Mens jeg skriver dette er der et kvarter til jeg bliver de 42 - og jeg forestiller mig jeg er færdig med indlægget ca når datoen skifter. Jeg sidder og drikker gløgg - solo. Deraf den del af titlen som angår lowlife.

For det føles lidt lowlife. Men jeg kom hjem fra middag hos min mor med ungerne, som nu langt om længe sover. Og følte at jeg havde brug for noget alkohol, til sådan at gå ind i de voksnes rækker på. Men havde ikke været mere forudseende end at der var to øl i køleskabet, og det føltes ikke af nok. Og den sibiriske kulde gjorde at jeg ikke havde lyst til at bevæge mig udenfor. Der er ganske vist ikke udsendt isbjørnevarsel endnu, men jeg er sikker på de er derude.

Så jeg kom i tanke om en liter færdiggløgg jeg i et svagt øjeblik, Gud ved af hvilken grund, havde købt. Og tænkte, at hvis det ikke skulle være nu - hvornår skulle det så egentligt være?

Så - derfor sidder jeg og pimper gløgg, solo.

Men - det er nu ikke så galt. Skal ud med vennerne i morgen. Og ganske vist viste det sig at den gourmetburgerbiks jeg egentligt havde planlagt holder mandagslukket (sgu meget godt at jeg opdagede det i går aftes, og ikke i morgen, ellers kunne det hurtigt have udviklet sig til et Frank Hvam-moment) - men hoveddelen af planen ligger stadig fast: noget mad (nyt sted) - og Klovn. Som jeg har høje (lave!) forventninger til.

Anyway - vi ved jo alle - som man har vidst siden ihvertfald Oplysningstiden - at 42 er et særligt tal. Så det vil jeg glæde mig over. Sammen med de nice, friendly letters som skriver Don't Panic! for mit indre sind.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.