Og det i en grad at det indimellem senere har givet mig problemer - fordi jeg derudover har svært ved at indrømme det, når jeg har gjort det. Hvilket bestemt ikke altid er skide smart.

Jeg tror grundliggende det skyldes, at jeg faktisk dummer mig ret sjældent. Og derfor har jeg ikke været vant til at håndtere det som barn, hvilket altså hænger ved. Sikkert lommepsykologi, men hvad ved jeg.

Jeg tror muligvis også det er en af grundende til, at jeg opfører mig sådan lidt ekstremt afvigende, indimellem. Ved at påtage mig denne form for klovnerolle, kan jeg få lov til at dumme mig, men være i kontrol over det - og så er det jo ikke en rigtig dumhed. Mere lommepsykologi...

Anyway: mit første minde om en dumhed: jeg var kort forinden begyndt i fritidshjem (nogenlunde det der idag hedder SFO, dengang var de bare ikke del af skolen), så jeg har vist været lige over 7 år.

Vi skulle lave linoleumstryk - altså hvor vi først udskar motivet fra linoleumsplader. Jeg havde prøvet det én gang før; under alle omstændigheder fik vi igen lange forklaringer om hvordan vi skulle passe på knivene, og altid kød bag kniv etc.

(For de som ikke har prøvet at lave linoleumstryk: det er sådan nogle udhulede syle af forskellige størrelse, man kiler ned i linoleumen og drejer rundt, og dermed skærer motiverne ned i den.)

Når men dethavde jeg jo udmærket styr på, mente jeg. Jeg gjorde jo altid alting rigtigt, dummede mig ikke.

Men pludseligt - ved stadig ikke hvordan det gik til - befandt den her sylekniv sig altså i min venstre tommelfinger, som den jo flåede et godt stykke op.

Min første tanke har været vantro. Den næste (oversat til nudansk) oh fuck, hvordan kommer jeg ud af det her. Dernæst væk!

Så jeg skyndte mig, med den anden hånd dækkende såret, for at dets sprøjt ikke skulle blive for åbenlyst, ud og tog jakke og ike mindst vanter på (det var vinter), fik sagt et hurtigt farvel til en pædagog, og at jeg måtte gå nu.

Jeg må have været ret bleg, og jeg gad vide hvad de siden tænkte om blodet? Det har jeg aldrig fundet ud af.

Så gik jem, mens jeg stramt holdt om min venstre hånd med min højre. Kunne se hvordan den blå vante blev mørkere og mørkere som blodet spredte sig. Jeg vidste min mor var hjemme, men ikke hvordan jeg skulle sige hvad der var sket.

Jeg kommer hjem (det var ca 10 minutter et kvarters gang - i dag vil man nok undre sig over at en 7-årig gik turen selv, men ganske normalt dengang, på Østerbro). Hvor jeg råber Hej da jeg er kommet hjem, og at Jeg gik tidligt i dag.

Hilser lige på hende, med min hånd skjult, siger jeg skal på toilettet, så går der uden at tage overtøj af.

Hvor jeg lirker min venstrevante af - vel i det håb at kunne vaske blodet af og kunne lade som ingen ting. Men er ved at besvime af det syn der møder mig, med vanten nærmest fyldt med blod, som klistrer i foret, og min egen hånd så indsmurt at den for mig bare fremstår som en blodig kødklump.

Med spag stemme for jeg kaldt på min mor, som selvfølgelig bliver forfærdet. Som jeg egentlig husker det viser det sig ikke at være så slemt - hånden bliver vist skyllet, og plaster og gaze på eller sådan, og det var vist sådan set det.

Men det for mig typiske er, at jegaldrig over for hende indrømmer at jeg var klar over jeg havde skåret mig - jeg påstår, jeg ikke havde opdaget det, og det må være sket lige inden jeg gik (det var selvfølgelig også sandt nok, det sidste, men ikke på den måde).

Jeg ved ikke om hun bare troede på mig, eller lod mig "slippe". I retrospekt tror jeg nok det havde været en del bedre for mig, at få frem til overfladen, at jeg altså vidste det, men ikke turde indrømme det, og at det havde været ok, og alle dummer sig indimellem, og at det ikke var noget at skamme sig over. Men dertil kom den historie ikke.

Jeg gik halvhjertet i fritidshjemmet lidt tid endnu, men var aldrig rigtig glad for at være der siden; så jeg kom der mindre og mindre, begyndte at pjække fra det, og endte med at få lov til at droppe det.

En lettelse for mig dengang, men selvfølgelig medvirkende til mit tildels selvvalgte behov for isolering siden.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.