Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten offentlighedslov. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten offentlighedslov. Vis alle opslag

lørdag den 18. maj 2013

Brev til "min MF". Subject: Offentlighedsloven

Ingen kommentarer
Kære Lone Loklindt -

Jeg skriver til dig, fordi du er det nærmeste på en "mit Medlem af Folketinget" jeg kan komme. Som du måske husker havde jeg fat på dig vedrørende nogle spørgsmål op til seneste valg. Jeg endte ganske vist op med at stemme på din partifælle, Karen Lumholt, men du havde været alternativet. Og da hun jo ikke blev valgt ind, men du gjorde, henvender jeg mig til dig.

Om den ny offentlighedslov.

Jeg vil høre om jeg kan få dig til at forklare og forsvare, hvis du skulle gå hen og stemme for denne ved den kommende anden behandling - som det jo ligger i kortene du vil blive sat til.

For jeg må tilstå: jeg kan ikke forstå hvordan Radikale, som jeg altid har set som et parti, som sætter principper - herunder åbenhed og transparency - højt, kan få sig selv til at sige ja til §§ 24 og 27.

Og så kan det da godt være, at der i de øvrige paragraffer åbnes lidt op for adgang til information ude i kommuner og adgang til ansættelseskontrakter og mulighed for USB-nøgler; og det er selvfølgeligt meget fint alt sammen, men det ændrer ikke på at der bliver lukket ned omkring offentlighedens (og den til enhver tid siddende oppositions) adgang til information fra statsadministrationen - hvor adgangen nok er aller vigtigst.

Justitsministeren har opgivet at begrunde hvorfor §24 er nødvendig, og siger nu blot at den øgede lukkethed er for princippets skyld. Og mener i øvrigt at vi må vise tillid til at ministre og embedsmænd vil os det godt.

Tillid er da også fint, og det vil vi sikkert meget gerne vise (selvom Justitsministeren selv gør det svært) - men det går ikke at bygge et demokrati på tillid. De forskellige organer og instanser - herunder presse og befolkning - er nødt til at have mulighed for at kontrollere hinanden. Checks and balances, som de siger det på engelsk. Hvis de ikke er til stede føre det til magtfordrejning - det er ikke et spørgsmål om tillid eller mistillid, det er sådan systemer virker.

Justitsministeren har så meget fint stillet i udsigt, at Folketingets Ombudsmand skal evaluere loven efter 3 år. Men den "evaluering" er desværre fuldkommen irrelevant. For den skal - som Ombudsmanden selv fastslår - kun dreje sig om hvorvidt bestemte dele af loven er blevet overholdt. Men da hele problemet er, at loven giver alt for vide rammer for lukkethed, hjælper det ikke en tøddel.

(Og selv hvis det gjorde, må jeg tilstå jeg ikke ville have meget fidus til en procedure, hvor Ombudsmanden skriver en evaluering, som derefter i justitsministeriet skal behandles, og de skal se om der er anledning til at skrive en rapport om eventuelle problemer, som siden eventuelt skal debatteres i Folketinget.)

Nej, jeg kan altså virkeligt ikke forstå hvordan nogle, som påstår at gå ind for åbenhed, kan stemme for den lov med §§ 24 & 27 i deres nuværende form. (Jeg kan så godt forstå man kan, hvis man synes åbenhed er noget pjank - men så har vi da også det på det rene.)

Så det håber jeg du kan forklare mig. Alternativt få fortalt din gruppe at det altså ikke går, det her. Eller, hvis det kommer dertil, stemme i mod når loven kommer til afstemning - på trods af din gruppe. Jeg mener (som jeg har skrevet nærmere om i et blogindlæg) at det er jeres pligt som MF'ere i denne sag.

Med de bedste hilsner & al respekt
Leoparddrengen

P.S. Denne mail er også postet på min blog som indlæg, ligesom svar fra dig vil blive.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 17. maj 2013

En udfordring

2 kommentarer
Jeg blev i går noget knotten over flere gange at støde på argumentet om, at det i virkeligheden ikke er befolkningen som er imod den ny offentlighedslov, der er bare journalister der pisker en stemning op - og de er i virkeligheden inhabile, fordi de har interesse i sagen. (Hvad så med politikere og embedsfolk, kan man jo så spørge, men lad nu det ligge).

Det kan godt blive trættende i længden, især ovenpå Søren Pinds tåbeligheder dagen før, og Bodegabrøleren Sass Larsens tidligere på dagen.

Så jeg tweetede
og kort efter, uden at tænke så meget over det
og - hold da op, det tog fart.

Normalt er det med at bede om retweets noget man skal være tilbageholdende med - især, hvis det er noget med "Retweet hvis ..." - men her syntes jeg det tjente et formål. Og det må andre også have gjort.

I skrivende stund, ca 12 timer efter tweetet, har det fået 162 journalistfri-retweets. Hvis man ikke kender twitter lyder det måske ikke af så voldsomt meget, men tro mig det er det. Jeg synes jeg bliver retweetet pænt meget (og det får jeg også at vide), men før dette tweet er det højeste antal retweets jeg har oplevet 48 (for et om Danske Bank).

Nu vil de, som mener at befolkningen støtter offentlighedsloven, kunne sige: Ha, det er jo kun 162 retweets! Og der er 150.000 danskere på twitter!? Lige som de siger: Ha! 80.000 underskrifter? Ud af over 5 millioner?! og Ha! Der var jo kun en lille håndfuld til den demonstration!

Og det er jo tildels sandt. (Dog kun tildels - 150.000 danske twitterprofiler medregner alle de døde som aldrig kom igang, det reelle tal er langt mindre. Og der var mere end en håndfuld til den demonstration, faktisk var vi rigtig mange.) Men selvom disse tal set i forhold til det teoretisk maksimalt opnåelige måske ikke er store, er de sammenlignet med alt muligt andet, der har prøvet lignende, enorme.

Så den udfordring jeg gerne vil give disse som påstår at befolkningen bakker op om offentlighedsloven er: Vis det!

Saml mere end 80.000 underskrifter for den lov. Arranger en demonstration med flere tusinde deltagere som støtter loven.

Eller hvis det er for anstrengende - lav et tweet som mit, og vis at det kan samle bredere støtte. Det kan ikke kræve meget energi. Man kan også give det en benspænd ligesom mit - for eksempel sig at MF'ere ikke må retweete det.

Det gad jeg godt se. I forvejen er der stort set ingen politikere der tør udtale sig om denne lov - for de ved det er en lortesag, og - tror jeg - rigtigt mange er dybest set imod.

Men de få der er positive har det altså med at mene at de har folkelig opbakning til projektet - så vis det dog!

Og, nåhja - før det her var mit næstmest retweetede tweet også et om offentlighedsloven:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 15. maj 2013

Vulgærdemokrater!

2 kommentarer
Det var i dag der var demonstration mod Offentlighedsloven, som blev et fint arrangement med ganske mange mennesker i betragtning af det usexede emne, og en bred repræsentation. Således var alle politiske ungdomspartier repræsenteret ved talere, bortset fra DSU der åbenbart ikke turde demonstrere mod de voksne. Den del er lidt trist, og lover ikke godt for fremtiden.

Ellers så jeg bedstemødre, Piratpartiet, børnefamilier, journalister, happeningen Mørklægningspartiet, Liberal Alliance, Venstres Ungdom, kendisser, ikke-kendisser. Hvad jeg undrede mig lidt over jeg ikke så var autonome - emnet er dog nok for kedeligt til dem. Selv Venstres Jan E. Jørgensen var der - vist nok dog blot som observatør. Men det er da også fint!

Men dagen har også fået fyret op under Søren Pind, som allerede fra om formiddagen svingede sig op - med tweets der ganske klart viser hvor han står i forhold til åbenhed og virkelighedsopfattelse - og gav mig ny indsigt i hans hykleri og arrogance. Ganske som hans partifælles vidunder-tweet fornylig fortjener de at gemmes til eftertiden:



Men en ting må man lade herr Medlem af Folketinget for Venstre, Søren Pind, vulgærdemokrati er fandeme et godt ord! Så det tog vi til os på twitter - og jeg endte endda med at lave en webshop med merchandize ...

Jojo, humøret er skam højt, midt i det politiske dynd.

[Opdatering: 23:30] Men se selv indslag i TV Avisen - synes du det svarer til herr Pinds billede af rene Kommunister, Journalister & Enhedslistefolk? Men, åh - jeg glemmer jo: TV Avisen er jo befolket af Journalister (og sikkert også Kommunister og Enhedslistefolk), så naturligvis er der tale om manipulation! Men jeg giver Pind ret, der er fejl i indslaget: Underskriftindamlingen ligger ikke på Facebook, den ligger lige her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 14. maj 2013

Trykprøven

Ingen kommentarer
Et af justitsminister Morten Bødskovs gentagne, gentagne, gentagne forsøg på argumenter for en ny Offentlighedslov, indeholdende de udemokratiske paragraffer 24 og 27, er at det skal være muligt at trykprøve lovforslag i det fortrolige rum, inden de slipper ud til offentligheden.

Et argument, der på overfladen lyder meget fint, men når man ser på hvordan det er gået for Offentlighedsloven selv, ses det tydeligt hvordan dette blot er endnu en floskel fra Bødskov.

For den lov er blevet ganske meget trykprøvet - i fuld offentlighed, hvilket så ikke var med Bødskovs gode vilje - og den har vist sig ikke at kunne stå for bare det mindste tryk. Vandet fosser ind, og hvis den båd nogen sinde søsættes går den til bunds med mand, mus & demokrati.

Men på trods af denne helt igennem fejlslagne trykprøve fortsætter Bødskov ufortrødent sit forsøg på at få loven igennem - kun støttet af de som har blikket fast rettet mod mulige ministertaburetter, som godt kan se en nemmere dagligdag uden offentlighedens indblanding. Så har resten - de menige MF'ere - bare at følge trop (jeg har dog allerede skrevet en besked til dem).

Vær med til at sige fra: kom til demonstration mod mørklægning i morgen, onsdag d. 15/5 på Christiansborg Slotsplads kl 16-18.

Vær med til at vise, at den lov ikke har klaret sin trykprøve, og vi ikke bare blindt afgiver muligheder for aktindsigt i centraladministrationens gøren & laden. Tag eventuelt mørke solbriller på, som symbol på de skyklapper Bødskov ønsker at give os på.

Vejret skulle iøvrigt blive fint, i følge DMI - ingen regn, og delvist sol/skyer, op mod 20 grader. En perfekt dag til at vise at vi ikke vil give køb på vigtige dele af vort demokrati.

Kom!

(og har du ikke allerede skrevet under mod offentlighedsloven kan det stadig gøres ....)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 5. maj 2013

Skammens Støtter

Ingen kommentarer
Hvis alt går efter Justitsministerens & hans dygtige embedsmænds hoveder, kommer Den Ny Offentlighedslov til anden behandling i Folketinget indenfor kort tid.

Hvis den kommer igennem der, uden ændringer i de foreslåede §§ 24 og 27, ser det ikke godt ud i fremtiden med offentlighed i statsforvaltningen. Så er der kommet så meget elastik, at åbenhed er en hensigtserklæring og aktindsigt basalt set er frivillig.

Rigtigt mange er imod den lov (når jeg siger lov er det de førnævnte paragraffer der er tale om) - medier i særdeleshed, befolkningen i almindelighed og i regeringspartiernes baglande.

Stort set ingen vil udtale sig positivt om den lov - udover Justitsminister Bødskov som endnu ikke, på trods af mange forsøg og opfordringer, har kunnet levere fornuftige argumenter.

Bødskov prøvede så at kaste en luns ud i den seneste uge, for dog at prøve at få kritikken til at forstumme - men det der skulle ligne en imødekommelse er rent spin; han prøvede at få det til at se ud som om at Ombudsmanden efter 3 år skulle evaluere om loven fungerer hensigtmæssigt - men det passer ikke, siger Ombudsmanden selv, han skal alene se om loven overholdes.

Og da problemet er, at loven giver for vide rammer, hjælper det ikke på noget som helst. Hvilket det i øvrigt alligevel ikke ville have gjort.

På trods af dette - at der er udbredt modstand i befolkning og bagland, og der ikke er nogen fornuftige argumenter for - lader det til at der er solidt flertal bag loven. Når man går menige MF'ere på klingen kan man få lavmælte udtryk som "nu er der lavet en aftale" og "nu bakker vi op" - hvor det tydeligt skinner igennem, at det bestemt ikke er en lov de bryder sig om, med de paragraffer.

Således vil regeringens bagland også have fritstillet MF'erne - så de kan stemme som de vil til loven, uden at det har konsekvenser. Det er ikke lige blevet mødt positivt af gruppelederne, som enten ignorerer, eller blot henholder sig til at der er en aftale.

Men her må det slås fast: Medlemmer af Folketinget er altid kun bundet af egen overbevisning og samvittighed. Og denne lov er for vigtig og principiel til at gruppedisciplin kan bruges som forklaring på at stemme for.

Hvis du som medlem af Folketinget vælger at stemme for, er det DIT valg. Og så har du demonsteret hvad din mening om åbenhed er - for altid. Det er da muligt det kan få konsekvenser for dig - karrieremæssigt. Men det er nu engang din pligt som folkevalgt ikke at tage hensyn til det i sager af så principiel betydning som denne.

Jeg sætter derfor denne plads herunder af til at opliste alle de medlemmer af Folketinget som stemmer for, når loven anden behandles - hvis den da altså ikke ændres væsentligt i §§ 24 & 27.

Eftertiden fortjener at vide hvem de demokratisk valgte personer var, som i den grad gjorde op med principper om åbenhed af hensyn til komfort i statsforvaltningen.


Skammens Støtter

Medlemmer af Folketinget
som 4/6 2013 stemte for
Den Ny Offentlighedslov

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Pernille Vigsø Bagge (SF)
Eigil Andersen (SF)
Anne Baastrup (SF)
Özlem Sara Cekic (SF)
Jonas Dahl (SF)
Pia Olsen Dyhr (SF)
Steen Gade (SF)
Astrid Krag (SF)
Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Ole Sohn (SF)
Holger K. Nielsen (SF)
Annette Vilhelmsen (SF)
Mette Boye (SF)

Jeppe Mikkelsen (RV)
Sofie Carsten Nielsen (RV)
Lone Loklindt (RV))
Marlene Borst Hansen (RV)
Rasmus Helveg Petersen (RV)
Nadeem Farooq (RV)
*Uffe Elbæk (RV)
Camilla Hersom (RV)
Lotte Rod (RV)
Zenia Stampe (RV)
Andreas Steenberg (RV)

Morten Bødskov (S)
Julie Skovsby (S)
Sophie Hæstorp Andersen (S)
Christine Antorini (S)
Lennart Damsbo-Andersen (S)
Benny Engelbrecht (S)
Mette Frederiksen (S)
Mette Gjerskov (S)
Carsten Hansen (S)
Torben Hansen (S)
Orla Hav (S)
Magnus Heunicke (S)
Karen Hækkerup (S)
Ole Hækkerup (S)
Leif Lahn Jensen (S)
Mogens Jensen (S)
Thomas Jensen (S)
Karen J. Klint (S)
Jeppe Kofod (S)
Henrik Sass Larsen (S)
Bjarne Laustsen (S)
Mogens Lykketoft (S)
Flemming Møller Mortensen (S)
Maja Panduro (S)
John Dyrby Paulsen (S)
Jesper Petersen (S)
Rasmus Prehn (S)
Jacob Bjerregaard (S)
Trine Bramsen (S)
Bjarne Corydon (S)
Karin Gaardsted (S)
Jens Joel (S)
Jan Johansen (S)
Simon Kollerup (S)
Rasmus Horn Langhoff (S)
Annette Lind (S)
Troels Ravn (S)
Mette Reissmann (S)
Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Daniel Toft Jakobsen (S)

Jan E. Jørgensen (V)
Kim Andersen (V)
Erling Bonnesen (V)
Peter Christensen (V)
Louise Schack Elholm (V)
Eva Kjer Hansen (V)
Kristian Jensen (V)
Michael Aastrup Jensen (V)
Peter Juel Jensen (V)
Flemming Damgaard Larsen (V)
Torsten Schack Pedersen (V)
Mads Rørvig (V)
Hans Christian Thoning (V)
Claus Hjort Frederiksen (V)
Troels Lund Poulsen (V)
Gitte Lillelund Bech (V)
Bertel Haarder (V)
Søren Pind (V)
Henrik Høegh (V)
Karen Ellemann (V)
Hans Andersen (V)
Thomas Danielsen (V)
Jakob Ellemann-Jensen (V)
Martin Geertsen (V)
Jane Heitmann (V)
Preben Bang Henriksen (V)
Esben Lunde Larsen (V)
Anni Matthiesen (V)
Fatma Øktem (V)
Finn Thranum (V)

Tom Behnke (KF)
Vivi Kier (KF)
Per Stig Møller (KF)
Lars Barfoed (KF)
Brian Mikkelsen (KF)


Bemærkninger til listen:

Den er taget fra Folketingets opgørelse efter afstemningen. Officielt blev resultatet 99 stemmer for, med 42 imod.

Imidlertid er Uffe Elbæk (R) noteret for at have stemt imod - hvilket han påstår var en fejl. Jeg har valgt at lade tvivlen komme ham "til gode", og taget ham med på Skammen Støtter - siden han insisterer. Hvis man gør det bliver det deprimerende faktum, at 100 stemte for Mørklægningsloven, og 41 stemte imod.

Lidt interessant er det dog at kigge på Fraværende. For det første har Venstre vildt mange fraværende. Jeg gætter så ikke på, at det er fordi de egentligt var imod loven (selvom de burde være) - tilgengæld tror jeg der kan ligge en interessant fortælling i, hvis man kigger på deres generelle fravær. Det ses næppe tydeligt ellers, på grund af clearing aftaler, men ved denne afstemning var det påfaldende. (Birthe Rønn er dog undskyldt - hun sad og vidnede i statsløsekommissionen ...)

Og så er der Radikales fravær - 6 ud af 17 var ikke tilstede. Det er meget. De fleste af dem er så ministre, hvilket de sikkert vil sige er forklaringen. Men det er stadigt mange - og spørgsmålet er vel, om Radikale ikke burde overveje om de da ikke burde følge deres gamle princip mod dobbelt-mandater, og have stedfortrædere for deres ministre.

Det ville så iøvrigt muligvis have givet et andet udfald i netop denne sag - hvis ikke en trediedel af den radikale gruppe også var medlemmer af regeringen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 30. april 2013

Åbenheden er reddet!!

1 kommentar
Leoparddrengen: Tak fordi du havde tid til at tale med mig!

Morten Bødskov: Jeg har altid tid til dig, Leoparddreng!

LPD: Nej, nu bliver jeg helt rørt ...!

MB: Det er fordi jeg ved du loyalt gengiver hvad jeg siger, ikke som visse andre jeg kunne nævne, som altid prøver at fordreje mine ord.

LPD: "Sandheden frem for alt!" som jeg plejer at sige.

MB: Nemlig. Det er jo det det handler om. Og åbenhed. Så - hvad kan jeg hjælpe dig med?

LPD: Jo - nu har du jo stillet i udsigt, at Ombudsmanden om 3 år skal evaluere de her paragraffer i den ny offentlighedslov, som alle skælder ud på, for at se om de har skabt mere lukkethed?

MB: Ja. Altså, nu siger du at paragrafferne er meget udskældte, det er så ikke min oplevelse. Vi har for eksempel et bredt flertal i Folketinget, som står 100% bag den lov. De elsker den faktisk!

LPD: En samlet presse udtaler at det er en katastrofe for demokratiet?

MB: Det er jo et partsindlæg - de er jo ikke neutrale! Dem kan man ikke regne med.

LPD: Der er pt 68.000 som har skrevet under mod loven ...?

MB: Ja, det er det jeg siger, så er der jo ca 5,5 million som ikke har skrevet under. Folket elsker den lov!

LPD: Nuvel, men du har så alligevel syntes Ombudsmanden skal kigge på den?

MB: Ja, det er jo netop for at vise åbenhed - så der ikke er noget at være utryg for!

LPD: Javelja. Og hvordan skal Ombudsmanden så tage stilling?

MB: Jo, han vil jo så skulle sige, om han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, som ville være kommet frem under den gamle lov.

LPD: Et konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem? Bliver det ikke svært?!

MB: Det tror jeg ikke - altså, det kan man jo ikke vide, hvor svært det er at vide noget man ikke ved - men jeg ved at Ombudsmanden er dygtig!

LPD: Men hvis det ikke er kommet frem, hvordan skal han så .... hvad med et konkret, tænkt eksempel?

MB: Nej, det er ikke godt nok - det skal være et helt konkret eksempel! Så meget har jeg da lært.

LPD: Godt så. Og hvis han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, så laver I loven om?

MB: Nej, nej, da. Så sender han en udtalelse til Justitsministeren. Hvem det så end er til den tid. Der har jo været valg.

LPD: Og så laver Justitsministeren loven om?

MB: Nej, du fredsens, så beder han sine dygtige embedsmænd i Justitsministeriet om at lave en redegørelse, hvori de gør rede for hvordan Ombudsmandens udtalelse skal bedømmes, og om det bør føre til ændring af paragrafferne - det er §24 og §27.

LPD: Så, altså, hvis Ombudsmanden kan komme med et konkret eksempel på noget som ikke er kommet frem, og som han således ikke ved noget om, og dine embedsmænd - som er fortalere for det "fortrolige rum" - så synes at det er en god idé at lave loven om - så bliver den lavet om?

MB: Nejnej, så kommer embedsmændendes redegørelse til debat i Folketinget. Så må man jo se hvad den debat munder ud i. Det kommer jo helt an på hvad politikerne synes, efter at have læst Justitsministerens dygtige embedsmænds redegørelse til den tid. Men som bekendt går alle folketingspolitikere i Danmark ind for meget åbenhed, så det vel jeg da regne med at de også gør til den tid. Ligesom de gør nu!

LPD: Men den debat kan man jo sådan set tage hele tiden? Folketinget beslutter vel selv hvad der skal debatteres?

MB: Jo, altså ...

LPD: Så hvad er hele den her proces værd?

MB: Jo, altså - på den her måde er det jo Ministeren der har bedt om udtalelsen og redegørelsen om udtalelsen ...

LPD: Ja, og ...

MB: Jo, så er det jo Ministerbetjening ....?!

LPD: Du mener ...?

MB: Ja, så er hele processen sådan set del af det fortrolige rum. Og på den måde kan det sikres, at der ikke kommer forvirrende fejlinformation ud undervejs i processen. Således at Folketinget kan debattere lige præcis det som er væsentligt, for at sikre at åbenheden er i top også fremadrettet!

LPD: Det er faktisk ret smart, det kan jeg godt se ...

MB: Præcis. Så du kan være helt rolig, Leoparddreng, åbenheden er sikret mange år frem i tiden, også med denne løsning. Eller især med denne løsning, for nu føler borgerne sig helt sikre på at alt går rigtigt til!

LPD: Imponerende!

MB: Men ved du hvad det allerbedste er?

LPD: ??

MB: Hvis det her alligevel - på trods af alt - til den tid udvikler sig til en lortesag. Så er det ikke mig der sidder med bæen til den tid!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 17. april 2013

Bødskov: Sex-forbrydere skal løslades tidligere!

Ingen kommentarer
Det er ihvertfald tanker justitsministeren gør sig, afslørede han i dag i Deadline på DR2. Eller det er ihvertfald  tanker om tanker han gør sig. I et konkret tænkt eksempel.

For at være alvorlig - hvis man ikke så Krasnik - Bødskov interviewet er det ens forbandede demokratiske pligt at se det. For det vil enten komme til at stå som det der endeligt vendte stemningen - også blandt regeringspartierne - mod den demokratiske vederstyggelighed den ny "offentlighedslov" er.

Eller også vil det stå som en skamstøtte over en lov, som helt klart indskrænker muligheden for at finde ud af hvad der sker i centraladministrationen - uden at den ansvarlige minister kan argumentere bedre for det, end at han nødigt vil havne på forsiden med en overskrift som på indlægget her.

Faktisk kom han med ét regulært argument: "at i dag er det meget tilfældigt hvad der ender med at komme til offentlighedens kendskab - det vil det ikke være med den ny lov." For da vil intet komme til offentlighedens kendskab, kan man så fortsætte - og så er det jo rigtigt nok. Men et argument jeg snarere ville have troet passede ind i de forkastede Bødskov-argumenter.

Og så skal det med: Morten Bødskov mener at have et figenblad i form af at paragrafferne - i modsætning til før - nu står helt klart defineret. Men i den høring der foregik i Folketingets Retsudvalg tidligere i dag, stod det klart at det på ingen måde lå fast. Det var både støtter og modstandere af forslaget enige om.

Men det oplevede Morten Bødskov ikke - han gik nemlig fra høringen efter at at have fremlagt sine sædvanlige ikke-holdbare argumenter, af tænkte konkrete og konkrete tænkte eksempler. Han så åbenbart ingen vigtighed i at høre, hvad der måtte være af kritikpunkter, stille spørgsmål til de indkaldte eksperter, eller selv være til rådighed.

Det kan man jo synes er ret forbløffende - det er trods alt en lov af ret stor vigtighed, som man vel godt kan tale om der er en del debat om. Og som mange få - udover blandt potentielle og nuværende regeringspartiers medlemmer. Som jeg skrev tidligere: modstanden mod den ny offentlighedslov er omvendt proportional med distancen til en ministertaburet.

Se programmet - og skriv under her mod den ny offentlighedslov. Forhåbentligt bliver det nu så tydeligt for baglandet i de 3 regeringspartier, at de får kolde fødder, og trækker stikket på forslaget. Det vil sige, sender det til hjørne, hvor §§ 24 og 27 forhåbentlig kan blive fjernet eller stærkt revideret.

For jeg mener dette står klart:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.