, kan jeg få lov til at dumme mig, men være i kontrol over det - og så er det jo ikke en rigtig dumhed. Mere lommepsykologi...

Anyway: mit første minde om en dumhed: jeg var kort forinden begyndt i fritidshjem (nogenlunde det der idag hedder SFO, dengang var de bare ikke del af skolen), så jeg har vist været lige over 7 år.

Vi skulle lave linoleumstryk - altså hvor vi først udskar motivet fra linoleumsplader. Jeg havde prøvet det én gang før; under alle omstændigheder fik vi igen lange forklaringer om hvordan vi skulle passe på knivene, og altid kød bag kniv etc.

(For de som ikke har prøvet at lave linoleumstryk: det er sådan nogle udhulede syle af forskellige størrelse, man kiler ned i linoleumen og drejer rundt, og dermed skærer motiverne ned i den.)

Når men dethavde jeg jo udmærket styr på, mente jeg. Jeg gjorde jo altid alting rigtigt, dummede mig ikke.

Men pludseligt - ved stadig ikke hvordan det gik til - befandt den her sylekniv sig altså i min venstre tommelfinger, som den jo flåede et godt stykke op.

Min første tanke har været vantro. Den næste (oversat til nudansk) oh fuck, hvordan kommer jeg ud af det her. Dernæst væk!

Så jeg skyndte mig, med den anden hånd dækkende såret, for at dets sprøjt ikke skulle blive for åbenlyst, ud og tog jakke og ike mindst vanter på (det var vinter), fik sagt et hurtigt farvel til en pædagog, og at jeg måtte gå nu.

Jeg må have været ret bleg, og jeg gad vide hvad de siden tænkte om blodet? Det har jeg aldrig fundet ud af.

Så gik jem, mens jeg stramt holdt om min venstre hånd med min højre. Kunne se hvordan den blå vante blev mørkere og mørkere som blodet spredte sig. Jeg vidste min mor var hjemme, men ikke hvordan jeg skulle sige hvad der var sket.

Jeg kommer hjem (det var ca 10 minutter et kvarters gang - i dag vil man nok undre sig over at en 7-årig gik turen selv, men ganske normalt dengang, på Østerbro). Hvor jeg råber Hej da jeg er kommet hjem, og at Jeg gik tidligt i dag.

Hilser lige på hende, med min hånd skjult, siger jeg skal på toilettet, så går der uden at tage overtøj af.

Hvor jeg lirker min venstrevante af - vel i det håb at kunne vaske blodet af og kunne lade som ingen ting. Men er ved at besvime af det syn der møder mig, med vanten nærmest fyldt med blod, som klistrer i foret, og min egen hånd så indsmurt at den for mig bare fremstår som en blodig kødklump.

Med spag stemme for jeg kaldt på min mor, som selvfølgelig bliver forfærdet. Som jeg egentlig husker det viser det sig ikke at være så slemt - hånden bliver vist skyllet, og plaster og gaze på eller sådan, og det var vist sådan set det.

Men det for mig typiske er, at jegaldrig over for hende indrømmer at jeg var klar over jeg havde skåret mig - jeg påstår, jeg ikke havde opdaget det, og det må være sket lige inden jeg gik (det var selvfølgelig også sandt nok, det sidste, men ikke på den måde).

Jeg ved ikke om hun bare troede på mig, eller lod mig "slippe". I retrospekt tror jeg nok det havde været en del bedre for mig, at få frem til overfladen, at jeg altså vidste det, men ikke turde indrømme det, og at det havde været ok, og alle dummer sig indimellem, og at det ikke var noget at skamme sig over. Men dertil kom den historie ikke.

Jeg gik halvhjertet i fritidshjemmet lidt tid endnu, men var aldrig rigtig glad for at være der siden; så jeg kom der mindre og mindre, begyndte at pjække fra det, og endte med at få lov til at droppe det.

En lettelse for mig dengang, men selvfølgelig medvirkende til mit tildels selvvalgte behov for isolering siden.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En af grundende til, at jeg blev så påvirket i sidste uge, er muligvis at dele af situationen har ramt et ekko fra min egen barndom, som har medvirket til at gøre mig ekstra modtagelig. Tag ikke fejl, jeg mener stadig min beskrivelse er korrekt, men det hele kan være gået mere direkte ind end det ellers ville være.

Da jeg i folkeskolen for første gang i idræt skulle have timer i svømning, foregik det ved at vi blev kørt i bus til Østerbro Svømmehal; den er jo blevet renoveret for nogle år siden, og skulle efter sigende være blevet ganske flot, men det var den bestemt ikke dengang.

Vi blev delt op i to hold: de som kunne svømme uden hjælpemidler, og de som ikke kunne. De som kunne fik vores sædvanlie idrætslærer og kom over i voksenbassinet, og de som ikke kunne fik en lærer eller bademester tilknyttet svømmehallen, og blev i det mindre børnebassin.

Jeg hørte til de som ikke kunne. Og den indbyggede svømmelærer lignede og lød som Ole Thestrup på en dårlig dag. Jeg kan ikke huske præcist hvordan det foregik, om det var noget med at vi skulle efter tur, eller hvordan, men husker ihvertfald at på et tidspunkt skulle jeg prøve at flyde (uden hjælpemidler) under hans udelte bevågenhed.

Det skal her lige siges at jeg var meget tynd og spinkel; og vandet i Østerbro Svømmehal var et par grader koldere end i Kildeskovshallen hvor jeg var vant til at gå med min mor. Så når jeg prøvede at gøre som han råbte op om at jeg skulle, hvilket vel basalt set var at ligge og slappe af, var det en fysisk umulighed; min arme og ben sitrede og spændte sig, og var vel allerede på vej til at gå i krampe, jeg var bange for manden, og kæmpede selvfølgelig så for ikke at drukne, når jeg begyndte at synke ned.

Det har sikkert ikke taget mere end et par minutter før han opgav mig; for mig føltes det som en evighed, af råben af skrigen og angst og druknefornemmelse og kulde og fornedrelse. Jeg husker ikke så meget af hvad han råbte til mig, men jeg kan huske at han på et tidspunkt råbte at jeg var umulig - mest fordi jeg kan huske min mor senere blev meget forarget over netop dette ord.

Og det var også noget af en omvæltning for mig - jeg var vant til at være bedste elev i stort set alle klasser, være vellidt af lærerne: og så denne pludselige ydmygelse der hørte skolen i 50'erne til.

Jeg tror jeg skulle med en gang mere, men blev syg i skolen så jeg undgik det, inden jeg talte med min mor om det, som siden talte med min idrætslærer og jeg blev flyttet til det "øvede" hold, hvor jeg fjumrede ligeså stille i den ene ende, mens jeg prøvede at lukke lyden af svømmesadisten der råbte af de øvrige ude.

Men selvom det forsåvidt endte ok, og jeg da også lærte at svømme* - mistede jeg aldrig rigtig frygten for de her ture til svømmehallen; hvergang vi stod og ventede på bussen, og i køreturen dertil, følte jeg jeg skulle dø, og havde lyst til at kaste op. Det gik over når jeg kom ned i vandet, og vidste jeg ikke skulle omgås ham, men indtil da....

Og jeg tror en flis af den frygt ubevidst er blevet vakt i mig, da jeg kørte med børnene op i "skoven" den anden dag.


* Jeg hader stadig at have hovedet under vand; og flyde kunne jeg aldrig, men må have faket det engang, for jeg menet det indgår i en af de første prøver, og såvidt jeg husker endte jeg med at tage både begynder- og bronzemærket.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.