Indtil for et halvt år siden stod min ældste som regel op før Fanden fik sko på. Og hvis han engang imellem sov længe, dvs til klokken 7, hvor han skal vækkes for at komme i skole uden stress, skældte han mig ud for ikke at vække ham før.

Jeg sagde så, at han tydeligvis trængte til at sove, så jeg ikke vile vække ham før; og var lidt forundret over hvordan et barn af mig kunne være så meget A-menneske.

I løbet af det sidste halve år er det så blevet mere og mere normalt at han har sovet til han blev vækket. Ikke så underligt, som det er blevet mørkere og mørkere, men jeg vil nu sige at tidligere år stod han også tidligt op, også om vinteren. Og han har stadig skældt mig ud for ikke at vække ham tidligere.

Lige indtil for nylig - det passer vel meget godt med hans 10 års fødselsdag, at skiftet er sket. Nu når jeg vækker ham med, "God morgen, klokken er 5 minutter i 7" - mødes jeg ikke længere med et "Hvorfor har du ikke vækket mig før?!!", men mødes i stedet af et "åarGrumf!" og en demonsytrativ venden sig om på modsat side.

Han står dog stadig op uden kamp - men jeg kan godt se, at det nok ikke varer længe før jeg kommer til gentagne vækninger og det der er værre.

På den ene side er det jo lidt trist, at man ikke mærker den samme glæde og interesse og utålmidighed efter at finde ud af hvad den nye dag vil bringe. På den anden side er det nu meget rart at kunne genkende sig selv lidt mere... - så føler jeg at jeg bedre kan forstå ham på det punkt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.