Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten digital TV. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten digital TV. Vis alle opslag

onsdag den 23. november 2011

Vekselstrøm - det var noget man havde under krigen

Ingen kommentarer
P2 på radioen flytter til digitalt og til net. Så nu kan gamlingerne ikke finde programmet :


(Ganske underholdende klip, synes jeg - også selvom jeg bliver betalt for at at du ser det.)

Selv hører jeg stort set aldrig radio, så jeg slipper vist for at rode med skruetrækkeren. Men de skal nok blive glade for det i længden - jeg er ihvertfald stadig lykkelig for digitaliseringen af TV-signalet. Som gør at jeg - der bruger gammeldags stueantenne til æterbårent signal - ser flere kanaler, og ser dem helt skarpt, i modsætning til det dobbelte billede jeg havde i gamle dage. Det var nu også en omlægning der var en del sjov med, den nat det skete.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 18. april 2011

TV-serier skal ses på DVD

7 kommentarer
Jeg læste for en uges tid siden en overskrift i Politiken, som handlede om at der næsten ingen seere var til Mad Men.

Og jeg må sige at jeg ikke er overrasket. Ikke fordi jeg har noget imod Mad Men*, men fordi jeg efterhånden synes broadcastet TV er det sidste sted at se TV-serier. Hvor det første sted er fra DVD.

Hvor man kan se så mange afsnit man vil om dagen/ugen/måneden, hvor man er fri for reklamer, og hvor man ikke går glip af afsnit.

Hvad der virkelig har slået det fast for mig er den Lost-marathon jeg har været igennem de sidste par måneder - som nu desværre er afsluttet.

Den tror jeg aldrig jeg ville have fuldt på TV. Kun et afsnit om ugen? Og hvis man går glip af noget... ja, så er man for alvor lost. Jeg har også talt med flere af mine venner, som jeg ellers ville mene serien burde være lige noget for. Men de havde set enkelte afsnit i ny og næ, uden at synes det var noget.... enkelte afsnit, hvem sagde blasfemi. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre end at dumpe ind et tilfældigt sted i den serie!

Jeg syntes det var galt nok, at min ex lod den ældste se nogle afsnit af Lost, igen i ny og næ - uden at han havde set den fra starten. Det fik jeg straks sat en stopper for - så nu ser han den, og i rækkefølge, ikke hakket i stumper. (Og så får jeg iøvrigt genset nogle af afsnittene.)

Det gælder selvfølgelig ikke alle serier, at de ikke kan tåle at være i TV. Men langt, langt de fleste ville jeg egentligt ønske bare kom direkte på DVD.

* Jeg synes dog nok at Mad Men er blevet hypet lidt vel meget. Jeg har set halvdelen af første sæson, og så stod jeg af. Til at starte med kunne jeg da godt se en kvalitet i den, den er meget gennemført og It's Toasted virker stadig. Men jeg syntes den i den grad savnede udvikling og efter 6 afsnit syntes jeg bare jeg sad og så det samme igen og igen. Så jeg gætter på at hypen først og fremmest skyldes rygning på TV, samt at kvinder (og bøsser) synes Jon Hamm er lækker?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 10. juli 2010

Nej, de skal da ikke være så tykke i ansigtet!

3 kommentarer
Er på besøg hos min mor, hvor jeg med unger overnatter til i morgen. Vi så så anden halvleg af fodbold i aften, senere Deadline, med videre.

Og min mor har hvad hun mener er et ret nyt fjernsyn - det er også kun ca 10 år gammelt, og i betragtning af at hendes tidligere fjernsyn holdt i 25 år (med mangefarvede streger på kryds og tværs) er det nye fjernsyn jo en ren årsunge.

Men altså - vi taler rent billedrørsfjernsyn, i 4:3 format. Som ganske vist kan stilles lidt om.

Og indtil digitaliseringen for et halvt år siden var alting helt fint. Men efter skiftet er hele billedrammen blevet brugt, ligemeget hvilket format ting sendes i.

Med det resultat at, det som sendes i 16:9 format (og det er vel efterhånden det hele) trækkes ud lodret, og giver meget lange ansigter.

Jeg spurgte hende så en af de første gange efter skiftet, hvordan hun kunne holde det ud?

"Holde hvad ud?"
"Jo, de der lange ansigter?"
"Nå - jo der var vist en forandring fornylig. Men jeg synes da det står helt fint nu!"

Og så gjorde jeg ligesom ikke mere ved det. Indtil i aften da jeg lige pillede ved fjernbetjeningen, og fik sat fjernsynet til at vise ting i det rette format. Hvorefter min mor, da hun så det, udbrød: "Nej, de er da blevet helt vildt tykke i ansigtet allesammen."

Jeg prøvede at forklare, at det altså var sådan folk ser ud - eller bør se ud - i fjernsynet. Men det ville min mor ikke høre tale om:

"Nej, de skal da ikke være så tykke i ansigtet! Tænk hvis Tøger Seidenfaden kommer på. Det går da slet ikke!"

Til hvilket jeg måtte svare: "Ja, eller Lars Løkke Rasmussen... men altså - det er sådan de ser ud!"

Hun: "Nej, det kan jeg altså ikke holde ud - du må sætte den tilbage!"

Hvilket jeg jo så gjorde. Men jeg synes et eller andet sted, at det er en meget god lektion i, hvor meget fjernsynet kan fordreje virkeligheden. Og hvor meget man kan vende sig til at det skal være sådan. Og det kan nok være meget godt at huske på.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 28. marts 2010

Tidsskuddermudder

2 kommentarer
I min stue bruger jeg som ur en VHS - som man ikke kan stille tiden på. Det vil sige, det kan man muligvis, men jeg har ingen fjernbetjening til den.

Det var ikke det store problem før i tiden, for det er sådan en som får klokken fra TV-signalet. Men efter det analoge signal blev skrottet i november, har den ikke rigtig haft kontakt med omverdenen. Uret er så kørt videre efter hvad den mente klokken var, og det har også holdt fint. Ok, den har tabt et minut eller to på de måneder, men alt i alt ok.

Og så kommer de her med deres forbaskede sommertid, og nu går den en time + et par minutter galt. Fucking irriterende. Tidsrøvere, det er det de er. Hvem de end er.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 16. februar 2010

En guldgrube af gætværk

Ingen kommentarer
Muligvis har jeg været forskånet ret meget for den slags programmer, da jeg hverken har kunnet tage Discovery eller National Geographic eller nogen af deres kloner.

Men efter digitaliseringen, hvor DR2, DR K og DR HD er kommet ind i mit hjem, vælter det pludselig med dokumentarer om romerriget og ikke mindst ægypten.

Især de ægyptiske er ret syrede: en ægyptolog (og de findes tilsyneladende i meget stort tal, det er ligefør der er flere ægyptologer end kinesere i verden, tror jeg) har fået en fiks idé, og så bruger han ellers et program og en time af din tid på at prøve at underbygge den.

Som regel er det noget meget, meget langt ude, såsom et mærke på en stok, som helt klart må være kommet der fordi Ramses III i virkeligheden var spedalsk, og derfor slet ikke er begravet i Kongernes Dal, men i al hemmelighed blev sejlet vestpå, hvor Karthago siden er bygget ovenpå hans afsjælede legeme.

Den der har jeg så selv fundet på, men det kunne sagtens være sådan en udsendelse. Og det gode ved det - for programmagerne og ægyptologerne - er at man stort set kan påstå hvad som helst, for der er ikke nogen der kan bevise at det ikke var sådan. I stedet kan en anden ægyptolog så stille sig op og påstå, at sådan var det slet ikke, næh, nu skal I høre den rigtige historie om Ramses III.

Og på den måde er de en kilde til evige dokumentarprogrammer, som man hjernedødt kan sidde og se, og føle man bliver utrolig klog af.

Jeg kom til at tænke på det, efter at have læst denne artikel - om en undersøgelse af Tutankhamons rester, der utve´tydigt og ufravigeligt viser at Kong Tut døde af malaria. Eller gjorde han - læs selv og døm (eller døm ikke). Jeg ser det bare som et mirakel at den stakkels unge mand overhovedet nåede at blive 19....

Billedet er af Kleopatra i HBOs fortolkning i Rome. Min yndlingsfremstilling af hende (spillet af Lindsey Marshal), og ligeså troværdig som samtlige ægyptologer - og sikkert ligeså langt fra en eventuel sandhed.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 7. december 2009

Ch-ch-changes

8 kommentarer
Endte så op med at gå på Amigo igen i aften. Længe siden jeg har været der udenfor fredag/lørdag rutinen. Var hyggeligt, på nær et enkelt bralrende fjols. Og fik diskuteret digitalt tv og diverse film og serier.

Og så var der et kor, som fik syngetid. Lidt for salmepræget for mig. Så da de holdt op satte jeg Like a Prayer på jueboxen. Og så var der pludselig fest. Og jeg dansede rundt selvom jeg bare havde regnet med at hænge i bar. Og var bare i sweatshirt og træningsbukser. Og en af pigerne fra koret var vidunderlig at danse med. Og virkede i det hele taget rigtig, rigtig sød (men meget, meget ung, siger den indre stemme fra den gamle mand også).

Og festen blussede ned efter Madonna (undtagen for den fortabte polak, som vist har levet på Amigo siden i onsdags, og som blev ved med at... danse var det vel ikke, men bevæge sig?). Og jeg snakkede mere digitalt tv og film, til Changes kom på.

Den prøvede jeg så først at få hendes veninde til at danse til. Ved et fucking uheld, jeg troede det var hende (altså min tidligere dansepartner) der sad der, men de havde byttet rundt. Men veninden ville ikke, så videre til den rigtige partner. Men hun ville heller ikke, ville vente til der kom noget ordentligt musik. Eneste minus i karakterbogen, hun kender åbenbart ikke Bowie for godt.

Der kom så "ordentlig" musik senere, og vi dansede igen, og det var stadig freaking vidunderligt. Og hun virker skide sød, og jeg håber alt godt for hende. Og hvem ved, måske møder jeg hende igen en dag.

Men kombinationen af Changes og vores dans (+ de seneste ugers dans) fik mig til at tænke på, at jeg faktisk er blevet væsentligt bedre til par-dans end jeg plejede at være. Hvor jeg kun dansede solo, og nærmest helst ikke ville andet.

Men jeg kan mærke at jeg er begyndt at lære at føre. Hvilket altid har været mig, anarkisten, imod. Men jeg kan mærke at jeg ikke bare begynder at lære det, men at jeg også synes det er interessant. At kunne navigere et andet menneske rundt med små berøringer.

Og jeg gad vide hvad det skal ende med?

Ch-ch-changes...


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 1. november 2009

Ramasjang

4 kommentarer
Så er det meste af første døgn med digitalt TV gået, og det er helt klart DRs Ramasjang der har vundet - det skyldes jo nok at jeg har børnene her.

De har set det stort set hele dagen, hvilket jeg ikke har gjort noget for at forhindre - de har aldrig haft adgang til kanal med uafbrudt børnefjernsyn før, så det er dem vel undt at fornøje sig med her i starten. Og så er det meste jo altså i ret god kvalitet, det er noget andet end nogle af de discount børnekanaler der findes.

Jeg fik så ikke lige set Forbrydelsen II i HD, det havde jeg ellers glædet mig til, men den tager jeg på nettet om lidt.

Min største anke ved de nye kanaler indtil videre, er det der forfærdelige jazz de spiller når der ikke er udsendelse på DR K (og det er jo det meste af tiden) - jeg troede den slags hørte til i en tid hvor DR havde monopol og TV Avisen startede 19:30, og de prøvede at skræmme seerne væk inden med jordens mest ulækre muzak. Men det er altså genopstået nu.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

We've got free porn!

Ingen kommentarer
Tja, lige nu er den eneste kanal med levende billeder, udover DR Updates båndsløjfe, som jeg kan se på det forkromede digitale sendenet: Kanal København - og vi ved jo allesammen godt hvad de sender natten til søndag.

Men hvad; hvis det er det eneste jeg kan se i TV - så må jeg vel prøve at overleve det...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det kom nok bag på mange

Ingen kommentarer
Jeg hørte det lige annonceret på TV2 her ved 23-tiden i aften; ved et tilfælde hørte jeg efter: ...omlægningen betyder at langt de fleste seere vil opleve sort skærm mellem midnat og kl 4 i nat. Hvorefter kanalerne skal indstilles på TV'et på ny.

Og ganske rigtigt, kl 0:02 gik mit fjernsyn i sort, lidt efter lidt. Til gengæld dukkede nogle nye kanaler op, bl. a DR HD som jeg er gasnke spændt på, men som foreløbig kun viser still billeder / programoversigt.

Men det var da ligegodt sent, at de gav den oplysning, at der ville være udbredt sort skærm i nat; nu har de lovet højt og helligt, at hvis man blot købte rigtig hardware eller havde kabel etc, så kunne man fortsat se TV uden problemer.

Og jeg forestiller mig da at mange har siddet og villet kigge med på omstillingen - det gjorde jeg da også selv. Så hvis man ikke har hørt efter den advarsel så bliver man nok lidt mopset - hvilket jeg ved et kig rundt på diverse blogsamlingssteder da også kan se mange er blevet.

Og på nettet var der ikke meget hjælp at hente, om man var berørt eller ej; der henviste TV2 i førnævnte advarsel til http://www.detnyetv-signal.dk/ - men der stod intet om sort skærm i aften, de henviste dog til TV-kanalernes egne hjemmesider. Og hvis man fulgte de links blev man ikke klogere, men blev vist tilbage til http://www.detnyetv-signal.dk/ - ren catch-22 som Hamid el-Mousti (fejlagtigt) ville formulere det.

Og hvis man kigger på http://www.detnyetv-signal.dk/ nu, skriver de at signalet er skiftet. Og at hvis man har sort skærm er det fordi man er for dum, og ikke har hørt ordentligt efter i timen, og skal købe nyt udstyr. Ok, ikke lige med de ord, men meningen er den samme.

Ret smart at informere i månedsvis (på ret forvirrende måde) om hvad der vil ske; men glemme at informere om lige præcis den tid selve omlægningen står på. Men de tænker vel at folk alligevel sover (med hænderne over dynen), dér efter midnat.

Så hvis nogen bliver mopsede (se eventuelt her) - så har de lidt selv bedt om det!

[Opdatering:] Well - nu kører der porno. Som det eneste. Absurd.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 25. oktober 2009

Tidløs

3 kommentarer


Jeg har ikke mange ure. Jeg har et i køkkenet, men vist ellers ikke nogen.

Generelt bruger jeg min mobiltelefon, både som ur og vækkeur. Og i stuen bruger jeg min VCR.

Men jeg kom til at tænke på - nu når det analoge signal slukkes, forsvinder vel også det signal hvorfra VCRen får tiden? Det er nemlig sådan en auto-tingest, som vist ikke engang kan stilles selv.

Jeg var selvfølgelig godt klar over, at jeg ikke længere kunne bruge videoen til at optage med - så skulle jeg investere i sådan en digital-dekoder, som jeg netop via mit nye TV ikke skulle have brug for. Så vil jeg hellere købe sådan en USB-antenne, så jeg kan se fjernsyn og optage på computeren.

Men at tiden forsvinder - det havde jeg ikke lige tænkt på.

Men jeg finder vel en løsning.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 20. oktober 2009

Nu med fladskærm

Ingen kommentarer
Da jeg jo har kørt på gammeldags stueantenne på ret lille, gammelt fjernsyn i lang tid, har jeg været en af dem der var tvunget til en eller anden form for opdatering, når nu signalet skifter til digitalt.

Så jeg endte med at bestille et 22" Samsung fladskærmstv. Som den rare pakkepost kom og afleverede ved min dør i dag, + et par andre pakker (ny DVD afspiller og kabel).

Jeg var faktisk ret nervøs da jeg satte fjernsynet op - for ville det digitale signal nu fungere gennem min stueantenne? Jeg har været vant til at se dobbelt, 3-dobbelt og/eller med variende grader af sne, for jeg har åbenbart ikke haft de bedste modtageforhold.

Og jeg var nervøs for hvordan dette ville fungere digitalt - ville der komme firkantede plamager, eller hak i visningen?

Heldigvis havde jeg ikke behøvet være bekymret - Plug'n'Play på fjernsynet fungerede som en drøm, og pludselig var jeg modtager af 16 kanaler. En del kræver ganske vist noget afkodning, men de almindeligt tilgængelige står helt strålende og skarpt.

Og med alle de andre funktioner der pludselig også kommer med moderne fjernsyn, og digitalt signal - som at kunne slå tekst til & fra! - er det jo bare herligt!

Så ikke nok med at der er faldet en sten fra mit hjerte med at have reddet en form for TV-billede, så er jeg aldelses positiv over resultatet. Især når det er uden at skulle investere i diverse kabel, satellit eller svenske løsninger.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.