Jeg fik lige et flashback i dag. Hvor jeg kom i tanke om, at en af de første computere jeg havde en del at gøre med fatisk hverken var en mainframe eller en ZX81 - men en Chess Challenger.

Det var ganske vist ikke min, det var min bror der fik den. Han som ellers i lang tid derefter, op gennem 80'erne og godt ind i 90'erne, skulle være computer-fornægter.

Chess Challenger - elegant, ikke sandt?

Det var nemlig ham der var den skakinteresserede, og han var vist faktisk ganske god. Spillede i klub en overgang, og spillede simultan mod Bent Larsen + diverse russiske skak-koryfæer på Land & Folk-festivalen. Altså - det var ikke ham der spillede simultan, det var stormestrene, min bror var en af de mange - men alligevel.

Og han har altid kunnet banke mig totalt i det spil; jeg er så også allerhøjest en ok spiller til husbehov.

Men altså - min bror fik den her computer på sin fødselsdag (tror jeg, ellers jul). Og jeg tror han må have været omkring 14 og dermed har jeg været 9-10. Og så har det været omkring 1978.

Og jeg fik som regel lov til at låne den, når jeg var ved min far & ham. (Mine forældre var skilt, og han var hovedsageligt hos vores far, mens jeg hovedsageligt var hos vores mor). Faktisk tror jeg ret hurtigt han mistede interessen for den.

Det gjorde jeg ikke. Jeg fandt ud af at jeg let kunne slå den på 1. niveau, og som regel på 2. - der var 7 niveauer i det hele, men et par af dem var dedikeret til problemskak (altså mat i 2 træk, og den slags opgaver).

Jeg blev ikke meget bedre til skak, tror jeg, men jeg fandt ud af en del om computeren. For eksempel, at hvis jeg fulgte bestemte åbninger, lavede den 9 ud af 10 gange de samme træk, som endte med at give mig en fordelagtig stilling - så det spillede jeg som regel.

Og man kunne programmere den, og sætte sin egen stilling op - alt sammen med et display som kunne vise ialt 4 cifre eller tal (gammeldags lommeregner agtigt). Og med nogle taster som var tryk"følsomt" plastik - altså man skulle trykke hårdt på plastikken for at aktivere en kontakt nedenunder. Og elektroniken har fyldt en del - men så var de så smarte at komme et skakbræt henover den, med magnetiske plastikbrikker. Jeg kan næsten fornemme lugten af al den plastik endnu.

Jo, det var faktisk en fascinerende maskine, som jeg pludseligt kom i tanker om. Og så kunne jeg endda finde billede af den - for jeg er ret sikker på, den maskine på billedet her er præcis samme model.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Om lidt tager jeg ud til min bror for at se Paris-Roubaix. Det er ganske vist ikke min favoritklassiker, det må nok være Flandern Rundt. Men afhængigt af børnesituationen plejer jeg altid at se et af løbende ved ham, og altså således også i år; hvilket så også plejer at resultere i at jeg får indtaget noget hash.

Så hvis jeg skriver tåget senere, er det (sandsynligvis) årsagen.

Som opvarmning har jeg så lige set Jørgen Leths dokumentar Stjernerne og Vandbærerne. En ret fascinerende sag om Giro d'Italia 1973 - og man forundres på en gang over hvor meget der er forandret, og hvor meget der er det samme. (Man kan måske synes det er underligt jeg ikke varmer op med En Forårsdag i Helvede, som jo netop handler om Paris-Roubaix - men det kan blive for mange brosten, og så har jeg iøvrigt set den nogle gange før.)

Og så håber jeg Cancellara kan gentage kunstsykket fra Flandern (som jeg jo ikke så) - for ham kan jeg altså meget godt li'.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Indimellem sker det, at jeg gennem medierne bliver mindet om eksistensen af det norske dagblad VG (Verdens Gang).

Det er godt nok ikke fordi jeg kender meget til det - jeg har faktisk kun læst det én gang. Da blev jeg tilgengæld meget imponeret!

Bladet er jo Norges pendant til Ekstrabladet, men jeg må sige den udgave jeg så, var et nummer... længere ude. (Det er ca 20 år siden, så VG har sikkert ændret sig noget siden. Det har Ekstrabladet ihvertfald - ikke ligefrem til det bedre.)

Anyway, jeg stødte på bladet ved at det lå efterladt på det bord på Burger King hvor jeg på vej til min bror ville nyde en Whopper. Og begyndte at læse i det, som jeg gør med ting der kan læses, som ligger foran mig.

Og stort set alle artikler handlede om ting under bæltestedet, på den ene eller anden måde - og så i det her norske sprog, som man jo ikke kan lade være med at finde lettere morsomt. (Beklager, kære norske læsere!)

Der var således også adskillige artikler med noget om "homser og lesber"... og det tog mig altså noget tid, før jeg fandt ud af at det var bøsser & lesbiske, der var tale om.

Men hovedhistorien netop den dag tog prisen: den handelde om en overvægtig kvinde, som var blevet sur på sin mand - han havde vist på forskellig vis tyranniseret hende gennem mange år. Hvorfor hun skubbede ham ned ad trappen i deres hjem.

Dan han fortumlet forsøgte at komme op, havde hun så anbragt sit nøgne underliv på hans hovede, således at hans mund og næse blev dækket, og holdt ham fast med hænderne... og kvalt ham på denne måde.

En historie jeg stadig husker her mange år efter - og jeg blev så glad for avisen, at jeg tog den med til min bror, og forærede ham den. Muligvis var det hans fødselsdag.

Så jeg er fuld af respekt for VG!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Husker i min bror og hans forhold til elektriske installationer?

Well, jeg fik et opkald fra ham i går. Egentlig var det fra hans kone, som fortale mig at min bror gerne ville tale med mig om et problem de havde med elektricitet (spørg mig ikke hvorfor det skulle gå gennem hende først):

Mig: Nå, hvad er der nu i vejen?
Bror: Jo, forstår du, strømmen er gået i det meste af lejligheden.
Mig: Ja?
Bror: Jeg tror jo nok det er en sikring.
Mig: Ja, det lyder sandsynligt.
Bror: Og så ville jeg finde ud af hvad man så gør, jeg skal købe nogen.*
Mig: Ja, du skal jo finde sikringsskabet og skrue den sikring der er røget ud.
Bror: Jeg har allerede fundet sikringsskabet, og jeg har skruet sikringen ud! [Flot]
Mig: Okay, det var da godt.
Bror: Men det er mere - hvordan finder man ud af hvilken sikring man skal have?
Mig: Øh, der er kun to slags i husholdninger, de måles i ampere. Jeg kan ikke lige huske tallene, men kan du ikke bare tage sikringen med ned i butikken?
Bror: Jo, det kan jeg godt. Men det er altså ikke sådan at der er mange forskellige slags?
Mig: Nej, ikke til hjemmet. Det er standardiseret. Men hvis du tager sikringen med kan du jo få nogen til at finde de rigtige til dig.
Bror: Okay, men det er jo godt nok så. Men hvor køber man dem? Hvis jeg nu går i Kvickly her om lidt, har de dem så der?
Mig: Jaja, det er almindelig dagligvare!
Bror: Så man skal ikke i en eller anden specialbutik?
Mig: Nejnej.
Bror: Nåmen, så tror jeg jeg går derned om lidt.
Mig: Jamen, det lyder da som en god idé!
Bror: Nåmen, det var sådan set bare det jeg ville høre. Men det er jo godtnok så, så smutter jeg igen. Hejhej.
Mig: Hejhej.


*Ved mit sidste besøg konstaterede jeg de ikke havde nogen ekstra sikringer, og foreslog at de købte nogen at have stående, for det kan være meget at have. Ikke overraskende blev rådet altså ikke fulgt dengang.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så fik jeg ellers en fødselsdags/julegave - hele Battlestar Galactica serien i en samlet pakkeløsning! Hvor jeg påtænker at se det/de første afsnit lige om lidt.

Min far var jo så kommet hjem fra dåbsrejse, og det her eksotiske land. Som forventet havde han - lige bortset fra selve dåben - brugt det meste af tiden på sit hotelværelse, hvor han kunne læse, se film og pimpe i fred.

Jeg spurgte ham til hvordan han havde oplevet solnedgangene - for de skulle jo være sådan her *knips*. Det havde han ikke lige lagt mærke til - og var i øvrigt ikke lige klar over om der skulle være noget specielt ved solnedgangene? Eller om det egentlig var et tropisk eller subtropisk eller tempereret land han var i?

For helvede, xxx er nok det mest notorisk ækvatoriale land - måske lige bortset fra Ecuador?! Det bliver ikke mere tropisk! Sagde jeg.

Nå... sagde han. Det havde han ikke lige så meget styr på.

+ jeg hørte nogle flere meget upraktiske historier om brormands håndtering. Nogle gange forstår jeg ikke det der med gener. Selvom jeg egentlig kan genkende dem hele tiden i min famile, kan de altså benyttes meget, meget forskelligt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som regel anser jeg ikke nig selv som synderlig meget handyman, men i min brors og hans kones optik er jeg det nærmeste man kommer en krydsning af Erik Peitersen og Flemming Leth.

Min bror er da også ganske håbløs på det praktiske område, mest af alt fordi han nægter at have noget med det at gøre. Hans kone er lidt mindre håbløs, men kun i begrænset omfang.

Så jeg blev i fredags tilkaldt, for at hjælpe dem med noget el - nogle lysstofrør skulle skiftes skriver min bror i mail.

Ok, jeg tager derud om lørdagen, hvor deres spisekøkken er ganske mørkt; kun nogle stearinlys og lys over ovnen giver noget at se ved. Sådan har det været i 10 dage får jeg at vide.

Jeg finder ud af det drejer sig om to lysstofrør over køkkenbordet. De har været nede og købe nye, og sætte dem i (med hjælp fra en anden fællles ven), men det virkede ikke. De to rør sidder i forskellige lamper, med hver deres kontakt, så det undrer mig de begge er røget.

Jo de gik i stykker samtidig, får jeg at vide.

Det bryder jeg mig jo ikke om, for så tror jeg ikke på det er rørene den er gal med. Jeg checker sikringer med videre, men de ser ok ud. Prøver at skifte rørene og rode med dem, men det giver ikke så meget. (Jo, i et på toillettet, som de også kommer i tanke om ikke virker - det sad bare ikke ordenligt i.)

Jeg har ingen polsøger med, så jeg kan ikke gøre noget for at se nærmere på elektriciteten. Og de vil iøvrigt gerne have sat en lampe op nu jeg er der.... men der er ikke noget lys (de har ikke nogen lommelygte....) så det er lidt problematisk. Så vi aftaler jeg kommer igen næste dag, med de ting der nu engang er nødvendige.... og som de ikke har noget af.

Jeg kommer igen, og får forbundet lampen og hængt den op.

Og kommer derefter til det jeg ikke regner med jeg kan gøre noget ved: lysstofrørene over køkkenbordet. Jeg får skruet dækslet af til dér de to lamper for strøm fra, og kan da også konstatere at der slet ikke kommer strøm til ledningen.

"Så må I få en elektriker til at kigge på det," siger jeg. For det der med at finde ud af hvor fejlen er i en skjult ledning er ikke lige noget for mig... "Men hov," siger jeg, "hvad går den der kontakt til?" Jeg peger på en kontakt på væggen, over køkkenbordet - ca ½ meter fra de famøse rør.

"Det ved vi ikke, den bruger vi aldrig," siger min brors kone.

Jeg prøver at trykke på kontakten - hvorefter naturligvis begge lysstofrør lyser op....

*suk*
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Var til min mors fødselsdag i eftermiddag, med ungerne, og min bror kom med kone og barn.

Det vil sige, han kom først med sin dreng, min nevø. Som netop er fyldt et år. Og jeg har det altså lidt underligt med det - burde måske ikke skrive det her, men hvad pokker, hvad har man en blog til.

For det første: da først min nevø var anbragt i høj stol ved siden af mig, satte han sig så på sin sædvanlige plads ved bordet. Modsat sin søn. Og tænkte åbenbart at det med fodring/underholdning af sønnen gik af sig selv, eller det kunne jeg sørge for. Eller mere sandsynligt, tænkte slet ikke.

Og da min mor så spurgte hvad han (nevøen) eventuelt ville have at drikke, mælk for eksempel, siger brormanden så: "nej, jeg har noget saft med han kan få". Og altså, jeg er ikke den store helsefreak, men jeg synes ikke det er en skidegod idé at vænne børn til at drikke sukkervand i den alder. (Og altså, det er ikke fordi der er allergier inde over.)

I det hele taget må jeg sige, at jeg var lidt trist over at se min brors pædagogiske evner, og måske især hans lyst til pædagogiske evner. Jeg er måske selv tippet lidt over i den anden grøft, og påtog mig nok for meget med børnene.

Og det var tydeligt da min svigerinde (eller er det svigersøster? kan aldrig huske hvad der er hvad) kom, at drengen begyndte at pludre og blev meget mere livlig.

Jeg håber at det kan blive bedre snart, men jeg tvivler desværre lidt. Dog bliver det vel bedre når nevøen bliver ældre.

(Det hører så lidt med til min brors forsvar, at hans kone kommer fra en kultur hvor det bestemt ikke er normalt at manden deltager ret meget. Men han har altså heller ikke kæmpet meget for at komme til det.)

Ellers udmærket eftermiddag med udmærket pålæg med videre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.