Hej Leoparddrengen,

Jeg kan gengive et svar, jeg for kort tid sendte til en anden, der spurgte om det samme - nemlig min medkandidat Linda Kristiansen.

Til hende skrev jeg - og jeg håber svaret er relevant også for dig (ellers må du endelig skrive igen):

Kære Linda,

Jeg har været meget i tvivl - for eller imod et forbud mod sexKØB - men efter indgående samtaler med folk, der arbejder med området, er jeg kommet frem til at
1. NEJ - jeg ønsker ikke et forbud mod sexkøb. De sociale, psykiske og sundhedsmæssige problemer for de svage prostituerede, herunder trafficking, bliver ikke løst ved et forbud - det er til gengæld helt uacceptabelt efter min mening at vi ikke gør meget mere for disse kvinder!
og
2. JA - jeg ønsker rettigheder for prostituerede kvinder (selvfølgelig!)

Mine overvejelser jvfr. pkt. 1. har naturligvis gået på, hvordan de kvinder, der føler sig presset ud i prostitution - og hvis sociale, psykiske og fysiske tilstand forværres under prostitution - hjælpes bedst. Med et forbud - eller ikke.

Den anden del af mine overvejelser går på, hvordan vi forhindrer og evt. håndterer, at Danmark bliver en magnet for handel med kvinder og alfonseri, når og hvis vi skiller os ud fra landende omkring os med en mere liberal lovgivning vedr. sexkøb.

Jeg er kommet frem til, at sexkunderne stadig vil være der, hvis vi får en kriminalisering - de vil blot være mere, ja, kriminelle. Dvs. tilhøre et miljø, der er mere kriminelt.

Uanset om den prostituerede har følt sig presset ud i prostitution eller ej, skal hun/han naturligvis behandles med ligeværdighed og respekt.


Jeg har ingen moralske eller etiske problemer med sex som en vare, der handles.

Det er i bund og grund et anliggende mellem to mennesker om man vil tage penge for sex - og om man vil betale for sex.

Det kan vi som samfund dybest set ikke blande os i. Men vi kan drage omsorg for dem, der bliver ofre. Hvordan vi gør det bedst, har vi endnu ikke løst!

Som samfund kan og skal vi beskytte mennesker, som er udsat for vold, fysisk og psykisk ydmygelse, gældsslaveri og tab af rettigheder.

Hvordan gør vi bedst dette, når det gælder de prostituerede? Det er stadig et stort spørgsmål.

Jeg er ikke ekspert, men tror at der er brug for regler, hvorefter vi overvåger alfonseri i prostitutionsmiljøet meget mere intensivt, for at finde de kriminelle bagmænd.

Vi ved jo de er der - også selv om sexkøb i dag er legalt.

Mange hilsener
Karen Lumholt

Hej

Jeg tror ikke et generelt forbud mod sexkøb vil gavne. Jeg går ind for forbud mod køb af sex fra mennesker der er ofre for menneskehandel og jeg vil arbejde for en massiv social indsats over for de mange prostituerede som er udsatte og gerne vil have en ny start på deres liv.

Venlig hilsen
Lone Loklindt

Hej igen, så fik jeg lige fem min,

Og her er et svar jeg lige har brugt på fb til en anden.

Sexarbejdere er en ting og trafficking noget helt andet! Jeg har været med til at starte Hopenow, men eller måske netop derfor mener jeg, at folk har ret til at bestemme over deres egen krop, som der står i menneskerettighederne, men hvis den ret også skal gælde retten til at være sexarbejder, så skal der være ordentlige forhold.

Og så er jeg på alle måder imod, at andre tjener penge på sexarbejderne, samt det siger sig selv handel med mennesker!

Også lige et personligt lille surt opstød, eller bare noget jeg ikke forstår, forstår ikke mænd, der vælger at gå til nakoprosituerede i skelbækgade, forstår det bare ikke!

Skriv hvis du har flere spørgsmål

dbh
Mia

Hej Leoparddrengen,

Der rammer du ned i en af de meget væsentlige debatter i mit parti. Som du skriver har særlig Linda Kristiansen bidt sig fast i det og hun stillede mig samme spørgsmål tidligere på året. Her er mit svar til hende:

Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et klart svar. Jeg har før hældt til et ja til første spørgsmål, men jeg er sgu blevet i tvivl om, om jeg er ude i et moralsk og ikke et politisk ærinde. Dybest set er jeg interesseret i at skabe menneskelige vilkår for de kvinder, der af den ene eller den anden grund prostituerer sig. De skal sikres mulighed for at beskytte sig og blive beskyttet, de skal klart kunne se en udstrakt hånd, der kan hjælpe dem ud og videre og de omstændigheder, der måtte være "rundt omkring" prostitutionen skal adresseres. Svaret ligger givetvis ikke i én foranstaltning og under alle omstændigheder er der ingen lette løsninger. Jeg tror ikke på illusionen om den lykkelige luder, men jeg mener samtidig, at individet er frit til at træffe beslutninger om, hvordan det vil forvalte sin krop og seksualitet.

Som du kan se, er jeg ikke overbevist om hverken det ene eller det andet, men godt og grundigt - og meget typisk radikalt - i tvivl. Kom det til et konkret forslag lige nu ville jeg dog stemme imod et forbud. Det ville jeg ud fra den samme betragtning, som gør at jeg er imod 24-årsreglen: Det er en regel, der rammer for bredt og der må være - eller jeg håber inderligt der er - andre løsninger.

Jeg ved ikke, om du blev klogere, men jeg håber alligevel, du kan bruge mit svar.

Tak fordi du henvender dig direkte. Det er der alt for få, der gør.

Mange hilsner
Sofie

Hej

Tak for din henvendelse.

Vi mener, at det skal være ulovligt at købe seksuelle ydelser fra handlede mennesker. Dermed vil vi holde sexkøbere juridisk ansvarlige, såfremt de har handlet i ond tro eller burde have vist, at de købte sex fra et menneske, som ikke frivilligt har valg at være prostitueret.

Vi vil samtidig styrke indsatsen mod trafficking og menneskehandel. Vi vil bl.a. give ofrene for menneskehandel muligheder for at få en opholdstilladelse i Danmark, såfremt de medvirker til at rejse sag mod bagmændene eller såfremt de kan sandsynliggøre at det vil være forbundet med meget stor risiko for yderligere overgreb såfremt det udvises. Vi vil ikke lovliggøre rufferi, det at nogen tjener penge på andres prostitution.

M.h.t. om vi vil fritstille medlemmerne i forbindelse med afstemning om sexkøb, så må jeg forblive dig svar skyldigt. Det afhænger af mange faktorer bl.a., hvordan et evt. lovforslag vil være udformet, når der skal stemmes om det i Folketingssalen.

Jeg håber mit svar er tilfredsstillende. Ellers er du velkommen til at henvende dig igen.

Med venlig hilsen

Niels Bundgaard

Kære ?

I Enhedslisten har vi altid ment at prostitution er et stort socialt problem og samfundet derfor skal arbejde på at komme af med prostitution. Vi har haft en grundig debat om spørgsmålet om kriminalisering af sexkøb. Og vi er nået frem til at vi ønsker en dansk model, hvor vi først sikrer at de sociale forhold er i orden. Bl.a. ved at afskaffe fattigdomsydelserne og sikre ordentlige exitprogrammer for mennesker i prostitution. Så de kan få råd og vejledning og hjælp til en ny tilværelse og så der bliver givet frit lejde i forhold til eventuelle anklager om social bedrageri og skattesnyd, hvis man har modtaget kontanthjælp samtidig og ikke har oplyst, at man havde indtægter fra prostitution. Når de sociale tiltag er på plads, så støtter vi en kriminalisering af sexkøb.

I forhold til partidisciplin så har vi det sådan i Enhedslisten på alle punkter at hvis et folketingsmedlem ønsker at stemme anderledes end partiets politik, så kan man meddele det til vores hovedbestyrelse. Vi har ikke udvalgt særlige politikområder, for vi mener det kan være relevant på alle områder. Så vidt jeg husker er det dog kun sket en enkelt gang at vores folketingsmedlemmer har stemt forskelligt.


Med venlig hilsen

Line Barfod
MF

Kære Enhedslisten og Kære Radikale Venstre

Jeg har skrevet et blogindlæg, hvor jeg fortæller om, at jeg for første gang i mit voksne liv er i tvivl om hvem jeg skal stemme på - om det skal være Ø eller B. Og at et spørgsmål der for mig vil/kan være afgørende er spørgsmålet om sexkøbsforbud.

Jeg vil sætte pris på hvis I kan læse indlægget og give jeres kommentar til det - meget gerne uden henvisning til "den lykkelige luder".

Jeg er også meget nysgerrig efter at vide, om I - hvis det skulle kome til afstemning om et forslag om at forbyde sexkøb - vil "stille de enkelte medlemmer frit", eller insistere på partidisciplin. Hvis I har taget stilling til det. For så vil det jo være mere relevant at høre fra de kandidater jeg kan stemme på, og jeg vil så gå videre med spørgsmålet.

I må meget gerne kommentere på selve bloggen, eller svare mig per mail. Hvis I svarer per mail vil jeg lægge svarene på bloggen, medmindre i decideret beder mig om at undlade det.


Bedste hilsner
/Leoparddrengen

P.S. Til jer begge: Tillykke med kanon ført valgkamp, so far - det kører for jer. Og jeg ønsker jer begge et rigtigt godt valg.

Så bliver Noma igen(!) kåret til verdens bedste restaurant, og medierne falder totalt på halen for det i egen imponerethed og fylder side op og side ned med hvor stort det er i et misforstået frisind.

Glemt er alle de kokkeskæbner som ikke har ledt til hæder og ære - glemt er alle de stakkels kokke som har fået et forkvaklet forhold til mad, og ar på sjælen resten af livet. Og glemt er alle de kokke - og det er de fleste - som står hverdag i små køkkener og smækker en dagens ret til 89 kroner ud til kunderne.

Derfor vil jeg gerne sige til Rene Redzepi: Det kan da godt være du tror du har det meget godt, men du er ikke andet end en sovsekande! Ja, jeg sagde sovsekande, for det er sådan kunderne tænker på jer, kan jeg godt fortælle dig! Men det skrækkelige ved dig er, at du fremstiller det at være kok som noget stort, uden at fortælle om alle problemerne.

Jaja, det kan da godt være at du i et interview taler om at det er en vanvittig arbejdstid og et hårdt miljø og at man skal spise myreæg, men det romantiserer jo bare jer sovsekander endnu mere. Jeg har to drenge, og jeg kan eddermame godt blive bange for, at de skal ryge ind i kokkebranchen på grund af en som dig, Rene!

Sandheden er jo, at ingen normale mennesker vil leve som dig - man må jo simpelthen være syg i hovedet, hvis man kan lide det liv, og de ting man udsætter sig selv for.

Og så praler du endda nærmest med, at de fleste kokke - nej, sovsekander! - i din restaurant er fra udlandet! Men det skriger jo til himlen - hvorfor er der ikke nogen der gør noget, og får dem hjulpet ud af det lede restaurationsmiljø, hvor de står og laver mad 15 timer i træk indtil de simpelthen ikke kan klare mere?

Jeg har prøvet at tale med jer, men nu er det på tide at politikerne griber ind og får gjort det madsalg forbudt, og madprogrammerne i TV også. Det kan ikke passe, at vi skal blive ved at finde os i det svineri, og at der nu endda går prestige i det.

Føj for Satan, siger jeg bare!

For snart et år siden blandede jeg mig i kokke-debatten med mit indlæg Stakkels Kokke. Det medførte en del polemik, og især én debattør, Beef Wellington, er gået mig imod.

Han er selv kok, og taler ihærdigt imod et forbud imod kunder der besøger restauranter. Han er af den opfattelse, at man selv skal have lov til at bestemme om man vil være kok eller ej, og at jeg burde holde mig fra at udtale mig, når jeg bare er fyldt med fordomme, og ikke ved mere om hvordan det reelt er at være kok. Nuvel.

Grøntsagerne forberedes rutineret

Så jeg tog ham på ordet, og lavede en aftale om at komme forbi hans restaurant, så vi kunne få snakket tingene igennem, og prøve at forstå hinandens holdninger noget bedre. Og jeg kunne få en fornemmelse af hvordan hans liv er.

Det var en tidlig eftermiddag da jeg mødte op på hans restaurant. Den ligger i en kælder i en mindre gade på grænsen til Indre By. Størrelsesmæssigt svarer spisearealet vel til en to-værelses lejlighed, kan jeg se. Altså et relativt intimt sted.

"Hej, jeg er så Leoparddrengen," hilser jeg, da han træder ud af indgangen til køkkenet for at tage imod mig. "Og du må så være Beef Wellington, I presume?"

Han nikker. "Men mit rigtige navn er Søren," fortæller han. Søren - og han vil helst ikke have sit efternavn med i artiklen - er en ganske pæn mand, kan man se. Men man kan også se at det hårde arbejde har sat sig sine spor, hans ansigt er markeret af kraftige rynker, og hans kinder er lidt for runde. Også hans mave kunne være fastere, det vidner om en mand som glemmer at passe på sig selv. Men stadig grundlæggende flot.

"Hvorfor vil du ikke have dit efternavn ud?" spørger jeg. "Du siger jo du ikke skammer dig over dit arbejde."

"Det gør jeg heller ikke, men det skaber en del problemer for de mennesker der er tæt på mig. Min kone for eksempel, det er ikke særlig sjovt for hende altid at skulle forsvare, hvad jeg laver. Og at være gift med mig, i det hele taget."

"Så du er gift? Hvordan har din kone det med hvad du laver?"

"Kan vi ikke gå ud i køkkenet? Jeg skal til at forberede maden til i aften."

Jeg indvilger, og vi går ud i køkkenet. Det er stort, meget større end mit eget derhjemme. En masse gryder og pander hænger på væggene, som er belagt med metal. Der virker koldt men rent.

Jeg må indrømme, jeg føler det ret grænseoverskridende at være der, og vide at han om kort tid skal til at lave mad til fremmede kvinder. Og at han gjorde det igår, og dagen før, og dagen før. Guderne må vide, hvor mange han har lavet mad til her. En aroma af krydderier hænger i luften, en lugt der nok ikke er til at få væk, ligemeget hvor grundigt man gør rent.

"Hvordan har din kone det med hvad du laver?" gentager jeg. Han skal ikke krybe udenom.

"Jamen, hun har det fint. Da jeg først fortalte hende, at jeg havde lyst til at lave mad til andre for betaling, var det selvfølgelig lidt et chok for hende. Men hun har aldrig været den besidderiske type. Og hun kunne mærke, at det var hvad jeg virkelig havde lyst til."

"Ja, du må undskylde, det er altså ret svært for mig at forstå, at en kvinde skulle acceptere at hendes mand hver dag går og laver mad til andre!"

"Det er muligt; det er måske heller ikke normalt - jeg er heldig på den måde. Det er jo heller ikke fordi, at jeg siger at alle kvinder skal kunne acceptere det - jeg håber bare på et eller andet tidspunkt nogen vil forstå, at der altså er kvinder, der er ok med det."

"Var det for pengenes skyld du bestemte dig for at arbejde med mad?"

"Næ, ikke egentligt ikke. Jeg arbejdede i byggeriet før i tiden, var bygningskonstruktør. Men det kedede mig. Og en dag da jeg stod og lavede mad til min kone, gik det op for mig, at det var det jeg ville. Have mit eget lille sted, gøre folk glade med min mad."

"Sådan, bare lige pludselig?"

Søren har formået at få det til at se hyggeligt ud

"Det er sådan jeg husker det. Men det kan da godt være tanken havde rumlet i mig noget tid først." Søren kigger pludselig meget direkte på mig. "Har du aldrig tænkt den tanke?"

Jeg må indrømme at jeg overvejer hvad jeg skal svare. Men det var jo meningen vi skulle have en ærlig snak, så jeg beslutter mig for at være hudløs ærlig.

"Det har jeg vel. Nogengange. Jeg tror det er en fantasi alle mænd har et eller andet sted, at lave mad for penge. Men det betyder jo ikke det er ok! Og slet ikke at kvinder udnytter det! - Men altså, jo, jeg tog mig da nogengange når jeg lavede frikadeller til min eks - jeg laver ret gode frikadeller! - i at tænke, at jeg burde tage penge for det, og sælge dem. Men det var jo ikke noget jeg kunne drømme om at gøre for alvor!"

Søren er begyndt at hakke grøntsager. Rodfrugter. Det går stærkt, det er tydeligt at det har han gjort mange gange før. Det er underligt at tænke på, at de iaften vil blive indtaget af restaurantens gæster.

"Hvor mange kunder har du i løbet af en aften?" spørger jeg.

"Det er lidt forskelligt. Kommer an på hvad ugedag det er, og hvordan vejret er - men på en god dag har vi vel 30-40 spisende gæster i løbet af en aften."

30-40? Jeg må indrømme at jeg ikke kan forestille mig det. Hvordan man kan holde til at skulle lave så meget mad. Jeg forstår godt hvor hans rynker kommer fra.

"Men det er vel ikke kun dig?"

"Det er kun mig der laver al maden. Så har jeg en hjælper til at tage imod bestillinger, og lave tjenerarbejdet, rydde af og så videre."

Det er noget jeg godt vil høre nærmere om, det med tjenerne: "Det siges jo, at alle der arbejder som tjenere før eller siden ender med at arbejde som kokke. At pengene er for tillokkende?"

"Det er nu ikke min oplevelse. Men det er da klart at nogen kan blive lidt nysgerrige - og hvis de gerne vil lære noget vil jeg da ikke stille mig i vejen. Men om det er sådan det generelt går, det ved jeg egentligt ikke. Men det er da ihvertfald rigtigt, at tjenerne har de samme problemer som kokkene, med ikke at kunne sige hvad de arbejder med, hvis de gør det er de dømt på forhånd."

"30-40 kvinder om dagen... I havde vel fuldt belagt her under Klimatopmødet, da I havde lovet gratis mad til alle konferencedeltagerne?"

"Næh, faktisk ikke - der kom ikke flere af den grund. Men det gav da god opmærksomhed. Men nu sagde du 30-40 kvinder. Her kommer altså også nogle mænd og spiser. Og nogen gange par."

"Og det har du det fint med?"

"Det er mad. Alle skal jo spise... Og, ja - jeg har det fint med det."

"Du vasker hænder hele tiden?" ryger det ud af mig. Jeg har bemærket det, det er næsten konstant, det virker sygeligt.

"Tja, det vænner man sig til - det går jo ikke at smitte nogen med en madforgiftning, så hellere være lidt manisk omkring hygiejnen. Sådan et lille sted som det her kan komme til at dreje nøglen om, hvis vi kommer til at give nogen en salmonellaforgiftning. Og det er da heller ikke noget jeg ville have det godt med."

Det går op for mig hvad der mangler, hvad jeg selv ville gøre, hvis det var mig der lavede mad til en jeg elsker.

"Normalt ville jeg stå med et glas rødvin, hvis det var mig der lavede mad. Eventuelt en øl. Det hører sig ligesom til, synes jeg?"

"Tja, det er da også hyggeligt, men det går ligesom ikke hvis det er hele dagen, vel. Jeg arbejder jo op mod 12 timer om dagen, så det går sgu ikke."

"Så hyggen er gået fløjten?"

Søren trækker på skuldrene. "Ihvertfald den del. Det er jo et arbejde."

"Så det med at mange kokke drikker, det er en myte?"

"Nej, det er der da nogen der gør. Og det er ikke godt, de ryger ofte helt til bunds. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det er en af grundene til at kokke er overrepræsenteret i dødelighedsstatistikkerne."

"Og de kan ikke finde ud af at søge hjælp?"

"Mange holder sig fra behandlingstilbud, for de fleste forlanger at de skal holde op som kokke, hvis de skal behandles... og hvad har de så tilbage? I andre sammenhænge bruger man den metode, at man får den alkoholiserede til at indse, at hvis man ikke stopper med sprutten mister man sit arbejde. Men hvis man er kok, skal man både opgive arbejdet og sprutten. Det gør det altså ikke nemt!"

"Men hvis det er kokke-arbejdet som får folk til at drikke?"

"Der vil jeg nu nok påstå, at mange af dem der bliver alkoholiserede, allerede drak en del inden de begyndte som kok."

"Så du siger, at kokke-hvervet tiltrækker bumser?"

"På sin vis. Hvis man i forvejen bliver set ned på, betyder det jo at det er meget naturligt at vælge et fag, hvor andre ser ned på en - så mister man jo ikke status. Jeg ville jo ønske det ikke var sådan, og arbejder for at det bliver mere accepteret at være kok, men sådan er det jo altså i øjeblikket. - Og så er det jo også sådan, at alle mænd kan lave en eller anden form for mad. Ikke nødvendigvis god mad, men mad. Og det er jo altså ikke alle piger der er lige kræsne."

"Okay, lad os tale lidt om kvinderne der kører jer. Nu ejer du jo dit eget - men du har vel også haft problemer med kvinder der skulle bestemme, hvad du skulle lave af mad og til hvor mange?"

"Nu er det faktisk en myte at det altid er kvinder der står bag, tænk på for eksempel P.A." [Søren nævner her den såkaldte jetset-restauratør, som er beskyttet af navneforbud mens sagen kører, men ifølge anklagemyndigheden skulle have været manden bag en stor restauration i en forlystelsespark i København.] "Jeg kender ikke noget til P.A. og hans restaurant - eller om han ejer den - men han er da ihvertfald en mand. Og hvis han står bag, vil han være et typisk eksempel på de, som ejer de store restauranter. Og det er da rigtigt, der finder udnyttelse sted. Mest i forhold til for lange arbejdstider og underbetaling. Men vi kan jo ikke få nogen ordnede forhold, sålænge der ikke er overenskomster. Og overenskomster kan man jo ikke få lavet, når det er ulovligt at eje eller drive en restaurant. Det siger sig selv."

"Men bliver du ikke skide sur over alle de kvinder der står bag, og tjener tykt på jer og det mad i laver? Eller: mænd, som du siger, det er jo sådan set underordnet..."

"Selvfølgelig kan man da blive det. Det kan man jo også ind imellem blive når folk underbetaler i andre erhverv, men der plejer der så at være fagforeninger, der kan rette op på det med tiden. Den mulighed har vi så ikke."

"Så du siger det er samfundets skyld?"

"Ja, egentligt. Hvis vi bare kunne få de samme rettigheder som alle andre, ville tingene jo nok gå i orden henad vejen. Ikke med det samme, men med tiden."

"Så du mener slet ikke der er problemer med at arbejde som kok?"

"Selvfølgelig er der da det. Det er der vel indenfor alle fag.... ellers havde der jo aldrig været brug for fagforeninger? Men tag byggeriet, for eksempel. Hvis det havde været ulovligt at bygge huse, ville det såmænd stadig blive gjort - for folk vil have noget at bo i. Men de som arbejdede i byggeriet ville have meget værre forhold end i dag, og blive sat til at arbejde med asbest og andet, man ved er farligt. Fordi det ville foregå skjult."

"Er det ikke lidt langt ude at sammenligne madlavning med byggeri?"

"Det er såmænd ikke så langt ude som du tror. Madlavning er bare sjovere."

"Vil du så virkelig påstå du aldrig er blevet presset til noget du ikke ville? Hvad hvis en kvinde kommer ind, og vil have noget der ikke er på menuen?"

"Tja, det kommer an på - hvis jeg har råvarerne, og det er noget jeg er i humør til, siger jeg ja - mod et tillæg selvfølgelig. Og hvis jeg ikke har lyst siger jeg nej."

"Men hvad hvis hun for eksempel er fuld, og begynder at smadre restauranten, hvis du ikke serverer det for hende?"

"Det er ikke et problem jeg nogensinde har haft. Men det er da rigtigt, det sker jo for nogen. Fulde, sultne kvinder kan jo desværre ikke altid styre sig. Derfor er der jo også mange restauranter som har dørmænd."

"Rockere?"

"Indimellem. Igen er det jo et problem, at vi ikke ses som et rigtigt erhverv, det gør det svært at få uddannede dørmænd. Og politiet er altså ikke altid lige hurtige til at komme, hvis der er spektakler på en restaurant."

"Igen er det samfundets skyld?"

"Tja...?! Det er det vel...."

"Det er dit svar på det hele, tilsyneladende. Men hør her. Lad os sige, at jeg tror på dig, når du siger du faktisk selv ønsker at lave mad til fremmede kvinder, for penge. Og at du ikke går i stykker indeni af det. Det tror jeg ikke på, men lad os sige det; og jeg tror ihvertfald på at du selv tror på det. Men kan du ikke se, at du har et ansvar i forhold til alle dem, der ikke har det godt med det? Som er tvunget til at lave mad til andre?"

"Selvfølgelig går jeg ikke ind for at nogen skal tvinges til noget. Hverken madlavning, murerarbejde eller blogskrivning. Det skal selvfølgelig stoppes. Min pointe er, at man ikke stopper det, ved at fratage de som rent faktisk ønsker at gøre det, muligheden for det."

"Så du mener ikke du har et medansvar for de mange folk af fremmed herkomst, der er sat til at lave mad her i byen de senere år? Jeg kan godt sige dig, jeg har gået på Nørrebrogade en sen fredag aften, og det er uhyggeligt. Den ene shawarmabiks efter den anden, hvor stive kvinder vælter rundt på gaden, og "lige skal have en falafel". Som de kan få ned til 15 kroner, i noget ulækker dressing og daggammel salat. Som de får leveret på at øjeblik af den stakkels unge fyr bag disken, og de kigger ham ikke i øjnene. Afleverer bare de 15 kroner, og går igen. Smider madpapiret på gaden. Det er sgu et ulækkert syn!"

"Jeg ville da ønske de lavede bedre mad, og havde bedre faciliteter. Det vil jeg også kæm..."

"Du mener ikke de ville være bedre hjulpet, hvis det blev forbudt at købe mad? Så ville de ikke være tvunget til at stå der for 15 kroner?"

"Hør nu her, folk vil have mad fredag aften, når de er stive. Hvis du gør det ulovligt vil de jo bare sælge fra bagdøren i gården, og så er der rotter og alt muligt i maden, og der bliver ihvertfald slet ikke holdt øje med forholdene. Og shawarmakokkene vil ikke få det bedre af det, bare værre."

"Men min pointe er, at vi som samfund ikke bare kan se til, når der finder sådan en udnyttelse sted, at vi må gøre noget!"

"Så skulle man måske give os, kokkene, mulighederne og rettighederne til selv at gøre noget - i stedet for at prøve at fordømme os og det vi laver?"

"Jeg fordømmer jo ikke jer. Dig. Kokkene. Det er kunderne jeg er efter."

"Og det er ikke at fordømme os?"

"Nej!"

Herefter blev vi enige om at vi nok aldrig bliver enige på det punkt - og mange andre. Jeg vil sige, jeg var glad for at møde Søren - han er et dejligt menneske, og slet ikke som man forestiller sig en kok, som man er vant til at se dem i TV. Jeg tror ikke han bandede en eneste gang. Derfor synes jeg det er så meget mere synd, at han skal leve det liv, hver dag at lave mad til så mange kvinder. Og at han er tvunget til at leve på den løgn, at han rent faktisk skulle kunne lide sit arbejde.

Nu ville jeg ikke gå ham på klingen med det - men jeg har svært ved ikke at foragte hans kone. Som jo på et eller andet plan er hende, der sender ham ud, og tjene sine mad-penge. Som hun så kan leve flot af.

Ja, jeg kan godt forstå hun tvinger ham til at holde sit efternavn hemmeligt, så hun ikke skal blive udstillet - det ville nok ikke være så fedt for hende.

Og som mand synes jeg det er tydeligere end nogensinde, at man må kæmpe for folk som Søren, så de kan komme ud af deres undertrykkelse. Og ikke mindst kæmpe for shawarma-kokkene.

Og det gør man altså bedst ved at forbyde madkøb nu!


[Opfølgende:] Se også mit indlæg om madprogrammer på TV.