Jeg er lige blevet færdig med at se den britiske mini-serie Paranoid på Netflix.

Den var jeg ret hurtig til at begynde at se, da Netflix sendte mig en mail om at den var kommet på, da jeg kunne se Indira Varma havde en større rolle i den. Hende har jeg haft et godt øje til siden jeg så hende i Rome, og stadig efter hun også kom med i Game of Thrones.

Jeg var så også ret tæt på at stå af igen efter ét afsnit, for hold kæft hvor er de underlige alle sammen. (Og det tror jeg mange har gjort — jeg tror at det er forklaringen på den meget lave karakter på IMDb.)

Men heldigvis blev jeg hængende. Og, jo, folk (og historien) vedbliver at være underlige — men når man bliver tunet ind på serien bliver karaktererne og deres excentriciteter og galskaber ret underholdende.

Egentligt er den en krimi; jeg tror endda markedsføringen prøver at gøre den til en thriller, men det er da langt fra.

Men ihvertfald: det starter med et mord. På en legeplads. Og det skal jo så opklares af den lokale politistation, hvis ansatte virker til allesammen at være småskøre (for ikke at sige storskøre). Det er de så ikke ene om; stort set alle er ude på nogle overdrev — ikke mindste psykiateren. Nogle er på piller, nogle er ikke…

Og det viser sig at være en stor del af humlen, det med pillerne. De trækker et spor til Düsseldorf, hvor de også er skøre, men muntre.

Anyways, herligt skuespil (Polly Walker, også Rome, kommer også med i en mindre, men overbevisende rolle), weird manuskript (der er stadig ting jeg undrer mig over) og pudsig produktion. Som jeg efter et par afsnit virkeligt morede mig over.

Men som starter skævt, lige på — og derfor kan filmen let knække for en. Det er nok også grunden til at jeg skriver dette indlæg, for det er lidt synd hvis ingen kommer videre. Og ihvertfald synd med så lav karakter.

For den kan man bestemt godt se, for underholdningens skyld. Men det hjælper sikkert at være på piller.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det kunne jo sådan set være ret sejt at blive diagnosticeret med?! Men måske er det ikke helt umuligt.

Ihvertfald har nogle franske forskere i psykiatri, ifølge CNN, taget opgaven meget alvorligt - og mener at kunne påvise at Anakin Skywalker / Darth Vader lider af en form for Borderline Personality-Disorder.

Og, tja, hvorfor ikke. Jeg glæder mig til at læse om Smeagol-syge og Muad'Dib-psykose. For ikke at tale om Højben-megalomani. Altsammen diagnoser brugt i virkeligheden, baseret på fiktive personer.

Jeg kan nu anbefale at læse linet, især kommentarerne - en del af dem er ganske underholdende.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For mange hundrede år siden fødtes i en mindre landsby i Norge - et sted nord for Bergen - en pige ved navn Laurine Pettersdatter.

Hendes barndom var sådan set ganske normal, men da hun kom i puberteten blev hun ganske forandret af sine hormoner. Idag ville hun have fået den psykiatriske diagnose at hun var nymfoman, men dengang troede de hun var besat af en dæmon eller Djævlen selv.

Kort sagt rendte hun rundt efter byens ældre drenge og unge mænd - og såmænd også de ældre mænd - og råbte evindeligt: Jeg vil scores! Jeg vil scores!

Og det blev hun selvfølgelig også, men den slags skaber jo ufred i en lille fiskerby, hvor konerne i forvejen ikke har mændene hjemme i for lang tid - og ikke kan være sikre på at de kommer hjem igen, når de sejler ud.

Så der blev holdt råd blandt landsbyens ældste om hvad man skulle gøre ved hende, og der blev enighed om at man måtte sende hende ud af byen. Man vidste blot ikke helt hvordan.

Men som skæbnen ville det, lagde et stort skib til et par dage efter, som skulle købe glemte forsyninger. Og landsbyboerne spurgte om de da ikke kunne tage Laurine med dem. Laurine sagde blot til sømændene, at hun ville scores!, og det lod de sig ikke sige to gange. Så hun blev bragt ombord.

Hun erfarede, at skibet var på vej til øen Grønland, en præst, Hans Egede, havde fået den mærkelige idé at søge efter nogle sagnomspundne Nordboere, som skulle have lavet en koloni deroppe for mange hundrede år siden.

Og Laurine hyggede sig på skibet - Jeg vil scores! gik hun rundt og sagde, og hun blev scoret! Hun blev af skibets besætning taget enkeltvis og parvis, og en nat af alle der var på vagt efter tur, og hun blev taget på alle tænkelige og et par utænkelige måder.

Men alligevel fik hun ikke nok: Jeg vil scores!, var hendes evindelige omkvæd, når hun så en mand, og det gjorde hun jo hele tiden. Så sømændene var efterhånden ved at have fået nok af det gode - og præsten syntes det var noget underligt noget.

Skibet nåede Grønlands hidtil ukendte kyster, og sejlede sydpå på udkig efter liv. Det fandt de så, i form af en lille inuit-bygd. De sejlede ind, og prøvede at forhøre sig hos inuitterne, om de havde set noget til Nordboerne, men ingen forstod hinanden (og havde de forstået noget, ville inuitterne ikke have kunnet fortælle noget).

Men Laurine gjorde sig til, og sagde Jeg vil scores!, og det var altså trods alt noget de inuitiske mænd forstod; så skibet stod afsted uden hende, besætningen var lykkelige over at få fred, de kunne ikke mere. Senere grundlagde de så Godthåb, men det er en helt anden historie.

Laurine gik på skift i bygden, hvor hun hjalp til at varme iglooernes beboere op, og var ganske populær.

Og når der kom fremmede forbi bygden, var hun den første til at komme dem i møde, med et Jeg vil scores! Hvilket hun da som regel blev, ikke blot én men flere gange.

Dette blev bygden kendt for videnom, så meget at man efter hånden begyndte at kalde den Jeg-vil-scores-by.

Men tiden gik jo, og naturen er hård og voldsom i Grønland. Så Laurine døde, og det gjorde bygdens resterende befolkning også - man ved ikke præcist hvorfor, men måske på grund af nogle af de sygdomme de nytilkommende hvide mennesker bragte med sig.

Cirka hundrede år senere blev en ny by grundlagt - ikke på præcist samme sted, men i nærheden. Denne by tog navn efter farvandet den ligger op ad; dette farvand havde igen fået sit navn fra den bygd der tidligere lå der, hvor Laurine boede. Og navnet var gennem generationerne blevet forvansket.

Og byen: det er den by vi i dag kender som Scoresbysund.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.