På baggrund af de mange historier om Rejsekortet og problemerne med det, besluttede jeg mig for at få sandheden fra hestens egen mund, den administrerende direktør for selskabet, Bjørn Wahlsten. Det er nemlig min erfaring at man sjældent får den fulde sandhed, når medierne skriver om IT-projekter. Meget bliver, om man så må sige, lost in translation.

Heldigvis var Bjørn Wahlsten meget venlig, og stillede beredvilligt op til interview med det samme:

Leoparddrengen: Hej Bjørn, mange tak fordi jeg sådan måtte komme, med kort varsel.

Bjørn Wahlsten: Selv tak for interessen. Jeg forstår jo at du vil prøve at give det fulde billede af teknikken bag Rejsekortet, det kan vi kun sætte pris på!

LPD: Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste! Lad mig starte med det sidste - i dagens Politiken siger du at "optankning via nettet stort set er den dårligste metode at sætte penge ind på ens Rejsekort"? I en verden hvor internettet spiller en større og større rolle for folk, og hvor stort set alt ellers foregår via en browser, kan det måske godt undre?

BW: Ja, det kan jeg godt forstå. Men nu må du huske, at Rejsekortet som system blev tænkt sidst i 90'erne. Og dengang var alle eksperter enige om at det der internet blot var en døgnflue, at det mere eller mindre ville gå i sig selv igen.

LPD: Jo, men alligevel ...? Det har jo efterhånden vist sig ikke at være helt sandt. Så kunne man ikke hen ad vejen have tænkt internettet ind?

BW: Det har man skam også gjort. For eksempel blev systemet pålagt fra politisk hold at være klar på internettet - så det rettede vi skam ind efter!

LPD: Det virker så ikke som om det gik helt godt?

BW: Nej, det er nu ikke sandt. Men det var trafikminister Flemming Hansen der pålagde os det, og det var vist nok fordi SKAT lige var kommet på Second Life; og det skulle vi så også være. Så Rejsekortet fungerer helt fænomenalt i Second Life, der kan man tanke op og alt muligt!

LPD: Men det almindelige internet - det har I ikke rigtigt tænkt på?

BW: Nej, det er vel mest sådan lidt en lappeløsning ...

LPD: Okay - det forklarer så det. Men hvorfor kan sådan en bestilling så kun holde sig én uge?

BW: Det skyldes at hvis den ligger længere bliver usandsynlighedskoefficienten for lav - og så riskerer hele systemet at gå ned!

LPD: Usandsynlighedskoefficienten? Hvad vil det sige?

BW: Det er der ikke rigtigt nogen der ved. Men det fungerer altså - usandsynligt nok. Det er jo fordi Rejsekortet er baseret på en anti-kvante-computer ...

LPD: En anti-kvante-computer? Det bliver du vist nødt til at forklare, hvad det går ud på?!

BW: Jo, altså den baserer sig på kvanters spejlede bevægelser ... Kender du bogen Hitchhiker's Guide to the Galaxy?

LPD: Jo, det er den med 42, ikke?

BW: Præcis. I den optræder et rumskib der drives af et improbality drive. En anti-kvante-computer bygger på lidt samme princip - ihvertfald, des mere usandsynligt det er noget skulle ske, des bedre kører den.

LPD: Det lyder som en meget banebrydende teknologi ...

BW: Ja, det er totalt cutting edge. Man har aldrig brugt det uden for laboratoriet før.

LPD: Så hvorfor i alverden valgte man at bruge teknologien til Rejsekortet?

BW: Det er sådan set enkelt nok ... da en konsulent så kravspec'en til det oprindelige Rejsekort brød han hulkende i sammen i latterkramper, og sagde at det nok var det mest usandsynlige projekt at gennemføre i offentligt regi, nogensinde. Og så lå det jo næsten lige til højrebenet.

LPD: Men stadig, helt uprøvet teknologi ... Det lyder som et meget farligt valg. At det skulle fungere er vel ...

BW: Usandsynligt, ikke sandt? Netop!

LPD: Ah, jeg begynder at forstå. Tror jeg. Men hvis det hele er så usandsynligt, så burde det vel køre som smurt?

BW: Det er desværre ikke så enkelt. Til at starte med havde vi nogle af de dygtigste programmører til at arbejde på det. Men det er kompliceret, for man kan kun arbejde med usandsynligheder ikke umuligheder. For eksempel går det ikke at dividere med 0, men man kan så prøve at nærme sig ved for eksempel at have tilfældigt tal mellem 0,000000001 og -0,000000001.

LPD: Øh, ja.

BW: Men det hjælper bare ikke, for der er stadigt et uendeligt antal muligheder for ikke lige at ramme 0. "Det kan altid blive mere absurd," som en berømt dansk filof vist ynder at sige det.

LPD: Men hvad har division med 0 overhovedet med noget at gøre?

BW: Det er meget usandsynligt det har det. Derfor er det overordentligt vigtigt!

LPD: Ja, jo. Men du var ved at tale om programmører?

BW: Ja, altså i starten forsøgte vi med de bedste programmører og designere - men de gik alt for målrettet til værks, og så brød de sammen. Så nu er vi gået over til at hyre dem med de dårligste karakterer, eller dem der dumper. Helst nogle der ikke aner hvad det hele går ud på, for så er det mest usandsynligt at de skulle få noget til at virke.

LPD: Og med den øgede usandsynlighed ...

BW ... så går det hele meget bedre, ja. Et stort problem har så også været den SchrödingerDB™ vi har været tvunget til at bruge - det er den eneste type database der fungerer med en anti-kvante-computer.

LPD: Og hvad er så problemet med den?

BW: Jo, altså normalt så gør man det at man normaliserer data, når man laver databasedesign. Men med en SchrödingerDB™ er man nødt til at afnormalisere data.

LPD: Og hvad går det ud på?

BW: Jeg aner det ikke, jeg har endnu ikke fået en forklaring jeg har forstået. Eller som den der fortalte mig det har forstået. Men det fungerer - indtil usandsynlighedskoefficienten bliver for lav.

LPD: Åh, og det var det vi startede med ...?

BW: Ja, altså hvis penge bliver sat ind på et Rejsekort, så er der efter en uge så stor sandsynlighed for at pengene rent faktisk snart skal bruges, at det hele bryder sammen. Tror jeg nok. Så derfor er vi nødt til at slette beløbet igen. Men det er så ikke det eneste problem med databasen.

LPD: Nej ...?

BW: Nej, altså, vi kan ikke kigge på de data der ligger i basen, det gør meget svært at fejlfinde systemet ...

LPD: Fordi ...

BW: Ja, altså, det er ligesom med Schrödinger's Kat ... så hvis vi kigger ...

LPD: Så dør katten?

BW: Ja. Eller også gør den ikke. Men vi kan ihvertfald ikke bruge basen mere.

LPD: Okay, jeg tror jeg begynder at se sammenhængene. Hvordan har du det med den massive kritik af hele systemet, fra både politikere, rejsende og medier?

BW: Det har jeg det ærligt talt svært med. Men jeg må jo tænke på, at de ikke er klar over hvordan systemet er bygget op, og derfor ikke ved hvor meget de ødelægger.

LPD: Ødelægger, ligefrem?

BW: Ja, med krav om rationelle måder at gøre tingene på - de ved jo ikke at rationelle måder netop er gift for et system, der bygger på usandsynligheder. Det har forsinket os utroligt meget.

LPD: Er der slet ikke nogen der har kunnet se tingene fra jeres side?

BW: Jo, jeg må sige, dengang Jesper Langballe var medlem af Folketingets Videnskabsudvalg - han var god at lave ping-pong med, han forstod helt instinktivt det med usandsynlighedstankegangen. Vi tilbød ham faktisk et job som koder, da han stoppede i Folketinget, men det gik ikke.

LPD: Han ville ikke?

BW: Det var ikke det, det var rygeloven der kom i vejen.

LPD: Ah, ja. Jeg tror jeg er ved at have det hele på plads nu, og har vist forstået nok til også at kunne give mine læsere en idé om de udfordringer i står over for!

BW: Det glæder mig - altså, hvis bare de kan holde lidt igen på deres rationelle ønsker, så ville det virkeligt hjælpe meget!

LPD: Du skal have tak for tiden og gæstfriheden. Og hvis jeg må sige det: det lyder virkeligt usandsynligt dumt altsammen!

BW: Mange tak, det er jeg virkeligt glad for!!