For mange hundrede år siden fødtes i en mindre landsby i Norge - et sted nord for Bergen - en pige ved navn Laurine Pettersdatter.

Hendes barndom var sådan set ganske normal, men da hun kom i puberteten blev hun ganske forandret af sine hormoner. Idag ville hun have fået den psykiatriske diagnose at hun var nymfoman, men dengang troede de hun var besat af en dæmon eller Djævlen selv.

Kort sagt rendte hun rundt efter byens ældre drenge og unge mænd - og såmænd også de ældre mænd - og råbte evindeligt: Jeg vil scores! Jeg vil scores!

Og det blev hun selvfølgelig også, men den slags skaber jo ufred i en lille fiskerby, hvor konerne i forvejen ikke har mændene hjemme i for lang tid - og ikke kan være sikre på at de kommer hjem igen, når de sejler ud.

Så der blev holdt råd blandt landsbyens ældste om hvad man skulle gøre ved hende, og der blev enighed om at man måtte sende hende ud af byen. Man vidste blot ikke helt hvordan.

Men som skæbnen ville det, lagde et stort skib til et par dage efter, som skulle købe glemte forsyninger. Og landsbyboerne spurgte om de da ikke kunne tage Laurine med dem. Laurine sagde blot til sømændene, at hun ville scores!, og det lod de sig ikke sige to gange. Så hun blev bragt ombord.

Hun erfarede, at skibet var på vej til øen Grønland, en præst, Hans Egede, havde fået den mærkelige idé at søge efter nogle sagnomspundne Nordboere, som skulle have lavet en koloni deroppe for mange hundrede år siden.

Og Laurine hyggede sig på skibet - Jeg vil scores! gik hun rundt og sagde, og hun blev scoret! Hun blev af skibets besætning taget enkeltvis og parvis, og en nat af alle der var på vagt efter tur, og hun blev taget på alle tænkelige og et par utænkelige måder.

Men alligevel fik hun ikke nok: Jeg vil scores!, var hendes evindelige omkvæd, når hun så en mand, og det gjorde hun jo hele tiden. Så sømændene var efterhånden ved at have fået nok af det gode - og præsten syntes det var noget underligt noget.

Skibet nåede Grønlands hidtil ukendte kyster, og sejlede sydpå på udkig efter liv. Det fandt de så, i form af en lille inuit-bygd. De sejlede ind, og prøvede at forhøre sig hos inuitterne, om de havde set noget til Nordboerne, men ingen forstod hinanden (og havde de forstået noget, ville inuitterne ikke have kunnet fortælle noget).

Men Laurine gjorde sig til, og sagde Jeg vil scores!, og det var altså trods alt noget de inuitiske mænd forstod; så skibet stod afsted uden hende, besætningen var lykkelige over at få fred, de kunne ikke mere. Senere grundlagde de så Godthåb, men det er en helt anden historie.

Laurine gik på skift i bygden, hvor hun hjalp til at varme iglooernes beboere op, og var ganske populær.

Og når der kom fremmede forbi bygden, var hun den første til at komme dem i møde, med et Jeg vil scores! Hvilket hun da som regel blev, ikke blot én men flere gange.

Dette blev bygden kendt for videnom, så meget at man efter hånden begyndte at kalde den Jeg-vil-scores-by.

Men tiden gik jo, og naturen er hård og voldsom i Grønland. Så Laurine døde, og det gjorde bygdens resterende befolkning også - man ved ikke præcist hvorfor, men måske på grund af nogle af de sygdomme de nytilkommende hvide mennesker bragte med sig.

Cirka hundrede år senere blev en ny by grundlagt - ikke på præcist samme sted, men i nærheden. Denne by tog navn efter farvandet den ligger op ad; dette farvand havde igen fået sit navn fra den bygd der tidligere lå der, hvor Laurine boede. Og navnet var gennem generationerne blevet forvansket.

Og byen: det er den by vi i dag kender som Scoresbysund.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.