Efter en kommentar i går fik jeg lige et flashback - Norge, sidst i 70'erne.

Jeg har været 9-10 år; årligt fra jeg var 6 havde vi (jeg og min mor + vekslende andre) været på skitur i Norge på vekslende hoteller. Egentligt var jeg mest til det alpine, men var også blevet ok glad for langrend, sålænge det var på gode vekslende skovløjper.

Men det hotel vi var på her (og det var sidste gang, uvidst på det tidspunkt) havde de arrangeret nogle mærker man kunne tage. Således at man kunne få et bronze, sølv, emalje (what the fuck?) og guld mærke, hvis man løb en tur på en bestemt tid. Som var en lille rundstrækning, afhængigt af hvor gammel man var skulle man løbe et bestemt antal omgange, og opnå bestemte tider for at kunne få de forskellige mærker.

Men de var jo smarte på hotellet: så man kunne ikke opnår sølv før man havde fået bronze, ligemget hvor hurtigt man løb; og man kunne ikke få emalje (what the fuck?) før man havde fået sølv; og ikke guld før man havde fået emalje (what the fuck?). Meningen var naturligvis at det skulle bringe folk tilbage år efte år, fordi ungerne ville have næste mærke.

Anyways, det stillede jeg altså op i. Og jeg var den første af ca 20 børn der skulle løbe. Min alder gjorde at jeg skulle løbe 2 omgange.

Og jeg kom fint af sted, og ud på rundstrækningen, og cirka da jeg var i bunden - og heldigvis uden for synsvidde af alle - skvattede jeg. Ned i en kæmpe snedrive. Hvor jeg lå og sprællede og ikke kunne få nogen form for fodfæste. Og var vanvittigt panikslagen og ville op hurtigst muligt. Ikke for tidens skyld, men jeg vile op, inden nogen så mig ligge sådan. For jeg var god til at stå på ski, faldt aldrig, hvorfor så lige der, nu?

Sprælle, sprælle, sprælle. Det føltes som en evighed, men langt om længe fik jeg pludselig kontakt med noget, så jeg kunne komme på benene igen. Og op i sporet, og løb videre som en rasende, nu var der noget der skulle indhentes.

Og jeg beholdt min førsteplads rundt og rundt, og mig bekendt har mit fald indtil nu været ukendt af alle bortset fra migselv. Jeg blev endda rost meget, fordi jeg var den eneste der ikke blev overhalet af en 14 årig pige, som var startet bagerst, og havde taget alle andre. Og min tid var god nok til guld (men jeg fik jo altså kun bronze).

Men hvad jeg tog ud af det løb var skammen over at ligge der, sprællende, og panikken. Og erfaringen om endnu engang at holde ting for mig selv.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.