Leoparddrengens
Public Key

søndag den 19. september 2010, kl. 12.15

De har meget at lære

Som von Arnold Antoni
gerne vil ses - billedet er
fra hans facebookprofil.
Han ser meget svensk
og demokratisk ud, ikke?
Den heltemodige Sveriges Demokrat fra Malmö med det flotte navn, David von Arnold Antoni, er blevet overfaldet. Igen.

Første gang skete det i marts, da blev han slået i baghovedet af en mand i en armygrøn jakke, med palæstina-tørklæde, som råbte at du skal holde dig fra vores skoler, skide rascist. Manden gjorde udfald mod von Arnold Antoni med en kniv, men denne undgik behændigt at blive ramt.

Dengang droppede politiet sagen på grund af manglende spor.

Men nu.... nu er de efter ham igen. Den 10. september - derfor er medierne herhjemme ikke gået i selvsving over det, for vi har været optaget af vores bombemand - bliver von Arnold Antoni overfaldet i sit eget hjem af to arabisk-talende personer, og mishandlet. Blandt andet ved at et hagekors skæres i panden på ham med en foldekniv. Og ved at kalde ham svennejävel som afskedssalut. (Jeg ved ikke helt hvad det betyder, men det lyder grumt. Og hvis det er det jeg tror, er det grumt!)

Nu må politiet da gøre noget?! Men nej... for den svenske retslæge bedømmer, at det er von Arnold Antoni selv som har skåret hagekorset i sin pande. Og det er han ganske sikker på; på en skala op til 10 i sikkerhed, er det en 9'er; som retslægen siger, hvis han skulle være mere sikker skulle han have overværet at der blev skåret.

Og det er jo lidt en streg i, om ikke panden, så regningen. Så, nu sigter politiet von Arnold Antoni for falsk anmeldelse. von Arnold Antoni selv er skide sur - Jeg er sikker på de kommer med historien nu, for at det skal få betydning for valget! siger han.

Og det kan man jo ikke afvise - for jeg tror von Arnold Antoni bruger meget tid på at spekulere på, hvilke historier op til valget, der kan have effekt - så han må vel anses som ekspert på området.

Og naturligvis er der ingen tvivl om at det er et komplot. Synd at de ikke har fået Pia Kjærsgaard til at vejlede dem bedre. For hun kan da ihvertfald fortælle om, at skal man overfaldes, skal man sørge for at det sker på åben gade i fuldt dagslys. Og så skal man sørge for at have en bank i nærheden, man kan søge ly i. Den slags kræver god planlægning!

Jo, de har endnu meget at lære i Sverige.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: