Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten brazil. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brazil. Vis alle opslag

mandag den 21. februar 2011

We don't make mistakes

Ingen kommentarer
Brazil er en af mine absolutte yndligsfilm, overhovedet. Jeg har dog haft det sådan med den de sidste 10 år, at det er som om den er blevet overhalet af virkeligheden. Som om det, som i 80'erne var langt ude sarkasme og fiktion i dag er den daglige virkelighed. Og det har på en eller anden måde lidt ødelagt filmen.

Tag nu Politikens vanvittige historie i går: nogle flyttefolk stoppes rutinemæssigt under klimatopmødet - da de skal checkes får de inde på centralen galt fat i den enes navn, og tror han er eftersøgt terrorist. Hvilket straks får alle alarmer til at bimle, flyttefolkene samt deres familie isoleres i total guantanamostil, med pisning i flasker med bind for øjnene og arme på ryggen i håndjern - og fru Pedersen på 65, som de skulle flytte for, udsættes for samme behandling, med sine 2 kunstige knæ.

Fuldstændig forrykt. Men det er beskrevet før i starten af Brazil - som handler om den eftersøgte VVS-mand Archibald Tuttle og myndighedernes forsøg på at fange ham. Men på grund af en bug i systemet - bogstaveligt talt - kommer de istedet til at gå efter Archibald Buttle. Med fatale følger til følge...

Se eller gense de første 5 minutter af Brazil herunder, og døm selv om det ikke i forbløffende grad minder om politiet i Danmark (med en Brian Mikkelsen smidt ind for good measure) anno 2009.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 7. oktober 2010

Én stor familie...

3 kommentarer
Jeg genlæste egentligt Ira Levin's Fagre Nye Elektronverden (This Perfect Day) med henblik på anmeldelse her på bloggen for nogle måneder siden, men kom aldrig rigtigt frem til at få skrevet den anmeldelse. Måske fordi den bog et sted betyder meget for mig - så det har krævet lidt overvindelse at gå i gang med.

Men nu nævnte jeg for ikke længe siden Huxley's Brave New World, og det - sammen med egne (og andres) anti-facebook skriverier - fik mig åbenbart til at tænke her til aften, at nu skulle det være.

Jeg tager anmeldelsen lidt i omvendt rækkefølge - for eksempel ved at fortælle at jeg altså kun har læst den på dansk. Sammen med Ringenes Herre er det en af de bøger jeg læste på dansk første gang, og selv har haft, og aldrig siden har læst på engelsk. LotR har jeg dog stående på engelsk, og jeg ved selvfølgeligt hvad alting hedder.... men sådan er det altså.

Og med Fagre Nye Elektronverden har det lidt betydning - for den er noget bedaget i sproget (bogen er fra 1970, og oversat samme år), og jeg tror det er værst på dansk. Fordi mange af ordene siden er blevet anglificeret. For eksempel hedder en elektronhjerne ligesom ikke en elektronhjerne i dag, og dermed er hele titlen - som i forvejen er et efter min mening forfejlet spil på Fagre Nye Verden (Brave New World) - noget kikset.

Bortset fra den er bedaget, er oversættelsen sådan set ok. Men læs den da helst på engelsk (den er alligevel også umulig at finde på dansk).

Anyway - bogen er efter min mening en af 3 store dystopier, som kendetegner de sidste 100 år:

1984 af George Orwell er den ene. Den har jeg aldrig været særlig vild med, men måske på et lidt unfair grundlag - for da jeg læste den fik jeg den præsenteret som Science Fiction, hvilket den ikke er. Og det var jeg røvirriteret over hele bogen igennem. Men dens betydning og vigtighed kan man ikke komme udenom. Her i defineres newspeak og det politiske overvågningssamfund.

Og så er der Brave New World (Fagre Nye Verden) af Aldous Huxley. Om en verden, hvor mennesket er fremavlet til forskellige klasser - fra de fine og ædle Alfaer, til de hæslige, masseproducerede Epsiloner i bunden, som fyldes med narko så de gennemfører deres slavelignende liv uden at brokke sig. Bestemt god at huske idag, men det er nok vigtigt at huske på at den altså er fra 1931.

Og, altså - min favorit, den alt for ukendte This Perfect Day. Skrevet af Ira Levin - og højst mærkværdigt ikke filmatiseret, det burde ellers være til højrebenet. Især i betragtning af at næsten alt andet han har skrevet er filmatiseret (A Kiss Before Dying, Rosemary's Baby, The Boys from Brazil, Sliver.... for at nævne nogle).

Verden som Chip - han hedder egentlig Li, men hans lidt excentriske Bedstefar insisterer på at kalde ham Chip - vokser op i, er dejlig; ja, den er noget nær perfekt. Der er verdensfred, og har været det i mange år, menneskene lever trygt og godt. Og alle kender deres plads, for Uni-El sørger for at alle tildelses lige præcis den funktion som passer til ham eller hende.

Uni-El er en gigantisk computer, som er bygget inde i bjergene i det centrale Eur - et sted som hed Scweiz i gamle dage - Chips farfar var med til at bygge Uni-El, hvilket Chip er meget stolt af; før Uni-El var tingene ikke helt så gode, da havde hvert kontinent sin store computer, men nu kan ressourcerne udnyttes endnu mere effektivt.

Uni-El kan sørge for alting - og sørger for at man ikke kommer til at gøre noget dumt. Så man skal jævnligt når man går nogle steder trykke sin armlænke mod en monitor, så Uni-El ved hvor man går, og kan passe på en. Og eventuelt sige nej, hvis man ikke må gå den vej, så man ikke kommer til skade.

Uni-El sørger også for at alle mennesker er raske - det gøres ved at alle får en månedlig behandling, som sørger for at man er i godt humør og ikke bliver aggressiv. Agressiv, det var sådan noget mennesker var i gamle dage, før Uni-El - hvor de slog hinanden ihjel, og var voldelige og lavede krig. Men det er heldigvis slut nu.

Og skulle et medlem af Familien alligevel blive sygt, så er der behandlere som kan tage sig af dem. Og resten af Familien støtter naturligvis op. Som det også hedder i den store fællesskabssang, En Stor Familie...

Som man nok kan gætte sig til, bliver Chip efterhånden som han vokser op ikke ved med at være lige tilfreds med denne verden - som vel kunne være udtænkt af Kim Jong-Il eller Mark Zuckerberg. Og bogen handler således om hans gryende oprør, forsøget på at finde ligesindede, at undslippe - og at kæmpe mod Uni-El.

Men Unis tråde rækker langt, og man er aldrig sikker på hvornår man er fri af dem.

Efter min mening er det både en fremragende bog på et helt elementært spændingsmæssigt niveau, historisk (den siger også en del om 1970 hvor den er skrevet). Og så er den forbandet relevant - endnu mere dag for dag, som Mark Zuckerberg og hans Familie-lignende Facebook sætter sig på mere og mere af dit privatliv.

Som du ikke kan komme ud af igen - for du vil jo gerne være med i klubben, ikke Mulle? Og før vi ved af det er det for sent. Hvis det ikke er Facebook er det noget andet vi har lagt vores liv i hænderne på.


Og det har altså været en af mine yndlingsbøger i mere end et kvart århundrede - og efter ikke at have læste den i flere årtier - er den det stadig. Som sagt lidt bedaget, især i den danske oversættelse. 

Så lige lidt afrunding: nogle vil nok mene at jeg også skulle have haft Ray Bradburys Fahrenheit 451 blandt de store dystopier. Det valgte jeg altså ikke at have - selvom jeg bedre kan lide den end 1984. Og man kunne også nævne andre.

At den ikke er filmatiseret, undrer mig som sagt. Men den - i øvrigt rigtigt gode, og også ret oversete - film Equilibrium (som på dansk af en eller anden grund hedder Cubic) gav mig mindelser om. Ligesom Brazil et eller andet sted giver mindelser om alle dystopier.

Jeg håber virkelig jeg har givet nogen lyst til at læse bogen. Det er en klassiker - der er bare ikke mange der ved det. Og det er en klassiker som det endda er en fornøjelse at læse! (Det ser dog ud som om, på det link jeg fandt til den på Amazon, at den er ved at blive genudgivet - så måske er den også ved at blive genopdaget. Så er det jo bare med at være med på bølgen - og være en del af Familien...)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 26. februar 2010

Camilla Broe - The Story - The Movie

Ingen kommentarer
Som fortalt af en læk i det danske regeringsapparat *



* Hvis nogen læsere ikke skulle kende filmen: den hedder Brazil, og er en af de absolut bedste film. Ever. Must see!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 12. februar 2009

Hardcore

Ingen kommentarer
Endte op med at have en fri-eftermiddag idag, så var i Føtex efter diverse indkøb. Opdagede så de havde tartar til en 10'er pakken (sidste anvendelse imorgen), og fik en uimodståelig trang. Så købte hele moletjavsen (kapers, peberrod etc) og lavede nogle stykker af dem, med tilhørende smoothie.

Og så V for Vendetta - som jeg har haft liggende på DVD siden jeg gav mig selv den i julegave. Det er sgu en god film - eneste anke jeg har imod den, er at det at den er baseret på en tegneserie skinner lidt for meget igennem. Det fungerer rigtigt godt for nogle film, men for denne her er historien så god og ren, at tegneserieformen virker distraherende - synes jeg. Men ellers film i bedste Brazil/Equilibrium* tradition, med et stort tvist Greven af Monte-Cristo i historien.

Og så må jeg jo indrømme, at Natalie Portman gør at jeg nok aldrig 100% kan boycotte Israel.

Så alt i alt udmærket, men hardcore eftermiddag. Min mave begynder ihvertfald at synes det hele ligger lidt tungt. (Og frøs helt vildt under filmen, må have været fordøjelsessystemet der havde brug for alt energi i kroppen.)

* Man burde måske nok snarere sammenligne med Matrix end Equilibrium, når nu det er Wachowski-brødrene der står bag, men synes egentlig mere den minder om Equilibrium. Og er iøvrigt træt af Matrix efter de ødelagde det totalt med 2'- og 3'eren.

Og musikken herunder: well, det burde ikke være så svært at gætte hvorfor jeg kom til at tænke på den sang, eller rettere video?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 3. januar 2009

My Complication Got a Little Complication

Ingen kommentarer
(citat: Brazil)

Var jo så nede og hente mine dragter, og den del gik uden problemer. Kommer hjem og får kigget på dragterne. Ser foreløbig storartet ud.

Prøver så at iføre mig en knaldgrøn sag. Og der er ikke et øje tørt, det bliver nogenlunde så tåbeligt som jeg har håbet på.

Men der er et problem: man kommer i dem via "indgang" i ryggen, hvor der så sidder lynlås. Og jeg har altså ikke gået til så meget yoga, at jeg kan nå ned og lukke den. Så kan krafteddeme ikke lukke dragten.

Det kunne jo så som sådan overkommes - en enkelt upzipning kunne man jo nok få hjælp til. Men jeg kan jo heller ikke komme ud af dragten igen.... og det er mindre heldigt - for det første fordi jeg ikke har tænkt mig at leve resten af livet i en sådan dragt, for det andet fordi jeg undlod at vælge lynlåse omkring skridtet (man kunne ellers vælge både en mande og kvinde stil), da jeg opfattede det som værende et eller andet fetish/bundløst påfund - havde ikke helt gennemtænkt de praktiske implikationer/problemer ved en bogstavelig talt heldragt.

Så min plan er nu at fremskaffe en form for kæde jeg kan sætte fast i ryglynlåsen, som kan gøre det muligt for mig at lyne op/ned. Så må jeg gå på toilettet ved at bruge aflukke og droppe pissoir.

Men indtil det er på plads, må debuten desværre vente.

(Tror nok dragterne mest er møntet på fetish- og s/m-lege, hvor der er en partner i nærheden. Og så er det jo ikke noget problem med lynlåsen. Men det er ikke helt gennemtænkt som single weirdo - må jeg jo tilstå :) )

Opdatering: Nå, med lidt mere eksperimenteren nhar jeg fundet ud af man også kan kravle ind forfra, og så er der ikke noget problem - man skal bare lige dreje tingene lidt. Men ved ikke om jeg kan holde det ud i længden - det virker som om det bliver ekstremt varmt!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.