 |
| Reality madlavning - skal det forbydes? |
Nogle ting - især på nettet - laves jo af amatører, og det kan jeg ikke se nogen grund til skulle forbydes, overhovedet.
Så er der grænsetilfældende, hvor de medvirkende måske ikke betales direkte - for eksempel Helvedes Køkken, et ulækkert program, hvor unge, naive håbefulde mennesker for åben skærm ydmyges mens de læres op i "madkunst" - og de fleste sendes hjem uden at få noget ud af det - men vinderen får et tilskud til egen restaurant! Føj for satan.
Og der er de mange professionelle som optræder i TV og på nettet. Og naturligvis bliver betalt for det. Ganske vist ikke af madspiseren, som jo ofte er en TV-vært (som selv betales for at spise for åbent kamera). Men istedet betales TV-kokken af en producent - som i sidste ende får pengene hos seerne, enten gennem direkte betaling eller gennem annoncer, som betales af at der er nok der ser det.
Så som seer er man jo madkøber, hvad enten man vil stå ved det eller ej.
Og hvis man laver mad for penge, bliver man vel lige ødelagt af det, om man får pengene af den ene eller den anden?
Det er altsammen gode argumenter - og i den perfekte verden ville jeg da også arbejde for at forbyde betalt madlavning af enhver form, inklusive på TV og på nettet. Men det er ikke en perfekt verden, og der er nogle grunde til, at jeg ikke tror det er en sag vi skal arbejde for foreløbigt.
 |
| Dengang mad på TV endnu var nyt og uskyldigt |
For det andet: om man kan lide det eller ej, nyder mange af disse TV-kokke en høj anseelse og prestige; nogen anses direkte som superstjerner, og deres navne er med til at sælge andre produkter, med videre. Og det betyder, at de jo ikke er udsat for den samme sociale udstødelse som restaurant-kokkene - hvorfor man med en vis ret kan argumentere for at skadevirkningerne ikke er så store for TV-kokken. (Nogle fortalere for madkøb vil jo så straks indvende, at vi modstandere af madkøb er med til at stigmatisere restaurant-kokkene; men det er jo noget vrøvl, de har altid været stigmatiseret, og vil altid være det, vi prøver blot at hjælpe dem ud af situationen.)
For det tredje, og det er nok den vigtigste årsag: vi er nødt til at være pragmatiske. Madprogrammer er populære, det er der ikke tvivl om. Ja, jeg skal da gerne indrømme, at hvis jeg kommer til at tænde for et af dem, kan jeg da godt blive fascineret og nysgerrig efter hvordan den ret de er igang med kommer til at se ud.
Og skal man tro på diverse statistikker er det jo næsten alle kvinder, og overraskende mange mænd, som indimellem ser et madprogram.
Jeg tror simpelthen, at hvis vi argumenterer for et forbud mod madprogrammer i TV, vil det være at skyde os selv i foden. For mange af de kvinder (og en del mænd), som aldrig kunne drømme om at sætte deres fod i en restaurant, vil nødig undvære deres madprogrammer på TV. Som de kan se, uden at føle sig som madkøbere - for de betaler jo ikke noget.
Jeg skal gerne indrømme, at det ikke er det mest holdbare argument, rent logisk, men som sagt - det er også ind imellem nødvendigt at være pragmatisk. Så derfor, går jeg ind for at vi - indtil videre, ihvertfald, "ser gennem fingre" med mad på TV og nettet.
(Der er så tilgengæld et andet problem, ved at tillade madprogrammer - for hvad gør man den dag en madkøber møder op på en restaurant medbringende et kamera - og , når politiet kommer, påstår at der ikke var tale om betaling for madkøb, men for at lave et madprogram. Men det er hypotetisk, og en helt anden historie.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
0 kommentarer:
Send en kommentar