Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Morten Bødskov. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morten Bødskov. Vis alle opslag

tirsdag den 10. december 2013

BREAKING: Her er trussesbilledet

Ingen kommentarer
Via en læk i PET er jeg i dag kommet i besiddelse af det fulde trussesbillede, som Jakob Scharf sendte til Morten Bødskov. Og det er godt nok også stærke sager, jeg kan godt forstå at Morten Bødskov var nødt til at lyve, så Retsudvalget ikke blev præsenteret for billedet og tog på Christiania bagefter og kastede med sten, fyrværkeri og flasker.

Det lækkede trussesbillede


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 14. maj 2013

Trykprøven

Ingen kommentarer
Et af justitsminister Morten Bødskovs gentagne, gentagne, gentagne forsøg på argumenter for en ny Offentlighedslov, indeholdende de udemokratiske paragraffer 24 og 27, er at det skal være muligt at trykprøve lovforslag i det fortrolige rum, inden de slipper ud til offentligheden.

Et argument, der på overfladen lyder meget fint, men når man ser på hvordan det er gået for Offentlighedsloven selv, ses det tydeligt hvordan dette blot er endnu en floskel fra Bødskov.

For den lov er blevet ganske meget trykprøvet - i fuld offentlighed, hvilket så ikke var med Bødskovs gode vilje - og den har vist sig ikke at kunne stå for bare det mindste tryk. Vandet fosser ind, og hvis den båd nogen sinde søsættes går den til bunds med mand, mus & demokrati.

Men på trods af denne helt igennem fejlslagne trykprøve fortsætter Bødskov ufortrødent sit forsøg på at få loven igennem - kun støttet af de som har blikket fast rettet mod mulige ministertaburetter, som godt kan se en nemmere dagligdag uden offentlighedens indblanding. Så har resten - de menige MF'ere - bare at følge trop (jeg har dog allerede skrevet en besked til dem).

Vær med til at sige fra: kom til demonstration mod mørklægning i morgen, onsdag d. 15/5 på Christiansborg Slotsplads kl 16-18.

Vær med til at vise, at den lov ikke har klaret sin trykprøve, og vi ikke bare blindt afgiver muligheder for aktindsigt i centraladministrationens gøren & laden. Tag eventuelt mørke solbriller på, som symbol på de skyklapper Bødskov ønsker at give os på.

Vejret skulle iøvrigt blive fint, i følge DMI - ingen regn, og delvist sol/skyer, op mod 20 grader. En perfekt dag til at vise at vi ikke vil give køb på vigtige dele af vort demokrati.

Kom!

(og har du ikke allerede skrevet under mod offentlighedsloven kan det stadig gøres ....)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 5. maj 2013

Skammens Støtter

Ingen kommentarer
Hvis alt går efter Justitsministerens & hans dygtige embedsmænds hoveder, kommer Den Ny Offentlighedslov til anden behandling i Folketinget indenfor kort tid.

Hvis den kommer igennem der, uden ændringer i de foreslåede §§ 24 og 27, ser det ikke godt ud i fremtiden med offentlighed i statsforvaltningen. Så er der kommet så meget elastik, at åbenhed er en hensigtserklæring og aktindsigt basalt set er frivillig.

Rigtigt mange er imod den lov (når jeg siger lov er det de førnævnte paragraffer der er tale om) - medier i særdeleshed, befolkningen i almindelighed og i regeringspartiernes baglande.

Stort set ingen vil udtale sig positivt om den lov - udover Justitsminister Bødskov som endnu ikke, på trods af mange forsøg og opfordringer, har kunnet levere fornuftige argumenter.

Bødskov prøvede så at kaste en luns ud i den seneste uge, for dog at prøve at få kritikken til at forstumme - men det der skulle ligne en imødekommelse er rent spin; han prøvede at få det til at se ud som om at Ombudsmanden efter 3 år skulle evaluere om loven fungerer hensigtmæssigt - men det passer ikke, siger Ombudsmanden selv, han skal alene se om loven overholdes.

Og da problemet er, at loven giver for vide rammer, hjælper det ikke på noget som helst. Hvilket det i øvrigt alligevel ikke ville have gjort.

På trods af dette - at der er udbredt modstand i befolkning og bagland, og der ikke er nogen fornuftige argumenter for - lader det til at der er solidt flertal bag loven. Når man går menige MF'ere på klingen kan man få lavmælte udtryk som "nu er der lavet en aftale" og "nu bakker vi op" - hvor det tydeligt skinner igennem, at det bestemt ikke er en lov de bryder sig om, med de paragraffer.

Således vil regeringens bagland også have fritstillet MF'erne - så de kan stemme som de vil til loven, uden at det har konsekvenser. Det er ikke lige blevet mødt positivt af gruppelederne, som enten ignorerer, eller blot henholder sig til at der er en aftale.

Men her må det slås fast: Medlemmer af Folketinget er altid kun bundet af egen overbevisning og samvittighed. Og denne lov er for vigtig og principiel til at gruppedisciplin kan bruges som forklaring på at stemme for.

Hvis du som medlem af Folketinget vælger at stemme for, er det DIT valg. Og så har du demonsteret hvad din mening om åbenhed er - for altid. Det er da muligt det kan få konsekvenser for dig - karrieremæssigt. Men det er nu engang din pligt som folkevalgt ikke at tage hensyn til det i sager af så principiel betydning som denne.

Jeg sætter derfor denne plads herunder af til at opliste alle de medlemmer af Folketinget som stemmer for, når loven anden behandles - hvis den da altså ikke ændres væsentligt i §§ 24 & 27.

Eftertiden fortjener at vide hvem de demokratisk valgte personer var, som i den grad gjorde op med principper om åbenhed af hensyn til komfort i statsforvaltningen.


Skammens Støtter

Medlemmer af Folketinget
som 4/6 2013 stemte for
Den Ny Offentlighedslov

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Pernille Vigsø Bagge (SF)
Eigil Andersen (SF)
Anne Baastrup (SF)
Özlem Sara Cekic (SF)
Jonas Dahl (SF)
Pia Olsen Dyhr (SF)
Steen Gade (SF)
Astrid Krag (SF)
Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Ole Sohn (SF)
Holger K. Nielsen (SF)
Annette Vilhelmsen (SF)
Mette Boye (SF)

Jeppe Mikkelsen (RV)
Sofie Carsten Nielsen (RV)
Lone Loklindt (RV))
Marlene Borst Hansen (RV)
Rasmus Helveg Petersen (RV)
Nadeem Farooq (RV)
*Uffe Elbæk (RV)
Camilla Hersom (RV)
Lotte Rod (RV)
Zenia Stampe (RV)
Andreas Steenberg (RV)

Morten Bødskov (S)
Julie Skovsby (S)
Sophie Hæstorp Andersen (S)
Christine Antorini (S)
Lennart Damsbo-Andersen (S)
Benny Engelbrecht (S)
Mette Frederiksen (S)
Mette Gjerskov (S)
Carsten Hansen (S)
Torben Hansen (S)
Orla Hav (S)
Magnus Heunicke (S)
Karen Hækkerup (S)
Ole Hækkerup (S)
Leif Lahn Jensen (S)
Mogens Jensen (S)
Thomas Jensen (S)
Karen J. Klint (S)
Jeppe Kofod (S)
Henrik Sass Larsen (S)
Bjarne Laustsen (S)
Mogens Lykketoft (S)
Flemming Møller Mortensen (S)
Maja Panduro (S)
John Dyrby Paulsen (S)
Jesper Petersen (S)
Rasmus Prehn (S)
Jacob Bjerregaard (S)
Trine Bramsen (S)
Bjarne Corydon (S)
Karin Gaardsted (S)
Jens Joel (S)
Jan Johansen (S)
Simon Kollerup (S)
Rasmus Horn Langhoff (S)
Annette Lind (S)
Troels Ravn (S)
Mette Reissmann (S)
Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Daniel Toft Jakobsen (S)

Jan E. Jørgensen (V)
Kim Andersen (V)
Erling Bonnesen (V)
Peter Christensen (V)
Louise Schack Elholm (V)
Eva Kjer Hansen (V)
Kristian Jensen (V)
Michael Aastrup Jensen (V)
Peter Juel Jensen (V)
Flemming Damgaard Larsen (V)
Torsten Schack Pedersen (V)
Mads Rørvig (V)
Hans Christian Thoning (V)
Claus Hjort Frederiksen (V)
Troels Lund Poulsen (V)
Gitte Lillelund Bech (V)
Bertel Haarder (V)
Søren Pind (V)
Henrik Høegh (V)
Karen Ellemann (V)
Hans Andersen (V)
Thomas Danielsen (V)
Jakob Ellemann-Jensen (V)
Martin Geertsen (V)
Jane Heitmann (V)
Preben Bang Henriksen (V)
Esben Lunde Larsen (V)
Anni Matthiesen (V)
Fatma Øktem (V)
Finn Thranum (V)

Tom Behnke (KF)
Vivi Kier (KF)
Per Stig Møller (KF)
Lars Barfoed (KF)
Brian Mikkelsen (KF)


Bemærkninger til listen:

Den er taget fra Folketingets opgørelse efter afstemningen. Officielt blev resultatet 99 stemmer for, med 42 imod.

Imidlertid er Uffe Elbæk (R) noteret for at have stemt imod - hvilket han påstår var en fejl. Jeg har valgt at lade tvivlen komme ham "til gode", og taget ham med på Skammen Støtter - siden han insisterer. Hvis man gør det bliver det deprimerende faktum, at 100 stemte for Mørklægningsloven, og 41 stemte imod.

Lidt interessant er det dog at kigge på Fraværende. For det første har Venstre vildt mange fraværende. Jeg gætter så ikke på, at det er fordi de egentligt var imod loven (selvom de burde være) - tilgengæld tror jeg der kan ligge en interessant fortælling i, hvis man kigger på deres generelle fravær. Det ses næppe tydeligt ellers, på grund af clearing aftaler, men ved denne afstemning var det påfaldende. (Birthe Rønn er dog undskyldt - hun sad og vidnede i statsløsekommissionen ...)

Og så er der Radikales fravær - 6 ud af 17 var ikke tilstede. Det er meget. De fleste af dem er så ministre, hvilket de sikkert vil sige er forklaringen. Men det er stadigt mange - og spørgsmålet er vel, om Radikale ikke burde overveje om de da ikke burde følge deres gamle princip mod dobbelt-mandater, og have stedfortrædere for deres ministre.

Det ville så iøvrigt muligvis have givet et andet udfald i netop denne sag - hvis ikke en trediedel af den radikale gruppe også var medlemmer af regeringen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 30. april 2013

Åbenheden er reddet!!

1 kommentar
Leoparddrengen: Tak fordi du havde tid til at tale med mig!

Morten Bødskov: Jeg har altid tid til dig, Leoparddreng!

LPD: Nej, nu bliver jeg helt rørt ...!

MB: Det er fordi jeg ved du loyalt gengiver hvad jeg siger, ikke som visse andre jeg kunne nævne, som altid prøver at fordreje mine ord.

LPD: "Sandheden frem for alt!" som jeg plejer at sige.

MB: Nemlig. Det er jo det det handler om. Og åbenhed. Så - hvad kan jeg hjælpe dig med?

LPD: Jo - nu har du jo stillet i udsigt, at Ombudsmanden om 3 år skal evaluere de her paragraffer i den ny offentlighedslov, som alle skælder ud på, for at se om de har skabt mere lukkethed?

MB: Ja. Altså, nu siger du at paragrafferne er meget udskældte, det er så ikke min oplevelse. Vi har for eksempel et bredt flertal i Folketinget, som står 100% bag den lov. De elsker den faktisk!

LPD: En samlet presse udtaler at det er en katastrofe for demokratiet?

MB: Det er jo et partsindlæg - de er jo ikke neutrale! Dem kan man ikke regne med.

LPD: Der er pt 68.000 som har skrevet under mod loven ...?

MB: Ja, det er det jeg siger, så er der jo ca 5,5 million som ikke har skrevet under. Folket elsker den lov!

LPD: Nuvel, men du har så alligevel syntes Ombudsmanden skal kigge på den?

MB: Ja, det er jo netop for at vise åbenhed - så der ikke er noget at være utryg for!

LPD: Javelja. Og hvordan skal Ombudsmanden så tage stilling?

MB: Jo, han vil jo så skulle sige, om han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, som ville være kommet frem under den gamle lov.

LPD: Et konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem? Bliver det ikke svært?!

MB: Det tror jeg ikke - altså, det kan man jo ikke vide, hvor svært det er at vide noget man ikke ved - men jeg ved at Ombudsmanden er dygtig!

LPD: Men hvis det ikke er kommet frem, hvordan skal han så .... hvad med et konkret, tænkt eksempel?

MB: Nej, det er ikke godt nok - det skal være et helt konkret eksempel! Så meget har jeg da lært.

LPD: Godt så. Og hvis han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, så laver I loven om?

MB: Nej, nej, da. Så sender han en udtalelse til Justitsministeren. Hvem det så end er til den tid. Der har jo været valg.

LPD: Og så laver Justitsministeren loven om?

MB: Nej, du fredsens, så beder han sine dygtige embedsmænd i Justitsministeriet om at lave en redegørelse, hvori de gør rede for hvordan Ombudsmandens udtalelse skal bedømmes, og om det bør føre til ændring af paragrafferne - det er §24 og §27.

LPD: Så, altså, hvis Ombudsmanden kan komme med et konkret eksempel på noget som ikke er kommet frem, og som han således ikke ved noget om, og dine embedsmænd - som er fortalere for det "fortrolige rum" - så synes at det er en god idé at lave loven om - så bliver den lavet om?

MB: Nejnej, så kommer embedsmændendes redegørelse til debat i Folketinget. Så må man jo se hvad den debat munder ud i. Det kommer jo helt an på hvad politikerne synes, efter at have læst Justitsministerens dygtige embedsmænds redegørelse til den tid. Men som bekendt går alle folketingspolitikere i Danmark ind for meget åbenhed, så det vel jeg da regne med at de også gør til den tid. Ligesom de gør nu!

LPD: Men den debat kan man jo sådan set tage hele tiden? Folketinget beslutter vel selv hvad der skal debatteres?

MB: Jo, altså ...

LPD: Så hvad er hele den her proces værd?

MB: Jo, altså - på den her måde er det jo Ministeren der har bedt om udtalelsen og redegørelsen om udtalelsen ...

LPD: Ja, og ...

MB: Jo, så er det jo Ministerbetjening ....?!

LPD: Du mener ...?

MB: Ja, så er hele processen sådan set del af det fortrolige rum. Og på den måde kan det sikres, at der ikke kommer forvirrende fejlinformation ud undervejs i processen. Således at Folketinget kan debattere lige præcis det som er væsentligt, for at sikre at åbenheden er i top også fremadrettet!

LPD: Det er faktisk ret smart, det kan jeg godt se ...

MB: Præcis. Så du kan være helt rolig, Leoparddreng, åbenheden er sikret mange år frem i tiden, også med denne løsning. Eller især med denne løsning, for nu føler borgerne sig helt sikre på at alt går rigtigt til!

LPD: Imponerende!

MB: Men ved du hvad det allerbedste er?

LPD: ??

MB: Hvis det her alligevel - på trods af alt - til den tid udvikler sig til en lortesag. Så er det ikke mig der sidder med bæen til den tid!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 17. april 2013

Bødskov: Sex-forbrydere skal løslades tidligere!

Ingen kommentarer
Det er ihvertfald tanker justitsministeren gør sig, afslørede han i dag i Deadline på DR2. Eller det er ihvertfald  tanker om tanker han gør sig. I et konkret tænkt eksempel.

For at være alvorlig - hvis man ikke så Krasnik - Bødskov interviewet er det ens forbandede demokratiske pligt at se det. For det vil enten komme til at stå som det der endeligt vendte stemningen - også blandt regeringspartierne - mod den demokratiske vederstyggelighed den ny "offentlighedslov" er.

Eller også vil det stå som en skamstøtte over en lov, som helt klart indskrænker muligheden for at finde ud af hvad der sker i centraladministrationen - uden at den ansvarlige minister kan argumentere bedre for det, end at han nødigt vil havne på forsiden med en overskrift som på indlægget her.

Faktisk kom han med ét regulært argument: "at i dag er det meget tilfældigt hvad der ender med at komme til offentlighedens kendskab - det vil det ikke være med den ny lov." For da vil intet komme til offentlighedens kendskab, kan man så fortsætte - og så er det jo rigtigt nok. Men et argument jeg snarere ville have troet passede ind i de forkastede Bødskov-argumenter.

Og så skal det med: Morten Bødskov mener at have et figenblad i form af at paragrafferne - i modsætning til før - nu står helt klart defineret. Men i den høring der foregik i Folketingets Retsudvalg tidligere i dag, stod det klart at det på ingen måde lå fast. Det var både støtter og modstandere af forslaget enige om.

Men det oplevede Morten Bødskov ikke - han gik nemlig fra høringen efter at at have fremlagt sine sædvanlige ikke-holdbare argumenter, af tænkte konkrete og konkrete tænkte eksempler. Han så åbenbart ingen vigtighed i at høre, hvad der måtte være af kritikpunkter, stille spørgsmål til de indkaldte eksperter, eller selv være til rådighed.

Det kan man jo synes er ret forbløffende - det er trods alt en lov af ret stor vigtighed, som man vel godt kan tale om der er en del debat om. Og som mange få - udover blandt potentielle og nuværende regeringspartiers medlemmer. Som jeg skrev tidligere: modstanden mod den ny offentlighedslov er omvendt proportional med distancen til en ministertaburet.

Se programmet - og skriv under her mod den ny offentlighedslov. Forhåbentligt bliver det nu så tydeligt for baglandet i de 3 regeringspartier, at de får kolde fødder, og trækker stikket på forslaget. Det vil sige, sender det til hjørne, hvor §§ 24 og 27 forhåbentlig kan blive fjernet eller stærkt revideret.

For jeg mener dette står klart:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 11. april 2013

De forkastede argumenter fra Morten Bødskov

Ingen kommentarer
I et desperat forsøg på at levere nogle argumenter som kan overbevise befolkningen om det fornuftige i, at indføre en ny Offentlighedslov som vil begrænse muligheden for aktindsigt i kritisk grad, har Morten Bødskov kommet sit og sine embedsmændshoveder i blød, så de kunne komme op med nogle gode argumenter.

Det kom der rigtigt mange fantasifulde forslag ud af - desværre ikke noget som var virkeligt brugbart, så det gode argument mangler stadig. Men jeg og andre på twitter har rodet i ministeriets papirkurve, her var de forkastede argumenter vi fandt:


Og - synes du heller ikke det er skide smart, med en lov som i uhørt grad begrænser vores muligheder for at kigge politikere og embedsmænd i kortene, uden de kan argumentere ordentligt for det, så kan man skrive under imod den ny offentlighedslov her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 9. december 2011

Tak - for så vidt

Ingen kommentarer
Det var naturligvis gode nyheder at Phatteera fik udsættelse på sin udvisning - foreløbigt ihvertfald ingen tvivl om det. Det kan jo synes som en form for imødekommelse af mine ønsker i mit brev fra den anden dag. (Altså, ikke fordi jeg sådan set har nogen illusioner om at det skulle have flyttet ret meget, men mange bække små...)

Jeg var ellers tidligere blevet noget trist over en artikel i Berlingske, hvor Justitsministeren gav udtryk for, at han ikke havde mulighed for at stoppe udvisningerne - at sætte dem i bero. At han - som loven var udformet - var tvunget til at lade slaget gå sin gang.

Der var generel uenighed blandt eksperter om det nu var rigtigt eller forkert. Det er jeg overrasket over - jeg synes jeg har set talrige eksempler på, at noget kan sættes i bero, hvis der udtrykkes tvivl om holdbarheden i juraen der ligger bag praksis. Og jeg har stadig nogen tvivl om, der ikke her er tale om embedsmænd der ikke har lyst til at tabe ansigt, og en ny minister som lader sig trække rundt (Og et eller andet sted kan man vel godt forstå hvis embedsmænd i justitsministeriet stejler over hvis noget skal nedprioriteres - også selvom det måtte være til gavn for de involverede...)*.

Men hvis uafhængige eksperter er i tvivl - så må jeg vel også komme i tvivl - jeg er trods alt kun lægleopard. Jeg tænkte, at det måtte have at gøre med, at der var tale om en form for lovgivning, der gav så lidt råderum, at alt var fastlåst på forhånd. Jeg forstod det nu stadig ikke. Men - jo det var nedslående.

Dog hæftede jeg mig ved ordene i artiklen: "men sandsynligvis har myndighederne ikke tænkt sig at komme og hente hende med tvang".

Okay, tænkte jeg. Det kan jo også være en måde at sætte tingene uofficielt i bero. Dog er der naturligvis det problem ved den løsning, at man vel ikke kan afvise, at det kan komme ens sag på tværs, hvis man søger ophold senere, når lovgivningen er ændret, men det viser sig at man så har opholdt sig ulovligt i landet.

Det ville jeg dog tro en ny lovgivning ville tage højde for. Så det gjorde mig egentlig fortrøstningsfuld, på trods af at der ikke officielt ville blive sat noget i bero.

Nu kom der så senere den melding, at Phatteera ihvertfald har fået 4 uger mere før hun skal udvises.

Men: det er på baggrund af en klage over sagsforløbet, som skal behandles i Justitsministeriet.

Og det er i sig selv fint nok. Men det er ikke nogen principiel beslutning om at alle sager af den type skal sættes i bero - så om en uge er der måske en ny sag. Måske endda en sag, som ikke får nogens bevågenhed. Og hvor en lille pige eller dreng lige så stille bliver skippet hjem.

Så nyheden i dag er glædelig - og jeg vil gerne sige tak til Morten Bødskov for ihvertfald at beslutte at klagen skal behandles først. Men nogen sejr er det altså ikke.

Jeg er dog optimist - jeg tror der er tale om generel juridisk forsøg på ikke at tabe ansigt, hvor de implicerede myndigheder vil undgå at indrømme at der har fundet mulig konventionsstridig praksis sted, men ikke i sig selv er ude på at smide nogen ud. Så den bedste måde er nok at være stille & rolig & pragmatisk omkring det hele.

Jeg synes dog Johanne Schmidt-Nielsen siger det fremragende i TV2s indslag i aftes: Hvis man vurderer at en lovgivning bliver administreret forkert, hvis man vurderer at den faktisk er i strid med Børnekonventionen, hvis man vurderer at der foregår noget urimeligt, så er man sådan set forpligtiget til som minister at sætte det i bero, og sørge for at der kommer en ny lovgivning. Det er jo præcis det jeg også synes. Men stille og roligt - så længe vi er årvågne.

*Justitsministeriet har altid været kendt for, at det har været embedsmændene som styrede. Bortset fra Ninn-Hansen der kørte det som sin egen butik, og Erling Olsen som fandt en sjælden balance - måske fordi tamilsagen lå så tæt på.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 8. december 2011

Justitsministerens pressemøde

Ingen kommentarer
Det var et velbesøgt pressemøde den endnu nye justitsminister Morten Bødskov afholdt her sidst på eftermiddagen i dag. Rygterne havde svirret hele dagen: noget stort var på vej. Derfor havde jeg selvfølgeligt også sneget mig med, så jeg kunne referere:

Goddag allesammen - eller man skulle vel næsten sig godaften, det er jo allerede mørkt! Det er dejligt at se så mange fremmødte - det er også noget vigtigt jeg vil fremlægge, så jeg er glad for det får så god dækning!

Ser I... de fleste af jer er nok bekendt med, at jeg... det vil sige regeringen... har besluttet alligevel ikke at undersøge sager, som kunne svare til den sag, hvor Danmark - under den tidligere regering - blev dømt for brud på Menneskerettighedskonventionen overfor en somalisk pige.

Det har vi... jeg... fået en del kritik for. Fordi vi inden valget talte om, at sagerne selvfølgelig skal genåbnes.

Men folk har slet ikke forstået hvad sagen handler om. Forstår I... det der er sket er jo bunduretfærdigt overfor de 75, hvis deres menneskerettigheder er blevet krænket. Det kan der ikke være tvivl om. Det er noget svineri, og vi socialdemokrater mener jo at alle internationale konventioner skal overholdes! Det skal der ikke herske tvivl om.

Problemet er bare, at vi ikke kan være sikker på, at det kun drejer sig om de 75 sager. Der kan være et ukendt antal flere, som faktisk også - muligvis - er blevet afvist på konventionsstridigt grundlag. Og dem kan vi ikke finde frem til.

Så - og her er jeg sikker på alle vil give mig ret - det vil jo værre totalt uanstændigt overfor dette ukendte antal, hvis de 75 sager behandles - for så er de jo udover den første uretfærdighed, blevet udsat for endnu en, ved at deres sager ikke bliver undersøgt. En skændsel jeg simpelthen ikke vil være med til!

Derfor ser jeg ingen anden mulighed, end slet ikke at genoptage nogen sager. For retfærdighedens skyld!

Der er i virkeligheden tale om et godt, gammelt socialdemokratisk princip, som bedst blev formuleret af Ritt Bjerregaard i 70'erne, da hun var Undervisningsminister: Det ikke alle kan lære, skal ingen lære! Og det er det samme princip jeg og mine dygtige embedsmænd i ministeriet viderefører her: Hvis ikke alle kan få retfærdighed, skal ingen have retfærdighed! Et sundt princip for det lige samfund.

Og jeg troede egentligt sagen så ville stoppe der. Men efter kritikken har jeg taget mit standpunkt op til overvejelse. Og jeg kan godt se det indeholder en fejlagtig logik - som jeg heldigvis har fundet en løsning på.

Sagen er jo, at hvis disse mennesker ikke får deres ret, og andre i samfundet får deres ret - gennem domstolene, eller embedsværket - er det jo også uretfærdigt.

Man må se i øjnene, at ligemeget, hvor perfekt et system man laver, vil der altid være nogen som er så uheldige ikke at få deres ret. Selv hvis man forestiller sig et perfekt system, hvor alle sager belyses korrekt, vil der være nogen som stadig ikke får deres ret. For eksempel fordi de går hen og dør af naturlige årsager, inden deres sag kan behandles.

Og hvilken uretfærdighed - hvilken hån - er det ikke overfor disse mennesker, at alle andre mennesker i samfundet får deres ret?!

Jeg ser derfor ingen anden mulighed - udfra det overordnede lighedsprincip om, at hvis ikke alle kan få ret, skal ingen have ret - at nedlægge retsvæsenet i Danmark. Domstole, ankestyrelser, klageinstanser - det hele skal væk. Og det vil være effektueret fra i morgen - jeg kan simpelthen ikke længere stå model til denne vilkårlige retfærdighed!

Og, ja, det var sådan set det jeg havde at sige... Nogen spørgsmål?

Æh... er det ikke imod Grundloven?

Det er det nok. Og hvad så... Du vil måske trække mig for retten? Held og lykke med det. Haha...

Og her kunne jeg ikke vente på at høre resten, jeg måtte vidererapportere de store nyheder...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 7. december 2011

Åbent brev til Justitsministeren og Integrationsministeren

Ingen kommentarer
Kære Morten Bødskov, Kære Karen Hækkerup -

Jeg må tilstå, at jeg blev ganske chokeret da jeg så TV2 Nyhederne her til aften, hvor der var et indslag om den 7-årige pige, Phatteera, som er udvist og skal sendes til Thailand på lørdag. Indslaget kan ses her, det starter 14:06 minutter inde, og varer til 19:12. Og man kan her læse tv2.dks dækning.

Chokeret fordi jeg i efteråret har været noget involveret i disse udvisninger af børn, startende med Ripa-sagen, som jeg har dækket med blogindlæg, og været initiativtager til underskriftindsamling for at vise afstandtagen til hidtidig praksis.

Men heldigvis var den daværende opposition - "Rød Blok" - enig i, at der var noget galt med disse børneudvisninger, at der var noget der måtte kigges på. Og jeg følte mig fortrøstningsfuld i forhold til, at hvis blot regeringsmagten skiftede, så ville det være slut med disse sager. Især fordi det blev understreget, igen og igen, at en ny regering ville overholde alle konventioner, Danmark har forpligtet sig til at overholde.

Og regeringsmagten skiftede, og alt så ud til at være godt, især efter en artikel i Berlingske kunne fortælle at den nye regering hurtigt ville begynde på udvalgsarbejde, som skulle føre til lovændringer.

Jeg må tilstå, at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at den hidtidige praksis ville fortsætte indtil da. Jeg fandt det indlysende, at igangværende sager ville blive stillet i bero. Især fordi der kan være tale om sager, som er konventionsstridige. Jeg tænker her især, men ikke kun, på FNs Børnekonvention. Nærmere bestemt artikel 3, stk 1:
I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.
En artikel det synes svært at se skulle være overholdt, når argumentationen for ikke at give opholdstilladelse er at barnet er ikke-integrerbart. Som virker ganske absurd per automatik at påhæfte børn i den aldersgruppe, som der er tale om med Ripa, Phatteera og mange af de alt for mange andre sager der har været tale om.

Ja, tænk - jeg troede virkeligt de var stillet i bero. Og blev altså som sagt chokeret, da det gik op for mig at det ikke var tilfældet.

Jeg kan ikke se andet, end at du, kære minister, må have mulighed for at sætte disse sager i bero. Under henvisning til, at der er tvivl om sagerne er konventionsstridige. Eller en anden forklaring, hvis den passer bedre på situationen. Hovedsagen må være at få indstillet de sager der kører, til en ny praksis kan indføres på basis af nye lovgivning fra Folketinget.

Den nye regering har ofte været anklaget for løftebrud. Det kan diskuteres i hvor mange tilfælde det egentligt har været tilfældet. Og hvis praksis her fortsætter vil jeg ikke kalde det et løftebrud - men det vil være et forræderi mod de humanistiske principper partierne i "Rød Blok" gik til valg på.

Morten Bødskov, Karen Hækkerup - jeg beder jer inderligt om, at sørge for at disse udvisninger ikke finder sted, på basis af afgørelser truffet efter de hidtidige regler. Det er menneskeskæbner der er tale om her, og selv hvis reglerne er lavet om om 1 år, og hidtil udviste får lov at komme til Danmark, er det ikke til at sige hvad de kan have været udsat for i mellemtiden.

Med al respekt,
Leoparddrengen

Ceterum censeo Facebook esse delendam.