Et indlæg hos Tårnet, med efterfølgende kommentarer, fik rippet op i en gammel historie, som jeg før har tænkt måtte bringes - og nu er tiden åbenbart kommet.

Det blive lige så meget en historie om min første solo-udlandstur (til London) som min anden gang. Og jeg advarer på forhånd, at tale om en gang er noget af en overdrivelse, for der skete endnu mindre end min første - men for mig er det en gang. (Vi skal helt frem til den fjerde, for at der er tale om fuldstændig gennemført utvetydig sex...)

Anyway, vi skriver Anno Domini 1988, forår, jeg er 19 år gammel. Jeg er tilkaldevikar i en børnehave, og ellers laver jeg ikke en brik, i det jeg nogle år før droppede ud af gymnasiet.

Da min far er computerkonsulent, og ved at jeg er ganske ferm til det der programmering (nok bedre end ham, hvis han skal være ærlig), synes han det er lidt trist at det skal gå til spilde. Og synes nok heller ikke tanken om at skulle forsørge mig resten af livet er særlig sjov.

Så han får den idé at sende mig på et computerkursus hos ICL i London - med det i bagagen er han ret sikker på han kan skaffe mig ind på et projekt han arbejder på hos ICL, Danmark.

Kursusstedet er på et manor ude i Old Windsor, altså et godt stykke uden for de centrale dele af London. Og for at spare penge jeg skal have muligheden for at nyde London når jeg har fri, går han uden om de sædvanlige faciliteter ICL tilbyder i forbindelse med kurset, og køber en charterbillet hos Tjæreborg. Med hotelværelse inde i Bayswater.

Som jeg skal dele med to andre, viser det sig. En wannabe DJ fra Herning, som er fin nok. Og en idiot fra Horsens, som lige er kommet ud fra en psykiatrisk afdeling, og er ovre for at se fodbold. (Tror nok det var Tottenham, ville nu hellere have haft han var Arsenal-fan.) Og du er da fra Køwenhawn, får jeg at vide. Og det er jo sandt nok.

For at gøre lang historie kort, viser det sig hurtigt at være noget af et problem at gennemføre, at tage fra centrale London ud på kursus. For offentlig transport er ikke synderligt praktisk i London, og det der var udset som min rute tager 4 timer - hver vej - og den tidligste bus går kl 6:20, og slutter kl 17 - og kurset varer dagligt fra 9-17 (nominelt, det går som regel over tiden; og jeg kan iøvrigt godt sige at det var vanvittigt intensivt, i forhold til hvad jeg har oplevet i Danmark af tilsvarende, som jo er ren badeferie).

Så de første dage kommer jeg for sent; indtil jeg finder på en måde, hvor jeg tager the tube til Heathrow, og går gennem underlige tunneler langs motorveje, som det slet ikke er beregnet at man skal gå ad, til hotellet derude som ICL bruger, og tager med bussen som de andre kursusdeltagere bruger. Hjemturen kan jeg ikke altid bruge bussen (noget med tider), så der napper jeg en rask gåtur fra Old Windsor til Heathrow gennem Staines og Slough og hvad de forskellige forstæder derude hedder, på en del timer.

Så når jeg kommer hjem er det ikke meget af London jeg får set - jeg går på Burger King, op på hotelværelset (som for det meste heldigvis er tomt på det tidspunkt), og indtager en pæn portion toldfri whisky, og sover til jeg skal op og ud til Heathrow.

Tilgengæld er det et virkeligt godt kursus - som før nævnt meget intensivt. Og jeg lærer lidt om Skotland. For i min "klasse" er en kvinde - totalt nice og stylet fra Edinburgh. Og i kantinen møder jeg og for sympati for en på et andet hold, fra Glasgow. Småpunket og med meget heftig makeup - fra Glasgow. Do I smell or sumthing, spurgte hun på syngende skotsk, da folk endnu engang forlod pladsen omkring hende, når hun satte sig.

Anyway, kurset overstås fredag, jeg kommer hjem, ifører mig makeup og vælter i byen. Finder en eller anden klub som hedder The Mutt Club, eller noget i den stil, hvor jeg danser til de lukker - tidligt, for det gør de i London. Og jeg føler mig utroligt fremmed - derhjemme er jeg vant til at piger kommer hen til mig, men kønsrollerne er tydeligt meget mere fastlåse i et gammeldags mønster i London, opdager jeg.

I løbet af lørdagen køber jeg ind - miniaturer, som senere skal komme til at spille en rolle i et andet forløb (og måske også denne historie). Og om aftenen vender jeg tilbage til The Mutt Club (jeg er tryghedsnarkoman i forhold til det at gå i byen - hvis jeg først har fundet et sted jeg ikke får bank, er der gode muligheder for at jeg bliver der).

Natten starter som en fortsættelse af foregående nat - jeg danser, og får øjenkontakt, men ikke mere. Men efter nok gin & tonics finder jeg ud af, at jeg sgu nok selv er nødt til at gøre noget for det. Så går hen til en blond/affarvet pige, og spørger hende op.

Og så danser vi ellers sammen resten af natten, eller rettere til de lukker - for det gør de stadig tidligt i London - og vi går ud. Hun har en veninde husker jeg, som hun kort efter siger farvel til.

Og så er vi der - i centrale London. Jeg skal med et fly hjem ved 10-tiden om morgenen. Og på mit hotelværelse ligger der to jyder og sover. Og hun bor hos sin mor i Brixton - fucking langt væk.

Så vi ender med at gå rundt i et meget stille centralt London ved 3-4 tiden om natten, og snakke. Jeg kan ikke huske så meget vi snakker om, men dog én ting. Hun er forbløffet over jeg gik hen til hende, for hun mener at hendes hud er så dårlig, at ingen vil have noget med hende at gøre.

Well, en forklaring på det er muligvis at jeg på det tidspunkt er stort set blind på afstand - jeg havde kort forinden smadret mine briller i byen, og er i proces med at få kontaktlinser, for første gang. Men dem ville optikeren ikke lade mig få, da hun hørte jeg skulle rejse udenlands, og så ikke kunne få hjælp hvis der var problemer.

Men jeg er nærsynet, og tæt på synes jeg nu heller ikke den hud er slem. Den er så dækket af et kraftigt lag hvid makeup, men det var normalt dengang.

Nå, men vi begiver os altså rundt på må og få, og kommer til en park - St James Park, som vi begiver os ind i. Og finder en plæne ved en sø (med nogle vrede ænder og svaner), hvor vi lægger os og kæler, og hun bliver topløs.

Men så heller ikke mere - for vi er enige i (og jeg er sikkert også skræmt over det hele), at det er for koldt. (Det er starten af marts og faktisk hundekoldt.)

Så vi snakker videre, blandt andet om hvor forbandet det er jeg skal hjem om de her få timer, jeg får hendes adresse, lover at skrive, at vi skal ses igen. Og følger hende til en bus, som kører afsted, mod Brixton.

Jeg går hjem til hotellet, gennem et gryende London. Jeg har altid været meget umiddelbar i mine følelser - og jeg er forelsket. Og måske er hun også i mig? En vidunderlig nat!

Da jeg kommer tilbage til hotellet er de to jyder ved at stå op og gøre klar til hjemtur. De kan selvfølgelig ikke lade være med at komme med kommentarer til min sene hjemkomst. Og jeg fortæller som sandheden er, at ja, jeg var sammen med en pige, men der skete ikke så meget. Med stjerner i øjnene.

Jeg pakker hurtigt og ubetænksomt. Måske får det også en indflydelse på hvad der senere sker?

Lidt senere, da vi er på vej ned med bagage, trækker Horsens-fyren mig til side. Han har åbenbart noget han er ved at brænde inde med, som han må fortælle. "Jeg var også forbi en luder i onsdags," fortæller han. "Så du er ikke den eneste som har fået noget." Jeg har siden haft et problem med byen Horsens og folk derfra.

Jeg checker mange gange på vejen hjem, at jeg har hendes adresse. Det har jeg. Da vi kommer til security check ryger jeg i den grad i, og skal have alt op af lommerne (følg linket, please, de hænger sammen).

Og måske er det i den forbindelse jeg mister sedlen med hendes adresse. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg opdager i flyet, at jeg ikke kan finde den. Tænker at den måske er et andet sted... men jeg genfinder den aldrig.

Lynda McCarthy, hed hun. Boede i Brixton. Er vel ca 40 år i dag. I dag ville jeg muligvis have kunnet finde hende via nettet, men det var ikke muligt dengang. Så - Dear Lynda, if you ever google yourself, or what is proabbly your maiden name - that's why I never contacted you.

Det var et tab af en seddel jeg var ret trist over. Vi har sikkert alle prøvet lignende - men det gør det ikke bedre. Virkelig sådan en: "gad vide hvad der var sket, hvis..." ting.

For at afslutte historien, kan jeg fortælle at jeg fik en hyre som programmør, 5 måneder senere. Hvilket (naturligvis) gik storartet. Men 2 måneder efter blev ICL, Danmark fusionerede med Regnecentralen, og projektet blev lukket, og som ekstern konsulent var jeg igen på gaden. Men det fungerede stadig som murbrækker til at jeg senere fik regulært job.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.