Er på besøg hos min mor, hvor jeg med unger overnatter til i morgen. Vi så så anden halvleg af fodbold i aften, senere Deadline, med videre.

Og min mor har hvad hun mener er et ret nyt fjernsyn - det er også kun ca 10 år gammelt, og i betragtning af at hendes tidligere fjernsyn holdt i 25 år (med mangefarvede streger på kryds og tværs) er det nye fjernsyn jo en ren årsunge.

Men altså - vi taler rent billedrørsfjernsyn, i 4:3 format. Som ganske vist kan stilles lidt om.

Og indtil digitaliseringen for et halvt år siden var alting helt fint. Men efter skiftet er hele billedrammen blevet brugt, ligemeget hvilket format ting sendes i.

Med det resultat at, det som sendes i 16:9 format (og det er vel efterhånden det hele) trækkes ud lodret, og giver meget lange ansigter.

Jeg spurgte hende så en af de første gange efter skiftet, hvordan hun kunne holde det ud?

"Holde hvad ud?"
"Jo, de der lange ansigter?"
"Nå - jo der var vist en forandring fornylig. Men jeg synes da det står helt fint nu!"

Og så gjorde jeg ligesom ikke mere ved det. Indtil i aften da jeg lige pillede ved fjernbetjeningen, og fik sat fjernsynet til at vise ting i det rette format. Hvorefter min mor, da hun så det, udbrød: "Nej, de er da blevet helt vildt tykke i ansigtet allesammen."

Jeg prøvede at forklare, at det altså var sådan folk ser ud - eller bør se ud - i fjernsynet. Men det ville min mor ikke høre tale om:

"Nej, de skal da ikke være så tykke i ansigtet! Tænk hvis Tøger Seidenfaden kommer på. Det går da slet ikke!"

Til hvilket jeg måtte svare: "Ja, eller Lars Løkke Rasmussen... men altså - det er sådan de ser ud!"

Hun: "Nej, det kan jeg altså ikke holde ud - du må sætte den tilbage!"

Hvilket jeg jo så gjorde. Men jeg synes et eller andet sted, at det er en meget god lektion i, hvor meget fjernsynet kan fordreje virkeligheden. Og hvor meget man kan vende sig til at det skal være sådan. Og det kan nok være meget godt at huske på.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.