Det er nu et år siden jeg blev 42 - et år jeg - ikke mindst på grund af tallet - havde ret store forventninger til.

Det er så ikke gået helt som jeg havde forventet / håbet. Men i virkeligheden har det været et ganske godt år, for mig personligt. Der er ganske vist ikke sket noget epokegørende, fremadrettet - faktisk har det først og fremmest været et år, hvor min mors helbredsproblemer har fyldt.

Men - det føles ikke som et spildt år, tværtimod føler jeg - på godt og ondt - at jeg er modnet en del. (Det sker når man skal til at agere forælder for egne forældre, har jeg fundet ud af.) Og jeg har ikke været optaget af depressioner i år - nok fordi jeg har været tvunget til andre ting - hvilket i sig selv er en velsignelse.

Så - jo - de 42 var fine. Og interessante, i den kinesiske betydning.

@Leoparddrengen Bravo! Ska fixa Lillehammer till dig. Var så säker.

— KnugCarlGustaf (@KnugCarlGustaf) December 13, 2011

Og så er jeg lige blevet stillet i udsigt af @KnugCarlGustaf at jeg bliver gjort til hertug af Lillehammer - det er jeg både stolt og beæret over. Og lidt nervøs, for det der med at regere er jo ikke rigtigt noget jeg har prøvet før. Men mon ikke det går.

(Og hvis man undrer sig over, hvordan jeg så checket embed'ede det tweet - så kan man læse mere om at embedde tweets her.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Sørine Gotfredsen har i dag i Berlingske en kronik som vel nærmest må betegnes som vederstyggelig. Som HverdagsNadia tweetede efter jeg havde retweeted linket: Jeg mangler ord.

Det føler jeg sgu også jeg gør lige nu. Der er egentligt ikke så meget at sige til Sørine Gotfredsen, hun mener vel hvad hun mener - og det må hun jo have lov til. Men hun fremstår godt nok for mig som noget meget uhyggeligt - næsten endnu mere uhyggelig end de zombie-frygtende jeg skrev om den anden dag.

For at opsummere, som jeg forstår hende: Det er ganske latterligt at spørge sig selv hvorfor det norske monster hader [islam], for det had har altid været der og vil altid være der (og det er så i øvrigt begrundelse nok). Han - ABB - gik muligvis en anelse over stregen i sine metoder, men hans rationale for at gøre det var sådan set sundt nok. Og de som virkelig skal føle sig skyldige er folk som Marianne Jelved, Svend Auken og Tøger Seidenfaden som står bag en verdensorden som har presset den pæne unge mand for hårdt.

Og det er sådan set læren man kan drage af hele denne historie, ifølge Sørine Gotfredsen - man skal ikke presse "mennesker" (altså ABB og ligesindede) mere end klogt er. Eller - når man tager overskriften på hendes kronik - Lad os bruge Anders Breivik rigtigt - med i overvejelserne af hvad hun egentligt sige, er det vel noget i retning af Hold kæft, hvis vi bliver presset for meget slår vi jer ihjel?

Og det var så dagens glade kristne budskab om det evige had som overvinder alt. I kan hermed fortsætte jeres daglige dont, som om intet var hændt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Søren Espersen tager i dag kraftigt afstand  fra beskyldninger om, at DF med fleres retorik kunne være med til at skabe et monster som den norske korsridder. Han siger: Det giver ikke anledning til nogen former for selvransagelse. Overhovedet ikke. Der er ikke så meget som en millimeter af en brøkdel, hvor vi føler nogen form for ansvar for, hvad der er foregået i Oslo.

Præcis hvad en millimeter af en brøkdel er, er jeg ikke fuldt klar over - men jeg går ud fra det ikke er ret meget.

Men hvordan holder det vand? Det var et spørgsmål, jeg i dag lidt distraheret kom til at tænke over, mens min mor sad og fik kemo.

For - med den retorik der køres af hos tildels DF, men især Snaphanen og Urias Posten og de andre gøglere ude på vanviddets overdrev - så er det faktisk mærkeligt ikke flere gør noget ud af det. Ikke at jeg på nogen måde vil forsvare det norske monster, men set i hans gale perspektiv er han jo en helt, en slags John Connor (som ganske vist agerede Terminator) - og hvis man følger hans tanker hænger det ganske godt sammen.

Nu gider jeg ikke bruge den slags ord om andre mennesker, som de kører på med hos galningene. Så lad os i stedet lege, at der er nogle fora, hvor man er fuldt ud overbeviste om, at vi i Danmark og Europa er ved at blive oversvømmet af zombier.

Zombier som giver sig ud for at fredelige, men de ønsker bare at blive mange nok - og når de er det vil de gå igang med at gøre unævnelige ting ved vore kvinder og tage de voksne mænd til fange, og bruge os som slaver, og når vi er udtjente spiser de vore hjerner.

Ganske absurd, men det er historierne som kører på de fora - og gentagelserne og det at de kan bekræfte hinanden gør, at folk rent faktisk tror på det. For de fleste er det faktisk mest en form for fællesskab - nogle samler på frimærker, andre skriver ting mod zombier - men nogen, nogen få, tror faktisk fuldt og fast på at zombierne er iblandt os, og vil æde vore hjerner.

Samtidig fortæller historier på foraene også, at der findes mennesker i Danmark og Europa som hjælper zombierne, både med at komme hertil og med at gemme sig i blandt os. Det er uklart hvad disse menneskers formål er - måske er de blot dumme og naive, eller måske er de i virkeligheden nekromantikere som vil styre zombierne - men det står klart, at denne femte kolonne zombie-sympatisører i virkeligheden er de farligste.

For det er dem, som hjælper zombierne hertil, og det er deres skyld at vi om føje år vil blive slaver og få vores hjerner ædt.

Hvis man virkeligt fuldt og fast tror på dette - virkeligt tror det - og man prøver at råbe op om at zombierne kommer og nekromantikerne hjælper dem, men ingen vil lytte. Så er det da egentligt klart at man må gribe til at gøre noget. Det er jo rent selvforsvar - og hvis man venter til zombierne viser deres virkelige jeg er det jo for sent!

Det mærkelige er i virkeligheden alle de som kun taler om at zombierne kommer og nekromantikerne hjælper dem - men ikke gør noget ved det, og endda taler om "at det er forkert at bruge vold" - det giver jo ingen mening, hvis zombierne virkelig er på vej, og er så onde. For den virkeligt troende må de være uforståelige krystere & kujoner.

Jeg håber ikke, at nogen læser det her - og opfatter det som om de skal gå i den norske galnings fodspor. Det kan man vel godt frygte et sted.

Men jeg har en pointe med det: Det Søren Espersen og Co spreder er i virkeligheden ikke Had, som de ofte anklages for, men Frygt. Og det er derfor så meget lettere for dem at hælde lort ud om, at de virkelig ikke kan stilles til ansvar for noget som helst, selv ikke en millimeter af en brøkdel.

Man skal bare huske, for at citere Yoda - og måske ødelægge det hele i nørdethed - at: Fear is the path to the dark side. Fear leads to anger. Anger leads to hate. Hate leads to suffering.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er tale om en fællesbetegnelse som først brugtes af Stalins inderkreds, i dag af historikere, som dækker over de planlagte tvangsforflyttelser og folkemord på det samiske folk (og deres rensdyr), i Nordkarelen, Finland, Norge og Sverige, som skulle finde sted, når områderne var under sovjetisk kontrol.

Heldigvis blev det som bekendt aldrig til noget. Men hvad er betegnelsen for planerne?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En anti-.Net, pro-Java film. Jeg synes nok de er lidt vel hårde mod .Net, men det skal de have lov til. Det er ganske underholdende - hvis man er lidt programmerings-nørdet naturligvis. Ellers må man hygge sig med det norske.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er jo så i morgen (eller rettere idag, klokken er over midnat) at anden fase af EUs opgør med Internet Explorer træder i kraft. (Første fase var, da der for noget tid siden skulle træffes tvungent browservalg.)

Ifølge planen Kommisionen har udviklet, skulle dette valg så være gennemført nu, så fra kl 23 i aften dansk tid (når klokken bliver midnat i de første lande indenfor EU), lukkes der for adgang til DNS-servere for Internet Explorer i alle domæner i EU. (Bortset fra Storbritannien (.uk) - de vil ikke være med på boykotten, som det reelt er.)

Jeg synes det er ganske fornuftigt, men alt for hurtigt. Jeg tror der er mange, som slet ikke har foretaget browservalget endnu, og endnu færre som er klar over konsekvenserne. Derfor vil jeg prøve at beskrive dem her, og også komme med nogle smuthuller.

Lidt forklaring først: En DNS fungerer som en telefonbog: så når man har et navn (en URL), kan man bruge DNS'en til at finde nummeret, på internettet er det et IP-nr, som fortæller hvilken server et website fysisk ligger på.

Så når der lukkes for DNS'erne for Internet Explorer på EUs domæner, betyder det i praksis at det bliver næsten umuligt at surfe indenfor EU, hvis man bruger IE - man vil få 401-fejl på stort set alle sine opslag, som ikke er på .com eller lignende (og .uk domæner vil altså også stadig virke).

Lidt absurd er det, at det kun gælder opslag der stammer fra indenfor EU - hvis man surfer ind udefra er der ingen problemer, så amerikanere kan godt for eksempel tilgå .dk domæner. Og faktisk kan man også bruge Internet Explorer på Mac, for det er sammenhængen mellem Windows og Internet Explorer en dom fra EF-domstolen har sagt var ulovlig, og som Kommisionen nu griber ind overfor.

Og inde fra EU kan man altså også gå på domæner udenfor, for eksempel .com domæner er uberørte (også selvom serveren fysisk befinder sig indenfor EU). De berørte domæner er: .eu, .it, .fr., .es, .nl, .de, .cz, .dk, .se, .lu, .ro, .be, .lt, .ie*, .fi, .sk, .pl, .lv, .hu, .li, .at + muligvis et par jeg har glemt.

* .ie = Irland - lidt langt ude at man ikke kan gå på et .ie domæne med IE... ;)

Som jeg også skrev i mit indlæg om browservalget vil jeg klart foreslå og anbefale at man skifter til foreksempel Firefox eller Google Chrome. Og som man nok kan forstå bliver det ret besværligt at være IE bruger i Europa i fremtiden. men der er nogle smutveje:

Schweiz
Nogle Schweiziske entreprenører har set en smart fidus i, at hoste EU-landes websites under deres .ch domæne. Så mange europæiske firmaer har fået en hosting aftale der gør, at de nu også er repræsenteret i Schweiz, med næsten deres gamle domænenavn, og requestet omdirigeres automatisk, så som bruger opdager man ikke noget.

Det eneste man skal huske (som bruger) er at tilføje et .ch til den eksisterende web-adresse, så for eksempel denne blog ville komme til at hedde: blog.leoparddrengen.dk.ch - lige det virker så ikke, for jeg har ikke købt mig ind på den Schweiziske løsning.

hosts-filen
En anden mulighed er selv at indskrive adresserne på de URL'er man bruger meget i den såkaldte hosts-fil. Den svarer, for at blive i den tidligere analogi, til ens egen lommebog (eller idag mobiltelefon), hvor man skriver folks numre, så man ikke behøver slå op i telefonbogen (DNS'en). Hvis vi siger Windows ligger på c-drevet, finder man hosts-filen i directoriet "C:\\Windows\System32\drivers\etc\" hvor den simpelthen hedder hosts (uden endelse). Den er en ren tekstfil, og bør redigeres i Notepad.

Men det er altså kun for teknisk kyndige, man skal ikke gøre det hvis man ikke har styr på hvad man gør. Og iøvrigt kræver det man kender URL'en på de websites man besøger, og det kan jo hurtigt blive mange.

Proxy
Den sidste løsning jeg vil nævne, er nok den enkleste og den jeg vil anbefale: hvis man sætter Internet Explorer op til at bruge en proxy-server ("stedfortræder") som befinder sig uden for EU, opdager DNS'erne ikke at de ikke må benyttes.

Og jeg har fundet en fin en i Norge, som jeg vil anbefale.

Man gør således, i Internet Explorer: Gå ind i menuen Funktioner, vælg nederste punkt Internetindstillinger, klik på fanebladet Forbindelser, klik på knappen LAN-indstillinger, marker flueben nede ved Brug en Proxyserver og skriv IP-adressen i feltet: 1.4.20.10. Porten skal være 80, og sæt flueben i Brug ikke proxyserver til lokale adresser.

Men vær klar over, den fungerer ikke før midnat i aften, så vent hellere med at gøre det, til du begynder at få 401-fejl med IE. Og hvis du ikke er teknisk kyndig, skal nok få en sådan til at hjælpe dig.

Under alle omstændigheder
Download hellere en alternativ browser i dag, for når først IE ikke længere virker er det for sent.
Du kan hente Firefox her.
Og du kan hente Google Chrome her.
Eller hent Opera.
Safari findes sørme også til PC.

Oplys andre
Det er ikke noget jeg normalt beder folk om, men hvis du har læst denne artikel, og kender nogen der bruger IE, vil de sikkert være glad hvis du sender dem et link til indlægget. Det er mit indtryk at mange ikke er klar over hvad de skal gøre, eller i det hele taget hvad der vil ske.

Og så skal det blive spændende at se hvad der kommer til at ske i aften, når klokken bliver midnat mellem 1. og 2. april på Cypern.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Chefen for det kommende norske Melodi Grand Prix værtsskab, Dag Hvaring, mener at der skal gøres op med alt det her homo-pjank som grand prix'et er fyldt med. Der er for lidt fokus på musikken, mener han, og savner det gode gamle familieshow.

Jeg tror vi skal ret langt tilbage for at finde, at der har været synderligt fokus på musikken. Men det er da en interessant tanke. Her er nogle forslag til regler for at holde fokus.

• Strikt dresscode: mænd kun i smoking / kjole og hvidt, og kvinder i kjoler som mindst dækker knæene, og uden nedringninger , hevrken fortil eller bagtil.
• Koreografi skal holdes til et minimum, og kun udføres af artisterne selv. Crowd-pleasing steps er forbudt.
• Fyrværkeri, baggrundslys og gimmicks i form af vippende scener eller lignende er bandlyst.
• Ligesom naturligvis vindmaskiner og røg.
• Teksten skal skrives og synges på volapyk. Kun på den måde får alle nationer, store som små, lige vilkår, samtidig med at fokus holdes på melodien. Det er jo Melodi Grand Prix. Underlige a capella numre kan dog godt tillades.
• For at sikre sig imod brug af stærke farver, som kan flytte fokus fra musikken, afvikles programmet i sort/hvid.
• Det er ikke længere befolkningerne i landene som afgør hvem der skal have point, men særligt udvalgte juryer, som kan se bort fra de ting, som stadigt måtte virke forstyrrende.

Og dengang gik det jo meget godt, så hvorfor ikke - det skal nok blive festligt!

*Ved godt de ikke sang på volapyk, men det vidste de andre lande jo ikke.... heldigvis. For hvad er det for noget med at svanse og svanse?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dyslektikere og nordmænd, forener Eder
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Indimellem sker det, at jeg gennem medierne bliver mindet om eksistensen af det norske dagblad VG (Verdens Gang).

Det er godt nok ikke fordi jeg kender meget til det - jeg har faktisk kun læst det én gang. Da blev jeg tilgengæld meget imponeret!

Bladet er jo Norges pendant til Ekstrabladet, men jeg må sige den udgave jeg så, var et nummer... længere ude. (Det er ca 20 år siden, så VG har sikkert ændret sig noget siden. Det har Ekstrabladet ihvertfald - ikke ligefrem til det bedre.)

Anyway, jeg stødte på bladet ved at det lå efterladt på det bord på Burger King hvor jeg på vej til min bror ville nyde en Whopper. Og begyndte at læse i det, som jeg gør med ting der kan læses, som ligger foran mig.

Og stort set alle artikler handlede om ting under bæltestedet, på den ene eller anden måde - og så i det her norske sprog, som man jo ikke kan lade være med at finde lettere morsomt. (Beklager, kære norske læsere!)

Der var således også adskillige artikler med noget om "homser og lesber"... og det tog mig altså noget tid, før jeg fandt ud af at det var bøsser & lesbiske, der var tale om.

Men hovedhistorien netop den dag tog prisen: den handelde om en overvægtig kvinde, som var blevet sur på sin mand - han havde vist på forskellig vis tyranniseret hende gennem mange år. Hvorfor hun skubbede ham ned ad trappen i deres hjem.

Dan han fortumlet forsøgte at komme op, havde hun så anbragt sit nøgne underliv på hans hovede, således at hans mund og næse blev dækket, og holdt ham fast med hænderne... og kvalt ham på denne måde.

En historie jeg stadig husker her mange år efter - og jeg blev så glad for avisen, at jeg tog den med til min bror, og forærede ham den. Muligvis var det hans fødselsdag.

Så jeg er fuld af respekt for VG!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Efter en kommentar i går fik jeg lige et flashback - Norge, sidst i 70'erne.

Jeg har været 9-10 år; årligt fra jeg var 6 havde vi (jeg og min mor + vekslende andre) været på skitur i Norge på vekslende hoteller. Egentligt var jeg mest til det alpine, men var også blevet ok glad for langrend, sålænge det var på gode vekslende skovløjper.

Men det hotel vi var på her (og det var sidste gang, uvidst på det tidspunkt) havde de arrangeret nogle mærker man kunne tage. Således at man kunne få et bronze, sølv, emalje (what the fuck?) og guld mærke, hvis man løb en tur på en bestemt tid. Som var en lille rundstrækning, afhængigt af hvor gammel man var skulle man løbe et bestemt antal omgange, og opnå bestemte tider for at kunne få de forskellige mærker.

Men de var jo smarte på hotellet: så man kunne ikke opnår sølv før man havde fået bronze, ligemget hvor hurtigt man løb; og man kunne ikke få emalje (what the fuck?) før man havde fået sølv; og ikke guld før man havde fået emalje (what the fuck?). Meningen var naturligvis at det skulle bringe folk tilbage år efte år, fordi ungerne ville have næste mærke.

Anyways, det stillede jeg altså op i. Og jeg var den første af ca 20 børn der skulle løbe. Min alder gjorde at jeg skulle løbe 2 omgange.

Og jeg kom fint af sted, og ud på rundstrækningen, og cirka da jeg var i bunden - og heldigvis uden for synsvidde af alle - skvattede jeg. Ned i en kæmpe snedrive. Hvor jeg lå og sprællede og ikke kunne få nogen form for fodfæste. Og var vanvittigt panikslagen og ville op hurtigst muligt. Ikke for tidens skyld, men jeg vile op, inden nogen så mig ligge sådan. For jeg var god til at stå på ski, faldt aldrig, hvorfor så lige der, nu?

Sprælle, sprælle, sprælle. Det føltes som en evighed, men langt om længe fik jeg pludselig kontakt med noget, så jeg kunne komme på benene igen. Og op i sporet, og løb videre som en rasende, nu var der noget der skulle indhentes.

Og jeg beholdt min førsteplads rundt og rundt, og mig bekendt har mit fald indtil nu været ukendt af alle bortset fra migselv. Jeg blev endda rost meget, fordi jeg var den eneste der ikke blev overhalet af en 14 årig pige, som var startet bagerst, og havde taget alle andre. Og min tid var god nok til guld (men jeg fik jo altså kun bronze).

Men hvad jeg tog ud af det løb var skammen over at ligge der, sprællende, og panikken. Og erfaringen om endnu engang at holde ting for mig selv.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det må være et godt gæt - for pludseligt vælter det ind med norske gæster på bloggen, som leder efter Sarah-Sofie Boussnina sexy eller nude. Beklager, kære nordmænd og -damer... jeg forstår jer godt, men kan ikke hjælpe desangående.

Og så må der også næsten være nogen der har proppet et link hertil på det dér Facebook - for der kommer der også pludselig mange fra, uden at jeg har gjort noget for det.

Er stadig skeptisk ifht Facebook - men links er da okay, the more the merrier...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For mange hundrede år siden fødtes i en mindre landsby i Norge - et sted nord for Bergen - en pige ved navn Laurine Pettersdatter.

Hendes barndom var sådan set ganske normal, men da hun kom i puberteten blev hun ganske forandret af sine hormoner. Idag ville hun have fået den psykiatriske diagnose at hun var nymfoman, men dengang troede de hun var besat af en dæmon eller Djævlen selv.

Kort sagt rendte hun rundt efter byens ældre drenge og unge mænd - og såmænd også de ældre mænd - og råbte evindeligt: Jeg vil scores! Jeg vil scores!

Og det blev hun selvfølgelig også, men den slags skaber jo ufred i en lille fiskerby, hvor konerne i forvejen ikke har mændene hjemme i for lang tid - og ikke kan være sikre på at de kommer hjem igen, når de sejler ud.

Så der blev holdt råd blandt landsbyens ældste om hvad man skulle gøre ved hende, og der blev enighed om at man måtte sende hende ud af byen. Man vidste blot ikke helt hvordan.

Men som skæbnen ville det, lagde et stort skib til et par dage efter, som skulle købe glemte forsyninger. Og landsbyboerne spurgte om de da ikke kunne tage Laurine med dem. Laurine sagde blot til sømændene, at hun ville scores!, og det lod de sig ikke sige to gange. Så hun blev bragt ombord.

Hun erfarede, at skibet var på vej til øen Grønland, en præst, Hans Egede, havde fået den mærkelige idé at søge efter nogle sagnomspundne Nordboere, som skulle have lavet en koloni deroppe for mange hundrede år siden.

Og Laurine hyggede sig på skibet - Jeg vil scores! gik hun rundt og sagde, og hun blev scoret! Hun blev af skibets besætning taget enkeltvis og parvis, og en nat af alle der var på vagt efter tur, og hun blev taget på alle tænkelige og et par utænkelige måder.

Men alligevel fik hun ikke nok: Jeg vil scores!, var hendes evindelige omkvæd, når hun så en mand, og det gjorde hun jo hele tiden. Så sømændene var efterhånden ved at have fået nok af det gode - og præsten syntes det var noget underligt noget.

Skibet nåede Grønlands hidtil ukendte kyster, og sejlede sydpå på udkig efter liv. Det fandt de så, i form af en lille inuit-bygd. De sejlede ind, og prøvede at forhøre sig hos inuitterne, om de havde set noget til Nordboerne, men ingen forstod hinanden (og havde de forstået noget, ville inuitterne ikke have kunnet fortælle noget).

Men Laurine gjorde sig til, og sagde Jeg vil scores!, og det var altså trods alt noget de inuitiske mænd forstod; så skibet stod afsted uden hende, besætningen var lykkelige over at få fred, de kunne ikke mere. Senere grundlagde de så Godthåb, men det er en helt anden historie.

Laurine gik på skift i bygden, hvor hun hjalp til at varme iglooernes beboere op, og var ganske populær.

Og når der kom fremmede forbi bygden, var hun den første til at komme dem i møde, med et Jeg vil scores! Hvilket hun da som regel blev, ikke blot én men flere gange.

Dette blev bygden kendt for videnom, så meget at man efter hånden begyndte at kalde den Jeg-vil-scores-by.

Men tiden gik jo, og naturen er hård og voldsom i Grønland. Så Laurine døde, og det gjorde bygdens resterende befolkning også - man ved ikke præcist hvorfor, men måske på grund af nogle af de sygdomme de nytilkommende hvide mennesker bragte med sig.

Cirka hundrede år senere blev en ny by grundlagt - ikke på præcist samme sted, men i nærheden. Denne by tog navn efter farvandet den ligger op ad; dette farvand havde igen fået sit navn fra den bygd der tidligere lå der, hvor Laurine boede. Og navnet var gennem generationerne blevet forvansket.

Og byen: det er den by vi i dag kender som Scoresbysund.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.