Da Jesper Klein døde, husker jeg at Jeanne Boel mindedes ham ved at fortælle hvordan han slet ikke var til nymodens opfindelser som computere og mobiltelefon - "han var et rigtigt renæssancemenneske," mente hun.

Med al respekt for både Jesper Klein og Jeanne Boel var det dog nok ikke lige dét han var. Men Jeanne Boel har altså levet i den vildfarelse at renæssancemenneske betød gammeldags - som en der var lige så gammel som renæssancen.

Intet kunne dog være mere forkert - og faktisk har ordet slet intet med renæssancen at gøre, selvom det kunne lyde sådan*.

Den rigtige forklaring skal findes i den noget ukendte Dumas-roman Bonaparte's Hånd, som handler om den lavadelige René de Montparnasse, som fraskriver sig sin herkomst op til revolutionen og går ind i den på folkets side, under navnet René Chance.

Han bliver siden fortrolig med Bonaparte, og spion for ham og Frankrig - først og fremmest i England - og berømt i hjemlandet, først under navnet Spion nr 7 og siden Bonapartes Hånd.

Kendetegnende for ham er, at han er god til stort set hvad som helst. Fægtning og skydning mestrer han til fulde (her morer Dumas sig iøvrigt med at antyde et slægtskab til sin tidligere helt, d'Artagnan), ligesom han er noget af kemiker og ingeniør (Jules Verne indrømmer senere at hovedpersonen i dennes måne-duologi, Michel Ardan, er inspireret af Rene Chance).

Og ikke mindst er René Chance kunstner, især gør han sig indenfor billedhugningen - således foregår en del af bogen ved Piazza del Popolo i Rom, hvor han hænger ud med kunstnertyperne der - herunder den unge dansker - Thorvaldsen.

Men først og fremmest er han altså spion - og kvindebedårer. Og alle disse ting kunne måske blive for meget, hvis han ikke fremstilledes ganske humoristisk, med catch phrases som Mit navn er Chance - René Chance og En absint - kølig og med 3 stykker is, som gør bogen en fornøjelse at læse.

Bogens store clou - som også bliver Dumas' skæbne som forfatter - er, da René Chance efter at have befriet Napoleon fra denne fangenskab på Elba, kort før slaget ved Waterloo afslører sig som dobbelt-agent! Han har videregivet Napoleons planer til hertugen af Wellington.

Grunden til dette skal ses i et hævnmotiv som først kommer frem nu: René Chance er i virkeligheden Frimurer, og har ønsket at hævne Phillipe IV's overgreb på ordenen i 1307. Derfor er han også til at starte med for revolutionen og siden på Bonapartes side - men da Napoleon udråber sig til Kejser ser han, at Napoleon er mindst lige så slem som Bourbonerne. Og forstår at man må komme af med Napoleon - men på én måde hvor folket kan indse hvilken ulykke han er for landet.

Det er risky business Dumas her er ude i - og det er vel også derfor han har gemt på denne udvikling i historien til mod slutningen. Bogen udgives som føljeton, og var ganske givet aldrig kommet på gaden, hvis man havde kendt til René Chance's motiver fra start, eftersom Napoleon III var enehersker på dette tidspunkt, og sendte Frankrig i den ene nyttesløse krig efter den anden - og historien derfor også må ses som (meget slet) skjult kritik af ham.

For yderligere at sætte trumf på symbolikken udkom det skæbnesvangre afsnit af føljetonen fredag den 13. oktober 1865 - på årsdagen for arrestationen af Tempelridderne i 1307!

Dumas måtte gå i landflygtighed i flere år, til kort før sin død - og den tidligere så populære forfatter udsattes for grumme racistisk betonede smædeskrifter - og resten af romanen udkom aldrig i Frankrig.

Men det gjorde den i andre lande. Der var nu ikke så meget tilbage af historien viste det sig: René Chance blev såret ved sin flugt fra Napoleon, og døde ikke længe efter. I en smuk epilog fortælles det, hvordan den unge dansker - som er blevet stor frimurer** i Rom, sørger for at René Chances kiste fragtes til et marmorbrud på en klippeø i Østersøen hvor han kan hvile med sine brødre og det som er ham helligt. (Dette ses som endnu et tegn på, at Tempelriddernes Skat virkelig befinder sig på Bornholm, højst sandsynligt under Ørsterlars.)

Men historien om René Chance levede videre efter dennes død - især Englænderne tog ham til sig, han var jo trods alt medvirkende til Wellington endelige sejr i Belgien. (Og Ian Fleming kan vist iøvrigt ikke sige sig helt fri for en vis inspiration fra Dumas ...?!)

Men altså - Englænderne blev så glade for personen René Chance, at de begyndte at kalde folk som udmærkede sig indenfor flere felter for A real René Chance Man. Og fordi deres udtale af hans franske navn blev noget underligt noget, blev dette hos nogen hørt som A real Renaissance Man.

Og det er altså så det der på danske er blevet til et renæssancemenneske - og altså betyder en person som er dygtig til vidt forskellige ting.

Men bogen Napoleons Hånd og historien om René Chance er der ikke mange der kender. Og det er synd, for den er efter min mening en af Dumas' allerbedste - men den blev altså for politisk speget for sin tid, og er siden - udover udtrykket - gået en del i glemmebogen. Men den kan downloades gratis her.

Og nu vi er ved bøgerne - så kan du finde mere af samme folkeoplysende skuffe i min bog, Til almeen Dannelse.

* Og nogle tror da også, at ordet virkeligt kommer fra renæssancen, ved at henvise til alsidige genier som Leonardo da Vinci m.fl, som der tilsyneladende var en overflod af dengang. Og de får da meningen rigtig - at det er en som tilsyneladende mestrer alt - men de glemmer altså helt Dumas og René Chance.

** Det er typisk Dumas sådan at inddrage historiske personer i sine skrøner, og give dem opdigtede baggrunde og motiver - den slags romantiseren holdt han meget af.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.