For snart et år siden blandede jeg mig i kokke-debatten med mit indlæg Stakkels Kokke. Det medførte en del polemik, og især én debattør, Beef Wellington, er gået mig imod.

Han er selv kok, og taler ihærdigt imod et forbud imod kunder der besøger restauranter. Han er af den opfattelse, at man selv skal have lov til at bestemme om man vil være kok eller ej, og at jeg burde holde mig fra at udtale mig, når jeg bare er fyldt med fordomme, og ikke ved mere om hvordan det reelt er at være kok. Nuvel.

Grøntsagerne forberedes rutineret

Så jeg tog ham på ordet, og lavede en aftale om at komme forbi hans restaurant, så vi kunne få snakket tingene igennem, og prøve at forstå hinandens holdninger noget bedre. Og jeg kunne få en fornemmelse af hvordan hans liv er.

Det var en tidlig eftermiddag da jeg mødte op på hans restaurant. Den ligger i en kælder i en mindre gade på grænsen til Indre By. Størrelsesmæssigt svarer spisearealet vel til en to-værelses lejlighed, kan jeg se. Altså et relativt intimt sted.

"Hej, jeg er så Leoparddrengen," hilser jeg, da han træder ud af indgangen til køkkenet for at tage imod mig. "Og du må så være Beef Wellington, I presume?"

Han nikker. "Men mit rigtige navn er Søren," fortæller han. Søren - og han vil helst ikke have sit efternavn med i artiklen - er en ganske pæn mand, kan man se. Men man kan også se at det hårde arbejde har sat sig sine spor, hans ansigt er markeret af kraftige rynker, og hans kinder er lidt for runde. Også hans mave kunne være fastere, det vidner om en mand som glemmer at passe på sig selv. Men stadig grundlæggende flot.

"Hvorfor vil du ikke have dit efternavn ud?" spørger jeg. "Du siger jo du ikke skammer dig over dit arbejde."

"Det gør jeg heller ikke, men det skaber en del problemer for de mennesker der er tæt på mig. Min kone for eksempel, det er ikke særlig sjovt for hende altid at skulle forsvare, hvad jeg laver. Og at være gift med mig, i det hele taget."

"Så du er gift? Hvordan har din kone det med hvad du laver?"

"Kan vi ikke gå ud i køkkenet? Jeg skal til at forberede maden til i aften."

Jeg indvilger, og vi går ud i køkkenet. Det er stort, meget større end mit eget derhjemme. En masse gryder og pander hænger på væggene, som er belagt med metal. Der virker koldt men rent.

Jeg må indrømme, jeg føler det ret grænseoverskridende at være der, og vide at han om kort tid skal til at lave mad til fremmede kvinder. Og at han gjorde det igår, og dagen før, og dagen før. Guderne må vide, hvor mange han har lavet mad til her. En aroma af krydderier hænger i luften, en lugt der nok ikke er til at få væk, ligemeget hvor grundigt man gør rent.

"Hvordan har din kone det med hvad du laver?" gentager jeg. Han skal ikke krybe udenom.

"Jamen, hun har det fint. Da jeg først fortalte hende, at jeg havde lyst til at lave mad til andre for betaling, var det selvfølgelig lidt et chok for hende. Men hun har aldrig været den besidderiske type. Og hun kunne mærke, at det var hvad jeg virkelig havde lyst til."

"Ja, du må undskylde, det er altså ret svært for mig at forstå, at en kvinde skulle acceptere at hendes mand hver dag går og laver mad til andre!"

"Det er muligt; det er måske heller ikke normalt - jeg er heldig på den måde. Det er jo heller ikke fordi, at jeg siger at alle kvinder skal kunne acceptere det - jeg håber bare på et eller andet tidspunkt nogen vil forstå, at der altså er kvinder, der er ok med det."

"Var det for pengenes skyld du bestemte dig for at arbejde med mad?"

"Næ, ikke egentligt ikke. Jeg arbejdede i byggeriet før i tiden, var bygningskonstruktør. Men det kedede mig. Og en dag da jeg stod og lavede mad til min kone, gik det op for mig, at det var det jeg ville. Have mit eget lille sted, gøre folk glade med min mad."

"Sådan, bare lige pludselig?"

Søren har formået at få det til at se hyggeligt ud

"Det er sådan jeg husker det. Men det kan da godt være tanken havde rumlet i mig noget tid først." Søren kigger pludselig meget direkte på mig. "Har du aldrig tænkt den tanke?"

Jeg må indrømme at jeg overvejer hvad jeg skal svare. Men det var jo meningen vi skulle have en ærlig snak, så jeg beslutter mig for at være hudløs ærlig.

"Det har jeg vel. Nogengange. Jeg tror det er en fantasi alle mænd har et eller andet sted, at lave mad for penge. Men det betyder jo ikke det er ok! Og slet ikke at kvinder udnytter det! - Men altså, jo, jeg tog mig da nogengange når jeg lavede frikadeller til min eks - jeg laver ret gode frikadeller! - i at tænke, at jeg burde tage penge for det, og sælge dem. Men det var jo ikke noget jeg kunne drømme om at gøre for alvor!"

Søren er begyndt at hakke grøntsager. Rodfrugter. Det går stærkt, det er tydeligt at det har han gjort mange gange før. Det er underligt at tænke på, at de iaften vil blive indtaget af restaurantens gæster.

"Hvor mange kunder har du i løbet af en aften?" spørger jeg.

"Det er lidt forskelligt. Kommer an på hvad ugedag det er, og hvordan vejret er - men på en god dag har vi vel 30-40 spisende gæster i løbet af en aften."

30-40? Jeg må indrømme at jeg ikke kan forestille mig det. Hvordan man kan holde til at skulle lave så meget mad. Jeg forstår godt hvor hans rynker kommer fra.

"Men det er vel ikke kun dig?"

"Det er kun mig der laver al maden. Så har jeg en hjælper til at tage imod bestillinger, og lave tjenerarbejdet, rydde af og så videre."

Det er noget jeg godt vil høre nærmere om, det med tjenerne: "Det siges jo, at alle der arbejder som tjenere før eller siden ender med at arbejde som kokke. At pengene er for tillokkende?"

"Det er nu ikke min oplevelse. Men det er da klart at nogen kan blive lidt nysgerrige - og hvis de gerne vil lære noget vil jeg da ikke stille mig i vejen. Men om det er sådan det generelt går, det ved jeg egentligt ikke. Men det er da ihvertfald rigtigt, at tjenerne har de samme problemer som kokkene, med ikke at kunne sige hvad de arbejder med, hvis de gør det er de dømt på forhånd."

"30-40 kvinder om dagen... I havde vel fuldt belagt her under Klimatopmødet, da I havde lovet gratis mad til alle konferencedeltagerne?"

"Næh, faktisk ikke - der kom ikke flere af den grund. Men det gav da god opmærksomhed. Men nu sagde du 30-40 kvinder. Her kommer altså også nogle mænd og spiser. Og nogen gange par."

"Og det har du det fint med?"

"Det er mad. Alle skal jo spise... Og, ja - jeg har det fint med det."

"Du vasker hænder hele tiden?" ryger det ud af mig. Jeg har bemærket det, det er næsten konstant, det virker sygeligt.

"Tja, det vænner man sig til - det går jo ikke at smitte nogen med en madforgiftning, så hellere være lidt manisk omkring hygiejnen. Sådan et lille sted som det her kan komme til at dreje nøglen om, hvis vi kommer til at give nogen en salmonellaforgiftning. Og det er da heller ikke noget jeg ville have det godt med."

Det går op for mig hvad der mangler, hvad jeg selv ville gøre, hvis det var mig der lavede mad til en jeg elsker.

"Normalt ville jeg stå med et glas rødvin, hvis det var mig der lavede mad. Eventuelt en øl. Det hører sig ligesom til, synes jeg?"

"Tja, det er da også hyggeligt, men det går ligesom ikke hvis det er hele dagen, vel. Jeg arbejder jo op mod 12 timer om dagen, så det går sgu ikke."

"Så hyggen er gået fløjten?"

Søren trækker på skuldrene. "Ihvertfald den del. Det er jo et arbejde."

"Så det med at mange kokke drikker, det er en myte?"

"Nej, det er der da nogen der gør. Og det er ikke godt, de ryger ofte helt til bunds. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det er en af grundene til at kokke er overrepræsenteret i dødelighedsstatistikkerne."

"Og de kan ikke finde ud af at søge hjælp?"

"Mange holder sig fra behandlingstilbud, for de fleste forlanger at de skal holde op som kokke, hvis de skal behandles... og hvad har de så tilbage? I andre sammenhænge bruger man den metode, at man får den alkoholiserede til at indse, at hvis man ikke stopper med sprutten mister man sit arbejde. Men hvis man er kok, skal man både opgive arbejdet og sprutten. Det gør det altså ikke nemt!"

"Men hvis det er kokke-arbejdet som får folk til at drikke?"

"Der vil jeg nu nok påstå, at mange af dem der bliver alkoholiserede, allerede drak en del inden de begyndte som kok."

"Så du siger, at kokke-hvervet tiltrækker bumser?"

"På sin vis. Hvis man i forvejen bliver set ned på, betyder det jo at det er meget naturligt at vælge et fag, hvor andre ser ned på en - så mister man jo ikke status. Jeg ville jo ønske det ikke var sådan, og arbejder for at det bliver mere accepteret at være kok, men sådan er det jo altså i øjeblikket. - Og så er det jo også sådan, at alle mænd kan lave en eller anden form for mad. Ikke nødvendigvis god mad, men mad. Og det er jo altså ikke alle piger der er lige kræsne."

"Okay, lad os tale lidt om kvinderne der kører jer. Nu ejer du jo dit eget - men du har vel også haft problemer med kvinder der skulle bestemme, hvad du skulle lave af mad og til hvor mange?"

"Nu er det faktisk en myte at det altid er kvinder der står bag, tænk på for eksempel P.A." [Søren nævner her den såkaldte jetset-restauratør, som er beskyttet af navneforbud mens sagen kører, men ifølge anklagemyndigheden skulle have været manden bag en stor restauration i en forlystelsespark i København.] "Jeg kender ikke noget til P.A. og hans restaurant - eller om han ejer den - men han er da ihvertfald en mand. Og hvis han står bag, vil han være et typisk eksempel på de, som ejer de store restauranter. Og det er da rigtigt, der finder udnyttelse sted. Mest i forhold til for lange arbejdstider og underbetaling. Men vi kan jo ikke få nogen ordnede forhold, sålænge der ikke er overenskomster. Og overenskomster kan man jo ikke få lavet, når det er ulovligt at eje eller drive en restaurant. Det siger sig selv."

"Men bliver du ikke skide sur over alle de kvinder der står bag, og tjener tykt på jer og det mad i laver? Eller: mænd, som du siger, det er jo sådan set underordnet..."

"Selvfølgelig kan man da blive det. Det kan man jo også ind imellem blive når folk underbetaler i andre erhverv, men der plejer der så at være fagforeninger, der kan rette op på det med tiden. Den mulighed har vi så ikke."

"Så du siger det er samfundets skyld?"

"Ja, egentligt. Hvis vi bare kunne få de samme rettigheder som alle andre, ville tingene jo nok gå i orden henad vejen. Ikke med det samme, men med tiden."

"Så du mener slet ikke der er problemer med at arbejde som kok?"

"Selvfølgelig er der da det. Det er der vel indenfor alle fag.... ellers havde der jo aldrig været brug for fagforeninger? Men tag byggeriet, for eksempel. Hvis det havde været ulovligt at bygge huse, ville det såmænd stadig blive gjort - for folk vil have noget at bo i. Men de som arbejdede i byggeriet ville have meget værre forhold end i dag, og blive sat til at arbejde med asbest og andet, man ved er farligt. Fordi det ville foregå skjult."

"Er det ikke lidt langt ude at sammenligne madlavning med byggeri?"

"Det er såmænd ikke så langt ude som du tror. Madlavning er bare sjovere."

"Vil du så virkelig påstå du aldrig er blevet presset til noget du ikke ville? Hvad hvis en kvinde kommer ind, og vil have noget der ikke er på menuen?"

"Tja, det kommer an på - hvis jeg har råvarerne, og det er noget jeg er i humør til, siger jeg ja - mod et tillæg selvfølgelig. Og hvis jeg ikke har lyst siger jeg nej."

"Men hvad hvis hun for eksempel er fuld, og begynder at smadre restauranten, hvis du ikke serverer det for hende?"

"Det er ikke et problem jeg nogensinde har haft. Men det er da rigtigt, det sker jo for nogen. Fulde, sultne kvinder kan jo desværre ikke altid styre sig. Derfor er der jo også mange restauranter som har dørmænd."

"Rockere?"

"Indimellem. Igen er det jo et problem, at vi ikke ses som et rigtigt erhverv, det gør det svært at få uddannede dørmænd. Og politiet er altså ikke altid lige hurtige til at komme, hvis der er spektakler på en restaurant."

"Igen er det samfundets skyld?"

"Tja...?! Det er det vel...."

"Det er dit svar på det hele, tilsyneladende. Men hør her. Lad os sige, at jeg tror på dig, når du siger du faktisk selv ønsker at lave mad til fremmede kvinder, for penge. Og at du ikke går i stykker indeni af det. Det tror jeg ikke på, men lad os sige det; og jeg tror ihvertfald på at du selv tror på det. Men kan du ikke se, at du har et ansvar i forhold til alle dem, der ikke har det godt med det? Som er tvunget til at lave mad til andre?"

"Selvfølgelig går jeg ikke ind for at nogen skal tvinges til noget. Hverken madlavning, murerarbejde eller blogskrivning. Det skal selvfølgelig stoppes. Min pointe er, at man ikke stopper det, ved at fratage de som rent faktisk ønsker at gøre det, muligheden for det."

"Så du mener ikke du har et medansvar for de mange folk af fremmed herkomst, der er sat til at lave mad her i byen de senere år? Jeg kan godt sige dig, jeg har gået på Nørrebrogade en sen fredag aften, og det er uhyggeligt. Den ene shawarmabiks efter den anden, hvor stive kvinder vælter rundt på gaden, og "lige skal have en falafel". Som de kan få ned til 15 kroner, i noget ulækker dressing og daggammel salat. Som de får leveret på at øjeblik af den stakkels unge fyr bag disken, og de kigger ham ikke i øjnene. Afleverer bare de 15 kroner, og går igen. Smider madpapiret på gaden. Det er sgu et ulækkert syn!"

"Jeg ville da ønske de lavede bedre mad, og havde bedre faciliteter. Det vil jeg også kæm..."

"Du mener ikke de ville være bedre hjulpet, hvis det blev forbudt at købe mad? Så ville de ikke være tvunget til at stå der for 15 kroner?"

"Hør nu her, folk vil have mad fredag aften, når de er stive. Hvis du gør det ulovligt vil de jo bare sælge fra bagdøren i gården, og så er der rotter og alt muligt i maden, og der bliver ihvertfald slet ikke holdt øje med forholdene. Og shawarmakokkene vil ikke få det bedre af det, bare værre."

"Men min pointe er, at vi som samfund ikke bare kan se til, når der finder sådan en udnyttelse sted, at vi må gøre noget!"

"Så skulle man måske give os, kokkene, mulighederne og rettighederne til selv at gøre noget - i stedet for at prøve at fordømme os og det vi laver?"

"Jeg fordømmer jo ikke jer. Dig. Kokkene. Det er kunderne jeg er efter."

"Og det er ikke at fordømme os?"

"Nej!"

Herefter blev vi enige om at vi nok aldrig bliver enige på det punkt - og mange andre. Jeg vil sige, jeg var glad for at møde Søren - han er et dejligt menneske, og slet ikke som man forestiller sig en kok, som man er vant til at se dem i TV. Jeg tror ikke han bandede en eneste gang. Derfor synes jeg det er så meget mere synd, at han skal leve det liv, hver dag at lave mad til så mange kvinder. Og at han er tvunget til at leve på den løgn, at han rent faktisk skulle kunne lide sit arbejde.

Nu ville jeg ikke gå ham på klingen med det - men jeg har svært ved ikke at foragte hans kone. Som jo på et eller andet plan er hende, der sender ham ud, og tjene sine mad-penge. Som hun så kan leve flot af.

Ja, jeg kan godt forstå hun tvinger ham til at holde sit efternavn hemmeligt, så hun ikke skal blive udstillet - det ville nok ikke være så fedt for hende.

Og som mand synes jeg det er tydeligere end nogensinde, at man må kæmpe for folk som Søren, så de kan komme ud af deres undertrykkelse. Og ikke mindst kæmpe for shawarma-kokkene.

Og det gør man altså bedst ved at forbyde madkøb nu!


[Opfølgende:] Se også mit indlæg om madprogrammer på TV.