Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Frank Jensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frank Jensen. Vis alle opslag

onsdag den 22. september 2010

En ny kold tyrker?

Ingen kommentarer
Igår aftes havde Lorry et indslag om, at hashhandlere i Jægersborggade bruger unge, 15-årige vagter. Myndighedernes svar skulle så være at de unge får en form for tilhold - men det går angiveligt for langsomt. I den forbindelse interviewede Lorry Frank Jensen.

Som fortalte, at han ville prøve at tale med anklagemyndighed og domstole, så de kunne få "en fast track" så det kunne gå lidt hurtigere. Fast udtalt på dansk, track på engelsk. (Ca 1:45 inde i klippet.)

Jeg sad noget tid og undrede mig over hvad det nu var for noget, sådan en fast track. Til det gik op for mig, at Frank Jensen jo måtte tænke på og tale om et fast track - et hurtigt spor. Og så kom jeg til at spekulere på, om han overhovedet vidste hvad ordet var og betød, eller om han bare har læst det et sted.

Og så kom jeg via yderligere associationer til at tænke på begrebet kold tyrker. Som jo er en anden - noget ældre - undersættelse, som dækker over det at holde op med at tage stoffer fra den ene dag til den næste, uden nedtrapning. Og jeg ved ikke hvor mange der tænker på, at det da egentligt var et underligt udtryk...

Kold tyrker kommer jo oprindeligt fra det engelske cold turkey. Og hvis det skulle oversættes, og have noget med tyrkere at gøre, skulle det hedde kolde tyrkiet på dansk. Men det har de junkier eller politifolk som i sin tid har indført det ikke følt gav meget mening, Tyrkiet er jo varmt og sydpå, så det måtte blive til en kold tyrker - gætter jeg på.

Mums - kold tyrker
Men turkey i udtrykket har intet med Tyrkiet at gøre, derimod kalkun. Jeg fik i sin tid at vide af min far, at det dækkede over at en kalkun når den får kappet hovedet af, render rundt og basker hovedløst - og det minder om junkier på nedtur.

Men ifølge det amerikanske Online Etymology Dictionary fandtes ordet allerede i 1910, og blev først kædet sammen med stoffer i 1921. Og betyder "uden forberedelse" - fordi kold kalkun - kalkunrester - kan serveres uden forberedelse.

Og det er da meget godt at vide?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 20. januar 2010

Et superheltehovedkvarter?

Ingen kommentarer
Lorry havde i dag et indslag om Scala, hvor de sidste lejere nu er opsagt, og ejeren (vist et konkursbo) nu leder efter en køber, som den eneste måde at komme videre med stedet. Men der er ikke nogen der melder sig.

Der var så snak med forskellige personer på gaden, om hvad man dog kunne forestille sig der skulle ske med Scala. Og der var almindelig enighed om, at enten skulle stedet bygges helt om, eller der skulle ihvertfald satses på noget helt andet.

Og så var det jeg tænkte: Superheltehovedkvarter! I New York har Fantastic 4 Baxter-bygningen - Scala ville da være en perfekt dansk pendant. Centralt liggende, med adskillige etager og et stort rum midt i, og hvis jeg husker rigtigt en kuppel i taget, som man ville kunne flyve ud og ind af.

Oplagt mulighed, synes jeg. Jeg ved godt nok ikke helt hvordan det økonomisk skal løbe rundt, men nu har København jo netop fået en ung visionær overborgmester, så måske kommunen kunne træde til? Lidt ligesom et ungdomshus, bare for Superhelte?!



[Opdatering:] Jeg har nu startet en underskriftindsamling til støtte for et superheltehovedkvarter i Scala.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.