Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I ren trods over det ret lave debatniveau, fra de computerspilsforskrækkede som i den forgangne uge, på basis af ham den gale nordmand, prøvede at skabe skræk om voldelige computerspil - en debat der mest af alt mindede mig om, da vi rollespillere blev udlagt som voldelige psykopater i et Jørgen Poulsen indslag i TV-Avisen i 80'erne - bringer jeg her en reklame for det kommende Medal og Honor Warfighter spil.

Det er ikke en spiltype jeg selv dyrker, men må da sige at det ser lækkert ud, hvis man nu var til den slags. Med masser af blod og detaljer, som man sikkert kan træne sig til alt muligt frygteligt med. Hvis man altså er gal nok i forvejen.


Disclaimer: Jeg bliver både betalt (et meget beskedent beløb) hvis du klikker for at se filmen, og jeg har aktier i EA. Så det...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den arabiske liga har i dag vedtaget, at støtte en no-fly-zone over Libyen - ja, faktisk vil de bede FNs sikkerhedsråd om at vedtage en resolution, så det kan ske.

Dermed er en af de tre betingelser for at det kan træde i kraft - accept fra regionen - på plads.

Og nok den betingelse jeg troede mindst på kunne opfyldes. Jeg regnede naturligvis med at forslaget om et flyveforbud naturligvis kunne få opbakning fra Tunesien og Ægypten, og muligvis et par af de mere moderate arabiske lande - men jeg havde ikke regnet med at et flertal ville støtte det, med tanke på at mange af de lande som nu støtter det kan risikere at komme i en lignende situation.

Men det må vel tages som signal for, at de trods alt ikke er lige så langt ude som Gaddafi.

Så er der endnu en hurdle, at få den vedtaget i FNs Sikkerhedsråd. Og her er det vel mest Kina, som kan risikere at spænde ben. Men jeg tror faktisk de går med på den.

Den sidste betingelse, at der skal være en grund til et flyveforbud er så gummiagtig, at den må ses som værende en  politisk beslutning for NATO-landende. Og den har jeg altså svært ved at se dem sidde overhørig, med et FN-mandat, og med opfordring fra de arabiske lande.

Så flyveforbuddet - og dermed bombninger af Libyens millitære lufthave og antiluftskyts - kommer, er min spådom. Spørgsmålet er blot hvor hurtigt - og om det ikke vil være for sent.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når England og Argentina havner i pulje med hinanden i VM, eller bare som i dag, spiller kampe samme dag - kommer jeg uvægerligt til at tænke på Falklandskrigen.

Denne meget mærkelige krig, som pludselig brød ud, da Argentina invaderede og gjorde krav på Falklandsøerne - eller Maldiverne som Argentina kaldte dem.

Og man kan sige, det er med en vis ret, Argentina vil have dem - geografisk giver det jo unægteligt en del mere mening, at de forblæste rev i Sydatlanten skulle høre til dem, end til Storbritannien - de er en rest af det verdensomspændende britiske imperium. Og er jo bestemt ikke interessante i sig selv, men giver adgang til en masse dejlige råstoffer i havet omkring dem.

Men der stod vi pludselig i 1982 med en krig som involverede et europæisk land. Og det var ikke sådan en pussenusset krig som dem vi har nu, hvor det altid gøres for befolkningens skyld eller af bedste mening. Nej, den her krig handlede om territorier og råstoffer, og om at Storbritannien fandeme ikke ville lade sig træde på, af sådan nogle lommeoberster, som dengang styrede Argentina.

Og fyldt med had var den. Margaret Thatcher rullede sig ud, med fråde om munden. Og alle feministerne, som gennem 70'erne havde præket, at hvis bare kvinder var ved magten, var der ikke mere krig, stod med skægget i postkassen.

Det var også en gammeldags krig i en anden forstand, for der var søslag af den rigtige slags, hvor skibe blev sænket - først var der er større argentinsk krigsskib der røg, siden et britisk.

Men der hvor jeg bedst kan huske krigen og hadet var på fodboldbanen. Dengang spillede den lille argentiner, Osvaldo Ardiles, for Tottenham - hvor han var ganske populær indtil udbruddet af krigen - men efter det måtte han rejse hjem, hadet og bagtalt i England. (Og så blev hans fætter dræbt i løbet af krigen, så den var virkelig god for ham...) Han kom tilbage et par år efter, men det blev aldrig det samme.

Og som skæbnen ville det, mødtes England og Argentina til VM i '86 - i en fantastisk kvartfinalekamp, som først og fremmest huskes for Maradonas scoring "med Guds hånd", som englænderne vist aldrig har tilgivet ham. Hvilket nu er lidt synd, for han spillede storartet i det hele taget.



Så, jo, det sætter altid ting i gang i hukommelsen, når de mødes.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I går var jeg i små to timer til anti-Israel demonstration på Rådhuspladsen. Hvor jeg selvfølgelig straks rendte ind i en af min mors gamle veninder, som vist har været involveret i stort set alle fredsbevægelser og lignende gennem tiden. Hun havde lidt tilfældigt hørt om denne, og måtte som den gamle cirkushest jo også møde op her.

Og hun var ganske tilfreds med fremmødet. Selv var jeg lidt skuffet - men jeg har heller ikke været til mange demonstrationer de sidste mange år, og har derfor mest billerne fra min barndom og ungdom at sammenligne med. Og dengang virker ting for det første større, og derudover var der jo nogle notorisk store demonstrationer i 80'erne, som idag ikke rigtigt er til at hamle op med.

Og de sidste gange jeg ellers var aktiv demonstrerende var anti-Irakkrig demonstrationerne i 2003 - og de var altså også pænt store.

Der blev så selvfølgelig holdt taler, og spillet hiphop, som der jo nu gør. Og så syntes jeg efterhånden jeg havde gjort min pligt. Og skulle videre i teksten for:

Så skulle jeg ind og se Armadillo med min mor, som ville have mig med ind, fordi hun ikke var sikker på at kunne klare at se den alene.

God film, ingen tvivl om det. Og som det er blevet fremhævet af mange, utroligt flot fotograferet. Lydsiden tilgengæld generede mig lidt (men syntes nu også lyden i Grand (som min mor insisterer på at se film i, når hun kan?!) godt kunne være bedre.) Faktisk synes jeg filmen ville vinde ved at være tekstet.

Men lad mig slå det fast med det samme: jeg kan på ingen måde se, at de soldater gør noget forkert (udover altså overhovedet at tage afsted, men det er en anden diskussion.) Og hele den sag med likvidering etc er en fis i en hornlygte - og de stumper der har været vist i TV er iøvrigt klippet sammen, så de kan få en god historie ud af det, men det der bliver sagt i filmen er noget andet.

Og jeg kunne i det hele taget ikke blive særligt chokerede over soldaterne, snarere tværtimod.

Men, der hvor jeg virkelig synes filmen viser noget interessant, og som er blevet ganske ignoreret i medierne, er i forhold til lokalbefolkningen.

Okay, det har været fremhævet, at det ikke lige kunne røre soldaterne, hvis der døde en uskyldig, civil pige.

Men forholdet den anden vej: hvis man har et indtryk af, at lokalbefolkningen i Helmand ser danskerne som beskyttere, kan man godt tro om. Allerhelst vil de jo bare være i fred - og have både danskere og taliban langt pokker i vold, og ikke have deres køer og familiemedlemmer sprængt i stykker hele tiden.

Men hvis de skal vælge mellem 2 onder, vil de helst leve med Taliban og slipe for danskerne.

En særdeles flink dansk forbindelsesofficer, som altid er glatbarberet, og taler som om han var ansat på et socialkontor*, prøver fortvivlet at overtale dem til at indse, at de skal hjælpe danskerne med at fortælle hvad taliban laver, ellers bliver det aldrig bedre.

Men afghanerne ryster på hovedet af hans naivitet - hvis de hjælper danskerne, vil de få skåret halsen over, så snart danskerne er væk, forklarer han. Danskerne har våben, taliban har våben, men de lokale har ingenting.

"Jamen, hvis I ikke hjælper os, bliver det aldrig bedre!" prøver forbindelsesofficeren igen. (Via tolk - hvorfor kan de ikke få et oplært nogen i at tale pashtu?).

"Hvis vi hjælper jer, er vi alle døde." Siger afghaneren - som tydeligvis mener den pæne dansker er dybt debil. Og så er den diskussion ligesom ebbet ud i sandet. I andre samtaler griner de lokale hånligt, når danskerne taler om "når taliban er væk". Ingen tvivl om de regner danskernes kamp for håbløs.

Ligesom de lokale børns bagtaling af soldaterne på pashtu oversættes, og der bliver ikke lagt fingre i mellem.

Og det kan godt være danskerne er overlegne millitært, men man får på ingen måde et billede af, at det er noget der viser sig på jorden - hvor man mest får indtryk af danskerne som belejrede i et ørkenfort, hvorfra de ind i mellem tager ud på patruljer.

Anyway - fremragende film. Det er lidt mit indtryk at man som seer, alt efter hvem man er, slår ned på forskellige dele af filmen, og synes det er ekstra interessant, eller lærerigt. Men vi er et land i krig - den her film giver et billede af den krig, på godt og ondt. Det er en forbandet pligt at se den, lige meget om man er for eller imod krigen. For vi lever i et demokrati, og er dermed alle ansvarlige for den. Og så kan man heller ikke tillade sig at lukke øjnene.

Bagefter var jeg ærlig talt lidt smadret - så har først kunnet skrive indlæg nu.


*sådan virker han iøvrigt også, når han skal udbetale penge for bortsprængte køer, kalve og bedstemødre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, var i den grad ude med riven i går i forhold til den udenlandske tilstedeværelse i Afghanistan. Han beskylder således vesterlandske organisationer og repræsentationer for korruption, valgsvindel og undergravende virksomhed.

Især FN-manden Peter Galbraith bliver lagt for had. Han som ellers fungerede som delvis whistleblower, fordi han ikke ville se stiltiende gennem fingre med den faktiske valgsvindel. (For alle parter er tilsyneladende enige om at der blev fusket på alle leder og kanter med det valg.)

Desuden omtaler Karzai de udenlandske tropper som indtrængende fjender. Og det kan ikke vær rar læsning for vesten og NATO, som jo netop fik indsat Karzai for at han skulle støtte "os". Og være garant for en demokratisk udvikling.

Begge dele ser mere og mere ud til at have været en fejltagelse. Men problemet er større for Vesten, end at Karzai skulle være ved at udvikle sig til en asiatisk udgave af Mugabe.

For man kan sige meget om Karzai, men dum er han ikke. Så når han lægger mere og mere afstand til Vesten, bør det ses som et forsøg på at tækkes befolkningen; ellers ville han absolut ikke have nogen grund til det, da det netop har været Vesten som har sørget for, at han er hvor han er.

Og det vidner så igen om, at NATO her 8½ efter den amerikanske invasion, stadig ikke ses som noget positivt, tværtimod. Og spørgsmålet er, om det vel ændre sig - ligemeget hvor mange pigeskoler man ellers får bygget.

Og at det absolut bedste man kan håbe på, er et gennemkorrupt styre, som man kan forlade med et "good riddance" fra landets indbyggere. Hvorefter landet vil degenerere i stammekrige indenfor et par år, indtil en samlende magt i form af fundamentalistiske islamister - vi kan kalde dem taliban, eller noget andet, det er ligegyldigt - overtager landet igen, bortset fra nogle yderområder, hvor klanerne holder stand som lokale krigsherrer. Situationen anno 2001.

Spørgsmålet er blot hvor længe NATO har lyst til at blive hængende, og hvor fjndtligt det good riddance skal være. Des længere tid, des mere fjendtligt.

Sovjet havde det hårdt i deres 10 år i landet. Men de havde i det mindste en regering i landet, som bakkede dem 100% op.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Under vore krige i Irak og Afghanistan, har det evige mantra været, at de soldater vi sender afsted hører til de bedst uddannede i verden - ja, faktisk fremgår det ofte, at de simpelthen er de bedste.

Tapre rekrutter på vej til krig på kontinentet i Afghanistan

Nu viser en hemmelig rapport fra Forsvaret selv som Avisen.dk hart fået fingre i (alene det er jo interessant, i et andet perspektiv) - at det vist ikke står helt så godt til. Faktisk dumpede rigtig mange af de soldater der stod til udskibning en prøve sidste år. Og bedømmelsen lød, at de skulle have mindst et år mere. Men da Hærens Operative Kommando én måned senere testede dem, med henblik på udsendelse, var alt pludselig ok.

Hvis man skal se objektivt på det, er det vel ikke lige til at sige, hvilke indenfor Forsvaret som har ret. Men det er ihvertfald tydeligt, at der er uenighed om, hvor klar soldater skal være, og/eller hvordan de skal bedømmes.

Og med stigende tabstal i Afghanistan, kan man måske få den tanke, at det ikke kun handler om missionernes farlighed - men i lige så høj grad om hvor godt klædt på, de folk der sendes ud, er.

Det er svært at vide, objektivt. Men med de erfaringer vi efterhånden har, for Forsvarets brug af spin i alle henseender, må man jo desværre vægte hemmeligtstemplede rapporter en del højere end hvad der er den officielle sandhed.

Og det er altså ikke særlig rar læsning.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jyllandsposten har en noget speciel vinkling på de danske tilskadekomne soldater i Afghanistan: for de er så ilde tilredt, og så multiamputerede og med så ekstreme indre skader, at lægerne på Rigshospitaler bliver trænet på helt nye måder. Ikke bare indenfor sammenlapning, men også med genoptræning - og det kommer jo andre patienter til gavn.

Faktisk er det hele så solstråleagtigt, at hvis vi ikke havde den krig, måtte vi vel gøre noget for det. Sprænge nogle soldater i luften herhjemme, for eksempel.

Eller måske vi kan provokere alverdens muslimer bare lidt mere, så vi kan få nogle fanatikere til at sprænge nogle ordentlige terrorbomber herhjemme? Så kan lægerne virkelig få noget at arbejde med, og komme i god træning? Måske er det faktisk den samfundsnyttige opgave Jyllandsposten konstant arbejder henimod?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes da det er godt, at der er nogen der kan få noget godt ud af den krig. Og at der er nogen der kan få øje på det, ikke mindst.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.