Som sædvanlig aner de såkaldte historikere ikke en kæft om hvad de snakker om, og prøver at slippe afsted med gisninger for at gøre sig interessante — gisninger, som blot kaster smuds på den rigtige Mallebrok, æret være hans minde. Dette er den sande historie:
Archibald Broch blev født i Königsberg i Preussen den 3. juni 1829. Som så mange andre kom han til Danmark omkring 1850 for at gøre lykken i Danmark i Guldalderen, men da det gik op for ham at der ikke var noget guld at finde, flyttede han til København. Nærmere bestemt til kvarteret omkring Læderstræde, der på det tidspunkt mest af alt kan karakteriseres som en blanding af Deadwood og Berlin i Weimar-republikken.
Rimeligt dekadent, med andre ord — hvilket bekom Archibald fint. Han prøvede i starten at gøre sig som kunstmaler, men det slog aldrig rigtigt an. Det ar først da han fandt sammen med en gruppe musikere at han for alvor fandt sin rette plads. Som Maler Broch — som han nu kaldte sig, skønt han var holdt op med at male — sagde, så kunne han med sine læber spille det bedste Valdhorn nord for Alperne.
Gruppen af musikere han kom med i kaldte sig Bøssekompagniet Bagladerne, og de var meget populære i området, dengang. Der var en del udskiftning, men sammen med Archibald var kernen gennem tiden opiumsimportøren Xin Ling (som spillede gong-gong), sigøjneren Tängel (fornavn ukendt) på tværfløjte, samt yankeen fra Brooklyn, Philip Young (med tilnavnet Bad Man Rubbin'), på trommer.
Blandt de kuriøse optrædender de gjorde, kan nævnes at de spillede ved åbningen af beværtningen Centralhiörnet, som stadig eksisterer den dag i dag.Imens skete der imidlertid det, at Ditlev Gothardt Monrad kom i et skænderi med den preussiske opdagelsesrejsende og videnskabsmand, Alexander von Humboldt: Humboldt påstod at have opdaget en ny pingvin-art, og kaldte den Humboldt-pingvinen; Monrad var imidlertid sikker på, da han så tegninger af den, at han havde set sådan en i Vadehavet ved Schleswig, og insisterede på at han havde opdaget den, og at den skulle hedde Monrad-pingvinen.
Dette var grunden til at Monrad begyndte at klæde sig som en Humboldt/Monrad-pingvin, for ligesom at give sine ord mere vægt. Og derfor han i folkemunde blev omtalt som Pingvinen.
Da preusserne ville til at hjælpe Schleswig/Holstein (og Lauenburg, vi må ikke glemme Lauenburg) med løsrivelse, så Monrad det som et direkte angreb på sit claim to fame, pingvinen i vadehavet, hvilket er forklaringen på han kæmpede så indædt i mod det ellers relativt rimelige ønske om løsrivelse.
Hvilket så er det der leder til krigen i 1864. Og beseglede skæbnen for Laust og Peter og alle de andre.
Der er forskellige beretninger om, hvorfor Monrad så sig sur på Maler Broch. En af dem går, at Maler Broch skulle være kommet til, højlydt over for Monrad, at erklære at han ville blæse ham en lang March (med tydelige seksuelle undertoner). Om det er sandt er usikkert, men det er ihvertfald herfra udtrykket stammer.
En anden udlægning er, at Pingvinen blev set i håndgemæng med Bad Man Rubbin', efter hvad der må have været en intim situation som udviklede sig. Der skulle være delt lussinger ud (smak!), men igen vides det ikke om dette er den sande udlægning.
Hvorom alting er, Monrad så sig sur på en af Bagladerne, og ville smide ham ud af landet. I stedet tilbød de alle at melde sig til Hæren, til den kommende krig, hvor de ville levere musik til at styrke danskernes moral: Én (én for alle), alle for én (i røg og damp for Danmark)! sagde de (hvilket fik Alexander Dumas til at skrive sin historie om De Tre Musketerer om, så han kunne indflette dele af dette mundheld, da han læste en skillingsvise om Bagladerne nogle år senere.)
Dette syntes Monrad var en fortrinlig idé, han var godt klar over hvor populære de var, og så var de indrulleret, som musikkorpset som skulle give moral ved fronten. For Maler Broch betød dette, at han skulle kæmpe mod sit eget fædreland — men det bekymrede ham ikke stort, han følte sig 100 % integreret i det danske samfund.
På vej mod Dannevirke arbejdede de på en march som kunne indgyde mod & samhørighed; og det lykkedes — snart var de danske soldaters moral helt i top, når de hørte det som blev kaldt Maler Broch-marchen; samme melodi som vi idag lidet vidende omtaler som børnesangen om Mallebrok …
Et billede af hvordan jeg forestiller mig processen, kan man finde i den klassiske western De Døde Med Støvlerne På, hvor George Armstrong Custer ligeledes har brug for en sang til at give mod & mandshjerte til sit regiment:
På dette tidspunkt, inspireret af marchen, var der ingen der kunne stoppe de danske tropper. Og da preusserne indledte deres angreb på Dannevirke blev de da også slået uimodståeligt tilbage, på trods af preussernes overlegne artilleri.
Desværre havde en dansk officer, en nidding ved navn Didrich, set sig sur på Bøssekompagniets anderledes livsstil, og beordrede dem sammen med en lille deling soldater til at optage forfølgelsen på hele den preussiske hær. De fik jaget dem langt — men så blev de heltemodige ramt af en vildfaren dansk kanonkugle, affyret ved et uheld, fordi et fjols ikke troede kanonen var ladt.
Og således gik det til, at Maler Broch, Philip Young, Tängel og Xin Ling (på gong-gong) omkom den 2. februar 1864. Præcis som "børnesangen" fortæller (omend det er lidt sært at Philip Young i den har fået gong-gong'en, men det har jo nok været for at få nogle rim til at passe).
Efter dette gik luften helt ud af de danske styrker. "Vi mangler Bagladerne," telegraferede de fortvivlet hjem til København (hvilket har givet anledning til en anden myte, at nederlaget skulle skyldes de danske geværer, fordi historikere ikke fatter en bjælde). Men der var ikke flere Bagladere — sådan en samling hædersmænd vokser ikke på træerne.
Og dermed var den danske krigsskæbne afgjort — nu var det blot et spørgsmål om tid før nederlaget var en kendsgerning.
Efterfølgende har Danmark ønsket at glemme meget fra den krig. Således er der ikke længere nogen der husker skænderiet om pingvinen i vadehavet, og mange valgte hurtigt at glemme Maler Broch og Bagladerne.
Heldigvis glemte de dem dog ikke i København, hvor en stor del af Læderstræde nogle år efter blev omdøbt til Kompagnistræde, for at hylde Bøssekompagniet Bagladerne. Ligesom deres minde lever videre i sangen, som kunne have vundet krigen for Danmark.
Og i stedet for denne, den sande, heroiske historie, vil the establishment spise os af med søgte, kedelige forklaringer om en englænder i Frankrig? Jeg vil spiller jer en lang march, vil jeg — smak!
Noteapparat og kildemateriale her. Hvis du er interesseret i flere historiske historier, så kan man finde dem i min bog, Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
