Joachim B. Olsens udsagn i TV2 Nyhederne i aftes satte gang i en af de sjovere ordvekslinger jeg har haft på Twitter. Ikke den sjoveste, og jeg har før tænkt på at kopiere dem ud til almenheden, men ikke taget mig sammen.

Men nu gør jeg det med den her - som udtryk for hvilken syret brainstorming jeg som er mulig på Twitter, og kan opstå ganske spontant (naturligvis også med tak til @vingband og @Filoffen) :


Som man nok har forstået synes jeg altså det er ret sjovt det Twitter. Men man skulle muligvis have været der :)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Søren Espersen tager i dag kraftigt afstand  fra beskyldninger om, at DF med fleres retorik kunne være med til at skabe et monster som den norske korsridder. Han siger: Det giver ikke anledning til nogen former for selvransagelse. Overhovedet ikke. Der er ikke så meget som en millimeter af en brøkdel, hvor vi føler nogen form for ansvar for, hvad der er foregået i Oslo.

Præcis hvad en millimeter af en brøkdel er, er jeg ikke fuldt klar over - men jeg går ud fra det ikke er ret meget.

Men hvordan holder det vand? Det var et spørgsmål, jeg i dag lidt distraheret kom til at tænke over, mens min mor sad og fik kemo.

For - med den retorik der køres af hos tildels DF, men især Snaphanen og Urias Posten og de andre gøglere ude på vanviddets overdrev - så er det faktisk mærkeligt ikke flere gør noget ud af det. Ikke at jeg på nogen måde vil forsvare det norske monster, men set i hans gale perspektiv er han jo en helt, en slags John Connor (som ganske vist agerede Terminator) - og hvis man følger hans tanker hænger det ganske godt sammen.

Nu gider jeg ikke bruge den slags ord om andre mennesker, som de kører på med hos galningene. Så lad os i stedet lege, at der er nogle fora, hvor man er fuldt ud overbeviste om, at vi i Danmark og Europa er ved at blive oversvømmet af zombier.

Zombier som giver sig ud for at fredelige, men de ønsker bare at blive mange nok - og når de er det vil de gå igang med at gøre unævnelige ting ved vore kvinder og tage de voksne mænd til fange, og bruge os som slaver, og når vi er udtjente spiser de vore hjerner.

Ganske absurd, men det er historierne som kører på de fora - og gentagelserne og det at de kan bekræfte hinanden gør, at folk rent faktisk tror på det. For de fleste er det faktisk mest en form for fællesskab - nogle samler på frimærker, andre skriver ting mod zombier - men nogen, nogen få, tror faktisk fuldt og fast på at zombierne er iblandt os, og vil æde vore hjerner.

Samtidig fortæller historier på foraene også, at der findes mennesker i Danmark og Europa som hjælper zombierne, både med at komme hertil og med at gemme sig i blandt os. Det er uklart hvad disse menneskers formål er - måske er de blot dumme og naive, eller måske er de i virkeligheden nekromantikere som vil styre zombierne - men det står klart, at denne femte kolonne zombie-sympatisører i virkeligheden er de farligste.

For det er dem, som hjælper zombierne hertil, og det er deres skyld at vi om føje år vil blive slaver og få vores hjerner ædt.

Hvis man virkeligt fuldt og fast tror på dette - virkeligt tror det - og man prøver at råbe op om at zombierne kommer og nekromantikerne hjælper dem, men ingen vil lytte. Så er det da egentligt klart at man må gribe til at gøre noget. Det er jo rent selvforsvar - og hvis man venter til zombierne viser deres virkelige jeg er det jo for sent!

Det mærkelige er i virkeligheden alle de som kun taler om at zombierne kommer og nekromantikerne hjælper dem - men ikke gør noget ved det, og endda taler om "at det er forkert at bruge vold" - det giver jo ingen mening, hvis zombierne virkelig er på vej, og er så onde. For den virkeligt troende må de være uforståelige krystere & kujoner.

Jeg håber ikke, at nogen læser det her - og opfatter det som om de skal gå i den norske galnings fodspor. Det kan man vel godt frygte et sted.

Men jeg har en pointe med det: Det Søren Espersen og Co spreder er i virkeligheden ikke Had, som de ofte anklages for, men Frygt. Og det er derfor så meget lettere for dem at hælde lort ud om, at de virkelig ikke kan stilles til ansvar for noget som helst, selv ikke en millimeter af en brøkdel.

Man skal bare huske, for at citere Yoda - og måske ødelægge det hele i nørdethed - at: Fear is the path to the dark side. Fear leads to anger. Anger leads to hate. Hate leads to suffering.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En skarp erindring fra min skoletid bliver der ofte pustet liv i. For jeg bliver ofte mindet om den i en eller anden form.

Som det ikke er nogen hemmelighed, var min første skole - hvor jeg var det meste af min skoletid - ikke nogen udpræget god oplevelse.

Der var dog lyspunkter. For eksempel da vores dansklærer - som egentligt var barselsvikar - engang i ca 5. klasse, sidst i 70'erne eller måske 1980, fandt på, at vi skulle skrive en historie skulle blive en video-optagelse.

Lige noget for mig jeg - jeg skrev alligevel altid fiktion. Som regel science-fiction. Her valgte jeg dog at gå krimi-vejen (jeg tænker, at jeg nok har været fornuftig nok til at indse, at special effects kontoen nok ikke ville være stor til optagelserne.) Så jeg skrev en film-noir agtig sag - jeg tror vi var ude i noget Malteserfalken-agtigt noget. Og jeg tror det har været ret godt, for jeg var selv ret glad for den. (Og jeg skrev faktisk ikke dårligt.)

Jeg husker ikke hvordan processen var, men det ender ihvertfald op med at der kun er to manuskripter tilbage - måske var det frivilligt at komme med et bud, og vi var de eneste, eller måske har der været en udvælgelse. Jeg kan ikke huske det. Ihvertfald husker jeg, at min "konkurrent" er en af de få fagligt nogenlunde kompetente drenge i klassen (han gik også ud kort efter). Lad os kalde ham Kasper. Han havde skrevet en Night of the Living Dead-agtig ting. Fin nok, men efter min mening alt for forudsigelig og monoton.

Alle i klassen får til opgave at læse manuskripterne, og så skal der vælges hvilket filmen skal laves fra. Og da timen så kommer, hvor det skal afgøres hvilket det skal være, stiller en af pigerne sig straks op:

Jeg synes det skal være Kaspers historie, for Leoparddrengens er mandschauvinistisk!

Bang! Som søn af en af halvfjerdsernes rimeligt kendte feminister ramte den mig hårdt, og fuldstændigt ud af det blå.

En af pigens klikeveninder gav sit besyv med: Ja, den er vildt chauvinistisk!

En tredje: Ja, Leoparddrengens historie har ingen roller til piger!

Det var sådan set rigtigt. Jeg må indrømme, at da jeg skrev historien lavede jeg ikke nogen specielle roller til piger, karaktererne var rimeligt løst formuleret. Og når jeg skrev der optrådte nogle politibetjente, tænkte jeg at det jo kunne være begge køn, ligesom journalisterne vel ikke var kønsbestemte - eller for den sags skyld detektiven. (Her må jeg dog nok indrømme at jeg nok havde forestillet mig en mandlig hovedrolle skuespiller - nok mig selv.)

Jeg prøvede at fremføre argumenterne, at jeg da først syntes noget blev mandschauvinistisk, hvis nogen mente at piger ikke kunne optræde som politifolk eller journalister, eller whatever. Og min lærer (som mellem linierne tydeligt mente at min historie skulle vinde) gav mig ret. Men det hjalp ikke:

Nej, det er vildt mandschauvinistiskt, at der ikke er nogen roller til piger! Se på Kaspers historie - der er da pigeroller!

Og det var rigtigt - i hans zombie fortælling optrådte 3 piger. Deres bidrag til historien var, at de skreg og skreg når de så zombier, og at de blev reddet af drengene.

Jeg prøvede sikkert at fortælle noget om stereotyper og lignende... men jeg vidste jo godt her at slaget var tabt. Naturligvis blev det zombie-manuskriptet som næsten enstemmigt gik af med sejren. Filmen/videoen blev naturligvis aldrig til noget, som alle andre projekter på den skole gik det i vasken.

Men jeg lærte en vigtig lektie, som jeg har svært ved at sætte ord på i dag, men man skulle gerne kunne fornemme den, hvis man har læst indlægget her. Og så tror jeg iøvrigt også, at det var ved den lejlighed jeg for alvor opgav min klasse, og lod den synke ned i den sump af dumhed den hørte til i.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Trofaste læsere af denne blog vil have set adskillige forskræp for dette spil fra min side - ikke fordi jeg havde nogen idé om hvad det egentligt gik ud på, men det så sjovt ud; og var fra PopCap Games.

Nu udkom det så i går - i forgårs for os som havde skrevet os op til at være de første til at modtage nyt om spillet. Min ældste har allerede spillet det en hel del, meget overvåget af min yngste - og de er ihvertfald glade for det, meget endda.

Selv har jeg da også fået spillet noget; er måske en anelse mere skeptisk i forhold til om det bliver lidt for ensformigt i længden. Men PopCaps absurde humor lever ihvertfald i spillet i bedste velgående, og der er en del udvikling i det der hele tiden præsenteres nye enheder på både plante og zombie siden.

Spillet er det mest taktiske jeg kan komme på endnu fra PopCap, og kan vel bedst beskrives som en blanding af Command & Conquer spillene, og PopCaps eget Insaniquarium.

Kort fortalt går spillet ud på at man skal forsvare sit hus mod de invaderende Zombier. Til at beskytte huset kan man plante diverse planter, nogle hjælper med resourcer, andre med forsvar - på forskellig vis. Der er Ærtebøsser og Kødædende planter, de eksplosive Cherrybombs og meget mere.

De invaderende zombier findes også i utallige afarter, fra standarden til de armerede med vejarbejdskegler eller spande på hovederne, til de mere atletiske stangspringere og amerikanske fodboldspillere, plus de mere kulturelle som Elvis-zombien.

Kampen udspilles også forskellige steder, fra plænen til swimmingpoolen til husets tag.

Der er som i de fleste PopCap spil forskellige ekstramodes, når man har gennemført forskellige dele af standardspillet - således kan man også spille Zombies i et minispil.

Så med det forbehold, at det muligvis kan blive ensformigt når man har fundet alle de mærkværdige enheder, kan det kun anbefales til prisen - 20 $. (Og det kan downloades og prøves gratis en time.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg før har været inde på, er jeg ret stor fan af casual gaming firmaet PopCap Games. Jeg fik så idag en lille nyhedsbrevshilsen, bl. a med link til denne video - en musikvideo reklame for deres kommende spil Plants vs Zombies.

Jeg synes den er lidt catchy - og i omkvædet, og sin absurditet, minder den om Aqua, methinks?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.