Ungdommen i dag er som bekendt historieløs, ikke mindst naturligvis indbyggerne i vor hovedstad København. Derfor har jeg tænkt at lave nogle indlæg om mere eller mindre kendte steder i København, som jeg synes folk ved alt for lidt om.

Dette første indlæg skal handle om et sted vi alle kender, de færreste har dog i dag nogen anelse om hvilken uhyggelig fortid stedet har. Men allerede i 70'erne, i min barndom, havde jeg en anelse af frygt for stedet. For jeg kan huske min mor tog mig med til demonstrationer på Rådhuset mod nedskæringer i børnehaver - demonstrationer vendt mod den datidige borgmester på området, Pelle Jarmer. Pelle Jarmer havde jeg en opfattelse af var en meget ond mand, husker jeg - og han havde et meget specielt skæg, som gav ham et dæmonisk udseende, så ham frygtede jeg.

Og da det gik op for mig, at der var noget som hed Jarmers Plads tæt på Rådhuset, troede jeg det var Pelle Jarmer den var opkaldt efter. Og det undrede mig at man ville opkalde noget i København efter sådan en ond mand. Men den historiske sandhed bag dette område mellem indre by, Ørstedsparken og H.C. Andersens Boulevard er meget værre. Meget, meget værre.

Absalon og Valdemar ydmyger Svantevit

Historien tager sin begyndelse i det Herrens År 1168. Københavns grundlægger, biskop Absalon, og Kong Valdemar den Store, er på korstog mod det slaviske folkeslag, venderne, i Østersøen. Her ødelagde de vendernes storborg på Rygen, Arkona, i en massakre som bedst kan sidestilles med Karthagos ødelæggelse.

Men måske værst - danskerne ydmygede de hedenske vendere, og brugte deres statue af deres 4-hovedede afgud, Svantevit, som brænde til deres sejrsfest. Og øen Rygen - idag del af den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern - blev lagt ind under Roskilde Stift.

Men vendernes ypperstepræst, Jaruslaw, svor hævn over danskerne. Dette lod sig ikke i første omgang gøre, men eden går i arv, og 3 generationer senere kan Jaruslaws oldebarn, Fyrst Jaromar d. 2 af Rygen - også kendt som den danske Dracula - føre hævnen ud i livet.

På det tidspunkt, midt i 1250'erne, ligger den danske kong Christoffer I i borgerkrig med den onde biskop Jacob Erlandsen. Christoffer en gift med en vendisk kvinde, Margrete Sprænghest, som er kusine til Fyrst Jaromar - et forræderi, føler Jaromar. Fyrst Jaromar, som foregiver at være kristnet, men i virkeligheden stadig tilbeder sine forfædres afgud, går i forbund med biskoppen, og efter at have brændt kongens borg Lilleborg på Bornholm, får han afgørende nyt.

Han finder ud af at kongens søn Erik (den senere kong Erik Klipping) er på vej hjem fra det syvende korstog i det Hellige Land, og sender besked til dele af sin familie, som flygtede mod syd efter Arkonas ødelæggelse, at de skal tage Erik til fange. Dette lykkes for dem, Erik tages i Rumænien, og holdes fanget i en borg i Karpaterne. Det kan faktisk meget vel være samme borg som den senere notorisk berømte fyrst Vlad III - bedre kendt som Dracula - besad, da fyrst Vlad sandsynligvis var af vendisk afstamning. Men det vides nu ikke præcist.

Hvorom alting er, Eriks tilfangetagere klipper venstre ringfinger (med signetring) af ham (heraf får han senere navnet Klipping) og sender den til fyrst Jaromar som bevis på tilfangetagelsen.

Jaromar drager med sin hær til Sjælland og kræver forhandling med kong Christoffer. Hvor han fremviser beviset på at Erik er i hans magt.

Rystet trækker kongen sin hær tilbage, ind i København, mens Jaromar følger efter ham, og gør lejr uden for byen. Her beordrer han et tårn opført, 20 meter højt bliver det, med en enkelt vindeltrappe op, og et fladt tag, uden brystværn. Det er indrettet så beboerne i København kan se hvad der foregår. På taget opføres en statue af Svantevit, samt en mængde instrumenter til påførelse af smerte og ydmygelser.

Og de næste 2 år sker det dagligt at Jaromars folk kører i vogne til København og tager tilfældige borgere til fange, hvorefter de bringes op i tårnet, og torteres i 4 døgn - et døgn for hvert af Svantevits ansigter. Borgerne i København kan følge med i alt hvad der foregår, og kan høre skrigene fra de tilfangetagne, som oplyses med fakler om natten, så intet skal være dem skjult. Efter de fire døgn dræbes de af fangerne som ikke er gået til under pinslerne, og ligene smides i den nærliggende voldgrav - som idag er en sø i Ørstedsparken.

Efter nogle måneder inficeres København også af udøde som vandrer i byen om natten - levende døde som vil spise af de stadigt levende - måske endda deres familie - for på en eller anden måde at bevare en tilknytning til det liv som er blevet dem frarøvet. Eller måske er det blot en forbandelse kastet over dem, under tilbedelsen af Svantevit. Hvad årsagen til de udøde end er, byens borgere laver et værn, kaldet Soning (det senere Zonen, som blev slået sammen med Falck i det 20. århundrede), som skal holde de udøde ude af byen om natten.

Kongen har beordret sin hær til at være passiv - han er for bange for, hvad Jaromar ellers kan finde på at gøre ved hans førstefødte søn. Dette kunne have varet ved i mange flere år, men så får kongen glædeligt nyt - det er lykkedes Erik at flygte, og han er nu på vej hjem.

Straks kalder Christoffer hæren sammen, og gør udfald mod Jaromar. Men hæren er demoraliseret, og mange er sprunget fra, efter i flere år intet at have at gøre, bortset fra at se på Jaromars grusomheder. Det går derfor dårligt for kongens folk. Men en lille enhed, anført af kongen selv, kæmper sig vej til tårnet, og op i det.

Her lykkes det kongen at smide fyrst Jaromar ud fra tårnet. Ved synet af deres leders fald og død går der panik i de vendiske tropper, som derefter let hugges under fode - de få overlevende flygter mod Sverige.

Men Christoffer er blevet dødeligt såret af en vendisk klinge under kampene - sandsynligvis var den forgiftet, det kan dog også bare være en infektion. Men han ønsker at se sin søn inden sin død, og da han ved at denne vil komme hjem gennem Jylland, beordrer han, at han selv skal fragtes til Ribe.

Det må betegnes som et mirakel at han overlever turen, men det lykkes faktisk at nå frem, nogenlunde samtidig med at Erik når hjem til Danmark. Og de to genforenes, hvorefter kong Christoffer får fred.

Roskildes biskop, Peder Lang, messer for de døde, og dette får episoderne med udøde til at ophøre. Tårnet og området omkring erklærer han for evigt forbandet for de ugerninger som blev forøvet der, og han byder at området aldrig må bebygges. Hvilket det aldrig er blevet - selv ikke da Københavns volde gik ved området - da holdt man et område åbent der i hjørnet - Jaromars Åbning, som den kaldtes, hvor Pisserenden med Skt Pedersstræde endte.

Tiden gik, og Jaromars Tårn - som efterhånden blev kaldt Jarmers Tårn, faldt mere og mere sammen. Stenene blev ikke genbrugt, som man ellers normalt ville med sten af den kvalitet, men blev smidt ned i samme sø, hvor ligene efter Jaromars grusomheder endte. Men de nederste ruiner af tårnet er stadig at finde, midt på det som idag hedder Jarmers Plads - hvor et utal af mennesker i dag dagligt passerer forbi, uden tanke for de uhyrligheder som udspillede sig for 750 år siden.

Ruinen og pladsen er så iøvrigt ikke det eneste vidnesbyrd vi i dag har om ugerningerne. Ordet jammer kommer oprindeligt fra den klage man kunne høre fra fangerne på tårnet, og ordet vendekåbe - venderkåbe - var oprindeligt betegnelsen for et torturinstrument; en slags dragt med blylodder i bunden og søm som vendte indad.

Hvad mange ikke er klar over er, at der er ganske åbent til at gå ind og besøge tårnet - og sende en tanke til de som måtte lade livet der. Og det synes jeg godt vi kunne gøre en gang imellem!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg håber at det tunesiske oprør ender med et reelt systemskifte til en form for ægte demokrati. Og at det måske endda kunne sprede sig til andre lande i Nordafrika (og hvem ved, også i mellemøsten).

Og så ville jeg synes det kunne være fedt, hvis dette nye Tunesien ville ændre navn til Karthago. Den bystat som i sin storhed truede selve det romerske rige, til byen blev stort set jævnet med jorden i den 3. puniske krig. Og genopstod, nu som en romersk mønsterby.

Det ville være smukt, synes jeg, hvis Tunesien kunne tage navn efter sin oldgamle forhistorie - og på den måde, sammen med Ægypten, være med til at minde om at Afrika også har haft en vigtig plads i historien. (Og her overser vi belejligt, at det dengang ikke handlede meget om Europa og Afrika, men om Middelhavet.)

Synes ihvertfald det kunne være cool. (Og så synes jeg deres første folkevalgte præsident burde tage navneforandring til Hannibal. Gad vide hvad Berlusconi ville sige til det?)

(Iøvrigt er det lidt apropos: hvis nogen skulle undre sig over det her Ceterum censeo Facebook esse delendam, som står i slutningen af alle mine indlæg... så henviser det til Cato den Ældre, som afsluttede alle sin indlæg i det romerske senat med ordene: Ceterum censeo Carthaginem esse delendam = I øvrigt mener jeg Karthago bør ødelægges.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Muligvis har jeg været forskånet ret meget for den slags programmer, da jeg hverken har kunnet tage Discovery eller National Geographic eller nogen af deres kloner.

Men efter digitaliseringen, hvor DR2, DR K og DR HD er kommet ind i mit hjem, vælter det pludselig med dokumentarer om romerriget og ikke mindst ægypten.

Især de ægyptiske er ret syrede: en ægyptolog (og de findes tilsyneladende i meget stort tal, det er ligefør der er flere ægyptologer end kinesere i verden, tror jeg) har fået en fiks idé, og så bruger han ellers et program og en time af din tid på at prøve at underbygge den.

Som regel er det noget meget, meget langt ude, såsom et mærke på en stok, som helt klart må være kommet der fordi Ramses III i virkeligheden var spedalsk, og derfor slet ikke er begravet i Kongernes Dal, men i al hemmelighed blev sejlet vestpå, hvor Karthago siden er bygget ovenpå hans afsjælede legeme.

Den der har jeg så selv fundet på, men det kunne sagtens være sådan en udsendelse. Og det gode ved det - for programmagerne og ægyptologerne - er at man stort set kan påstå hvad som helst, for der er ikke nogen der kan bevise at det ikke var sådan. I stedet kan en anden ægyptolog så stille sig op og påstå, at sådan var det slet ikke, næh, nu skal I høre den rigtige historie om Ramses III.

Og på den måde er de en kilde til evige dokumentarprogrammer, som man hjernedødt kan sidde og se, og føle man bliver utrolig klog af.

Jeg kom til at tænke på det, efter at have læst denne artikel - om en undersøgelse af Tutankhamons rester, der utve´tydigt og ufravigeligt viser at Kong Tut døde af malaria. Eller gjorde han - læs selv og døm (eller døm ikke). Jeg ser det bare som et mirakel at den stakkels unge mand overhovedet nåede at blive 19....

Billedet er af Kleopatra i HBOs fortolkning i Rome. Min yndlingsfremstilling af hende (spillet af Lindsey Marshal), og ligeså troværdig som samtlige ægyptologer - og sikkert ligeså langt fra en eventuel sandhed.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.