Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 9. december 2010, kl. 01.02

Til middag ved de riges bord - igen

Efter at jeg i foråret var på et mindre vellykket restaurantbesøg med Claus Hjort med flere, havde jeg alligevel fået blod på tanden efter noget gourmetmad - så da jeg et par uger efter fik en mail, slog jeg til:

"Betal 400 kr om måneden et halvt år - og få en lækker madoplevelse på Dama - en af Danmarks fremmeste restauranter," stod der. "Nyd en aften med ledsager i eksklusive lokaler, sammen med afslappede og stilfulde ligesindede. Dama - mad for enhver smag - men ikke for enhver!"

Sådan stod der - og jeg meldte mig ind. Dama fik jo for år tilbage en af de første Michelin-stjerner uddelt i Danmark - og det ville jeg altså gerne prøve at smage. Og det er da egentligt et smart koncept, at man sådan kan melde sig ind i en klub - og på den måde spare op, og samtidig få maden billigere. Og føle sig som del af det hele?

Så gennem godt et halvt år har jeg troligt betalt 400 kr om måneden over PBS, og forleden dumpede der så en invitation til at spise på Dama ind af brevsprækken - med ledsager.

Jeg inviterede en god veninde, som jeg længe har haft et godt øje til med - vi kan kalde hende Laila - og jeg havde vel et eller andet sted et håb om at maden kunne slå benene væk under hende... og vi måske også kunne nyde morgenmad sammen.

Vi mødtes på Kongens Nytorv, og begav os sammen til de gamle, hæderkronede lokaler i Tordenskjoldsgade. Det var godtnok fint, tænkte vi, for udenfor stod fornemt uniformerede tjenere og modtog os.

"Har De en invitation?" spurgte den ene.

Jeg rakte ham glad min invitation med sirligt trykte bogstaver. "Meget vel, og velkommen til!" sagde tjeneren belevent. "Og frøkenens?"

"Nej, nej, hun er med mig!" sagde jeg.

"Så hun har ikke egen invitation?"

"Nej, det behøver hun jo ikke - min invitation er jo med ledsager...?!"

"Ja, det er jo meget fint," sagde tjeneren, som vi nu opfattede som en vagt. "Men hvis hun ikke er medlem... så skal hun jo have point nok."

"Point - hvad snakker du om?" spurgte jeg.

"Jo, men det står på invitationen - se selv."

Han pegede - og ganske rigtigt var der en lille-bitte asterisk ved ordet ledsager. Og længere nede en fodnote. Der stod, med små sirlige bogstaver: "* Dama forbeholder sig ret til at afvise ledsagere som ikke er medlemmer, såfremt disse ikke anses som levende op til Damas høje standarder. Se nærmere om de på ethvert tidspunkt gældende regler på vores hjemmeside."

"Ja, jo," sagde jeg. "Men det handler vel bare om, at I vil bortvise folk, hvis de møder op, plørefulde?" Jeg kiggede på Laila. Udover hun så lidt småmuggen ud, gjorde hun da en god figur, syntes jeg.

"Nej, så enkelt er det sandelig ikke. Dama er en eksklusiv klub - det går ikke at ødelægge navnet ved bare at lukke hvemsomhelst ind." Han kiggede på Laila: "Ønsker du at deltage i testen?"

"Helt ærligt," sagde hun, henvendt til mig, "jeg føler mig faktisk ikke særligt velkommen her. Jeg kender en udmærket pakistansk restaurant i Bredgade, skal vi ikke hellere gå derover?"

"I kan også gå på Svema," sagde vagten. "Det ligger lige ovre på den anden side af vejen."

"Fandme nej," sagde jeg. "Nu har jeg betalt til det her sted - med ledsager! - et halvt år, så vil jeg altså også smage deres mad!"

"Okay," sagde hun. "Så lad mig få den test. Det kan vel ikke være så svært?"

"Fint, " sagde vagten. "Nu skal vi se... jeg skal lige finde den til damer."

Mens han rodede i papirerne prøvede jeg at kigge ind af de lettere duggede ruder, ned i restauranten. Og var ved at få min tunge i den gale hals, da jeg så Lars Løkke sidde i en større forsamling ved bordet ved vinduet nedenfor os.

"Hov, er det ikke Lars Løkke?" udbrød jeg.

"Joda," sagde den anden vagt, "han spiser her næsten hver aften. Det er jo ham der er formand for Madklubben."

Crap, altså. Lars Løkke havde taget røven på mig sammen med Claus Hjort én gang - det måtte altså ikke ske igen! Jeg håbede i den grad Laila klarede testen - nu handlede det ikke kun om pengene mere.

"Godt," sagde vagten, som nu havde fundet den rette test. "Første spørgsmål: Hvilket mærke er din taske?"

"Det er en KKDK," sagde hun. "Købt på tilbud. Vil du se en bon?"

"Nejnej, det er fint. Du må huske - vi gør kun vores arbejde. Synd det ikke er en Louis Vuitton eller Prada - så var I næsten inde. Nå, men det er i det mindste ikke en Samsonite. Du får 2 point. Og dine sko - hvilket mærke er de?"

"Det er et par Loubotin," sagde hun stolt. "Behøver du spørge?" Hun strakte sin højre fod frem, og fremviste de nydelige højhældede.

"Jamen, fint, så er du godt på vej. Den giver 3 point. Det er synd i ikke var her for 14 dage siden, da gav Loubotin 5 point, men der er kommet nye ranglister. Nå, godt så - du er så på 5 point i alt."

Efter spørgsmål om hendes buksedragt, som også var et kvalitetsmærke var hun på 8 point.

"Hvor mange skal man have?" spurgte jeg.

"Det kommer an på... hvor gammel er du?" spurgte han Laila.

"Det spørger man virkelig ikke..." Men hun blev afbrudt af et blik fra mig, jeg i dag fortryder. Jeg ville virkelig ikke finde mig i ikke at komme ind. "Nå, godt. Jeg er 33," sage hun.

"Ah, det var da uheldigt. Kvinder under 32 kan nøjes med 7 point - så havde du allerede været inde. Nu må vi lige spørge lidt mere - du skal op på 14."

Han fortsatte med nogle mærkelige spørgsmål - om hun kunne finde ud af at spise med kniv og gaffel, om hun var ryger (ikke for det, man måtte selvfølgeligt ikke ryge indendørs, fik vi at vide, men for princippet), om hun vaskede hænder når hun var på toilettet, og om hun undlod at skylle bind og tamponer ud. Altsammen svarede hun rigtigt på, og scorede et eller to point per svar.

Tilsidst fik hun et alkometer at blæse i, og den gav intet udslag. Og med det var vi godkendt.

"Jamen, så er der bare spørgsmålet om betalingen," sagde vagten.

"Betalingen? Jamen, jeg har jo betalt, over medlemsskabet?!"

"Ja, men nu er du jo med en ledsager som ikke er medlem. Så må vi lige have et depositum på 1200 kr - man ved jo ikke om hun pludselig går amok på nogen!"

Jeg var rasende. Men jeg ville ind! Jeg stak ham 1200, som jeg havde hævet, hvis nu vi skulle et sted hen bagefter.

"Jamen, så velkommen til!" sagde vagten, og åbnede døren for os. "Jeg håber I nyder aftenen!"

Da jeg passerede den anden vagt, kunne jeg næsten sværge at han hviskede "Du skulle have valgt Svema!"

Nå, men vi kommer ind i et lokale - som ærligt talt havde set bedre dage. Tapetet var dueblåt, men falmet, og nogen steder var det gået løs af væggen. Der var pænt fyldt op - og det var meget tydeligt at se hvem der var medlemmer af Madklubben, og hvem der var der med ledsager. Medlemmerne var ekstremt casual klædt - i uvaskede jeans & plettede sweatshirts, og nogle sågar i joggingtøj - det var Lars Løkke, for eksempel, han var iøvrigt allerede godt lakket til, og lugtede af røg - mens de som var der med ledsager alle var klædt i pænt tøj, og virkede ekstremt ædru - og noget beklemte ved situationen.

Vi blev bænket ved et bord - som vippede, men vi fik sat noget under et ben - og kiggede spændt på menukortet. Der var 2 faste menuer, 3-retters menuer, stod der - intet andet. Den første menu var: Kogt medister, med kartofler og Brun sovs. Til dessert: Vanilleis. Den anden menu var: Frikadeller med rødkål og Brun sovs. Til dessert: Vanilleis.

"Hvad er det her? Det må være en joke!" udbrød jeg.

"Jeg ville altså hellere spise pakistansk," sagde Laila.

"Hold nu k... jeg mener - undskyld, ja det kan jeg godt forstå... men det her.. det må være en fejl!"

Jeg gjorde tegn til en tjener, som kom ret prompte - det må man dog sige, der var faktisk ikke noget galt med servicen. "Ja, kan jeg hjælpe?" spurgte hun.

"Ja, altså... det her, det må være en fejl. Det må være et forkert kort eller noget. Der er kun to 3-retters menuer. Som kun indeholder 2 retter, og desserten er den samme?!"

"Nej, det er skam rigtigt... det er sådan det skal være."

"Medisterpølse og frikadeller... skulle det være gourmet?"

"Det er altså det vi har..."

"Men... Michelinstjernerne? Kokkehuerne? Madklubben? Hvad er der blevet af det hele?"

Tjeneren kiggede rundt, og bøjede sig frem, indimellem os. "Mellem os sagt," sagde hun lavmælt, med en fortrolig stemme. "Jeg har fået job ovre hos Svema - jeg gider ikke det her mere. Det her var et fedt sted engang. Lidt gammeldags og lidt provinsielt, jo, men råvarerne var iorden. Og stemningen var god. Men så, for snart ti år siden, kom der ny ejer... "

Hun skævede angst over mod Lars Løkke "... det var ikke ham der, han er nummer to. Men stedet begyndte hurtigt at gå ned ad bakke. Den første ejer begyndte at fyre kokkene, når de ikke var enige i hans menuvalg: De skal ikke tro de ved noget om mad - sådan noget smagsdommeri! yndede han at sige. Men han fik så et andet job, lige inden der kom besøg fra fødevaretilsynet..."

"Fødevaretilsynet?" udbrød jeg.

"Ja - det gik helt galt. Det viste sig at den gamle ejer blandede alt muligt underligt i maden, siden da har vi ikke haft lov at have friske råvarer liggende, nu bliver alt tilberedt fra frost. Men den nye ejer -" hun kiggede igen på Lars Løkke "kunne jo godt se, at folk forsvandt, og slet ikke ville betale priserne - for maden er jo ren discount. Så han fandt på det med Madklubben. For på den måde kunne han give folk en illusion af, at de kommer på et eksklusivt sted, og få penge ind. Det er et gammelt trick i branchen - at få folk til at føle de er del af en udvalgt skare."

"Katrine, hvad laver du!" råbte Lars Løkke nu. "Vi betaler dig jo ikke for at snakke med gæsterne! Få røven med dig - og tag en runde fadøl med, nu du er igang!"

"Jamen..." sagde hun.

"Ikke noget jamen!" råbte Lars Løkke. "Er det klager? Er det menuerne igen? Der er frit valg, siger jeg bare! Og der er ikke noget overbetaling! Jeg gider ikke høre på det mere, jeg har sagt, jeg ikke har mere at sige."

"2 gange frikadeller og vanilleis, sågerne!" sagde tjeneren, som åbenbart hed Katrine, og forsvandt ud i køkkenet. Vi stirrede vantro og forbløffet efter hende. Kort efter kom hun tilbage med armene fulde af fadøl, som hun stillede ved Lars Løkkes bord. Da de var optaget af drikkeriet vendte hun tilbage til os.

"Jeg gav jer frikadeller - for medisteren... den har hunden haft fat i!"

"Hunden?"

"Ja, der render en tæve rundt ude i køkkenet - det er Lars Løkkes egen. Egentligt var det den gamle ejers - men Lars Løkke fik den, sammen med stedet. Og nogle gange tror jeg, at det er hunden der ejer ham. Og - så er den ikke stueren, men har flaben i alt hvad den kan finde. Det er mig en gåde at fødevaremyndighederne ikke har opdaget det endnu, og grebet ind."

"Jeg er lamslået..."

"Og det med menuen, der kun er to retter? Det er bare det seneste påfund - han skar forretten væk i sidste uge, men siger stadig det er en 3-retters menu. Det må være sovsen han regner som en ret - ellers ved jeg ikke hvordan det skal hænge sammen."

Der lød et *ding* ude fra køkkenet. "Nå, nu er jeres frikadeller klar," sagde hun. "Lige et øjeblik."

Hun var på vej ud i køkkenet men vendte sig om på vejen. "Iøvrigt - jeg skal huske at sige... det er en mandelgave... man siger at en Pelikan-moder laver sår i sit eget bryst hvis dens unger sulter - så dens unger kan drikke blodet og overleve. Det er måske noget I kan bruge til noget? God Jul!"

Jeg og Laila kiggede på hinanden. Så rejste vi os, tog vores tøj, og gik mod døren. "Hvad - går I uden at spise?" råbte Lars Løkke. "Nå, fint nok... så er der mere til os andre! Ha-ha." Han kigge mistænksomt på mig. "Har jeg i øvrigt ikke set dig før, et eller andet sted?"

Vi skyndte os ud af døren, forbi vagterne, og tilbage mod Kongens Nytorv. Jeg havde det lidt dårligt med at gå uden at sige farvel til Katrine - men jeg glædede mig over, at hun dog havde fået job hos Svema. Hun var god nok.

Det mest naturlige havde været at finde et andet sted at spise - men jeg kunne mærke at Laila ikke var helt tilfreds med mig. Så jeg sagde farvel til hende ved Metroen på Kongens Nytorv, og gik selv på Burger King på vej hjem. Der var tilbud på en Big King Barbecue til kr 20.

Først da jeg kom hjem til mig selv gik det op for mig, at jeg havde glemt at få mit depositum tilbage. Men jeg skal ikke derhen igen. Aldrig. Ikke før stedet får ny ejer, ihvertfald.

(Jeg skal lige understrege, at Dama absolut ikke må forveksles med Noma!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

6 kommentarer:

Steen AA sagde ...

Til lykke, Leo. Det er noget af det mest velskrevne og underholdende satire jeg længe har læst. Og bestemt ikke uden litterære talenter!

Min dag er reddet.

Leoparddrengen sagde ...

Tak! Er også ganske glad for resultatet. Det blev dog lidt længere end jeg egentligt havde kalkuleret med - håber ikke det skræmmer for mange væk.

Anonym sagde ...

Steen AA har allerede sagt det: Aj, hvor er det bare godt skrevet - morsomt og ikke spor for langt. Jeg vil straks opfordre andre til at læse med.
De bedste hilsner
Nina

Leoparddrengen sagde ...

Man glædes!

BrainOnFire sagde ...

:O)

Me like!

Leoparddrengen sagde ...

Storartet! :)