Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Inger Støjberg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Inger Støjberg. Vis alle opslag

lørdag den 24. juni 2017

Paradise-Inger

1 kommentar
Igen ringede telefonen. Igen var det Inger Støjberg:
Leoparddrengen: Ja, det er Leoparddrengen…?

Inger Støjberg: Ja, hej igen, Leoparddreng, det er Inger. Inger Støjberg…?

LPD: Øh, hej…? Hvad skylder man så æren denne gang?

IS: Jeg forstår du går og siger ukvemsord ord om mig!

LPD: Øh, ukvemsord? Det husker jeg ikke lige…

IS: Jo, du går og siger jeg lyver. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i!

LPD: Okay, men så kan du jo…

IS: Så nu kan du eksklusivt (på nær Berlingske) få historien om hvorfor der ikke var nogen af de der partshøringer. Og så kan du vel holde op med at sige jeg lyver?

LPD: Jamen, den vil jeg da gerne høre!

IS: Jo, men det er sådan set meget enkelt. Det var Mark der tjekkede min mail, og der var så en mail fra Udlændingestyrelsen, hvor de skrev at de jo også skulle lave partshoringer, og det var…

LPD: Partshoringer?!

IS: Ja, det er jo det. Det undrede jo også mig. Det har så siden vist sig, at det var fordi Mark printede mailen ud på Dots Matrix Printer og…

LPD: Dots Matrix Printer…?

IS: Ja, jeg ved ikke lige hvorfor den skulle forbi Morten, men det var i hvert fald en okay Mikro-Line Firs printer, siger Mark. Og det lagde jeg jo så til grund.

LPD: Okay, det var en oldssag af en printer, men hvad har det…

IS: Altså, hvis jeg kunne få mulighed for at tale færdig? Jo, altså meget uheldigt, så er Dots Matrix Printer åbenbart ikke indstillet til at printe ø'er, så derfor stod der ikke partshøringer, men partshoringer, ikke?

LPD: Jo, det kunne faktisk godt ske. Jeg har mest oplevet at det blev et cent-tegn, men…

IS: Nå, men partshoringer, det undrede os jo. Men så tænkte Mark at der jo nok skulle stå parhoringer, så det tog jeg til efterretning.

LPD: Så, du troede at at Udlændingestyrelsen spurgte om I ikke skulle gennemføre parhoringer…?

IS: Ja, jeg troede simpelthen at de troede det hele var noget med Paradise Hotel. Og det kan da også minde lidt om, unge mennesker der bliver adskilt og så bliver de sendt hjem, så det gav da egentligt meget god mening, ikke?

LPD: Mjo, måske…

IS: Men i hvert fald, så blev jeg og Mark enige om, at sådan nogle parhoringer skulle der ikke være nogle af, for vi ville jo have alle par adskilt hvor den ene var ældre end den anden, den ene i Gedser og den anden i Skagen, og tænk hvis pressen hørte om de parhoringer, sikke en ballade der så ville blive, kan jeg godt sige dig, bortset fra hvis det var Berlingske, for Berlingske er en ordentlig avis.

LPD: Øh…

IS: Ja, så jeg skrev i hvert fald tilbage til Udlændingestyrelsen, at nu havde jeg lagt til grund, at sådan nogle parhoringer skulle der slet ikke være noget af…

LPD: Og hvad skete der så…?

IS: Ja, så skete der ikke så meget. Eller det gjorde der måske, men vi hørte ikke om det, for Dots Matrix Printer løb tør for farvebånd, sagde Mark, og det er åbenbart svært at få fat i, selvom Morten vel kunne have søgt om blyantspenge til den. Så jeg lavede kage.

LPD: Det lyder også dejligt med kage…

IS: Ja, men så pludseligt en dag, så må der være kommet farvebånd, for så fungerede Dots Matrix Printer igen. Og så var der kommet en ny mail fra Udlændingestyrelsen. Og her forklarede de så, at partshoringer ikke var noget med parhoringer, men at det handlede om at man skulle stille spørgsmål til barnebrudene og de ulækre gamle mænd de var tvangsgift med…

LPD: Altså, nu…

IS: Og det syntes jeg var en god idé, for det er jo ligesom i Pandoras i Paradise, ikke? Og så tænkte jeg, at så kunne de stille nogle spørgsmål, så parrene blev sure på hinanden uden at sige hvem der havde spurgt, for så kunne de komme ud og bo i Pusterummet. Så det skrev jeg tilbage til Udlændingestyrelsen at det måtte de gerne tage til efterretning.

LPD: Og det var så der de begyndte at partshøre?

IS: Ja, det går jeg ud fra, men det er ikke noget jeg vil lægge til grund. Men der blev i hvert fald stille, indtil Embedsmanden begyndte at blande sig. Så blev der straks en masse medarbejdere der fik travlt med at lave notater og alt muligt. Men det skulle jeg ikke være urolig for, sagde Mark.

LPD: Det lyder altså også som en ret troværdig forklaring — den får da de løse ender til at hænge sammen!

IS: Ja, jeg tænkte nok du ville lægge den til grund!

LPD: Så vil jeg straks få skrevet den ned, Inger. Du skal have tak fordi du ringede!

IS: Ja, du må hellere skynde dig, Leoparddreng. Hvis du er virkeligt hurtig kan det være du kan nå at få historien ud inden Berlingske. Så mangler jeg bare at snakke med Ralf…
Jeg lagde på. Jeg skulle jo skynde mig!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 23. juni 2017

Udlændingestyrelsen om IS-forløbet

Ingen kommentarer
Der var så endnu et samråd med Inger Støjberg i dag (efter det seneste, hvor hun forklarede om sin pressemeddelelsesinstruks, som hun så uddybede over for mig).

Foreløbigt har talen i dag efter samrodet mest handlet om de manglende partshøringer. Det er også interessant nok, men jeg hæftede mig nu mere ved en tidligere forklaring fra Udlændingestyrelsen, som Støjberg læste op.

Det må være svaret på dette spørgsmål om hvordan Udlængestyrelsen vil beskrive forløbet fra 10. februar 2016, et spørgsmål som mens dette skrives stadig står med status ubesvaret på Folketingets site. Det havde ellers været lettere med det skriftligt, men indtil videre har vi det altså kun mundtligt på Folketingets TV fra samrådet (ca 23 minutter og 20 sekunder inde, 3 minutter frem - linket skulle gerne gå direkte til stedet).

Indtil videre har vi jo fået at vide, at det godt kan være at at Støjbergs pressemeddelsesinstruks var ulovlig, men at ministeriet samtidigt informerede mundtligt om at konventioner naturligvis skulle overholdes.

Men ifølge dette svar fra Udlændingestyrelsen fik de umiddebart efter udsendelsen af pressemeddelelsen en mundtlig instruks om administrativt at effektuere efter indholdet af pressemeddelelsen. Og om straks at oplyse indkvarteringsoperatørerne om de nye retningslinjer. Udlændingestyrelsen fortalte derfor operatørerne at der fremover skulle ske adskillelse ifølge de nye retningslinjer, uden undtagelser, i tilfælde hvor en mindreårig var indkvarteret med en ældre ægtefælle eller samlever. (Hvilket vel rent logisk vil betyde altid, medmindre ægtefæller/samlevere er født i samme sekund…)

Men Udlændingestyrelsen siger til operatørerne, at de skal give styrelsen besked, hvis der er sådanne par, de skal ikke selv skille dem, det vil være Udlændingestyrelsen der skal stå for det.

Men der bliver ikke der 10. februar adskilt nogle — Udlændingestyrelsen kan godt vurdere at den er gal, det vil være mod internationale forpligtelser, hvis der ikke kan gøres undtagelser udfra individuelle vurderinger.

Det tager Styrelsen op med ministeriet, og det bliver over de næste dage og uger drøftet frem og tilbage. Og det ender ud med, at hvis Styrelsen virkeligt synes der er problemer med nogle adskillelser, så kan de da forelægge de konkrete tilfælde for Departementet, for en vurdering i forhold til Danmarks internationale forpligtelser.

Og så orienterede Styrelsen ellers løbende ministeriet om status.

Som jeg hører dette har ministeriet givet en lodret ulovlig ordre til Udlændingestyrelsen, som med det samme har vidst at den er helt gal. De har orienteret nedad, men har selv påtaget sig ansvaret med adskillelser, og har så prøvet at overbevise departementet om det uholdbare i ordren. Og er altså til dels lykkedes med det, ved til sidst at få den indrømmelse, at de kan bringe konkrete sager til vurdering i departementet.

Med andre ord, i følge Udlændingestyrelsen, er det dem der forhindrer at der ikke sker undtagelser. Ministeriet var helt klare: alle skulle adskilles uden undtagelse.

Ligeledes er det her meget klart, hvornår pressemeddelelsen blev til en instruks: med det samme.

Og endnu engang er det noget der ikke matcher særligt godt med Inger Støjbergs mange forklaringer. For nu at sige det diplomatisk.



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 3. juni 2017

Den opklarende forklaring

Ingen kommentarer
Ih, altså, jeg har netop haft en samtale jeg må videreformidle, for den opklarer virkeligt en del! Det der skete var:
Inger Støjberg: Hej, Leoparddreng, det er Inger. Inger Støjberg?

[Jeg var først lidt forundret, for jeg plejer ikke sådan at dele mit superheltenummer, men jeg kom i tanke om at Inger Støjberg allerede har opsporet mig én gang, dengang hun havde inviteret mig på Vejlegården. Så det var nok ikke så mærkeligt.]

Leoparddrengen: Øh, hej Inger, det var en overraskelse?!

IS: Hæhæ. Tak for sidst i øvrigt… beklager hvis bølgerne gik lidt højt. Men det er ikke derfor jeg ringer…

LPD: Hvad handler det så om…?

IS: Jo, altså, jeg har forstået på Mark, at du på Twitter har undret dig lidt over min Pressemeddelese?

LPD: Pressemeddelelsen, som også var en instruks? Jo, det er rigtigt. Jeg tweetede vist noget om at det jo var helt kvante-agtigt — at den sådan kunne være begge dele og ingenting på en og samme tid, og ingen vidste hvornår den var hvad…

IS: Ja, haha, du løber stadig med en halv vind, kan jeg høre!

LPD: Jeg så altså samtlige 5 timer af det samråd, jeg synes jeg har gjort en indsats for at følge med…

IS: Jaja, den er god med dig. Men hvorom alting er, der er en helt naturlig forklaring på det med den pressemeddelelse.

LPD: Okay? Men det vil jeg da meget gerne høre, for blandt andet det er vi vist mange der undrer os over de her dage…

IS: Jo, men altså, forklaringen er jo, at jeg sendte en strux ud.

LPD: ? ? En instruks, men du sagde jo…

IS: Nej, ikke en instruks, en strux. S-T-R-U-X. Strux.

LPD: Øhh, hvad er en "strux"?!

IS: Jo, altså jeg og Mark, vi kan godt lide at finde på ting. Vi går faktisk tit og finder på ting. Blandt andet altså det her ord for en Pressemeddelelse…

LPD: Så en 'strux' er en pressemeddelelse? Hvorfor lige det sære ord?

IS: Jo, det er fordi det altid skal gå stærkt når jeg vil have en pressemeddelelse ud, så det er "STRAKS" og "Lige på en STUDS" slået sammen. Og samtidigt minder det om at jeg ikke stikker hovedet i busken som en STRUDS. Så STRUX. Det er da et meget godt ord…?

LPD: Det har noget geschwung over sig, det må jeg indrømme…! Men hvordan forklarer det noget…?

IS: Jo det er jo nu gået op for mig, at mine dygtige medarbejdere i Ministeriet, må have misforstået. Jeg har sagt at jeg havde en strux der skulle ud, og de har så troet at jeg sagde det var instruks der skulle ud. Og så er det gået helt galt…

LPD: Uha, ja, det lyder ikke så heldigt. Men som en fejl der let kunne ske. Og det er var så ekstra uheldigt, når nu…

IS: Ja, når nu struxen var løgn og latin. Jeg vidste jo godt at den aldrig måtte komme ud som instruks. Den var jo dybt kriminel! Men det var altså også kun meningen den skulle ud til Pressen og vælgerne.

LPD: Aj, stakkels dig, det var da virkeligt uheldigt!

IS: Ja, det har virkeligt givet meget bøvl…!

LPD: Men jeg forstår stadig ikke, da det gik op for dig at din pressemeddelelse, din strux, var blevet opfattet som en INSTRUKS, hvorfor fik du så ikke rettet det?!

IS: Men det fandt jeg da heller aldrig ud af, før Ombudsmanden skrev det i sin rapport, og jeg straks tog det til efterretning!

LPD: Det forstår jeg bare ikke, fordi der tit blevet talt om instruksen senere, i alle mulige spørgsmål og svar?

IS: Men, altså Leoparddreng, det er jo den samme fejl. Fordi jeg har troet at embedsmændende talte om den strux jeg havde sendt ud, Pressemeddelelsen. Og den var jo helt fin løgn. Jeg strammer altid mine struxer mere end de egentligt kan bære.

LPD: Så de troede du talte om en instruks, og du troede de talte om din strux?

IS: Ja!

LPD: Okay, ja, jeg kan godt se den misforståelse let kan opstå, det lyder meget ens — og dansk er jo et svært sprog. Men, hov, hvad så skriftligt? Der må da have bimlet nogle alarmklokker hos dig, når du så ordet instruks på skrift. Ligesom du da vist også selv har brugt det skriftligt og på Facebook…?

IS: Der kan jeg kun sige: damn you autocorrect!

LPD: Hvordan det…?

IS: Jo, jeg har jo simpelthen troet det var noget autokorrekturen har rettet, når folk har skrevet om en instruks til mig — jeg var jo sikker på de mente strux. Og så er der simpelthen et program der har rettet det. Ligesom det har gjort for mig flere gange, hvor jeg har skrevet strux, og det så er kommet ud som instruks. Teknologien kan virkeligt ødelægge meget for os, hvis vi ikke passer på…

LPD: Ved du hvad, Inger, jeg er virkeligt glad for at du fortæller mig det her, for nu begynder historien at give mening, synes jeg. Der var mange ting før der ikke gav mening, men med struxen… ja, så falder det på plads. Og det er et godt ord, det har du ret i!

IS: Ja, jeg og Mark, vi er gode til at finde på!

LPD: Bare en ting jeg stadig ikke helt forstår… Det er det her med dine interviews i Politiken og DR den 21. maj, hvor du bliver ved at tale om at dine embedsfolk havde sagt god for din instruks, at den var lovlig? Hvordan kan det passe, når der slet ikke var nogen instruks, og den i hvert fald slet ikke var lovlig?!

IS: Du siger du så hele samrådet?

LPD: Øh, ja…?

IS: Så ved du også at jeg blev spurgt om det der…

LPD: Ja!

IS: Ikke bare én gang, men… mange gange…?

LPD: Ja, nok mindst 15 gange, tror jeg.

IS: Og svarede jeg på det der?

LPD: Nej, ikke en eneste gang…

IS: Så vil jeg nok heller ikke svare på det nu, vel?

LPD: Øh, nåh, nej, det kan jeg godt se…

IS: Så det synes jeg ærligt talt var et groft spørgsmål. Nærmest som om du mistænker mig for et eller andet. Ligesom Holger K!

LPD: Undskyld, Inger…

IS: Her er jeg flink og stiller mig til rådighed, og så…

LPD: Undskyld! Men altså… hvis du engang vil fortælle det, må jeg så ikke høre det først. Det kan blive et scoop for bloggen, her…

IS: Jeg skal overveje det. Måske jeg sender dig en vitasjon…

LPD: En invitation, ih, mange… Eller hov, nej, hvad er en vitasjon?!

IS: Det er et andet ord jeg og Mark har fundet på. Det betyder: en mail, hvor vi skriver at du kan rende og hoppe, din røde lejesvend af en muslimelskende superhelt. Farvel!!
Og så lagde hun på.

Men jeg ser så frem til min vitasjon.  

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 28. juli 2014

Sammenhængskraft

1 kommentar
Jeg kom lige for skade at se TV2 Nyhederne. De havde Inger Støjberg til at sige nogle ord, i anledning af en kronik hun åbenbart har fået Berlingske til at trykke for sig. Hun sad i en fin skjorte, som kun manglede skråremmen for at gøre billedet perfekt, mens hun talte om hvordan muslimer fra ikke-vestlige lande skulle have sværere ved at blive lukket ind i Danmark end kristne vesterlændinge.

For hvis ikke var det skadeligt for Danmarks sammenhængskraft, mente hun.

Det der med sammenhængskraft er noget mærkeligt noget. Anders Fogh gjorde det frygteligt populært at tale om, og så gik det pludseligt dødt. Men nu skal det åbenbart have en revival.

Problemet er - hvad betyder det egentligt? Det gik jeg ihvertfald længe og spekulerede på - indtil jeg kom på denne historie. Den stammer egentligt fra geniale Rejsen til Saturn - jeg håber at salig Claus Deleuran bærer over med at jeg bruger den her:

Det er på en kro, af den gammeldags slags, hvor der er en spytbakke som flittigt bliver brugt. En flok unge får gejlet hinanden op, og det ender med at de laver et væddemål om hvem der tør tage en slurk af spytbakken (for unge læsere: altså den her krukke-agtige tingest hvor folk spytter deres sovs fra skrå og snus med videre).

Den modigste - eller dummeste? - melder sig, går hen - og ikke bare tager en slurk fra spytbakken, men drikker rub & stub.

Han kommer tilbage, og får den aftalte belønning, og bliver spurgt: "Okay, det var flot - og modigt - men hvorfor drak du dog det hele? Væddemålet var jo bare en slurk?!"

Til hvilket ungersvenden svarer: "Jo - men det hang sammen!"

Se - det er for mig sammenhængskraft. Og nu er det det forhåbentligt også for dig.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 2. august 2012

Atter til middag ved de riges bord

9 kommentarer
Jeg modtog for et par dage siden en mail. Den lød:
Kære Leoparddreng -

Jeg og Venstre vil hermed gerne invitere dig til stegt flæsk med persillesovs og fadøl ad libitum på et af Jyllands fineste spisesteder, nemlig Kravlegården i det fashionable Trekantsområde.

Vi håber du dermed vil være med til at dække vores kamp og fest for frihed!

Bedste hilsner
I. Støjberg
Forhenv. beskæftigelsesminister
Jeg må sige jeg først var noget skeptisk. Jeg var før gået i vandet med hvad jeg troede var gode tilbud, først med Claus Hjort og siden med Lars Løkkes madklub.

Men det her var jo en klokkeklar invitation, tænkte jeg - hvad kan gå galt? Og skal jeg være helt ærlig lød det også lidt frækt med Inger Støjberg og Trekantsområdet - ville jeg mon kunne finde ud af om det i virkeligheden skulle vise sig at være at være ægte rødt?

Så jeg endte med at sende en bekræftende mail tilbage, fik at vide jeg skulle møde op onsdag kl 15 ved ved Venstres landskontor i Holte, hvor der ville være busafgang til Kravlegården.

Og hvad ventede der mig ikke - selveste Venstres valgbus fra FV '11 - fyldt med en masse glade fortrinsvis unge mennesker, fortrinsvis mænd. Den var ret flot indrettet, med bar med fadølsanlæg nede for enden. Mange ungersvende var allerede godt i gang, desværre viste det sig åbenbart at man skulle have et "Løkke-kort" for at kunne få noget, så jeg måtte klare mig med min medbragte vandflaske på vejen til Jylland.

Men stemningen var munter, der var blå balloner og sange der kørte på "Lå-LÅ-lålå-LÅ", og sjove variationer.

Så det føltes faktisk ikke som særlig lang tid , før vi var både over broen og over Fyn og ankom til Kravlegården.

Her skulle vi først forbi et par forhutlede typer der sad uden for i gul vest, som åbenbart havde fået lov at indtage deres medbragte mad udenfor, for de sad og spiste rugbrødsmadder.

"Nå, har I husket leverpostejen, som Möger siger?" råbte en af de unge, og det morede de andre sig meget over.

Indenfor i Kravlegården blev vi budt velkommen af noget meget nydeligt og venligt personale, som førte os til vores til vores pladser, jeg skulle være ved langbordet i hovedstuen, kaldet Kravlestuen.

Her stod der allerede en velskænket fadøl på hver plads ved bordet, jeg fandt min plads, og tog en ordentlig slurk - det syntes jeg ærligt talt jeg havde fortjent, nu jeg havde siddet og vansmægtet uden Løkke-kort i bussen.

Inger Støjberg stillede sig op, ringede på et glas, og sagde: "Så - nu hvor Københavnerne også er kommet, synes jeg vi skal tage fat på den del der virkelig betyder noget..."

"Stegt flæsk!" lød det fra en jeg genkendte som Peter Christensen - jeg gav et indvendigt gisp, for ham havde jeg tidligere haft problemer med - og alle lo.

"Nejnej, Peter, men du skal nok få," lo Inger Støjberg også. "Men det her handler om kamp for frihed, om retten til at organisere sig som man vil. Det er meget vigtigt!"

Hun kiggede på nogle papirer hun havde i hånden: "Først og fremmest føler jeg det er vigtigt at sige, at den danske model naturligvis er fantastisk. Det sagde Anders Fogh selv ude i Europa da vi blev skamrost for den for få år siden, så det holder vi naturligvis fast ved. Og den vil vi ikke røre ved! Men vi vil modernisere den!"

"Øj, hvor skal den moderniseres, hva' Inger," råbte en stemme jeg genkendte som Anders Samuelsens. "Vi skal modernisere den så meget, at den Danske Model kun er noget man kan stemme Like til på Facebook!" Her ville jublen ingen ende tage.

Inger smilte dog kun afmålt. "Nuvel, Anders, det har vi talt om, det er måske ikke så smart at sige - det lyder ikke pænt!"

"Pænt, schmænt!" gav Samuelsen til genmæle, han havde vist allerede fået lidt inden for vesten.

"Nå - men inden vi går igang med den dejlige stegte flæsk," fortsatte Støjberg, "skal jeg sige at middagen er betalt af Venstre og LA's party-støtte i fællesskab. Vi kan ikke på den konto give drikkepenge, men det håber vi I vil bidrage med, det går nemlig direkte ind og støtter Kravlegården! Og så skal jeg sige at der ved hver kuvert ligger et lille brev fra Saxo Bank, en start-konto på kr 100, som man kun skal investere 3 gange igennem før man må hæve pengene. Og så til bords!"

Almindelig jubel! Vi satte os, og de flinke - og kønne - tjenere kom ind med fad på fad fyldt med stegt flæsk - dejlig fedtglinsende flæsk - og kande på kande med god tyktflydende hvid-grøn sovs. Et dejligt syn! Og der blev hurtigt langet til fad.

Dog bemærkede jeg at Simon Emil fik en børnetallerken med røde pølser og pomfritter, med hjemmelavet ketchup og remulade: "Jeg kan nu altså så godt li' rød pølse!" forklarede han de omkringsiddende.

Samtalen omkring mig handlede om hvor forfærdeligt det var, at Kravlegården var blevet blokeret af en fagforening, som gjorde at ingen kunne komme ud eller ind, og der ikke kunne blive tømt skrald og de ikke kunne få afleveret annoncer til avisen.

"Hva' for en blokade?" spurgte jeg, for jeg syntes ikke jeg havde bemærket at stedet sådan var omringet.

"Så du ikke fjolserne, der stod udenfor?" blev jeg spurgt.

"Åh, men jeg troede bare de spiste noget mad... hjemmebragt leverpostej? De blokerede da ikke noget!"

"De er altså nogle bøller! Nogle mafia-bøller!!" sagde en anden sidemand. "Og jeg har hørt de har kommet klistermærker på biler - det er næsten det værste!"

"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" spurgte jeg.

Her blev der ringet på et glas, Inger Støjberg rejste sig, og sagde: "Jeg synes lige vi skal give en skål til Rico, som desværre ikke kunne være her idag. Men tak Rico!"

Alle hævede deres glas, nogle klappede, andre så undrende ud. Men jeg tænkte ikke nærmere over det, jeg måtte høre videre om blokaden, det lød spændende:

"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" gentog jeg.

"Nej, egentligt altså ikke dem... men der er ikke nogen der vil hente det!", sagde første sidemand.

"Mafiametoder!" sagde den anden.

"Og de forhindrer at ejeren kan levere sin annonce?" spurgte jeg.

"Nej, ikke de der... " sagde første sidemand. "Men der er ingen der vil trykke den."

"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.

"Men hvad skyldes alt det?" spurgte jeg.

"Det er fordi en fagforening er sur over ejeren ikke har villet lave aftale med dem, men med en anden fagforening! Og de vil have det skal være med dem!" sagde første sidemand.

"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.

Nu kom jeg i tanker om noget. "Hov, den sag har jeg hørt om. Men var det ikke noget med at restauranten allerede havde en aftale med den ene fagforening, den ser nu er sur? Men den aftale ville restauranten ikke længere have - og så sagde den aftalen op, og sagde til de som var medlem af den gamle fagforening, at nu var de låst ude fra at arbejde, fordi den gamle aftale ikke gjaldt mere. Så hvis de ville arbejde der måtte de skifte fagforening?"

"Det ved jeg ikke så meget om," sagde min ene sidemand.

"Mafiametoder," sagde den anden.

"Og så sagde den gamle fagforening til restauranten: "Vi vil ikke have I tvinger vores medlemmer til at indgå dårligere aftaler, for det kan være til skade for alle vores medlemmer i det lange løb. Derfor vil kæmpe for at få jer til at indgå en acceptabel aftale - om det er med os, eller den forening I helst vil med, det må I sådan set selv om - men det skal ikke være en aftale som undergraver forholdene for alle!"

"Det lyder rodet," sagde min ene sidemand.

"Det lyder af mafiametoder," sagde min anden sidemand.

"Okay - men nu handler denne aften jo om frihed... så: de som nu var ansat her under den gamle aftale - hvilken frihed havde de så?"

"De var jo fri til at skifte forening!" sagde min ene sidemand.

"I'll give you an offer you can't refuse!" sagde jeg med min bedste Marlon Brando stemme (som ikke er særligt god).

"Mafiame..." sagde min anden sidemand - men nu sænkede der sig en tavshed om bordet. En mere dunkel tavshed, end blot en engel der gik gennem stuen.

Anders Samuelsen rejste sig op, lettere rød i hovedet: "Sig mig, er det dig Leoparddreng? Hvad i hede hule Helveg laver du her?"

"Jeg blev inviteret...." sagde jeg.

"Det må vist være en fejltagelse!" sagde Anders. "Du forstår jo aldrig noget som helst - dig har jeg altså opgivet. Du er bare til latter!"

"Øh, nå.... du kan jo prøve mig?"

"Okay - er du klar over hvorfor vi er her?"

"Ja, det tror jeg," sagde jeg. "I bruger et forvansket billede i pressen til at få det til at fremstå som om det her er en frihedskamp, hvilket er ganske fordrejet. Konflikten her er en helt naturlig følge af overenskomstsystemet, og som alle jurister har sagt hele vejen igennem er konflikten helt efter bogen.

Hvor frihedskampen kan komme ind, er at I selvfølgelig har ret i, at enhver form for kollektiv overenskomst kan ses som et brud på den enkeltes frihed. Det I så i den forbindelse glemmer at sige, når man taler om den absolutte frihed, det er at den enkelte lønmodtager - især den ufaglærte - uden kollektive overenskomster vil møde et gevaldigt løntab, især i en periode med arbejdsløshed.

Hvis hver enkels løn skulle aftales individuelt, ville ufaglærte lønninger i løbet af ingen tid blive halveret, ja sikkert mere,  for der vil altid være en der vil tage jobbet billigere.

Det er selvfølgelig også det I i Venstre og Liberal Alliance gerne vil have - og det er også helt fair som sådan - jeg ville bare ønske I ville sige det åbent, i stedet for at ævle om fine ord som frihed, med videre.

Det handler om at I gerne vil have lønninger ned, det giver øget konkurrenceevne, og ikke mindst, det giver øget profit til aktionærer, et cetera.

I har sikkert også ret i at det vil styrke vores BNP, hvis man går op i det - det man bare skal være klar over, det er at det er dem med de i forvejen største indtægter der vil score den gevinst - hvor lavtlønnede bliver fattigere. Og hvad kan flertallet så bruge stigning til?

Jeres trickledown effekt kan I stikke skråt op - den virker ikke, og har aldrig gjort det. Det eneste punkt hvor I kan have et argument, er at lavere lønninger vil give færre arbejdsløse, og dermed kan der være en solidaritetsafvejning der - man skal bare også være klar over, at lavere lønninger naturligvis også vil give lavere dagpengesatser og kontanthjælp - for det skal jo kunne betale sig at arbejde!

Så det er det I gerne vil have: mange flere penge til i forvejen højtlønnede, virksomheder og aktionærer, markant færre penge til lavtlønnede og overførselsindkomster. Men, ja, mere arbejde - dog altså til en meget lavere løn.

Det er fint - det må I gerne mene. I kan endda have ret et stykke henad vejen, at nogle lønninger muligvis er for høje i dag - jeg tænker nu egentligt mest på bankdirektørers, med videre - men først og fremmest: hvis det er det I vil så SIG DET DOG, i stedet for jeres forløjede frihedsævl."

Den ubehagelige tavshed fra før var nu blevet en rungende stilhed.

Så spurgte Anders Samulesen: "Hvem har dog inviteret Leoparddrengen?" Intet svar. "HVEM HAR INVITERET LEOPARDDRENGEN??"

"Det har Inger Støjberg," sagde jeg.

"Det passer ihvertfald ikke! Det ville jeg aldrig have gjort!" sagde Inger.

"Jeg har invitationen her," sagde jeg og fremviste et udprint.

"Det må være en forfalskning! Jeg må være blevet hacket!!" sagde Inger Støjberg. "Jeg er virkelig ikke sådan en som sidder i min kælder med ledninger ud af væggen!"

"Leoparddreng, jeg må bede dig gå - du er ikke velkommen længere..." sagde Anders Samuelsen.

Med dukket nakke gik jeg ud af Kravlestuen. Udenfor blev jeg mødt af en tjener, som sagde hun havde forstået at jeg havde snydt mig ind, og jeg derfor var nødt til at afregne separat.

Det blev lige 3xStegt Flæsk, som var det der i alt var lagt ind per person, á kr 139 + 2 fadøl. Jeg havde kun nået at spise 2 skiver flæsk, så det syntes jeg var lidt overdrevet, og at jeg da troede der var ad libitum. Men det var kun om tirsdagen der var ad libitum, og aftalen med Venstre og LA var en eksklusiv-aftale, så den kunne jeg ikke være med i.

Jeg endte op med at betale uden yderligere brok, nu ville jeg bare hjem. Da jeg kom ud hørte jeg at der indefra Kravlestuen blev sunget Anders Samuelsens slagsang, Bingo Banko sangen.

Kort efter opdagede jeg, at jeg også havde fået skrevet Simon Emils røde pølser på regningen, og betalt dem, og at jeg ikke havde flere kontanter, at mit dankort var spærret og - well, at jeg ikke har et rejsekort vidste jeg godt. Så vejen hjem blev en besværlig og ydmygende affære, dog havde jeg nok til en cheeseburger på McDonalds da jeg nåede Hovedbanen. Da var jeg nemlig blevet sulten igen. Jeg var nu stadig sulten da jeg kom hjem, men så kogte jeg mig en gang spaghetti, og kom noget ketchup på.


Mødet blev sponsoreret af TV2 og 100% Dansk Svinekød

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 30. januar 2011

Et nyt forslag...

3 kommentarer
Martin Henriksen
- tænker & filosof
Jeg sad faktisk lige og tænkte, at det da egentligt var længe siden at DF var kommet med et af deres sindssvage forslag, da jeg så lige hoppede forbi Information og deres Ritzau-feed. Og så ver der ellers lige bingo....

For nu har Martin Henriksen fundet frem til, at flygtninge rundt om i verden er blevet så forhippede på at få dansk førtidspension, at de strømmer hertil i horder - og derfor skal der skæres i førtidspension til ikke-danskere efter et sindrigt system.

I første omgang finder jeg det imponerende, at flygtninge på den måde kan finde ud af et system, som ikke ret mange danskere kan finde rundt i - men når Martin Henriksen skriver, at de kun kommer til Danmark på grund af vores dejlige førtidspension, må det vel passe. Vi kan vel så glæde os over, at de hundredetusindvis af mennesker som strander i Grækenland virkelig må være analfabeter, når de ikken engang kan finde ud af, at det er Danmark man skal tage til. Vi skummer virkelig fløden, her i Danmark.

Og så synes jeg også det er smukt, at Martin Henriksen har gennemskuet at flygtningene bare kommer hertil for at nasse - og alle deres PTSD-diagnoser er jo noget simulanteri overfor blødsødne danske læger - der er sgu aldrig nogen som har taget skade af lidt tortur, den slags skal man bare tage med godt humør, så er man frisk igen om mandagen.

Men det mest besynderlige ved forslaget synes jeg næsten er fordelingsnøglen - for Martin Henriksen har i sin visdom fundet på et system, så des ældre man er når man kommer til Danmark, des færre penge får man ud. Det må vist være Verdens første pensionssystem, som straffer alderdom.

Men i det mindste er læren af systemet klar, for de socialnassere der sidder rundt omkring i verden, og gør sig til eksperter i danske overførselsydelser: hvis man vil til Danmark skal det ske hurtigst muligt, for des længere man venter, des færre penge får man. Og optimalt er det, hvis man flygter hertil omkring man fylder 15. (Men det gælder om at time det præcist, for man har det jo i virkeligheden så dejligt i sit hjemland.)

Det aller-aller-mest interessante ved forslaget synes jeg dog er.... at Beskæftigelsesministeren, Inger Støjberg, "umiddelbart er positivt stemt".

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 22. januar 2011

Den rapport findes slet ikke...?

4 kommentarer
Åbenbart er Inger Støjberg gået i rødt (på den blå måde) over at SF mener at have dækning for nogle af deres tal for deres vækstplan i en rapport fra Job og Kompetencer i Øresundsregionen. Som er en tværnationalt projekt som skal se på diverse udviklingsmuligheder på begge sider af Øresund. Og som blandt andet hører under Arbejdsmarkedsstyrelsen - i høj grad Inger Støjbergs resortområde.

Forsiden på en
ikke-eksisterende rapport:
Øresund som Low Carbon Region
Og de har fået udarbejdet en rapport, der blandt andet prøver at fremskrive hvor mange jobs der vil være i cleantech-industrien i to scenarier: et hvor den nuværende klimalovgivning fastholdes, og et hvor lovgivningen ændres til at gå mod et fossilbrændstoffrit miljø. Og ifølge den rapport vil der opstå en hel del arbejdspladser i cleantech-industrien, hvis man går den miljøvenlige vej.

Det er sikkert tal der kan diskuteres meget frem og tilbage - men det er ikke den vej Inger Støjberg har valgt. Hun siger ganske vist at SF fifler med tallene - it takes one to know one har jeg nær sagt - men egentligt ikke fordi tallene i rapporten er forkerte, eller fordi SF udlægger dem forkert. Næ:

Ifølge hende eksisterer rapporten nemlig slet ikke!

Og så er det det undrer mig, at jeg på en lille fact-checking mission på ca 5 minutter kunne google mig frem til den rapport som altså ifølge Beskæftigelsesministeren ikke eksisterer?!

Her er rapportens hovedside på Job og Kompencer i Øresundsregionens site.

Her er rapporten 'Øresundsregionen som Low Carbon Region' i en sammenfattet udgave i PDF.

Og her er den fulde rapport 'Øresundsregionen som Low Carbon Region' i sin helhed i PDF.

Men jeg må jo næsten se syner - rapporten eksisterer jo ikke?!

Derfor har jeg også nu downloadet dem til lokal harddisk, så jeg kan forsikre mig om at det ikke blot var natlige hallucinationer når jeg vågner i morgen. Hvis de nu pludseligt skulle være forsvundet fra Job og Kompetencer i Øresundsregionens hjemmeside... (Efter download: den fulde rapport fungerer ikke - jeg tror den henviser til ressourcer som ligger lokalt ifht dens placering på hjemmesiden - men den kan vises på hjemmesiden. Så nu har jeg lavet et print af den, til PDF. Det er jo også en måde at gemme på.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.