
Morfar og Kapster2 var kommet lidt på tværs af hinanden i nogle kommentarer, hvorfor Morfar skrev
Lige en kommentar om kommentarer. Jeg skal overhovedet ikke berøre den oprindelige batalje, men nogle af kommentarerne (+ Moffes oprindelige indlæg) satte nogle tanker i gang hos mig.
For det første følte Moffe at kommentarerne vel var halvdelen af det at have en blog. Det vil jeg sige, det kan det være - for nogen.
Men jeg tror ganske mange faktisk ikke er specielt interesserede i kommentarer. Denne blog var for eksempel lukket for kommentering de første 4-5 måneder. Mest af alt
fordi jeg gerne ville finde mig til rette i mediet, men jeg kunne også godt lide formen med at skrive helt igennem for mig selv, men samtidig vide det kunne blive læst af potentielt alle. Det var en del af en udvikling jeg var (er) i.
Og selvom der da kommer lidt flere kommentarer i dag end da jeg åbnede for det, tror jeg ikke denne blog nogensinde bliver det store debatforum - og det har jeg det fint med. (Ikke sådan forstået at jeg ikke ønsker kommentarer overhovedet, altså!!)
Andre var ude med betragtninger som, at hvis man ikke kunne tåle lidt negative kommentarer, skal man ikke have en blog (sat på spidsen, men det var tanken).
Og dér er jeg dybt uenig: ikke fordi jeg dermed mener, at man ikke skal kunne skrive noget negativt i kommentarer - men folks blog er sgu en privat sag. Det kan godt være at den kan læses af alle, men det er blog-skribenten der 100% kører den.
Og hvad
høn har tænkt sig at blive pissed eller fornærmet over, er fuldstændig op til hømme. Som jeg også måtte gøre opmærksom på, den vistnok eneste gang
en kommentator har hidset sig op her.
Så jeg synes man skal være meget forsigtig med, at sætte regler op for, hvordan kommentarer skal håndteres på den enekelte blog - for det er 100% op til blogejeren (og dennes humør på dagen), og det skal man ikke gå hen og blive fornærmet over efterfølgende, men tage til efterretning.
Hvis man kommenterer på en blog, er man gæst - og bør efter min mening prøve at lodde stemningen og personen bag bloggen, for at finde ud af hvor langt man kan/bør gå. Okay, det kommer selvfølgelig også an på indlægget man kommenterer - men for mit vedkommende, hvis jeg læser noget der bringer mit pis i kog, foretrækker jeg bare at skride andre steder hen.
Jeg har så også selv været ude for at få mine kommentarer slettet fra en blog - hvor jeg åbenbart var gået over en streg. Det der generede mig mest i den anledning var, at jeg ikke kunne få nogen forklaring på, hvori min forseelse bestod - hvilket generede mig, for hvordan skulle jeg så undgå samme fejl i fremtiden? Og da det var (og er) en blogger jeg ellers respekterer meget, generede det mig grusomt. Men anerkendte selvfølgelig at bloggeren kunne gøre hvad høn ville, også uden forklaring.
Så det er bare et godt råd: hvis man rydder ud i kommentarer på sin blog, så fortæl også hvorfor. I langt de fleste tilfælde har folk jo ikke ment noget ondt, men har trådt over en linie, de ikke kunne se; linier som kan være svære at se i kommunikationen i blogverdenen hvor man ikke har ansigtsudtryk og kropssprog at forholde sig til.
Iøvrigt synes jeg - helt generelt - at den danske blogosfære virker utrolig fredelig og dygtig til at undgå flamewars og lignende - der synes jeg faktisk godt vi kan give hinanden et skulderklap.
Tilsidst, lidt apropos, så jeg
dette indlæg i går - desværre er det (igen lidt apropos) ikke muligt at kommentere - ellers havde jeg naturligvis sammenlignet bloggeren med Hitler :)
(Og så beklager jeg, hvis hele indlægget her falder ud som pompøst og bedrevidende. Men det er sgu nok fordi jeg er det... Hæ.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.