Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 7. oktober 2010, kl. 18.28

Tip: Undgå bestemte AdSense-annoncer

Jeg kom i tanker om dette lille tip, fordi jeg nu skrev et indlæg med relation til astrologi.

Da jeg begyndte at have AdSense reklamer på bloggen her, for et halvt års tid siden, var jeg nemlig i starten ret frustreret - de handlede stort set alle om astrologi!

Og jeg går udfra, det har været fordi Leo (løvens tegn) optrådte en del i kommentarfelter - fordi I læsere jo godt kan lide at kalde mig det.

Men det var mildest talt meget irriterende - for jeg har ingen formodning om at ret mange af mine læsere eller googlere interesserer sig specielt for astrologi.

Jeg spurgte mig for på AdSense hjælpeforum, men udover at hjælp til at markere bestemte områder af teksten som specielt relevante eller ikke-relevante for AdSense - hvilket også er godt at vide at man kan - var der ingen hjælp at hente.

Indtil jeg selv fandt løsningen. Man kan nemlig udelukke bestemte websites fra at reklamere hos en. Det er bare ikke beskrevet sådan - fordi meningen er at man skal kunne udelukke konkurrende websites. (Hvis man for eksempel er Toyota-forhandler, kan det jo godt være man ikke synes det er særligt fedt, at en anden Toyota-forhandler reklamerer på ens website.)

Men man kan altså også bruge det til at holde uønskede sites væk. Så jeg så hvilken web-adresse reklamerne reklamerede for (husk ikke at klikke på dem, det må man som bekendt ikke på eget site!), og gik ind under AdSense opsætning -> Annoncefilter for konkurrenter - og tilføjede de forskellige astrologi-sites i listen, efterhånden som de dukkede op.

Og nu er jeg dejligt fri for dem - jeg har ihvertfald ikke selv set nogen længe.

Og da det faktisk var noget det var svært at finde hjælp til - er tippet hermed givet videre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

6 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Du er en evig kilde til ny lærdom Leo.

Leoparddrengen sagde ...

Man prøver jo, man prøver :)

spunky sagde ...

jeg takker for det lille tip...
jeg har en anden hurdle du måske kan hjælpe mig med...

det hvor der stå [0 kommentarer] eller [1 kommentar], kan man ændre den tekst i blogger??? jeg ved man kan i WP ... men jeg kan ikke finde det i blogger ... min viv har en blogger blog og vil gerne skrive noget andet. eksempelvis [ytringer]

Leoparddrengen sagde ...

Hvis du/I fra Betjeningspanelet går i Design og på siden med sideelementer klikker Rediger på det centrale Blog-indlæg.

Så kommer der et popup vindue, hvor man kan slå forskellige ting til eller fra, per indlæg, og flytte rundt på dem. I fjerde linie under Instillinger for indlægsside er et flueben for, om der skal vises hvor mange kommentarer der er, eller ej. Og på samme linie kan du ændre teksten der angives for kommentarer.

Man kan gøre det mere fancy ved at rette i template, men det der skulle burde være den autoriserede måde.

Håber I kan finde ud af det, ellers laver jeg et indlæg hvor jeg tegner og fortæller.

spunky sagde ...

tusind tak for den lille vejledning.
den er ok, men der er stadig noge små hurdler ved den.
den skelner f.eks. ikke på om der står 0 kommentarer eller 1 kommentar.
hvilket ser lidt spøjst ud hvis man skriver et andet ord eller en sætning.

og så slår det kun igennem på hovedsiden, der stå stadig comments eller kommentarer i det vindue der åbnes hvor kommentarerne er listet op.

hvor finder jeg selve koderne??
jeg har prøvet at se om jeg kunne se dem i html versionen, men jeg synes ikke rigtig jeg kan få øje på dem!

Leoparddrengen sagde ...

Ja, jeg ved hvor det er, jeg har selv været inde og håndrette det hos mig selv.

Men det er en lidt omstændelig vejledning at tage her, ihvertfald nu hvor jeg er en anelse træt... I kan eventuelt sende mig templaten, og skrive hvad der skal rettes, så kan jeg kigge på det en af dagene.

Men ellers hvis du selv vil kigge i templaten skal du huske at klikke på Udvid widget-skabeloner og være klar over at default strengene ligger i variable (konstanter) med navne som data:top.commentLabelPlural.

Som sagt - kan godt hjælpe (også hjælpe dig til at finde/rette det selv), men det bliver lidt omstændeligt her. Du kender min mailadresse... ;)